I mit blogindlæg kritiserer jeg igen Martin Ågerups bog, "Velfærd i det 21. århundrede", denne gang hans synsvinkel på folkeskolen.
For at kunne opstille effektivitetssammenligninger mellem folkeskolerne, for at vise deres effektivitetspotentiale, gør Martin Ågerup sig desværre til dommer for hvad forældrenes velfærdsgevinst af folkeskolen er: Indlæring.
Martin Ågerup har desværre sat analysen op på en særlig måde, for at kunne sammenligne folkeskolernes effektivitet. Han har selv defineret hvad målet skal være og han bruger myndighedernes pensum som målestok for at se om målet er nået. Hvor blev subjektiviteten af?
...
Problemet med at fastlægge indlæring set i forhold til et myndighedsfastsat pensum er, at forældrene kan have andre læreretninger i tankerne, end de som folkeskolen underviser. Det kan være at forældrene er rabiate socialister eller fritmarkedsanarkister, og finder at folkeskolen ikke lever op til deres forventning i forhold til at undervise tilstrækkeligt om hhv. socialismen og kapitalismen. Havde de haft valgmuligheden, ville de have fravalgt folkeskolen og det statsligt fastsatte pensum, og valgt en anden skole i stedet. I den forstand er selve målepunkterne, som Martin Ågerup benytter sig af, arbitrære og blot fastsat af myndighederne, som ikke på nogen måde kan være velfærdsmaksimerende.
...
I min optik er det nødvendigt at forklare, hvorfor jeg, på trods af sympatierne med Martin Ågerup, forsøger at kritisere indholdet i bogen. Det drejer sig om at se anderledes på tingene, det er ikke tilstrækkeligt at justere på kvantiteten af indlæringseffekten, det er også nødvendigt at eksplodere myten om at folkeskolens eksistens medfører øget velfærd, ved at kritisere den fra en kvalitativ synsvinkel.
God fornøjelse.
