Det er velkendt, at Thomas Jefferson, der i uafhængighedserklæringen havde skrevet, at ”alle mennesker er født lige; at de af deres skaber er blevet udstyret med visse umistelige rettigheder…” selv var slaveejer og ikke aktivt gik ind for en afskaffelse af slaveriet.
Man kan med rette kalde det hykleri og et moralsk svigt af dimensioner, men Jefferson er også et blandt mange eksempler på, at en tænkers argumenter har implikationer, som forfatteren ikke selv ønsker at drage. I dette tilfælde er Jeffersons politiske filosofi mere liberal, end han selv er.
Et andet eksempel er John Locke, der argumenterer principielt for tolerance og en adskillelse af kirke og stat, og som ikke mener, at staten skal blande sig i borgernes tro, men alene tage sig af at beskytte borgernes liv, frihed og ejendom. Alligevel mente Locke ikke, at tolerancen skulle udstrækkes til at gælde for katolikker (de var en fare for samfundsordenen) eller ateister, der ikke kunne regnes med at have nogen moral, når de ikke troede på Gud.
Det interessante er – og her vil jeg bestemt ikke hævde at være Spinoza-kender – at det tilsyneladende forholder sig stik modsat med Spinoza. Spinoza er ikke en naturretstænker på samme måde som Hobbes og Locke. Hos Spinoza findes der ikke nogen (moralsk) naturlig ret, givet af Gud eller naturen, eller noget andet, der står uden for mennesket. For Spinoza er ret lig med magt, og Spinozas argumenter for generel åndsfrihed (ikke kun religionsfrihed) og ytringsfrihed baserer sig på, at suverænen ikke kan tvinge undersåtterne til at tro det ene eller det andet, og derfor skal han heller ikke gøre det. Trosmæssig ensretning er en umulighed, hvad de franske religionskrige havde bekræftet, og forsøg på religiøs ensretning kan risikere at true statens enhed og sikkerhed, så hvis ”myndighederne skal kunne bevare regeringen og ikke være tvunget til at afgive den til oprørere,” så er det nødvendigt med en betydelig grad af tolerance.
Spinoza er altså ikke fortaler for åndsfrihed og tolerance for dennes egen skyld, men for fredens og statens sikkerheds. Det skulle være i suverænens egen interesse at tillade ånds- og ytringsfrihed, fordi det vil få undersåtterne til at leve fredeligt sammen.
Der er ikke nogen universalisme, som hos Locke. Det er rent pragmatiske argumenter. Ikke desto mindre gik Spinoza ind for en ubetinget religionsfrihed – også for katolikker og ateister – og en næsten ubegrænset ånds- og ytringsfrihed.
Jeg skal ikke underkende Spinozas stærke forsvar for kritisk, rationel tænkning og opgør med religiøs overtro og kirkens magt over åndslivet, men med hans forsvar for ånds- og ytringsfrihed, der er baseret på, at suverænen ikke kan kontrollere, hvad undersåtterne tænker og tror, kan man få den tanke, at Spinoza i virkeligheden mener (eller at hans argumentation fører til), at det ideelle ville være, om suverænen kunne undertrykke åndsfriheden fuldstændig, fordi det bedst ville sikre fred og stabilitet, og at åndsfrihed og tolerance er en second-best løsning, fordi first-best løsningen ikke er en mulighed. Forstået på den måde, er Spinoza et interessant eksempel på, at hans argumenter er mindre liberale, end han selv er. I modsætning til Locke og Jefferson og mange andre.
