Klodens befolkning stiger hastigt. Specielt i Mellemøsten og Afrika. I de områder er der alt for få arbejdspladser. Det kan bero på korrupte regeringer (Zimbabwe har jo f. eks. jaget dygtige farmere ud af landet) eller lav kompetence bland de arbejdssøgende. Men når der er en familie som skal forsørges, hvad gør man så ? Søger til Vesten på jagt after arbejde. I Europa er der plads nok. Tænk f. eks. på ”udkantsdanmark”. Al infrastruktur er på plads og de indfødte befolkninger bliver ældre og mindre.
I Afrika siger man så til landsbyens mest lovende unge mand at han skal afsted, skaffe et arbejde og sende penge hjem. Hele landsbyen skillinger sammen til den unge mands billet hos en menneskesmugler. For andre grupper, f. eks. mange fra Mellemøsten, kan befolkning komme til Europa ved hjælp af familiesammenføring. Det er alt sammen såre logisk. Det er hinsides godt og ondt. Det er simpelthen naturen i funktion. Den allerede etablerede befolkning i Europa kan så indtage forskellige holdninger:
Vi har plads nok, og da vi selv bliver færre, behøver vi nyt blod udefra. Altså er indvandring velkommen. For øvrigt tilsiger Menneskerettighederne og det kristne Barmhjertighedsbudskab at vi skal tage godt imod fremmede.
Eller: Vi vil ikke tillade en situation som fører til, at den oprindelige befolkning bliver marginaliseret og bliver underklasse. Erfaringen har nemlig vist, at immigrantgrupper - hvis de er STORE og veldefinerede - ikke lader sig integrere. De bliver ikke danskere, men kræver alligevel bestemmelsesret her i landet.
De to alternativer er relevante i hver sin situation:
SMÅ grupper er ikke noget problem. Det gjaldt for indvandrere som kom hertil gennem århundreder. Men da indvandringen blev massiv efter ca 1980 ændrede forholdene sig.
Indtil ca 1980 var alternativ nr 1 rimeligt. Nu må vi imidlertid indse at meget har ændret sig.
Selvfølgeligt har vi danskere ikke noget gudgivet privilgium om at have det bedre end så mange andre menesker på denne jord. Men af ren og skær egoistiske grunde vil mange danskere og andre europæere nødigt opgive ejendomsretten til Danmark og Europa. Vi Europæere må simpelthen gøre op med os selv en gang for alle, hvad vi ser som vigtigst: Menneskerettigheder og universel gæstfrihed eller vort ejerskab til Europa. Den strid mellem synspunkter bliver dag for dag mere hidsig. Beskyldninger og trusler fyger stadig tættere - pudsigt nok oftest fra forkæmpere for Menneskerettigheder og Barmhjertighedsbudskab.
