Fascisme-ekspressen bruser frem

Så fik angrebene på mig – og i samme forbindelse det Trykkefrihedsselskab, jeg er formand for – et par tænder til. For få uger siden blev jeg blot anklaget for at gå ind for mord og lynchninger – som det blev formuleret af Berlingske-bloggeren Niels Krause-Kjær og gentaget af Ole Birk Olesen på 180Grader (den sag er vi i øvrigt slet ikke færdige med). Efter Klaus Wivels og Vind Jensens ordrige angreb på mig i den seneste Weekendavis er jeg avanceret til fascist med klare antisemitiske forbindelser og bør derfor forbigås af anstændige mennesker. Hvilket nogle anstændige mennesker derfor skynder sig at gøre. I sådanne sager gælder det nemlig om at holde med de rigtige.

En interessant eskalation, som jeg er spændt på, hvor vil ende. Hvad med børnelokker, holocaust-benægter, varulv eller antikrist?

På flere avisredaktioner er man nu travlt beskæftiget med at ringe rundt i Danmark og verden for at finde nye velmenere, der vil tage afstand fra mig. Derimod har de dårligt tid til at undersøge de overgreb på piger og kvinder, der foregår i store dele af den muslimske verden. Hvis nogen skulle have glemt, hvad det bl.a. drejer sig om, opfordrer jeg dem at kikke på denne video.

Alle fremtrædende medlemmer af Trykkefrihedsselskabet og dets rådgivende råd har fået venlige henvendelser fra sultne journalister. Alle kredsformænd for Dansk Folkeparti – foruden naturligvis partiets ledende politikere – har fået chancen for at stå på det frembrusende tog. SF´s moralske vagthund, Kamal Qureshi (også kendt som Oliver, da han i en tidligere inkarnation optrådte som udlejer af fast ejendom) har udbedt sig en regeringsfatwa. Skal dampen holdes oppe, må vi snart forvente et hyrdebrev fra de danske biskopper samt en FN-resolution.

Og nu er der for alvor bid, idet Weekendavisen har fået ingen ringere end "et af den internationale islamkritiks helt store navne" (Ole Birk Olesens gengivelse), Charles Johnson, til at udtale: "Jeg husker ham udmærket. Han er tydeligvis ekstremist, og at tale om et ´folkeligt oprør´ er vanvittigt. Han associerer sig med fascister og advokerer for vold og burde forbigås af anstændige mennesker."

Det sidste er åbenbart mislykkedes, idet det har været svært at åbne en avis de seneste uger uden at finde et eller andet om min ringhed.

Af formuleringen må læserne få det indtryk, at Charles Johnson kender mig, siden han husker mig. Jeg ved ikke, hvor han husker mig fra, da jeg aldrig har mødt ham, talt med ham eller udvekslet nogen anden form for kommunikation med ham. Og i betragtning af mandens stedse mere blakkede omdømme er jeg meget glad for, at jeg aldrig har haft noget med ham at gøre. Jeg har heller ikke bidraget til de amerikanske blogger-krige, som Klaus Wivel og Vind Jensen pludselig er blevet eksperter i.

Charles Johnson var heller ikke til stede ved den konference i november af 2007, hvorom han siden har udbredt sig med beskyldninger om, at de tilstedeværende var det rene fascistiske afskum. Han taler om folk som Robert Spencer, dr. Sam Solomon, dr. Patrick Sookhdeo, Bat Ye’or, historikeren David Littman, professor Hans Janssen, lægen og forfatteren Andrew Bostom, journalisten og kolumnisten Nidra Poller, Paris, Knesset-medlemmet, kirurgen Arie Eldad, juraprofessor Carl Cogen, Gent, redaktør Paul Belien, Filip Dewinter, Gerald Batten fra UK Independence Party og østrigeren Elisabeth Sabaditsch-Wolff. Oriana Fallaci ville utvivlsomt have været der, hvis ikke hun var død kort forinden. Men hun nåede da at få en racisme-beskyldning på nakken som afskedssalut, før hun forlod denne verden.

Charles Johnson har ganske rigtigt optrådte som "islam-kritiker", indtil han kom på bedre tanker og specialiserede sig i at dynge sine tidligere venner til med beskyldninger om racisme og fascisme. Han har i vid udstrækning bygget sin mudderkastning på autonome og venstreekstremistiske websites af meget tvivlsom lødighed, og han går ikke af vejen for at bruge forfalskede fotos. Når han bliver gjort opmærksom på falsknerierne, fortsætter han blot med til at miskreditere sine hadeobjekter.

For nylig, nemlig den 7. januar 2010, blev det så galt med Johnsons ubeherskede udfald, at en af USA´s mest respekterede bloggere, Glenn Reynolds fra Instapundit, sendte ham følgende afskedssvada: "Tidligere stolede jeg på Charles´ vurdering af andre blogge og bloggere, og det står nu klart, at det var en fejl fra min side."

Det er en meget kedelig skramme i Charles Johnsons i forvejen ramponerede image, eftersom Glenn Reynolds – en velanskrevet jura-professor ved University of Tennessee, som har publiceret i bl.a. The Columbia Law Journal og The Harvard Journal of Law and Technology – ifølge Forbes Magazine i 2007 rangerede som USA´s syvende mest prominente web celebrity. Forbes karakteriserede hans blog, Instapundit, som "en umådelig populær politisk blog med en libertær indstilling".

Men samtidig med, at ordentlige mennesker i USA er ved at sige endeligt farvel til Charles Johnson, bliver han altså ophøjet til sandhedsvidne i Weekendavisen.

Nu er Charles Johnson så ved Weekendavisens mellemkomst blevet opmærksom på en "kontroversiel tale", som jeg i 2007 holdt ved det påståede fascist-træf i Bruxelles. Det er en imponerende årvågenhed i betragtning af, at talen – tilmed på engelsk – har været tilgængelig på sappho.dk i over to år. Hvis nogen vil genopfriske deres hukommelse, er den for nyligt blevet lagt ud igen med en ny introduktion.

Det er jeg meget glad for. Jeg talte i Bruxelles på egne vegne og står ved hvert et ord. Hvis jeg selv skal sige det, rummer talen nogle glimrende overvejelser om, hvad vi bør belave os på i det ikke usandsynlige tilfælde, at den grundlovssikrede orden og retsstaten går i opløsning som følge af Danmarks og den vestlige verdens opdeling i parallelsamfund, som vil betyde, at vi kommer under stigende pres fra shariaen, hvis indførelse er det erklærede endemål for den igangværende jihad.

Vil man vide mere, kan jeg anbefale, at man læser min og Mogens Camres nyligt udkomne bog "1400 års krigen", der rummer en indgående analyse af islams kanoniske trosindhold, jihad-begrebet, autoritative udlæggeres udtalelser og handlinger siden profetens død og helt til vore dage, en analyse af islamisk krigsstrategi og taktik samt islams virkemidler og virkningshistorie. Det er i øvrigt langt fra første gang, jeg har skrevet om disse emner, idet jeg de seneste år har behandlet dem i adskillige bøger udkommet på dansk, engelsk og hollandsk.

Jeg kunne godt have ønsket mig, at mine dommere havde forholdt sig til dette forfatterskab i stedet for at kaste sig over et par udtalelser i et videointerview. Men det ville kræve, at man læste bøger, hvilket tydeligvis er for meget forlangt af den danske journaliststand.

Men læser man, hvad jeg har skrevet, og hører man, hvad jeg har sagt, vil man bemærke, at jeg aldrig har taget til orde for vold. Det har hele tiden været og er fortsat mit håb, at den demokratiske retsstat vil træde i karakter og forsvare friheden og som forudsætning derfor ytringsfriheden. Også friheden for dem, man ikke er enig med. Desværre er det mit indtryk, at regeringen, myndighederne og de snakkende klasser har mange lektier at læse op på.

I modsætning til mig, der aldrig har taget til orde for vold, kan jeg konstatere, at regeringen og folketinget gør det. De har sendt danske soldater i krig i Irak og Afghanistan, og som begrundelse for vores deltagelse i den sidstnævnte krig udtaler udenrigsminister Per Stig Møller, at vi er nødt til at nedkæmpe terroristerne langt inde i det fjerne Asien, for ellers slår de til her i landet.

Ups! Han må altså – hvis min logik ikke svigter mig – mene, at Danmark er under angreb, at nogen vil vores frie, grundlovssikrede orden til i livs, og at de vil bruge alle midler for at nå deres mål. Han må også mene, at de selv samme fjender enten er til stede her i landet eller nemt kan skaffe sig adgang. Ellers kunne man jo lade afghanerne og de tilrejsende krigere kaste sig over hinanden, som de har haft for vane gennem hundreder af år – i erkendelse af, at ingen interventionsmagt historisk set har haft held til at pacificere de vilde klaner og deres åndelige vejledere. Hvad regeringen og de anstændige derimod ikke vil erkende er, at denne aggression har noget med islams jihad-forpligtelse at gøre, selv om alle dem, der går og sysler med knive, økser og bomber, påberåber sig islam som begrundelse for deres forehavende.

Jeg synes, det er lidt slapt og en anelse skødesløst at sætte danske soldaters liv på spil og samtidig trække syv slør over vore hoveder, når nogen omtaler den ideologi, der har animeret vore fjender til at angribe os in the first place.

Efter offentliggørelsen af nylige danske undersøgelser, der tyder på, at radikaliseringen i muslimske kredse herhjemme ikke kan forklares med manglende uddannelse, lav social status eller svigtende integration, men skyldes, at en kulturelt transmitteret konstant får nogle muslimer til at antage en modidentitet, forestiller jeg mig, at regeringens kulturelle håndskyhed står for fald.

Når det er sket, kan vi måske omsider gå i gang med at diskutere de egentlige problemer.

Og skal vi lige tage mine såkaldte "forbindelser" eller "associering" med Vlaams Belang én gang til?

Udgangspunktet for Trykkefrihedsselskabets invitation til to Vlaams Belang-medlemmer til at tale deres sag i København var en demonstration mod islamiseringen, der fandt sted i Bruxelles i september 2007. Det var i hvert fald det, der vakte min interesse. Her blev partilederne Filip Dewinter, Frank Vanhecke og flere andre gennembanket af vallonsk politi fra Liège, som Bruxelles’ socialistiske borgmester Freddy Thielemans havde indkaldt, fordi han ikke turde bruge det lokale politi til sin voldsdåd. Der var tale om en fredelig demonstration for synspunkter, som der ikke var noget ulovligt i at fremføre. Og så var de overfaldne altså repræsentanter for Flanderns største politiske parti, med medlemmer i såvel det flamske, det belgiske og det europæiske parlament. Thielemans forbød demonstrationen – et forbud som demonstranterne altså vovede at trodse.

Jeg var i Bruxelles kort tid efter og fik af et øjenvidne fortalt, hvordan et medlem det vallonske politikontingent bagfra havde stukket hånden ind mellem benene på en af Vlaams Belangs ledere og taget et fast greb om hans testikler. Og på den måde slæbte han af sted med ham.

Jeg fandt det en kende betænkeligt, at ytrings- og forsamlingsfrihedens vilkår kunne være så ringe midt i EU’s hovedstad. Hvad kunne det dog være ved det store flamske parti, der gjorde det fortjent til en sådan specialbehandling? Hvem kunne så heller ikke få lov at demonstrere? Og hvad skulle man mene om ytringsfrihedens fremtid i et EU, hvis hovedkvarter ligger midt i en by, hvor Thielemans er sherif?

Jeg besluttede derfor at arbejde for at få Dewinter og Vanhecke til København, så vi kunne høre, hvad de havde på hjerte – i stedet for at lade borgmester Thielemans bestemme, hvad vi måtte få at vide. Sådan er vi for resten i Trykkefrihedsselskabet. Vi foretrækker at lade folk tale deres egen sag – i stedet for at afskære nogen fra ytringsfriheden ud fra hvad andre siger om dem. Bestyrelsen gav mig grønt lys for dette vovelige forehavende.

Nu er der åbenbart en eksploderende presseinteresse for mødet med de to flamlændere, der fandt sted den 19. april sidste år. Dengang var der ikke en journalist at opdrive, og ingen kom til mødet. Hvilket jo egentlig er underligt i betragtning af hvor interesseret Weekendavisen – og nu også 180Grader – er i Vlaams Belang.

I mit eget korte referat karakteriserede jeg mødet som en øjenåbner. Jeg udtalte også efter mødet til en journalist, at "vi" betragtede Vlaams Belang som et normalt demokratisk parti. Jeg skulle have sagt "jeg". Det må jeg se at få lært. Og jeg kunne have tilføjet, at jeg også betragter Det radikale Venstre som et normalt demokratisk parti, selv om ingen endnu har beskyldt mig for at være enig i ret meget af partiets politik. Det betyder ikke, at jeg kan eller vil stå inde for alt, eller bare noget af, hvad Vlaams Belang foretager sig eller har foretaget sig, for partiets politiske alliancer eller enkelte partimedlemmers mere eller mindre uheldige udtalelser. Vil man diskutere Vlaams Belangs forhold, er det altså ikke mig, man skal spørge, men Vlaams Belang.

Det er ligesom med andre gæster, vi har indbudt til at tale i Trykkefrihedsselskabet. Vi har glædet os over besøg af f.eks. Tøger Seidenfaden, Lisbeth Knudsen, Hans-Jørgen Bonnichsen, Klaus Wivel og nu senest Jacob Mchangama – uden at nogen har stillet Trykkefrihedsselskabet til regnskab for, hvad disse udmærkede mennesker i øvrigt har sagt eller foretaget sig. Der er heller ikke nogen, der har anklaget Selskabet for at "associere sig" med disse mennesker eller med de anliggender, der ligger dem på sinde.

Lad mig sige lidt mere om mødet med de to flamske politikere i april 2009: Jeg skal ikke tale på andres vegne, men på mig virkede det altså som om Belgiens myndigheder har en del tilbage at arbejde med, hvis landet skal kaldes en retsstat. Jeg hørte ikke – og har heller ikke siden hørt – noget, der tyder på, at Vlaams Belang er fascistisk, eller at det prøver at tilrive sig magten med grundlovsstridige metoder Mødet var også en øjenåbner i den forstand, at Dewinter og Vanhecke beredvilligt svarede på alle spørgsmål. Og da ordet er usædvanlig frit ved alle Trykkefrihedsselskabets arrangementer, blev de af forsamlingen spurgt ud om deres politiske forgængeres tyskvenlighed under 2. Verdenskrig. Det ville de ikke løbe fra. De mente imidlertid, at samarbejdet med besættelsesmagten ikke så meget var udtryk for nazistiske holdninger, som et forsøg på at gavne deres land‚ Flandern‚ ved at alliere sig med deres fjenders fjende. Som jeg forstår, er meningerne om den belgiske fortid stærkt delte, men det er heller ikke sådanne overvejelser, der skal afgøre, om folk skal have ytringsfrihed.

Hvis der stadig er fascistiske lig i Vlaams Belangs last – hvilket jeg som sagt ikke har kendskab til, at der skulle være – så er det Vlaams Belang, man skal henvende sig til, og ikke mig. Jeg har nemlig aldrig været fascist, antisemit eller racist.

Jeg er fuldt opmærksom på, at det går hidsigt for sig i belgisk politik. Vlaams Belang – og så vidt jeg forstår et flertal af vælgerne i Flandern – går ind for Flanders politiske selvstændighed. Det ville føre til et sammenbrud for den belgiske stat, og jeg kan udmærket forstå, at der bliver brugt skrappe metoder i en sådan kamp. Men skal kombattanterne ikke nyde ytringsfrihed? Skal de trækkes rundt ved kønsdelene og slås sønder og sammen?

Orker man at gå på nettet for at se, hvad der hvirvler rundt af beskyldninger mod Vlaams Belang, og vil man prøve at finde ud af, hvad der er op og ned, kan man godt belave sig på et længere studium. Adskillige af beskyldningerne viser sig at være falske. Og det undrer mig. Hvis man mener at have et lødigt bevismateriale, der kan godtgøre, at VB er noget, som katten har slæbt ind, hvorfor skal man så benytte sig af forfalskede fotografier, dubiøse gengivelser af forskelige lederes udtalelser osv.

Det må også undre, at Weekendavisen udelukkende benytter kilder fra VBs kritikere og svorne modstandere. Jeg troede egentlig, at den første regel i ordentlig journalistik var, at man konfronterede de angrebne med anklagerne, og gav dem mulighed for at svare.

Men for nu at gentage mig selv, så er det altså ikke mig eller andre i Trykkefrihedsselskabet, der skal svare for VB, og jeg agter ikke efter denne kommentar at forholde mig til anklager mod VB.

Jeg har stillet mig selv ét spørgsmål? Skal repræsentanter for Vlaams Belang nyde ytringsfrihed? Det må kunne besvares med et ja eller nej.

Der er jo heller ikke nogen, der ville beskylde statsminister Buhl for at have været tyskvenlig eller nære nazisympatier, fordi han i efteråret 1942 opfordrede sine landsmænd til at angive sabotører til politiet. Ingen vil heller hænge Socialdemokratiet op på det i dag. De Radikale skal heller ikke høre for, at deres politiske forfædre bidrog forbavsende lidt til Frihedskampen sammenlignet med andre partiers tilhængere.

Heller ikke SF´eren Ole Sohn har lidt nogen væsentlig overlast i den almindelige debat, fordi han gik og fedtede for Honecker så sent som få uger før Murens fald.

Det er åbenbart et træk ved den danske nationalkarakter, at vi er hurtige med at tilgive politikere og politiske partier for fortidens dumheder. Det finder jeg er et smukt træk, som jeg håber vi kan bevare.

Jeg er naturligvis ked af, at min tidligere ven Bruce Bawer, der ellers har rost min indsats i et par af sine bøger, nu vender mig ryggen. Af mig uforståelige årsager synes han at have slået kludene sammen med Charles Johnson. Jeg håber for ham, at han har truffet det rette valg, og vil gerne sige ham tak for mange venlige meningsudvekslinger i årenes løb.

Så håber jeg i øvrigt, at de jødiske medlemmer af min familie – heriblandt min smukke og kloge datter og mine to jødiske børnebørn – ikke får et alt for stort chok, når de nu skal høre deres far og farfar omtalt som ven med antisemitter og fascister. De vil utvivlsomt spørge sig selv, hvilken interesse jeg dog skulle have i at bidrage til forfølgelsen af min egen familie, men jeg er sikker på, at Weekendavisens skrivere nok skal finde et svar også på dette mysterium.

Det er rigtigt, at Vlaams Belang-medlemmet Paul Belien har sæde i Det Internationale Trykkefrihedsselskabs bestyrelse. Det skyldes imidlertid ikke hans politiske overbevisning, men hans personlige indsats for ytringsfriheden og hans store internationale kontaktflade. Hvad han som konservativ katolik derudover mener om homoseksuelle ægteskaber o.lign., vil jeg ikke blande mig i, så længe han uden forbehold vil stå op for ytringsfriheden – altså også for folks ret til at forfægte det stik modsatte af ham selv.

Lige så lidt som jeg blander mig i vore kristne, jødiske, buddhistiske, hinduistiske, muslimske, ateistiske, asatroende, liberalistiske, konservative eller socialdemokratiske medlemmers meninger eller seksuelle orientering.

Jeg kender i øvrigt mange af de mennesker, som Paul Belien internationalt har samarbejdet med. Hædersmænd og -kvinder om en hals. Mange af dem er jøder – som f.eks. vicepræsident Diana West fra det internationale Trykkefrihedsselskab. Ingen af dem ville have det ringeste at gøre med folk, der ytrede det mindste, som kunne tyde på racisme, fascisme eller antisemitisme.

99 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere