Flakkeri i politik

Vi har indenfor de sidste blot 10-15 år set adskillige løsgængere i Folketinget

Lars Helleskov Engelbrektsen,

11/05/2015

Vi har indenfor de sidste blot 10-15 år set adskillige løsgængere i Folketinget. De er ikke indvalgt som sådanne, men har forladt det parti, de er indvalgt for. Til fordel for løsgængerrollen og måske senere optagelse i helt andet parti.

Vi så et grotesk eksempel i en tidligere valgkamp. Pia Christmas-Møller bliver løsgænger, som de har tradition for i den familie. Lige før valget vil hun gerne tilbage i folden hos de konservative, som også vil have hende. Hun opstilles, men må pilles af plakaten igen, da en teknikalitet i partiets vedtægter umuliggør valgbarhed, for de konservative, efter genindmeldelse med kort varsel før valgdagen.  

Det er sjældent de markante politikere der flakker omkring, rent partitilhørsmæssigt. Flakkerne har typisk aldrig før været overbevisende synlige i politisk forstand.

Partiskiftene kan skyldes mange ting, som man ofte kun kan gætte om. Det kan være utilfredshed med den ideologiske linie eller måske lige så sandsynligt, følelsen af personlig forbigåelse, når poster skulle uddeles. At man overses og føler sig forfordelt. Og bliver fornærmet.

Der er en stærk disciplinering indenfor partierne. Og et partiskift, i en valgperiode bør vel sådan set handle om det demokratiske krav om at stemme efter overbevisning. Og ikke en personlig forbigåelse.

En af de få markante partiskiftere er Naser Khader. Da han i 2007 var med til at stifte Ny Alliance, var han fremme med tanker om, at man kunne tegne sig for halve og kvarte medlemskaber, alt efter hvor enige man var i partiets politik. Han var jo selv temmelig fleksibel med hensyn til partitilhørsforhold. Med forslaget fra Khader og mange andre eksempler på fleksibel holdning til de politiske udfordringer begynder man pludselig at ane fremkomsten af en samfundsudvikling, hvor den frie vilje bliver til flakkeri og shoppen rundt. Det hænger i høj grad sammen med den stadigt stærkere tendens til, at mennesker søger deres egen identitet ved at være anderledes, men uden samtidig at opnå at være ægte.

Vi så flere SF’ere skifte parti i forbindelse med udtrædelsen af regeringen og tilbagevenden til hængekøjen. Der var vandring både til Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Det vil sige til partier der normalt søger regeringsmagten og ikke er bange for denne og de knubs det giver. Og i øvrigt også kan begå sig som parti i og bevare en egenidentitet, i regering. Der er vel aktuelt kun tre partier i Folketinget vi med sikkerhed ved ønsker deltagelse i en regering. Det tredje parti er naturligvis Venstre. Det kan også udlægges som muligheden for indflydelse er større, ved at stå udenfor regeringsmagten, end ved at besidde denne. Personligt har jeg altid haft det svært med at skelne indflydelse for magt. Begreberne forekommer mig synonyme. Thulesen-Dahl er bange for regeringsmagten, da han frygter Dansk Folkeparti vel ende i samme situation som SF gjorde.

Er det sandheden disse flakker-politikere søger eller handler det kun om personlig politisk overlevelse, da politik for nogle er blevet en levevej og et levebrød? Vi har også set det i lokalpolitik, hvor byrødder har skiftet parti, når det har kunnet forbedre egne chancer for udvalgsformandskaber. Personen går forud for partiet. Egne interesser vægter mest, højest. Man skal bare lige huske, at man i politik forvalter et mandat, som er opnået på baggrund af en vælgeropbakning. Man skal ikke holde vælgerne for nar. Det skader opbakningen til politik og politikere, generelt.

Et mere aktuelt eksempel er at politikerspirer retter henvendelse til en række af partier og sender en uopfordret ansøgning, for at kunne komme i betragtning til en kreds og opnå status af folketingskandidat. Vi har at gøre med bøjelige politikere. At forestille sig at netop disse politikertyper er kommende flakkere når indvalgt, er ikke svært.

Tænk lidt over din favorit kandidats partivandringer, når krydset skal sætte til september. Det bliver nok ikke før, de seneste meningsmålinger taget i betragtning.

Johann Wolfgang von Goethe sagde: "Menneskene kaster sig i politik som på sygelejet fra den ene side til den anden med det formål at komme til at ligge bedre".

Kilde: