Regeringens manglende popularitet i diverse meningsmålinger skyldes ikke, at vælgerne er bjergtaget af det alternativ, som oppositionen kan levere. De fleste er på det rene med, at S og SF ikke kan få regnestykkerne til at gå op og diverse personsager har ikke just fremmet centralt placerede socialdemokraters valgbarhed. De fleste erkender også, at dansk økonomi er i bedre form end mange af de lande, vi normalt sammenligner os med. Den officielle ledighed er således relativ lav og de kortsigtede balanceproblemer er til at overskue. Alligevel foretrækker et flertal af vælgerne et rødt eventyr.
Regeringspartierne er sikkert i gang med at undersøge, hvorfor billedet ser så sørgeligt ud. Men de behøver såmænd ikke spilde penge på fokusgrupper og polemetriske analyser. Det er åbenlyst for enhver, at regeringen ikke tror på sig selv og dens egen politik. Og så kan man heller ikke forlange, at vælgerne skal gøre det. Skattelettelserne blev for mindre end et år siden fremhævet som en del af løsningen på den vækstkrise, som Danmark står midt i. I dag er situationen anderledes. De skattelettelser der blev givet sidste år er suspenderet og enhver snak om at skattelettelser er en del af løsningen er forstummet. I stedet forsøger borgerlige politikere at besnakke pressen med vrøvl om, at der nok er forståelse for dette i folkedybet.
Under finanslovsdebatten blev regeringens identitetskrise udstillet yderligere. I et svar på, hvorfor Sverige har klaret krisen bedre end Danmark udtalte Venstres finanspolitiske ordfører, Jacob Jensen, at det nok hang sammen med, at Sverige havde en borgerlig regering. Dette freudianske slip er naturligvis grundkomisk, men desværre også sigende. Dels fordi det er et symptom på borgerlige politikeres aktuelle selvforståelse, dels fordi det tilsyneladende er forbigået disse politikeres opmærksomhed, at de med fordel kunne bruge den svenske vækst som et afsæt for at konsolidere sund liberal politik.
Den borgerlige regering i Sverige har brugt de seneste fire år på at vænne svenskerne til den fremmede tanke, at man kan få den samme velfærd for færre penge. Og man har ved probate midler gjort det forståeligt for de fleste, at skattelettelser er både et bedre og mere håndgribeligt fix end diffuse løfter om mere tryghed og omsorg. Det er derfor, regeringen belønnes i meningsmålingerne. For vælgerne kan nu se, at de får flere penge mellem hænderne og at det er godt for økonomien; på kort såvel som lang sigt.
Er det umuligt for den danske regering at finde tilbage på sporet? Tydeligvis, for interessen for Sverige forekommer at være begrænset til spørgsmålet om, hvilke demokratiske anomalier vore naboer tumler med. Guderne skal vide, at det er en vigtig diskussion. Men hundredtusindvis af danske vælgere er fuldstændig ligeglade. De vil se løsninger på de udfordringer, som dansk økonomi står over.
Regeringen har ét år til at vise, hvor skabet skal stå. Den kan melde klart ud, at offentligt forbrug og offentlige investeringer er kriseværktøjer fra en svunden tid og at de ikke virker i dag. Hvis nogen er i tvivl kan de blot se på, hvad der sker i USA. Hver eneste dollar, der er brugt på offentlige projekter har været en dollar lige ned i lokummet uden nogen multiplikatoreffekt.
Regeringen kan til gengæld med videnskaben på sin side melde ud, at skattelettelser er den mest sikre vej ud af krisen, da de stimulerer efterspørgselssiden på kort sigt og forbedrer udbudssiden på mellemlang sigt. Den svenske regering har systematisk fulgt denne filosofi. Og de stiller den sikkert vederlagsfrit til rådighed, hvis borgerlige danske politikere skulle vise interesse for andet og mere end den svenske demokratiopfattelse.
Regeringspartierne er sikkert i gang med at undersøge, hvorfor billedet ser så sørgeligt ud. Men de behøver såmænd ikke spilde penge på fokusgrupper og polemetriske analyser. Det er åbenlyst for enhver, at regeringen ikke tror på sig selv og dens egen politik. Og så kan man heller ikke forlange, at vælgerne skal gøre det. Skattelettelserne blev for mindre end et år siden fremhævet som en del af løsningen på den vækstkrise, som Danmark står midt i. I dag er situationen anderledes. De skattelettelser der blev givet sidste år er suspenderet og enhver snak om at skattelettelser er en del af løsningen er forstummet. I stedet forsøger borgerlige politikere at besnakke pressen med vrøvl om, at der nok er forståelse for dette i folkedybet.
Under finanslovsdebatten blev regeringens identitetskrise udstillet yderligere. I et svar på, hvorfor Sverige har klaret krisen bedre end Danmark udtalte Venstres finanspolitiske ordfører, Jacob Jensen, at det nok hang sammen med, at Sverige havde en borgerlig regering. Dette freudianske slip er naturligvis grundkomisk, men desværre også sigende. Dels fordi det er et symptom på borgerlige politikeres aktuelle selvforståelse, dels fordi det tilsyneladende er forbigået disse politikeres opmærksomhed, at de med fordel kunne bruge den svenske vækst som et afsæt for at konsolidere sund liberal politik.
Den borgerlige regering i Sverige har brugt de seneste fire år på at vænne svenskerne til den fremmede tanke, at man kan få den samme velfærd for færre penge. Og man har ved probate midler gjort det forståeligt for de fleste, at skattelettelser er både et bedre og mere håndgribeligt fix end diffuse løfter om mere tryghed og omsorg. Det er derfor, regeringen belønnes i meningsmålingerne. For vælgerne kan nu se, at de får flere penge mellem hænderne og at det er godt for økonomien; på kort såvel som lang sigt.
Er det umuligt for den danske regering at finde tilbage på sporet? Tydeligvis, for interessen for Sverige forekommer at være begrænset til spørgsmålet om, hvilke demokratiske anomalier vore naboer tumler med. Guderne skal vide, at det er en vigtig diskussion. Men hundredtusindvis af danske vælgere er fuldstændig ligeglade. De vil se løsninger på de udfordringer, som dansk økonomi står over.
Regeringen har ét år til at vise, hvor skabet skal stå. Den kan melde klart ud, at offentligt forbrug og offentlige investeringer er kriseværktøjer fra en svunden tid og at de ikke virker i dag. Hvis nogen er i tvivl kan de blot se på, hvad der sker i USA. Hver eneste dollar, der er brugt på offentlige projekter har været en dollar lige ned i lokummet uden nogen multiplikatoreffekt.
Regeringen kan til gengæld med videnskaben på sin side melde ud, at skattelettelser er den mest sikre vej ud af krisen, da de stimulerer efterspørgselssiden på kort sigt og forbedrer udbudssiden på mellemlang sigt. Den svenske regering har systematisk fulgt denne filosofi. Og de stiller den sikkert vederlagsfrit til rådighed, hvis borgerlige danske politikere skulle vise interesse for andet og mere end den svenske demokratiopfattelse.
