Værd at læse

00

Fagforeninger, working poor og andre kontraproduktive socialdemokratiske idéer

Artiklen her er skrevet på opfordring af Ib Andersen på baggrund af et indlæg jeg skrev til denne artikel.

Du har sikkert hørt argumenterne utallige gange fra socialdemokratiske partier og fra fagforeningerne. Det er nødvendigt at sikre en "retfærdig løn" eller afværge "social dumping", for at sikre et rigt og velstående Danmark. Hvis ikke befolkningen støtter ideen om at det lader sig gøre at hæve lønnen over markedsprisen, så risikerer vi en klasse i samfundet som man populært kalder "working poor" - altså en befolkningsgruppe sorteret efter indkomst som befinder sig lavest på listen, eller blot under et politisk defineret punkt såsom "fattigdomsgrænsen".

I min artikel her vil jeg forsøge at underbygge hvorfor netop den idé at man kan sikre rigdom for samfundet som helhed ved at hæve lønkravet er selvmodsigende og skaber netop det modsatte af hvad den overfladiske intention med politikken ser ud til at være.

Jeg vil gennemgå de økonomiske love, fagforeningernes rolle, statens rolle og hvorfor du bør favorisere et samfund med en klasse af personer man kan kalde working poor.

De økonomiske love

Før jeg går videre vil jeg kort opsummere hvad loven om udbud og efterspørgsel betyder for politisk fastsatte minimum og maksimumpriser. Fastsætter man en minimumspris over markedsprisen på et gode, så skræmmer man de købere væk der herefter vurderer at prisen ikke er godet værd længere. Når prisen ikke får lov at falde, betyder det ydermere at producenterne snydes til at producere mere fordi det på overfladen ser ud til at være profitabelt at stille flere goder til rådighed end der er købere til. Der opstår usolgte lagre af godet.

Omvendt forholder det sig med maksimumpriser. Her er forbrugeren interesseret i at købe flere varer end producenterne er villige til at fremstille. Der opstår knaphed af godet. Prissystemet er netop en af de vigtigste feedbackmekanismer i markedet, det sørger for at producere lige netop den mængde af et gode der er behov for som indikeret af forbrugernes følte behov. Uden frie priser kan markedet ikke allokere produktion, kapital, land og arbejdskraft korrekt. Med politiske priser opstår der kaos i markedet og man bevæger sig væk fra at udnytte de tilgængelige knappe resurser optimalt.

Disse to vigtige økonomiske love skal man have med sig i forståelsen af hvorfor fagforeningerne er overflødige for at sikre en retfærdig indkomst og for at skabe et rigt samfund. I stedet er fagforeningerne skadelige for samfundet som helhed.

Statens voldsmonopol ser den anden vej

Hvordan slipper fagforeningerne af sted med at sætte en højere pris end markedsprisen? Normalt er det statsapparatet der vedtager og håndhæver lovene, og den magtanvendelse som statsapparatet har som opbakning til at håndhæve lovene, sørger for at loven følges og markedskræfterne bliver underkuet med vold eller trusler herom. I tilfældet af fagforeningerne har statsapparatet uddelegeret ansvaret for brugen af og truslen om vold, lovgivningen tilsidesætter normal kontraktret og beskyttelse af ejendomsretten og menneskerettighederne, når den stiltiende tillader fagforeningerne at blokere, sympatistrejke og molestere "skruebrækkere" eller iværksættere sådan fagforeningens overenskomstløn bliver fulgt. Så langt, så godt. I markedsøkonomien er der nu en voldelig organisation udover statsapparatet der dikterer lønninger i skarpt adskilte håndværk og med en detaljeringsgrad der efterlader en forpustet.

Politikerne lukrerer på den ulykkelige situation

Hvordan kan situationen få lov at fortsætte? Ifølge de økonomiske love skabes ved en politisk fastsat pris over markedsprisen et overskud af godet. Dvs. i dette tilfælde et overskud af arbejdskraft, som manifesterer sig som kronisk arbejdsløshed. Hvordan kan sådan en arbejdsløshedspolitik opretholde politisk opbakning?

Her kommer socialdemokraterne til undsætning, de ser at arbejdsløsheden stiger som resultat af fagforeningernes brug af vold mod fredelige markedsdeltagere, og demagogerne i disse politiske partier udbasunerer hefter at markedskræfterne tydeligvis ikke fungerer, og løsningen er skatteyderfinansieret arbejdsløshedsunderstøttelse. Pludselig er de arbejdsløse ikke længere så ivrige efter at nedbryde fagforeningsvældet og genvinde deres tidligere job, livet på overførselsindkomst er tåleligt og giver dem mulighed for at forfølge andre mål i livet. Den folkelige opbakning til den socialdemokratiske velfærdsstat øges med arbejdsløshedsunderstøttelsen, der i Danmark er forklædt som en forsikringsordning. Det vil jeg ikke komme nærmere ind på i denne artikel, det vil være tilstrækkeligt at nævne her at ca. 80pct af a-kassernes udbetaling dækkes via skatten og ikke via den såkaldte forsikringspræmie.

Working poor konceptet

Mange steder kan man læse om konceptet working poor, hvor det typisk påpeges at markedskræfterne er forfærdelige og skaber en gruppe i samfundet der konstant lider og lever under værdighedsgrænsen. Disse mennesker arbejder og prøver deres bedste, men opnår ikke en indkomst der politisk defineres som tilstrækkelig, og gruppen kaldes derfor populært "working poor". Det fremmaner billeder i underbevidstheden om en gruppe af mennesker det er synd for, en gruppe der ikke har en chance for at klare sig i livet uden hjælp udefra. En fastlåst gruppe der knuges under markedskræfternes evige søgen efter den største profit.

Selvom denne gruppe reelt eksisterer, så er der et par detaljer som de socialdemokratisk-orienterede personer næppe ønsker at bringe frem i lyset. Et af de væsentlige elementer er at working poor ikke er de samme personer år ud år ind. Working poor er de ufaglærte og lavproduktive arbejdere som ikke kan tilbyde deres arbejdsgiver en høj produktivitet, og må i stedet gøre sig lækre ved at slække på lønkravene. Uden at kunne slække på lønkravene risikerer disse lavproduktive personer at affinde sig med et liv uden arbejde. Det er visse tilfælde at man ikke skal se til uddannelsessystemet for at øge produktiviteten af den enkelte person, nogle mennesker foretrækker at opnå erfaring på jobbet frem for teoretisk undervisning.

 

Produktive samfund har brug for en klasse af working poor - det er retfærdigt, fair og nødvendigt

Min påstand er at denne klasse af working poor er vigtig for samfundet. Den er gavnlig. Det er ubetinget nødvendigt for et produktivt samfund at have en klasse af working poor (så længe man definerer dem politisk ved at have en indkomst under halvdelen af medianlønnen ).

Dynamikken der sætter ind når man tillader en gruppe i samfundet at tilbyde sig selv for en lav løn er at de personer kan tiltrække ansættelse hos arbejdsgivere. Med deres lave produktivitet i udgangspunktet har de behov for at opnå erfaring og kompetencer i jobbet, for at øge deres produktivitet og senere optjene en højere løn og en bedre levestandard.

De personer som i et frit arbejdsmarked ender i gruppen working poor er ofte unge mennesker der lige er færdige med den korteste af uddannelser, og ønsker at tjene penge frem for at sidde flere år på skolebænken. Disse personer har i langt de fleste tilfælde mulighed for at leve for en meget lav løn fordi deres forbrug er lavt - de har ikke stiftet familie og i mange tilfælde bor stadig hjemme hos deres forældre. De kan derfor sagtens leve med en ganske fornuftig levestandard for en meget lav løn mens de træner i jobbet og opnår vigtig erfaring og flere kompetencer. Det kan også være en stige for mange mennesker at starte i forskellige jobs som lærling for at prøve af om det skulle være noget for dem. Senere kan de med efteruddannelse gå tilbage til skolen og opnå papir.

Den lave løn er retfærdig fordi det produkt som disse lavproduktive personer bidrager med til virksomheden ikke har ret høj værdi, som indikeret af forbrugerne. De har ikke krav på højere løn end det frie marked kan tilbyde dem, fordi din løn afhænger af den værdi du giver forbrugerne. Det er også med til at dirigere hvor man søger hen for at opnå sin indkomst. Hvis en arbejdsgiver ikke vil betale høj løn, så er det fordi arbejdsgiveren er underlagt forbrugernes vilje og de relative markedspriser siger direkte til ham, at den service som medarbejderen yder værdsættes lavt af forbrugerne, af andre menneskers værdier.

Man integrerer sig derfor optimalt i markedsøkonomien ved at søge mod den arbejdsgiver der vil betale den højeste løn, fordi arbejdsgiveren her ved at produktet er værdifuldt for forbrugerne, og det kan betale sig at producere mere af produktet med hjælp fra flere medarbejdere.

På den måde opstår working poor konceptet. Den lavproduktive har mulighed for at starte og tillære nye evner, søge nye jobs i sin egen søgen for at finde det sted i arbejdsdelingen hvor personens arbejdskraft er mest efterspurgt og mest værdifuld for andre borgere i samfundet. Det er kun ved brug af de frie markedspriser at vi kan tjene hinanden bedst.

Fagforeningerne og socialdemokraterne sender working poor på kontanthjælp for livet

Frem for at fagforeningerne med deres minimumslønninger i overenskomsterne, og statens lokkende overførselsindkomster gør samfundet rigere, så lokkes working poor over på overførselssystemet og bliver en uproduktiv omkostning for samfundet. Her opnår de ingen nye kompetencer. De prøver ikke deres evner af. De finder ikke ud af hvilke jobs de reelt ville kunne lide at have. De bidrager ikke til samfundets velstand i så høj grad som alternativet uden overførselsindkomst og overenskomster. Selvom man har systemer der sender kontanthjælpsmodtagere i praktik, så er der altid den bløde pude at falde tilbage på der hedder kontanthjælpen. Det skaber en moral hazard for den person der forsøger sig på arbejdsmarkedet i praktik, og giver en behagelig lethed ved at opgive ved den første den bedste forhindring der virker uoverskuelig ved første blik.

I overførselssystemet kan den lavproduktive person tillade sig at ignorere forbrugernes værdier og ønsker. Markedspriserne betyder ikke længere noget for personens produktion. Personen kan i stedet uddelegere ansvaret for egen indkomst til statens magtapparat i skattevæsenet, der tager penge fra medborgerne, beholder en slat selv, og forærer resten af rovet til personen på kontanthjælp.

Fagforeningerne og dens socialdemokratiske idéer skaber dermed konflikter i samfundet mellem den produktive og uproduktive borger. Den uproduktive snylter direkte den produktive borger.

Typisk hører du også argumenter fra Enhedslisten der går på at man ikke skaber arbejdspladser ved at sænke overførselsindkomsterne. Det er delvist sandt, det skaber grobund for at man tilbyder sin arbejdskraft til markedsprisen frem for at blive på overførselsindkomst. For at gøre noget effektivt er det dog ikke blot nødvendigt at ophæve alle overførselsindkomster det er også nødvendigt at slå hårdt ned på fagforeningernes brug af eller trusler om vold i samfundet sådan det igen bliver muligt at allokere arbejdskraften de steder den er mest værdifuld, i stedet for at skabe arbejdsløshed i en sektor (uregulerede sektorer ser en større tilgang af ledige der afvises af den regulerede sektor) samtidig med flaskehalse i de sektorer der er reguleret af fagforeningerne og tolereret af staten.

Ludwig Von Mises turde sige det direkte i en artikel fra tiden under den store depression, 1932 "Die Ursachen der Wirtschaftskrise" s. 18:

"Unemployment relief as a permanent and mass phenomenon results from the labor-union policy of pushing up wage rates. Without unemployment relief, this policy would long since have collapsed. Unemployment relief is therefore not, as misguided public opinion assumes, a measure to alleviate emergencies caused by unemployment. To the contrary, it is an element in the chain of causes that create unemployment as a permanent and mass phenomenon in the first place."

Selvom det virker lidt barsk, så er det nødvendigt for et produktivt samfund at karrierestigen rækker helt ned til de personer som befinder sig lavest i produktionshierakiet. For at give dem en chance for at integrere sig i arbejdsdelingen og blive produktive medlemmer af samfundet, skal der være en mulighed åben for at komme ind på arbejdsmarkedet i det fag der er mest efterspørgsel på. Fagforeningerne og socialdemokratiske idéer forhindrer midlertid den bevægelse op ad stigen, ved at skære stigen af i passende højde (ved at håndhæve overenskomstlønninger eller tilbyde overførselsindkomster) hvor de svage ikke kan række op og gribe fat. Bagefter står de ansvarlige personer og peger på deres selvskabte problem og anklager markedsøkonomien for at have fejlet. De agiterer derefter for større skattebyrde og velfærdsordninger som en løsning på problemet.

Løsningen på problemet er et frit marked for de som søger arbejde og fri ansættelse for de som søger medarbejdere.

10 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere