Fra lønmodtager til selvstændig

Konflikten mellem Ryanair og den danske fagbevægelse er ikke en kamp mellem en arbejdsgiver og en fagforening

Ulrik B. Petersen,

02/07/2015

Konflikten mellem Ryanair og den danske fagbevægelse er ikke en kamp mellem en arbejdsgiver og en fagforening. Det er en konflikt mellem lønmodtager- og selvstændighedskulturen.

I Danmark har der gennem et par generationer hersket en udpræget animositet, rettet mod virksomheder og selvstændige, der i venstreorienteret retorik er slået i hartkorn med svindlere og forbrydere, der kun var ude på at malke de stakkels hårdtarbejdende lønmodtagere for deres sidste håndører. 

Denne hadske og kontraproduktive kultur er kommet gradvist frem fra slutningen af tresserne og florerer i dag i bedste velgående. Det danske samfund er i bund og grund et lønmodtagersamfund, hvor fagforeningerne ses som forbundsfæller, mens virksomheder ses som fjender, der skal bekæmpes på enhver måde.

Når det har kunnet lade sig gøre, er det formentlig fordi der er blevet missioneret kraftigt for socialismens "velsignelser", ligesom nogle fagforeninger har været direkte kommunistisk ledede, fx. Typografforbundet og Sømændenes Fagforbund. Hvad der oprindelig havde rod i faglige konflikter, bredte sig til andre store grupper, bl.a. mange offentligt ansatte, børnehavepædagoger, folkeskolelærere og  sygeplejersker og portører, der mente at være berettiget til at kunne strejke sig til højere løn, dvs. øget skattebetaling fra alle andre. Også andre grupper lå under for den marxistisk inspirerede indoktrinering, der konstant blev opmuntret af de højrøstede og uhyre selvbevidste såkaldte 68'ere, fx. journalisterne blandt dem.

Skolerne har i et vist omfang via lærebøger indokrineret børnene i den rette lære, nemlig at lykken er at være lønmodtager og at Fanden har skabt erhvervsvirksomheder. Man husker fx. da den meget entreprenante debattør Ulla Dahlerup var rejsende i en del vrøvl, fx. at en søndags-udgave af Berlingske udryddede en hel regnskov. Man kan ikke lave papir af regnskov, men udsagnet var et fordækt angreb på en erhvervsvirksomhed for at stå i spidsen for jordens ødelæggelse. Dette eksempel nævnt, fordi det var symptomatisk for meget, der gik i svang den gang, og i øvrigt er det endnu i dag. Dahlerup forsvarede sig med at det havde hun læst i en af hendes børns skolebøger.

Der er flere andre grunde til at vi er havnet i denne sump, som det er umådelig svært at komme op af. Dem vil jeg lade ligge for nærværende. Men horder af mennesker står i dag med en uddannelse, der ikke er afsætning for, da den ikke er erhvervsrettet, og selvfølgelig er det på sin vis tragisk at man kan stå med en mastergrad i et universitetsfag, der er brødløst, og de facto må erklære sig tilfreds med et arbejde som ufaglært, hvis man overhovedet kan få et sådant job. Enhver arbejdsgiver ved at vedkommende kun er på gennemrejse til noget bedre skulle vise sig.

Selvom man har en erhvervsrettet uddannelse kan det alligevel være vanskeligt at få et job, da små firmaer tøver med at ansætte lønmodtagere, selvom der er behov for arbejdskraft. De mange lønmodtagergoder som kort arbejdstid, lang ferie, barsel, sygeløn, opsigelsesvarsel, forlænget ferie ved sygdom samt administrativt besvær, afholder mange små virksomheder fra at ansætte folk. Frygt for at en kvinde kan blive gravid og være væk i et helt år, uden at man kan ansætte en anden som andet end vikar, afholder mange fra at ansætte kvinder i den fødedygtige alder. En arbejdsgiver må end ikke spørge til en kvindelig ansøgers planer om familieforøgelse. De små firmaer tåler heller ikke ret godt at en medarbejder tager på skiferie og brækker et ben, så at vedkommende er væk et halvt år eller mere.

Disse forhold har ført til at mange små firmaer indskrænker sig til at fungere som enkeltmandsvirksomheder, hvor de allierer sig med andre i samme situation, når omstændighederne byder det. For nylig havde jeg fx. engageret en selvstændig tømrer til at lægge nogle tagplader på et udhustag, et to-mands job. Tømreren mødte op sammen med en anden selvstændig tømrer. Sammen udførte de arbejdet og delte indtægten. Dette mønster er i dag ret udbredt i mange brancher i Danmark, selvom man ikke taler så meget om det. Fagforeningerne hader det, men kan ikke stille noget op. Jeg er sikker på at det bliver endnu mere udbredt i fremtiden, for det er eneste måde man i mange erhverv kan overleve uden fagforeningstyranniet og lønmodtagernes svært belastende rettighedskultur.

Vi ser nu at et stort firma som Ryanair i realiteten gør det samme. Ryanair er blevet Europas største flyselskab, og uanset om man kan lide det eller ej, er det kommet for at blive. Selskabet ansætter folk via under-firmaer og lader piloter og ledende personale lave enmandsfirmaer, der sælger deres arbejde efter regning. Det er jo i virkeligheden et succesfuldt opgør med lønmodtagerkulturen, og jeg tror at det er kommet for at blive. Man skal ikke ynke de ansatte, for hvis ikke de vil arbejde under disse betingelser, står det dem frit for at finde noget mere lukrativt.

Lur mig om ikke de andre europæiske  flyselskaber holder skarpt øje med Ryanair og også vil være svært interesseret i selskabets anbringende for EU's kommission med argument om at danske fagforeninger med den nylige dom i Arbejdsretten modarbejder arbejdskraftens frie bevægelighed, som EU jo står meget hårdt på. Faktisk så hårdt at det kan være svært, måske umuligt, at forhindre social turisme, der følger arbejdskraften. Ryanair har afgjort en pointe.

Man behøver ikke at være profet for at se at andre flyselskaber ikke vedvarende kan finde sig i at tabe terræn over for de smarte irere. Denne udvikling  kan man afsky eller billige efter smag, men reaktionen lader næppe vente længe på sig. De statskontrollerede flyselskaber som bl.a. SAS er dog totalt værgeløse, og det er ikke deres aktier, jeg ville anbefale. Som jeg ser det, kan de hævdvundne vestlige lønmodtagerrettigheder næppe opretholdes i en globaliseret verden, hvad heller ikke vort nuværende velfærdssamfund i øvrigt kan. Her er et par sandheder, de danske politikere ikke har mod til at fortælle deres vælgere.

Den såkaldte Danske model, som Ryanair udfordrer, er en gidseltagningskultur, som er populær hos fagforeninger og industrivirksomheder, fordi den regulerer konflikterne. Men nonkombattanter, som tages som gidsler mens kæmperne slås, og som ikke har lod eller del i en konflikt, er næppe entusiastiske over for modellen. 

Jeg tvivler på at modellen vil overleve, uanset behjertet indsats fra svorne tilhængere af socialdemokratismen. Global bliver den aldrig, så der er stof til uendelige konflikter, så længe man klamrer sig til den.

Kilde: