Europas indflydelse lige udenfor vores egen dør er nul. To flinke, men magtesløse, repræsentanter for forhenværende europæiske magter har i flere omgange snakket med Putin & Co om Ukraine med det resultat, at Putin får det, som han vil have det. EU’s ”udenrigsminister” var ikke inviteret med. I Mellemøsten og Nordafrika er anarki på fremmarch med store flygtningestrømme mod Europa til følge, og Europa kan og vil ikke gøre noget. Hidtil har nogle lande i Europa bidraget til anarkiets fremme ved at kaste bomber og så skynde sig væk. Lad os da vende blikket indad: går det egentlig ikke meget godt i EU? Nu kom Juncker-kommissionens forslag til en energiunion. Hvad kan den bidrage med til sikring af Europas fremtid? Stort set intet som helst! Alle medlemmer af EU har underskrevet Euratomtraktaten fra 1957, hvor medlemslandene forpligter sig til: at skabe betingelserne for udviklingen af en stærk kerneenergiindustri, der vil kunne stille store mængder energi til rådighed …samt på talrige andre områder bidrage til deres folks velstand. Kommissionens nye papir om Energiunionen nævner kun Euratomtraktaten perifært i forbindelse med omtalen af nogle af medlemslandenes store afhængighed af import af nukleare materialer og tjenesteydelser: Kommissionen vil opdatere og styrke kravene om udveksling af informationer, i overensstemmelse med Artikel 41 i Euratomtraktaten. I virkelighedens verden er situationen den, at medlemslandene intet har gjort for at leve op til Euratomtraktaten formål. Derfor er den vesteuropæiske nukleare industri i dag er så svækket, at mindst to EU-medlemslande planlægger at opføre russiske reaktorer. Udvekslingen af informationer er det også sløjt med: det er tvivlsomt, som Frau Merkel informerede andre lande og EU om hendes paniklukning af 8 reaktorer i 2011. Vesteuropa har i de forløbne årtier, med åbne øjne, bragt sig i en alt for stor afhængighed af importeret gas, både fra Rusland og fra Langtbortistan. Samtidig hermed er udviklingen af atomindustrien blevet saboteret ved en langvarig salamitaktik. I stedet for at indrømme, at der i begge tilfælde er tale om fejl, så forsøger Kommissionen nu med 21 sider vaskeægte ”newspeak” at få det hele til at tage sig godt ud: ”Internt produceret energi bidrager til reduktion af Europas afhængighed af import. Dette omfatter især vedvarende energier, som er nødvendige for at sænke CO2-udslippet.” (min fremhævning). Et helt afsnit har overskriften: Om at blive nr. 1 i vedvarende energi. I stedet for at tækkes de falske profeter, der forsøger at bilde folk ind, at Europa kan opretholde sin velstand med vindmøller og solceller men uden kul, olie, gas og atomkraft, så skulle Kommissionen her have taget fat på det, der virkelig tæller: opretholdelsen og udviklingen af atomenergi i EU. Det har Kommissionen ikke mod til. Der er overhovedet ingen med nogen indflydelse, der tør sætte hælene i overfor den grønne tsunami, som truer Europas velfærd. Atomkraft dækker ca. 30% af EU’s elforsyning, men siden år 2000 er der ikke startet nye reaktorer. I de kommende år vil stadig flere reaktorer runde de 40 år. Atomkraftmodstanderne sætter alt ind på, at dette skal medføre lukning. I USA har 75 reaktorer fået godkendelse til at fortsætte til de fylder 60 år, naturligvis med behørig vedligeholdelse og kontrol. Og hvad mere er: USA’s atomindustri og reaktortilsyn har i fællesskab gransket ældningsfænomener i reaktorer med det resultat, at de ikke kan få øje på nogen ”show stopper” med hensyn til fortsat drift. DERFOR burde Kommissionen nu tage emnet op: hvor længe skal man regne med, at EU’s 130 reaktorer kan fortsætte med at producere lav-CO2 elektricitet. Lukning af fuldt funktionsdygtige reaktorer vil medføre øget brug af fossile brændsler og vil erstatte billig elektricitet med dyr. Hvad vil EU-kommissionen gøre for at undgå dette? Dette centrale spørgsmål kommer kommissionen slet ikke ind på. Mange frygter for Europas fremtid som følge af de udenrigspolitiske kriser omkring os. Jeg er meget mere bange for den indre fare, som i stigende omfang griber befolkning og politikere i det gamle kontinent. Det kollektive amokløb, der betegnes som ”grøn omstilling”, er den egentlige trussel mod vore børns Europa.
