Et forsvar for civil ulydighed

At kapitalisere på en tragedie

I overgangen fra liberalt demokrati, over statskapitalisme, til diktatur svajer demokratiets engang så stolte og dannede garanter, de folkevalgte, nu skrøbeligt.

De strækker og bøjer sig, vrider og besværer sig, under populismens stærkere og stærkere vinde, som sammen med brudstykker af kontrol, bureaukrati, hemmeligholdelse, overvågning, magtarrogance og impotente (dvs. underholdende, ikke informerende og samfundsvogtende) medier vidner om demokratiets sidste efterårsstorm.

De folkevalgte - engang meriterede samfundsborgere, nu professionelle magtstræbere - disse skrydende alfahanner i kamp om flokkens gunst, som man altid ser det i primitive primatsamfund.

I denne fase af samfundsafviklingen må og skal disse politiske flokdyr nødvendigvis lukrere på store, tragiske begivenheder, fordi medierne følger tragedien, og i dens kølvand må de flokkes om det rampelys og de godbidder, der falder fra undervejs.

Terrorangrebet må og skal kapitaliseres. Lige nu falder de over hinanden for hyklerisk at forsikre os om, at vi ikke skal lade os intimidere, mens de med den anden halvdel af tungen foreslår endnu flere forbud, mere statskontrol, yderligere begrænsninger af ytringsfriheden på internettet og endnu større indskrænkninger af organisationsfriheden.

Pind: "Civil ulydighed er terror"

Søren Pind har på sin facebook-hjemmeside sammenlignet terroren i Norge med tre andre episoder i Danmark. Han skriver: »Ekstremismen tager til. Flere og flere mener sig berettiget til at tage sig selv til rette. Optøjerne på Nørrebro. Kirkebesættere. Østerild. Og ekstremismens hidtil mest sataniske fjæs nu i Norge. Det er 70’erne om igen. De næste år handler om demokratiets og retsstatens klippegrund. Nok er nok. Enten er man med. Eller også imod«.

Jeg synes, man bør slå koldt vand i blodet og se tingene udefra:

(1) De forskellige episoder er ikke sammenlignelige. Terrorangreb, hvor mange dusin uskyldige mennesker koldblodigt myrdes, er ikke på nogen rimelig måde identiske med de andre episoder. Derfor er sammenkoblingen problematisk.

(2) Den kapitalisering, Søren Pind forsøger, består i at nedgøre aktivisme og civil ulydighed ved associering ("guilty by association" - en almindelig retorisk metode i totalitære samfund, ligesom name-calling, ad hominem angreb og andre klassikere).

(3) Optøjerne på Nørrebro skyldtes visse borgere, primært fra det såkaldt autonome miljø, som misbrugte deres demokratiske demonstrationsret til at ødelægge privat ejendom og forrette personskade. Det sidste er naturligvis kriminelt indenfor loven og er et direkte overgreb mod andres frihed og rettigheder, dog uden at være retsligt (og etisk) sammenligneligt med mord og terror. Derfor er sammenligningen søgt, omend den kan sluges af de fleste.

(4) Kirkebesættere og demonstranter i Østerild tilhører en tredje kategori, nemlig ikke-voldelig civil ulydighed, hvorunder borgere (uanset om man er enig eller ej) modsætter sig statsmagten i en specifik situation for at illustrere uenighed. Denne form for ikke-voldelig aktivisme er, sålænge den ikke krænker andre borgeres rettigheder, en styrke for demokratiet, fordi det er en af meget få måder at kommunikere til staten, at borgere er utilfredse med en beslutning.

Antigone: Historiens første civile ulydige

Traditionen for civil ulydighed er ligeså gammel som demokratiet, nemlig med ophav hos de gamle grækere. Det har været kendt lige siden Sofokles' Antigone, at civil ulydighed ikke bare er en demokratisk ret, hvor staten misbruger den magt, den har til låns fra folket, aldrig at forglemme, men ligefrem en nødvendighed.

Antigone går så vidt som til at bryde loven, fordi statsmagtens lov ikke er forenelig med højere lov (i Tragedien: Gudernes Lov om begravelse af døde). Det samme kunne siges i dag om borgere, der vælger den civile ulydighed, når statsmagtens love ikke håndhæves i overensstemmelse med højere lov, specifikt demokrati, menneske- og frihedsrettighederne.

Er minister Pinds udtalelser en svipser eller symptomatiske for en proces?

Civil ulydighed er et af borgernes vigtigste og sidste våben i ikke-voldelig protest mod en statsmagt, der måtte komme på afveje. At sætte civil ulydighed i bås med terrorisme er et forventeligt, men absolut forkasteligt træk i den tid, vi lever i.

Logiske generaliseringer (absolutter) er ligesom name-calling og associering, et tredje kendetegn ved totalitarismen. Frihed er plads til variation i adfærd og ytring, sålænge andre ikke krænkes. At Søren Pind benytter absolutismens "enten er man med eller også imod", er i orden, hvis man taler om voldelig aktivisme, men det er helt igennem på afveje, når man taler om civil ulydighed.

Hvis Søren Pinds oprigtige ønske er at gøre alle former for civil ulydighed, herunder f.eks. passiv tilstedeværelse eller obstruktion, som Gandhi benyttede mod det Britiske Imperium, til terrorisme - givet de beføjelser, der allerede findes i Terrorloven - så er afviklingen af demokratiet endnu mere fremskreden, end man kunne have frygtet.

23 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere