Er Ole Sohn dum eller lyver han bevidst over for sine vælgere?

I dagens BT kan man i artiklen "SF afviser at rød plan giver højere skat" læse følgende udsagn fra Socialistisk Folkepartis kommende finans- eller ...

Ikke angivet Ikke angivet,

16/05/2011

I dagens BT kan man i artiklen "SF afviser at rød plan giver højere skat" læse følgende udsagn fra Socialistisk Folkepartis kommende finans- eller erhvervsminister, Ole Sohn:

"- Vi øger ikke skatterne med det beløb. En ganske almindelig lønmodtager vil ikke opleve en skattestigning. Når den finansielle sektor kommer til at betale to milliarder kroner ekstra i skat, så er det jo ikke hr. og fru Jensen, der betaler dem, siger Ole Sohn.

Han siger, at almindelige lønmodtagerne vil opleve en skattelettelse, mens for eksempel banker, danskere med høje lønninger og dem, der handler meget med aktier, vil opleve stigninger."

Baseret på ovenstående udsagn må man konstatere at enten er Ole Sohn ubegavet eller også så er han så fokuseret at komme til magten at han gerne lyver sine vælgere op i ansigtet. Socialdemokraterne og Socialistisk Folkepartis program vil nemlig medføre at både hr. og fru Jensen ender med en betydeligt højere skatteregning. Det skyldes:

1) Bankerne: Øget skat på bankerne kan kun betales gennem en højere rente for almindelige danske privatkunder. Bankernes aktionærer vil kræve et uændret afkast af deres investering, hvilket fastsættes af de internationale kapitalmarkeder og uden hensyntagen til Ole Sohns skat. Når afkastkravet er uændret og bankernes erhvervskunder bare i stedet kan låne i udlandet, så er der kun hr. og fru Jensen tilbage til at betale for skatten gennem en højere udlånsrente. Det kan godt være de ikke opdager det, men de kommer til at betale skatten uanset hvad.

2) Straf de rige: Som følge af mange års nedsættende ord og daglig hån mod de rige er der kun ca. 20.000 danskere tilbage der tjener over 1 mio. De vil næppe holde op med at udvandre under Ole Sohn så længe deres indsats værdsættes så lidt som den gør i øjeblikket.

3) Aktiehandel: Skat på aktiehandel. Dette er også en udmærket skat, som de fleste pensionister og lønmodtagere nok aldrig kommer til at opdage at de betaler for. Pensionisterne betaler for den gennem en lavere månedlig pension (da en del af deres pensionsopsparing jo er placeret i aktier) og det opdager de nok aldrig. Lønmodtagerne opdager det nok heller aldrig da skatten vil hæve afkastkravet til at investere i arbejdspladser i Danmark - den vil altså medføre færre arbejdspladser i Danmark. Færre arbejdspladser giver mindre efterspørgsel og dermed lavere løn til lønmodtagerne. Men det er der nok ikke nogen der opdager - sikke en dejlig skjult skat.

P.S. Hvis nogen så trøster sig med at socialisterne vil oprette en bank for alle dem, der ikke kan låne i de almindelige banker, så er dette et ligeså dødsdømt forslag. En bank for folk der ikke kan låne andre steder har nemlig været forsøgt både i Roskilde og på Amager - og begge steder endte banksektoren (og dens kunder) og skatteyderne med at skulle betale regningen.

Kilde: