En uforbeholden hyldest til vor udenrigsminister

Det er godt at have kompetente folk til at regere og repræsentere

Ikke angivet Ikke angivet,

13/01/2017

Det er godt at have kompetente folk til at regere og repræsentere. Og hvad den vigtige funktion som udenrigsminister angår, er vi med den nye mand på posten særdeles veludrustede. Det kan han nok bedst selv formulere:

 

"Der var faktisk én, der gjorde mig opmærksom på, at det er svært at finde nogen, som i det sekund, vedkommende satte sig i stolen, har været mere kvalificeret til jobbet som udenrigsminister. Man tænker altid på Uffe Ellemann, og da han gik af. Men hvad havde han af viden, da han trådte ind i ministeriet? Eller Martin Lidegaard, Holger K. Nielsen, Mogens Lykketoft og så videre?"

 

Det er en velsignelse for vort land at råde over en kapacitet i den størrelsesorden. Tysken, fransken, engelskmanden, de må jo alle få tynd mave, når vor mand træder ind i lokalet. Buk, meine Herren, messiurs, gentlemen, signori, her kommer, nys nedkravlet fra et bøgetræ danois, Danmarks udenrigsminister at dømme levende og døde. Buk, buk, buk!

 

Vi sparer vel også nogle ministerielle personaleudgifter. For denne den mest kvalificerede udenrigsminister af alle tider og nok også TIL alle tider har næppe brug for rådgivere og spindoktorer. De funktioner klarer han selv. Alle til hobe. Et geni har ikke brug for råd og spin.

 

Lad os afføre os vor hovedbeklædning og ydmygt istemme "Nærmere Gud til dig"... 

Kilde: