En velfærdsstat der fungerer

Det er naturlige menneskelige behov at ønske sig sikkerhed og tryghed. At have sikkerhed for at man ikke skal sulte, hvis man ikke kan arbejde. Sikkerhed for at man kan blive behandlet, hvis man bliver syg. Sikkerhed for at nogle tager sig af ens børn, hvis man ikke længere selv kan.

Dette er de grundlæggende mekanismer i det, man kan kalde velfærdsstaten.

Danmarks velfærdsstat er imidlertid dysfunktionel, og over 800.000 danskere i alderen 16-64 år er nu på offentlig forsørgelse.

For at forstå hvordan det kunne ske, skal vi lidt tilbage i historien. Frem til 1961 var det således, at man for at kunne få socialhjælp skulle arbejde for det. Selv sprittere der skulle overnatte på Kofoed’s skole en enkelt nat, skulle yde en indsats for at få ret til en seng.

Socialvæsenet var ikke en stor byrde for samfundet, idet det udførte arbejde blev omsat til produkter, der blev solgt.

Samtidig måtte man ikke gifte sig, hvis man var på socialhjælp, hvilket betød at man i praksis ikke måtte sætte børn i verden.

Logikken var altså, at man godt ville hjælpe mennesker, der ikke kunne klare sig selv, men de skulle yde en modydelse, og man ville ikke acceptere, at de satte børn i verden, de ikke selv kunne forsørge.

Dette system betød, at der i 1961 var ca. 130.000 mennesker, der modtog offentlig forsørgelse. Skatten lå i øvrigt på ca. 25 % af bruttoindkomsten, og Danmark var 10-15 % rigere end de omkringliggende lande.

Alt dette blev ændret med forsorgsloven i 1961 og senere bistandsloven i 1976, hvor hjælpen blev rettighedsbaseret. Hvis man havde behov for hjælp, havde man ret til det, og de tidligere stålsatte krav om en modydelse i form af arbejde blev mere og mere udvandet, så det i løbet af få år blev god latin at modtage penge uden modydelse. I folkemunde var man godt dum, hvis man ikke tog imod det man kunne få.

De fleste kan godt se, at det ikke kan fortsætte på denne måde, og de seneste reformer af bl.a førtidspensionsordningen betyder da også, at det er blevet langt sværere at få en førtidspension, hvis man bare har en lille arbejdsevne.

Imidlertid er der flere ukloge incitamenter i det nuværende system.

Hvis man vil opnå en førtidspension, skal man sandsynliggøre sin manglende arbejdsevne. Dette kræver ofte mange udredninger ved læger og psykologer, da ansøgerne ofte ikke har klare kliniske indikationer. Det koster i sagens natur mange penge, og er sådan set penge ud af vinduet. Man foretager disse langvarige udredninger, fordi man ikke stoler på borgerens påstand om manglende arbejdsevne. Det er der også gode grunde til ikke at gøre. En overlæge i Hjørring lavede for nogle år siden sin egen statistik blandt sine patienter på ortopædkirurgisk klinik. Resultatet var, at de patienter der havde udsigt til en arbejdsskadeerstatning, havde meget længere sygdomsforløb, end de der ikke havde udsigt til en erstatning. Moralen er altså, at nogle ansøgere ”gør sig dårligere” for at opnå det de gerne vil, nemlig en arbejdsskadeerstatning eller en førtidspension.

En anden problemstilling er, at staten giver tilskud til fraskiltes børn. Man skulle ellers mene, at det påhviler forældrene at betale for deres børns opvækst, men en skilsmisse er altså en social begivenhed, der ikke blot rammer den pågældende familie, men i princippet hele samfundet. Denne ordning medfører meget bureaukrati. Da der er mange penge i at være enlig forsørger, er der fra myndighedernes side meget opmærksomhed på at sikre, at kun reelt enlige får tilskuddene. Derudover har ordningen den effekt, at det for lavt uddannede enlige forsørgere sjældent kan betale sig at arbejde. Dette er ikke bare umoralsk og urimeligt, men det er også meget skadeligt for børn at vokse op i den virkelighed, at penge bare er noget man får.

Hvis man skulle lære lidt af historien, kunne en skitse til et nyt velfærdssamfund se således ud:

Med mindre man har et indiskutabelt fysisk eller psykisk handicap (ca. 10 % af modtagerne), er der arbejdspligt for at modtage socialhjælp. 30 timer per uge til en rimelig timeløn, f.ex 80 kr/time. Hvis man har børn, kan man få ret til at arbejde 40 timer per uge, og derved tjene mere.

Socialhjælpsarbejde kan være alt fra egentligt arbejde, medhjælp i offentlige institutioner, uddannelse og personlighedsudvikling a’la Chris Mc’Donald.

Man må gerne tage ekstra arbejde ved siden af socialhjælpsarbejdet. Det vil regulere sig selv, idet ingen vil tage socialhjælpsarbejde til 80 kr/time, hvis de kan få et almindeligt arbejde til f.ex 125 kr/time.

Alle ekstraordinære børnetilskud og tilskud til fraskiltes børn afskaffes, hvorved store mængder administration bortfalder. De fraskilte forældre skal med arbejdspligt selv betale for deres børns opvækst. Staten står ikke længere inde for ikke-betalt børnebidrag.

Hvis moderen ikke vil oplyse, hvem faderen er, får hun ikke penge fra staten som nu.   

Nogle af de sparede omkostninger bruges til at betale for fri børnepasning i daginstitutioner for børn, hvis forældre har et arbejde, herunder socialhjælpsarbejde.

Et sådant system vil have mange positive effekter. Man kan ikke ”snyde” sig til offentlige ydelser som førtidspension, og lange dyre udredninger mister deres betydning. Man kan ikke få offentlige ydelser, og samtidig arbejde sort. Børn vokser ikke op i hjem, hvor forældrene ikke arbejder. Almindelige børnefamilier, der har et helt almindeligt arbejde vil spare 1000’vis af kr om måneden, når børnepasning bliver gratis. Det negative incitament, at man mister sin friplads i daginstitutionen, hvis man får et arbejde forsvinder, idet børnepasning er gratis for alle.

14 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere