I min ungdom i 80’er havde vi dog et politisk spektrum – i dag præsenteres vi for ren dualitet mellem rød og blå. Dermed stilles et binært valg op hvor du kun har ét alternativ (hvis du er blå kan du blive rød og vice versa) – og derfor ikke noget reelt valg.
Der er derfor kun én politisk blok.
Politisk dualisme sætter evolutionens pluralisme ud af kraft og er gift for tænkning og for fakta-baseret politik. Dualismens polaritet er dogmatisk i sin natur – og dogmer kan ikke tåle spørgsmål og skal helst ikke diskuteres og derfor prioriteres form over indhold.
Vi ser fænomenet over hele verden hvor vi præsenteres for opdeling, forenkling og simplificering som kun efterlader enten/eller synspunkter, og det på trods af at det næsten er en universel regel at alle valg vi træffer er trilemmaer, dvs. tre forhold med indbyrdes relation som vi konstant må vægte i forhold til hinanden.
Indholdsdiskussionen opløses fordi dualitetens natur er at være uforenlige modstillinger, hvorimod trilemmaet anerkender, at der altid er et tredje forhold som skal inddrages og vægtes, og som derfor fordrer fakta-baseret diskussion af politiske synspunkter og -planer.
Gensidig forståelse hæmmes ved at der ikke er rum for diskussion da vores medier helt har fortabt sig i egne agendaer og dermed droppet deres fundamentale betydning som den fjerde statsmagt og borgernes centrum for oplysning og samtale.
Da mediernes mennesker også er underlagt det faktum ikke at have noget valg, er de blevet absorberet i den store monolitiske politiske blok og dermed blevet én med den magt de skulle kontrollere og udfordre med spørgsmål.
