I bedste Olsen-banden stil har EU-eliten med José Emanuel Barroso bebudet en ”genial plan”, en plan som skal redde EU ud af euro-krisen og som skal hjælpe EU hen imod en ”større og stærkere økonomi” end nogen anden supermagt nogensinde kunne have fantasi til at forstille sig. Der er dog, i modsætning til finanspagten, ikke tale om en mellemstatslig aftale imellem medlemslandene, men derimod et overnational diktat – der skal grundlægges finansunion!
Detaljerne til denne finansunion er endnu ikke faldet på plads, ej heller er det sikkert at det overhovedet bliver en realitet, men at dømme efter EU’s historie så skal en finansunion nok blive til virkelighed, så længe drømmen om en finansunion eksistere inde bag EU’s tykke vægge – og hvis Irland, eller et andet land, sætter spørgsmålet om deltagelse i en finansunion til folkeafstemning og resultatet heraf bliver et nej, så laver de da bare endnu en folkeafstemning og fortsætter indtil vælgerne en dag siger ja.
Ligesom man så det med den irske folkeafstemning om Lissabon-traktaten i 2008.
Problemet ved en finansunion er ikke ønsket om en sundere og stærkere økonomi, men problemet er derimod at en fælles finanspolitik aldrig vil komme til at fungere i den virkelige verden, fordi det er en fuldkommen utopi at tro man kan samle 27 vidt forskellige lande, med vidt forskellige økonomier under én fælles politik.
For slet ikke at tale om at den finansunion, som Barroso og Rompuy ønsker, kun vil medvirke til en fortsat snævre union hvor befolkningen ikke bliver spurgt og hvor man fortsat ignorer nationalstaternes uafhængighed.
