Forskerskat til fodboldspillere? Hvor idiotisk er det? Ikke spor...

Hvorfor i alverden skal fodboldspillere kunne komme på forskerskatteordningen? Er det ikke spild af skattekroner? Sådan tænkte jeg, indtil jeg tænk...

Torben Mark Pedersen,

14/07/2010

Hvorfor i alverden skal fodboldspillere kunne komme på forskerskatteordningen? Er det ikke spild af skattekroner? Sådan tænkte jeg, indtil jeg tænkte mig om:

- Enhver ekstra beskæftiget, vi kan tiltrække fra udlandet, bidrager til at øge arbejdsudbuddet og på sigt den samlede beskæftigelse og skatteprovenu. Det gælder også fodboldspillere.

- Ekspertskatteordningen giver derfor et merprovenu til staten og er ikke en skatteudgift, så længe den tiltrækker og fastholder udenlandsk arbejdskraft, der ellers ikke ville være kommet til landet. Der er derfor ikke nogen grund til at udelukke enkelte grupper fra at være omfattet af ordningen. Der er ikke nogen penge at spare, som kan gå med til at finansiere en bedre forskerskatteordning for andre. Tværtimod. Alle, der er på ekspertskatteordningen, giver et ekstra skatteprovenu, da alternativet var nul skat, hvis de var forblevet i udlandet.

- Værdiskabelse er værdiskabelse, uanset sektor, og hvis en ekspert er en årsløn på 1,5 mio. kr. værd, så må det være fordi den værdiskabelse, han tilfører virksomheden er mere end 1,5 mio. kr. værd, og det gælder uanset om eksperten er finanschef eller professionel fodboldspiller. Det gælder ydermere, at alle højproduktive mennesker ud over deres egen produktivitet, samtidig hæver produktiviteten i den virksomhed, de er ansat i. Det gør sig ikke mindst gældende i professionel sport, hvor en enkelt stjerne kan hæve niveauet på hele holdet, og det gør sig ikke mindst gældende inden for sportens og underholdningsindustriens verden, at en enkelt stjerne kan tiltrække sig stor medieopmærksomhed og dermed skabe større tv- og reklameindtægter til klubben.

Det er derfor økonomisk sund fornuft at også professionelle sportsfolk og kunstnere kan være omfattet af ekspertskatteordningen, som den rettelig hedder. Det er en gevinst for dansk økonomi.

Kilde: