Det er svært at overskue hvad det er der sker i det kaos der er omkring os, og det er blevet odiøst at være en gammel dansker med rødder dybt i den danske muld som har røget tobak fra sit fjortende år og bestemt ikke vil slukke sine smøger. Nu hvor de sure miner har bredt sig, og kværulanter har kronede dage skal man veje sine ord på en brevvægt før man siger noget offentligt, og jeg skal ryge i smug, ellers falder der brænde ned, for at bruge et godt, gammelt dansk udtryk.
Jeg kunne naturligvis for at slappe af, gå i Cirkusrevyen hvis havde det været sommer, men så ville jeg være nødt til at gå udenfor i pausen når jeg trængte til en smøg, med risiko for at blive antastet af en tobaksforskrækket som med rygerloven i baglommen havde sin legale ret til at hvæse ad mig og hvad vedkommende ellers kunne finde på. Jeg ville såmænd ikke blive spor overrasket over at få en over nakken eller en kniv i maven, det sker jo så ofte nu til dags.
Næh, jeg må hellere blive indendørs og sætte en film med Olsen Banden i afspilleren. Her i mit private hjem kan jeg da uden fare for repressalier og voldsepisoder ryge som jeg har lyst. Jeg er også velforsynet med askebægre så jeg ikke skal drysse asken på gulvet.
I hvert fald så længe § 72 i grundloven stadig gælder.
Jeg kunne også gå over på Assistens, på kirkegårde er der ikke rygeforbud – endnu, måske kommer det af hensyn til ”beboerne”. Der er ingen grænser for hvor langt de tobaksforskrækkede vil gå i deres forfølgelse af tobaks rygere som de har fået gjort kriminelle. Vi skulle jo helst ikke skade HC Andersen eller Søren Kierkegaard. Jeg kunne selvfølgelig også lægge en buket på Kjeld Abells grav eller klappe Hans Scherfigs skildpadde på hovedet, de ville ikke have haft noget imod at jeg røg. Men deres tid er forbi, selvom der stadig tjenes penge på det de frembragte. Åh hvor er jeg træt af, det penge og sundhedscirkus som efterhånden dominerer alt. Men det er der tilsyneladende ikke ret mange andre som har noget imod.
Og gamle storrygende danskere skal holde deres mund.
Nu til dags er det kun når der spilles landskampe og danske hold brillerer der anes noget som kan minde lidt om, at det er acceptabelt at synes det danske er dejligt.
Klaveret spiller skidt, når man kun bruger de sorte tangenter – de halve toner!
Det er skabagtigt at iføre sig klaphat, skråle: Der er et yndigt land, og vifte med dannebrogsflag, imens melodien overdøves af skingrende truthorn som spiller falsk i et hæsblæsende, uharmonisk tempo. Det er i hvert fald svært at høre den danske sang i det spektakel. Hvad skal vi også med et landshold, et folketing, et kongehus og et flag når landet ikke regnes for andet end et provinshul uden særlig betydning i det store europæiske fællesskab?
Danmark er heller ikke yndigt – mere!
De gamle byer med smukke velholdte bygninger og deres eget særpræg er moderniseret, domineres af kædebutikker og gigantiske butikscentre som alle sammen ligner hinanden. Beboerne er flyttet fra adskillige landsbyer, husene står tomme og forfalder. Mange småøer er affolkede og bruges mest som turistmål om sommeren. De idylliske stråtækte bondegårde er lavet om til gigantiske kød-fabrikker med bliktage, båse-grise, burhøns og tremmekalve. Desuden spreder kæmpemæssige gylletanke deres harske stank over landskabet, når indholdet bruges som gødning på markerne, for slet ikke at tale om hvis sådan en tank løber over og fylder landskabet – ikke mindst vandløb – med gift så de fisk og fugle som bor der omkommer.
De smalle tosporede landeveje med farvestrålende, frodigt blomstrende grøftekanter er erstattet af flersporede, golde og grå motorveje, der kun lives op af autoværn og skilte der blinker. Kald bare det her for nostalgi, eller henvis til at den danske idyl havde en bagside, det ved jeg godt, men der var nu mere charme over landskabet – engang.
Tidligere gjorde jeg ikke væsen af, at mine rødder stak dybt i den danske muld, og mit forhold til folk fra andre lande var hverken godt eller skidt. Jeg var ligeglad med hvor de kom fra, om de var sorte, gule, hvide eller blandede i hudfarven. Jeg forholdt mig til enhver person – en ad gangen. Det var den måde personen var på som bestemte om jeg kunne lide den eller ej, og sådan er det stadig. Det er hverken nationalitet, hudfarve eller andre overfladiske kendetegn som afgør, om man er behagelig eller ubehagelig at omgås.
Jeg vidste naturligvis at det var i Danmark jeg hørte til og igennem et langt liv her havde tilegnet mig de vaner og det sindelag som gør mig til den jeg er, men det sagde mig ikke noget særligt, sådan var det bare og jeg vakler når jeg tænker på hvad danskhed er. Det er en lang og indviklet historie som jeg ikke synes nogen har styr på.
Det er på tide at en eller anden siger hvad essensen af danskhed egentlig er, og det kan vel godt være mig – en gammel kone med mange års erfaring i det at være dansker, selvom jeg tvivler på nogen vil tage sig af det, som samfundet har udartet sig er danskhed faldet i kurs – ligesom menneskers værdi gør i takt med alderen. I dag er gamle folk en økonomisk belastning for samfundet, og behandles derefter.
Danmark og danskhed er også gammelt, og bliver betragtet på samme måde – lettere mølædt og meget rynket.
Det at være dansk - eller tilhøre en anden nation - er vilkårligt. Man vælger ikke selv hvor man bliver født og af hvem, alligevel kommer man til at hænge på en nationalitet og en familie som måse ikke passer til ens teperament. Hvet enste liv har sin egen historie, behovet for at ville overleve er medfødt,og når jeg vil fastslå hvad essensen af danskhed er skyldes det AFMAGT!
Det Danmark har udartet sig til er – et forvirret marked hvor økonomiske hensyn og hvad andre folk mener om danskhed er blevet vigtigere end alt andet!
Måske skal jeg også tilstå at jeg faktisk holder af det land hvor jeg har levet – hele mit liv, og skammer mig ikke over at have et tilhørssted som jeg kender og føler mig hjemme i. I dag kniber det med at jeg føler mig hjemme. Der må være noget gevaldig galt når man ikke kan glæde sig over at være dansker i Danmark, men presses til at gå stille med dørene så man ikke fornærmer dem som ikke bryder sig om danskhed. Det er pinligt at se alle de forlorne smil, høre de hule holdninger og mærke hykleriet som en klam hånd der har lagt sig på os, så vi tøver med at siger hvad vi egentlig mener.
Jeg, som har levet imellem danskere hele mit liv, kender landet, dets historie, har besøgt hver eneste by, været opmærksom, og har en udmærket hukommelse, ved vi er: En flok smålige bønder på kun fem millioner, med katastrofal ærbødighed overfor det der kommer udefra. Det gjorde tobaksforskrækkelsen for resten også. Når jeg kalder os for bønder har det intet med landbrug at gøre, bønder betyder fastboende, det er i hvert fald det jeg mener.
Men trods vores ulykkelige smålighed, som har stækket mange danskere der besad evner som var over det middelmådige, har vi delt en lang række op og nedture, og er præget af den natur og det klima som findes indenfor vore grænser. Landet består af mere end femhundrede små og større øer, plus en halvø, afstandene er korte, og det hele omgivet af hav, noget som har vakt en ydmyg ærefrygt overfor skarpe mågeskrig og store bølger. Både landskabet og vejrliget er vekslende.
De som bor i et skov eller landdistrikt er ikke som de der bor tæt ved havet, på heden eller i byer, vi har vænnet os til korte afstande, variation og sammenhold på kryds og tværs af vore forskelligheder. Vi ved at vi ikke er ens, det har gjort os nysgerrige med en tøvende godtroenhed og har medført en ironisk drilagtighed for overhovedet at kunne holde hinanden ud. Det er aldrig lykkedes helt for nogen at udslette vores danskhed – endnu, og det, at sige lige hvad der falder os ind, på en munter og ofte respektløs måde, har jeg kendt fra jeg overhovedet begyndte at sige noget, og fattede noget af det andre sagde til mig. Jeg er som sagt, født og opvokset i Danmark, med rødder dybt i den danske muld og her taler vi på den måde!
Netop den uhøjtidelige og drilagtige måde at udtrykke sig på er essensen i det man kan kalde Danskhed. Og jeg tager næppe fejl, der findes for mange beviser på at det hænger sådan sammen, bare lyt når to gamle danskere taler sammen, det fyger med drilagtige bemærkninger.
Det er naturligt for os, så enkelt er det.
Spørgsmålet er så: Skal vi blive siddende som nu med røven i vandskorpen og holde vores kæft af skræk for vi kommer til at fornærme nogen ved at være som vi er?
Vi er godt på vej i den retning!
Det er hvad Oda Plydsmaas mener om den sag.
Jeg kunne naturligvis for at slappe af, gå i Cirkusrevyen hvis havde det været sommer, men så ville jeg være nødt til at gå udenfor i pausen når jeg trængte til en smøg, med risiko for at blive antastet af en tobaksforskrækket som med rygerloven i baglommen havde sin legale ret til at hvæse ad mig og hvad vedkommende ellers kunne finde på. Jeg ville såmænd ikke blive spor overrasket over at få en over nakken eller en kniv i maven, det sker jo så ofte nu til dags.
Næh, jeg må hellere blive indendørs og sætte en film med Olsen Banden i afspilleren. Her i mit private hjem kan jeg da uden fare for repressalier og voldsepisoder ryge som jeg har lyst. Jeg er også velforsynet med askebægre så jeg ikke skal drysse asken på gulvet.
I hvert fald så længe § 72 i grundloven stadig gælder.
Jeg kunne også gå over på Assistens, på kirkegårde er der ikke rygeforbud – endnu, måske kommer det af hensyn til ”beboerne”. Der er ingen grænser for hvor langt de tobaksforskrækkede vil gå i deres forfølgelse af tobaks rygere som de har fået gjort kriminelle. Vi skulle jo helst ikke skade HC Andersen eller Søren Kierkegaard. Jeg kunne selvfølgelig også lægge en buket på Kjeld Abells grav eller klappe Hans Scherfigs skildpadde på hovedet, de ville ikke have haft noget imod at jeg røg. Men deres tid er forbi, selvom der stadig tjenes penge på det de frembragte. Åh hvor er jeg træt af, det penge og sundhedscirkus som efterhånden dominerer alt. Men det er der tilsyneladende ikke ret mange andre som har noget imod.
Og gamle storrygende danskere skal holde deres mund.
Nu til dags er det kun når der spilles landskampe og danske hold brillerer der anes noget som kan minde lidt om, at det er acceptabelt at synes det danske er dejligt.
Klaveret spiller skidt, når man kun bruger de sorte tangenter – de halve toner!
Det er skabagtigt at iføre sig klaphat, skråle: Der er et yndigt land, og vifte med dannebrogsflag, imens melodien overdøves af skingrende truthorn som spiller falsk i et hæsblæsende, uharmonisk tempo. Det er i hvert fald svært at høre den danske sang i det spektakel. Hvad skal vi også med et landshold, et folketing, et kongehus og et flag når landet ikke regnes for andet end et provinshul uden særlig betydning i det store europæiske fællesskab?
Danmark er heller ikke yndigt – mere!
De gamle byer med smukke velholdte bygninger og deres eget særpræg er moderniseret, domineres af kædebutikker og gigantiske butikscentre som alle sammen ligner hinanden. Beboerne er flyttet fra adskillige landsbyer, husene står tomme og forfalder. Mange småøer er affolkede og bruges mest som turistmål om sommeren. De idylliske stråtækte bondegårde er lavet om til gigantiske kød-fabrikker med bliktage, båse-grise, burhøns og tremmekalve. Desuden spreder kæmpemæssige gylletanke deres harske stank over landskabet, når indholdet bruges som gødning på markerne, for slet ikke at tale om hvis sådan en tank løber over og fylder landskabet – ikke mindst vandløb – med gift så de fisk og fugle som bor der omkommer.
De smalle tosporede landeveje med farvestrålende, frodigt blomstrende grøftekanter er erstattet af flersporede, golde og grå motorveje, der kun lives op af autoværn og skilte der blinker. Kald bare det her for nostalgi, eller henvis til at den danske idyl havde en bagside, det ved jeg godt, men der var nu mere charme over landskabet – engang.
Tidligere gjorde jeg ikke væsen af, at mine rødder stak dybt i den danske muld, og mit forhold til folk fra andre lande var hverken godt eller skidt. Jeg var ligeglad med hvor de kom fra, om de var sorte, gule, hvide eller blandede i hudfarven. Jeg forholdt mig til enhver person – en ad gangen. Det var den måde personen var på som bestemte om jeg kunne lide den eller ej, og sådan er det stadig. Det er hverken nationalitet, hudfarve eller andre overfladiske kendetegn som afgør, om man er behagelig eller ubehagelig at omgås.
Jeg vidste naturligvis at det var i Danmark jeg hørte til og igennem et langt liv her havde tilegnet mig de vaner og det sindelag som gør mig til den jeg er, men det sagde mig ikke noget særligt, sådan var det bare og jeg vakler når jeg tænker på hvad danskhed er. Det er en lang og indviklet historie som jeg ikke synes nogen har styr på.
Det er på tide at en eller anden siger hvad essensen af danskhed egentlig er, og det kan vel godt være mig – en gammel kone med mange års erfaring i det at være dansker, selvom jeg tvivler på nogen vil tage sig af det, som samfundet har udartet sig er danskhed faldet i kurs – ligesom menneskers værdi gør i takt med alderen. I dag er gamle folk en økonomisk belastning for samfundet, og behandles derefter.
Danmark og danskhed er også gammelt, og bliver betragtet på samme måde – lettere mølædt og meget rynket.
Det at være dansk - eller tilhøre en anden nation - er vilkårligt. Man vælger ikke selv hvor man bliver født og af hvem, alligevel kommer man til at hænge på en nationalitet og en familie som måse ikke passer til ens teperament. Hvet enste liv har sin egen historie, behovet for at ville overleve er medfødt,og når jeg vil fastslå hvad essensen af danskhed er skyldes det AFMAGT!
Det Danmark har udartet sig til er – et forvirret marked hvor økonomiske hensyn og hvad andre folk mener om danskhed er blevet vigtigere end alt andet!
Måske skal jeg også tilstå at jeg faktisk holder af det land hvor jeg har levet – hele mit liv, og skammer mig ikke over at have et tilhørssted som jeg kender og føler mig hjemme i. I dag kniber det med at jeg føler mig hjemme. Der må være noget gevaldig galt når man ikke kan glæde sig over at være dansker i Danmark, men presses til at gå stille med dørene så man ikke fornærmer dem som ikke bryder sig om danskhed. Det er pinligt at se alle de forlorne smil, høre de hule holdninger og mærke hykleriet som en klam hånd der har lagt sig på os, så vi tøver med at siger hvad vi egentlig mener.
Jeg, som har levet imellem danskere hele mit liv, kender landet, dets historie, har besøgt hver eneste by, været opmærksom, og har en udmærket hukommelse, ved vi er: En flok smålige bønder på kun fem millioner, med katastrofal ærbødighed overfor det der kommer udefra. Det gjorde tobaksforskrækkelsen for resten også. Når jeg kalder os for bønder har det intet med landbrug at gøre, bønder betyder fastboende, det er i hvert fald det jeg mener.
Men trods vores ulykkelige smålighed, som har stækket mange danskere der besad evner som var over det middelmådige, har vi delt en lang række op og nedture, og er præget af den natur og det klima som findes indenfor vore grænser. Landet består af mere end femhundrede små og større øer, plus en halvø, afstandene er korte, og det hele omgivet af hav, noget som har vakt en ydmyg ærefrygt overfor skarpe mågeskrig og store bølger. Både landskabet og vejrliget er vekslende.
De som bor i et skov eller landdistrikt er ikke som de der bor tæt ved havet, på heden eller i byer, vi har vænnet os til korte afstande, variation og sammenhold på kryds og tværs af vore forskelligheder. Vi ved at vi ikke er ens, det har gjort os nysgerrige med en tøvende godtroenhed og har medført en ironisk drilagtighed for overhovedet at kunne holde hinanden ud. Det er aldrig lykkedes helt for nogen at udslette vores danskhed – endnu, og det, at sige lige hvad der falder os ind, på en munter og ofte respektløs måde, har jeg kendt fra jeg overhovedet begyndte at sige noget, og fattede noget af det andre sagde til mig. Jeg er som sagt, født og opvokset i Danmark, med rødder dybt i den danske muld og her taler vi på den måde!
Netop den uhøjtidelige og drilagtige måde at udtrykke sig på er essensen i det man kan kalde Danskhed. Og jeg tager næppe fejl, der findes for mange beviser på at det hænger sådan sammen, bare lyt når to gamle danskere taler sammen, det fyger med drilagtige bemærkninger.
Det er naturligt for os, så enkelt er det.
Spørgsmålet er så: Skal vi blive siddende som nu med røven i vandskorpen og holde vores kæft af skræk for vi kommer til at fornærme nogen ved at være som vi er?
Vi er godt på vej i den retning!
Det er hvad Oda Plydsmaas mener om den sag.
