Er der noget positivt ved SF's vækstplan?

Som liberal humanist ønsker jeg altid at søge det positive i andre mennesker

_slettet_bruger_668 Ikke angivet,

20/01/2011

Som liberal humanist ønsker jeg altid at søge det positive i andre mennesker.

På 180-grader har der været en del kritik, meget af den berettigede, mod den vækst-plan som SF har fremlagt, men jeg savner faktisk at der også bliver talt om de positive aspekter, som planen indeholder. Konkret glæder jeg mig over tre ting i planen, som fortjener positiv omtale fra en liberal vinkel.

For det første, vil jeg da glæde mig over at SF fremlægger en konkret plan. Til og med sidste uge var Liberal Alliance faktisk den eneste parti, der havde fremlagt en konkret plan for Danmarks fremtid. Taget i betragtning at der rent faktisk er syv til ni andre partier repræsenteret i folketinget, så er det faktisk utrolig skræmmende at der ikke er flere partier, der har fremlagt en konkret politisk plan - og debat har været præget af dette - med et lavt niveau til følge.

For det andet, vil jeg glæde mig over at SF fokuserer på vækst i den private sektor. Nuvel kan man indvende at efter at have tabt 200.000 arbejdspladser over de seneste år er et mål om at skabe 75.000 flere arbejdspladser et lidt, hm, lavt mål at sætte sig, men jeg vil hellere fokusere at der med SF's udmelding synes at være bred politisk enighed om at det glæder om at forøge antallet af private arbejdspladser. At SF således bryder med sin hidtige politik kan da kun ses som positivt.

For det tredje, vil jeg glæde mig over at SF taler om at begrænse erhvervsstøtten og tilskud. Det er velkendt for alle økonomer at det at give tilskud til bestemte brancher blot medfører korruption og ineffektivitet og at SF anerkender at dette skal ses på med kritiske øjne er en sejr for den rest af små liberale sjæle, der stadigvæk findes i SF. Der har været skrevet en masse i pressen om at SF kigger på nogle meget små tilskud, f.eks. til zologiske haver, men det er blevet overset at SF i planen også taler om at reducere en af de helt store poster, nemlig støtten til havvindmøller. Mig bekendt er det første gang at et af de større partier tager dette op til diskussion og derfor vil jeg glæde mig over det.

Så mine kære liberale venner, det kan godt at være at der er et par regnefejl og nogle mystiske antagelser i SF's plan, f.eks. at de åbenbart mener at staten får flere penge til rådighed ved at bruge mere, men nu er det jo også uretfærdigt at forvente alt for meget af et parti, der mente at DDR var en økonomisk supermagt og et forbillede for Danmark. På samme måde som man ikke kritisere en 1-årige for ikke at kunne løbe, men glæder sig over at det lille barn tager sine første spæde skridt, så bør man knikke anerkendende til SF og sige "dygtigt, lille SF, hvor jeg dog stolt af, at du allerede har opnået dette".

Kilde: