Jeg så et udklip af en debat fra folketinget den anden dag, hvor Joakim B. Olsen
som stod på talerstolen, og argumenterede for lavere overførselsindkomster. På et tidspunkt om
en fra EL med følgende kommentar (sådan ca):
"Det er som om der ifølge LA er to slags mennesker. Dem, som kun gider arbejde hvis de bliver endnu rigere, og dem som kun gider arbejde hvis de trykkes længere ned i fattigdom".
Et glimrende eksempel på en sætning konstrueret til at fremstille LA som dårlige mennesker, men sætningen indeholder en logisk fejlslutning:
For begge grupper af mennesker gælder det, at udbyttet ved at arbejde er for småt. Bliver man top-beskattet er udbyttet for lille til man gider. Og er forskellen for lille fra kontanthjælp til fuldtidsbekæftiget er udbyttet igen for lille til man gider. Der er altså tale om nøjagtigt samme type mennesker.
Til gengæld er der tale om to forskellige situationer. For topskatteyderen er der tale om, at få frataget lidt mindre af udbyttet af sit arbejde. For kontanthjælpsmodtageren er der tale om, at blive givet lidt mindre, for at fordelen ved arbejde bliver større. Tage - give.
Kort sagt, de samme typer mennesker, i to forskellige situationer.
Venstrefløjsretorik handler i høj grad om at udstille højrefløjen som dårlige mennesker (som jeg også har skrevet om tidligere, men ikke kan tage æren for at påpege - Ayn Rand gjorde det før jeg). Det drejer sig ikke om at forholde sig til substansen. Jeg har selv været i samme situation privat med folk fra venstrefløjen. Instinktivt drejer de enhver debat (eller forhandling f.eks. på job) over på, at kunne påpege, at de selv er det gode menneske, og at du er det dårlige. Det er sådan de i mange år har vundet debatter, og vundet folkets opbakning. Men det er et bluff - og det er superfedt, at Joakim B. Olsen kalder deres bluff. Og de kan ikke lide det, venstrefløjen ;-)
