Nye Borgerlige er et parti som her på siden har fået megen omtale, og i mange kommentarer finder man stor tiltro og støtte til partiet, der for tiden er i færd med at skrabe tilstrækkeligt med vælgererklæringer sammen for at gå til valg til næste folketingsvalg.
Først vil jeg hurtigt indskyde at jeg selv har afgivet en vælgererklæring til at støtte partiet, jeg synes de skal ind i folketinget for de har et væld af synspunkter der er tættere på det borgerlige fundament som fortjener større opmærksomhed.
Inden vi alle kaster armene i vejret og tror at med de seneste nyheder om Nye Borgerlige er vore borgerlige rettigheder sikret, synes jeg at jeg vil vende et par af deres egne synspunkter de beskriver på deres hjemmeside under fanen "Grundprincipper". Her finder jeg et udpræget brug af politikersprog, vage formuleringer og hensigter som nær ved ingen ægte borgerlig kan have indvendinger mod.
Imidlertid bemærker jeg nogle småting som er værd at påpege, for de af os der inderst inde ønsker et frit samfund bygget på frivillighed, fred og samarbejde. Følgende skal ikke ses som et råd om at stemme på andre partier i folketinget, men mere som et realitetstjek. Inden vi afgiver vores stemme på partiet bør vi også sætte os lidt ind i deres tankegang mere detaljeret, for at veje pro et contra.
Fælles ansvar for samfundets svageste
Nye borgerlige skriver herunder om nogle af de vigtige værdier der efter min mening er blevet eroderet mest af velfærdsstaten: Socialhjælp fra familie og nære venner. Formuleringen fra Nye borgerlige lyder således:
Mennesker er forskellige og har forskellige behov. Systemet skal forenkles, og vores socialpolitik skal altid tage udgangspunkt i det enkelte menneskes behov. Civilsamfundet skal styrkes, og familierne og de nære fællesskaber skal i højere grad have frihed til selv at tage sig af deres nærmeste.
Det lyder umiddelbart godt at socialpolitikken skal tage udgangspunkt i det enkelte menneskes behov, men problemet med formuleringen er at den helt glemmer den anden del af et velstående samfund: Incitamenterne til at yde en indsats. Nye borgerlige klinger i mine øren meget socialdemokratisk med denne formulering, og man får næsten en smag i munden af det gamle Marxistiske propagandaslogan "Fra enhver efter evne til enhver efter behov." Nye borgerlige skuffer fælt når de glemmer at skrive, at et velstående samfund bør stille enhver borger i direkte ansvar for at mætte sine egne behov på fredelig maner, ved at indgå i arbejdsdelingen i markedsøkonomien, hvor man tjener sin egen interesse bedst ved at tjene andres. I den fredelige markedsøkonomi baseret på streng opretholdelse af privat ejendomsret, kan man kun sikre egne behov og opnå egne personlige mål, ved at indgå som et frivilligt led med andre borgere der selv søger egne mål. Markedsøkonomien stiller dig til ansvar for dig selv og din nytte for andre bliver den belønning du kan modtage for din indsats - du vil derfor blive interesseret i din næstes behov for at kunne tilfredsstille dine egne.
Der er ikke behov for at politikerne ved lov fastlægger hvem der er syge, arbejdsløse eller svage. Et socialt system der garanterer borgere ret til andres penge, nedbryder den enkeltes ansvarlighed overfor sine medborgere og lokker dem til at opfylde kriterierne for sygdom, arbejdsløshed og svagelighed. Prøv en gang at læse følgende artikel.
"No one any longer denies that traumatic neurosis is a result of social legislation. Overwhelming statistics show that insured persons take much longer time to recover from their injuries than other persons, and that they are liable to more extensions and permanent functional disturbances than the uninsured. Insurance against diseases breeds disease."
Det er denne socialdemokratiske tankegang der stadig præger dansk politik: Hvis samfundet tager sig af de syge og dårlige, så opbygger vi et stærkt sikkerhedsnet, hvor man kan føle sig tryg ved at gå på arbejde og yde en indsats, med vished om at er uheldet ude, bliver der taget hånd om den uheldige tilstand man er havnet i.
Tankegangen har desværre en overbygning. I stedet for at opbygge privat forsikringsbaserede systemer, har man i Danmark valgt at lade staten blive monopolistisk udbyder af social sikring. Der kan skrives lange bøger om hvorfor netop dette valg er det værste af dem alle, set fra et økonomisk synspunkt, men der vil være tilstrækkeligt at nævne tre hovedpunkter i den forbindelse:
1) Systemet tiltrækker sygdom, svaghed og arbejdsløshed ved at svække borgerens egne incitamenter til at forblive rask, eller blive hurtigt rask, eller forblive i job eller hurtigt tage et nyt arbejde.
2) Forsikringspræmien opkræves ikke frivilligt, den enkelte har ikke mulighed for at fravælge forsikring, der er i den monopolitiske danske statsudgave ingen valgmulighed mellem dækningstyper, selvrisiko, eller rent ud sagt forsikre sig selv. Skatteindkrævningen skærer det vigtige link mellem menneskets valgmuligheder og personlige værdier over, og beskatter netop de aktiviteter som samfundet mest af alt har brug for: Produktion, investering og spekulation.
3) Der er ingen rationel allokering af resurser i det offentlige monopol. Den offentlige sektor lider under præcis de samme problemer som bagerierne i Sovjetunionen gjorde: Der var ingen brød, kornet rådnede op på markederne og traktorerne ligeså, der var ingen dynamisk koordination mellem produktion og forbrug af brændstof eller nogen anden vare i den såkaldt "planlagte" økonomi. Der er ligeså ingen automatiske kræfter i det danske socialsystem der sørger for at tilpasse størrelsen, ydelsen eller administrationen af systemet til borgernes værdier. Derfor ender hele systemet i ineffektivitet, utilfredshed og økonomisk kaos. Uden feedback fra markedsøkonomien kan kaos få lov at udvikle sig og blive en permanent feature i samfundet. I markedsøkonomien af frivillige udvekslinger baseret på borgernes personlige værdier findes selvoprettende kræfter der sørger for at eliminere kaos, straffe ineffektivitet og undgå permanent kaos.
Frivillighed er altafgørende
I min kritik af Nye borgerlige bruger jeg den liberalistiske tankegang der siger at frivillighed for det enkelte menneske er af absolut vigtighed for at sikre at det ene menneskes værdier opvejes mod de andres. I markedsøkonomien kan man kun gennemføre en udveksling når begge parters værdier tilgodeses. For at illustrere pointen, kan man tage udgangspunkt i en ganske simpel udveksling af to goder mellem to mennesker.
Lars bytter sit slips for Peters sko. Ud fra den byttehandel kan man udlede, at, hvis det skete uden indblanding af tvang og trusler om repressalier, at Lars finder større værdi ved skoene end han gjorde ved slipset, og Peters værdifastsætning var det modsatte. Begge går fra at have noget de finder mindre værdifuldt til en tilstand der rangerer højere på deres værdiskala.
Det er netop denne søgen mod at forbedre sin egen situation, forsøget på at kravle længere op på værdiskalaen der gør den uhindrede markedsøkonomi fordelagtig for alle i samfundet. Vi kan i fraværet af tvang og trusler, altså i den situation hvor begge parter indgår frivillige udvekslinger, sige at begge deltagere bevæger sig op ad stigen mod en subjektiv følelse af velvære og tilfredshed.
Derfor er linket mellem betaling for ydelsen og ydelsens subjektive værdi afgørende for rationalitet i det økonomiske system. Når skattevæsenet tager slipset fra Lars og giver det til Peter, mens de tager skoene fra Peter og giver til Lars, så kan man pludseligt ikke længere være sikker på at begge står i en bedre situation end de gjorde før. Det er det samme princip der gør sig gældende ved offentlig produktion af velfærdsydelser. Det offentlige kan sagtens producere en masse ydelser, men der er ingen sikkerhed for at det de producerer, er mere værd, end det de forbruger. Man kan ikke sige at de bruger resurserne økonomisk rationelt, hvis målet med samfundets økonomiske system er at tilgodese alle borgeres fredelige værdier.
Når man erstatter frivillig markedsøkonomi med politisk offentlig produktion, erstatter man personlige værdier med politiske værdier, skaber økonomisk kaos og svækker incitamenterne til at samarbejde.
Som Rothbard skriver i Man, Economy and State s. 953:
"For each governmental firm introduces its own island of chaos into the economy; there is no need to wait for full socialism for chaos to begin its work. No government enterprise can ever determine prices or costs or allocate factors or funds in a rational, welfare-maximizing manner."
Den samme kritik kan rettes mod Nye borgerliges socialprogram, der trods alt tager skridt i den rigtige retning, men som man bør pointere lider under præcis samme problemer som alle de andre partier i folketinget: Der er ikke et frivilligt fundament i socialhjælpen, som derfor uafværgeligt må famle i blinde og skabe kaos i markedsøkonomien ved at gennemføre udvekslinger i samarbejde med skattevæsenet der ikke øger den sociale tilfredshed eller allokerer resurserne økonomisk rationelt.
