For nyligt skrev Enhedslistens pressechef at også socialister bør indrømme, at en stor offentlig sektor er et udtryk for socialisme, men konkluderede derefter at størstedelen af økonomien i Danmark er ren kapitalistisme og at Danmark er ved at blive privatiseret.
Men passer det nu også?
Lad os starte med at sætte nogle tal på: Heritage Foundation anslår at staten bruger 56 % af bnp i Danmark. Ud fra en ren økonomisk betragtning er det altså i bedste fald 50-50 mellem kapitalism og stat i Danmark.
Dertil kommer at der de seneste 30 år, altså 1982 - 2012 er produceret ikke færre end 65.000 danske regler, cirkulærer, love og bekendtgørelser, hvilket svarer til en syvdobling af lovmængden. Lyder det som rendyrket kapitalistisme?
Socialister i Danmark taler også ofte om privateseringer, men hør nu her: siden 1990 er der ret beset kun sket 5 større privatisering i Danmark: Statsanstalten for livsforsikring (i dag Danica), GiroBank, TeleDanmark, Københavns Lufthavne og Datacentralen (CSC), og hverken det nuværende eller det kommende statsministerparti overhovedet nævner ordet ”privatisering” i deres partiprogram.
PostDanmark og DONG Energy nævnes af en eller anden grund ofte også som eksempler på privatisering, men det passer jo bare ikke. En kapitalfond havde en kort overgang en mindre aktiepost, men PostDanmark ejes i dag 100% af PostNorden, som ejes 60% af den svenske stat og 40% af den danske stat.
Sammenlægningen til DONG Energy i energisektoren førte jo ret beset til en marginalisering af rollen for andelsselskaberne (der kun ejer 23,5 %) og styrkede staten, der ejer 76,5 % af det samlede selskab og derfor bestemmer takten. Det er korrekt at en mindre børsnotering af DONG Energy blev overvejet, men den blev jo netop ikke gennemført.
Det er derfor ret svært - selv med den bedste vilje - at få øje på nogen privatisering overhovedet i post- og energisektoren, og at påstå at salget af en enkelt lufthavn skulle være en central ændringen af transportsektoren giver heller ikke meget mening.
I den finansielle sektor er der til gengæld masser af eksempler på at det er gået den modsatte vej. Den nye statsbank, Finansiel Stabilitet - et navn der kunne være taget ud fra George Orwells 1984 - har i de seneste år overtaget ikke mindre end 11 banker med i alt 2.600 ansatte og 460.000 kunder. Dertil kommer Vestjydske Bank, som banken direkte tog en aktiepost i, hvilket med yderligere 500 ansatte og 70.000 kunder effektivt har gjort staten til den tredjestørste privatbank i Danmark.
De ialt 27 statsejede selskaber beskæftiger i 2013 samlet over 80.000 medarbejdere og omsætter for over 180 milliarder, hvis - hvis man ser bort fra de udenlandske aktiviteter, som visse danske selskaber har, uden tvivl gør de statslige selskaber til det største konglomoratpå dansk jord.
Udover de statslige selskaber, er der jo også det kommunale, og her er det jo helt vildt, hvad der er sket. Indenfor de sidste 10 år har Gladsaxe Kommune, hvor jeg bor, f.eks. startet med med at drive biograf, bowlinghal, vvs-rådgivning, fitnesscenter, kursusdrift og hotel – ja, nyeste skud på stammen i år er at man vil starte et kommunalt diskotek.
Selvom det er svært at finde præcise tal på den kommunale drift, så er Gladsaxe bestemt ikke noget enestående tilfælde, på landsplan ejer kommunerne cirka 300 selskaber indenfor forsyningssektoren alene, og det er jo kun de aktiviteter, som kommunerne har valgt at udskille i selskaber.
For at slutte af her, så er svaret på spørgsmålet om Danmark er ved at blive privatiseret et klart og rungende nej. Til gengæld er det også svært at finde klare tal på at Danmark er ved blive mindre privat i disse år, men her skal man huske på at udgangspunktet er, at Danmark er det land i Europa, hvis ikke hele verden, med det absolut højeste skattetryk.
Det var desværre ikke kun for sjov, at en vittig sjæl for nyligt tilføje til det danske wikipedia, at "efter murens fald blev planøkonomi kun praktiseret i ganske få lande, f.eks. Cuba og Danmark."
