Den franske økonom Frederic Bastiat bidrog i sin levetid til at aflive en række myter. Bastiat var notorisk imod forestillingen om nødvendigheden af en allestedsnærværende stat. For Bastiat var lovens eneste formål at præservere friheden - at sikre imod injustice.
For Bastiat betød diverse positive frihedsrettigheder som vi kender dem i dag - retten til skolegang, retten til arbejde, retten til en minimumsindkomst mv. - den absolutte negation af friheden. For, som Bastiat ræsonnerede, begunstiger loven herved én person på bekostning af en anden.
For Bastiat er der kun de naturlige rettigheder, som vi har fået skænket af gud - retten til liv, frihed og ejendom. Staten er for ham blot en organisatorisk hensigtsmæssig foranstaltning, der forvalter disse principper. Staten er en forlænget udgave af disse principper i en kollektiv kraft, og beskyttelsen af de ovennævnte principper er lovens fornemste opgave at bevare. Med andre ord er staten en sammenslutning af borgere, som leverer en række ydelser, som den enkelte ikke kan levere - med andre ord: statens rolle er at beskytte frihed og ejendom mod vilkårlige og arbitrære angreb - en tanke, der kan spores tilbage til Hobbes, som mente at borgerne ville acceptere en suverænitetsafgivelse til fordel for beskyttelse mod vilkårlige angreb.
Men, siger Bastiat, når staten træder ud af denne rolle, og begynder at varetage andre funktioner, som en borger ikke ville kunne gøre lovligt, begår den legal plunder. Legal plunder er statsligt autoriserede funktioner og ydelser, som ikke lovligt ville kunne udføres af almene borgere. For Bastiat gælder protektionisme, alle former for omfordeling mv:
“Now, legal plunder can be committed in an infinite number of ways. Thus we have an infinite number of plans for organizing it: tariffs, protection, benefits, subsidies, encouragements, progressive taxation, public schools, guaranteed jobs, guaranteed profits, minimum wages, a right to relief, a right to the tools of labor, free credit, and so on, and so on.”
Essensen i Bastiats kritik er, at loven legitimerer disse indgreb. Han vedholder derfor, at lovens fornemste bestemmelse bør være at bevare privat ejendomsret og frihedsrettigheder:
“The mission of law is not to oppress persons and plunder them of their property, even thought the law may be acting in a philanthropic spirit. Its mission is to protect property.”
Bastiat vender sig også imod socialismen og enhver form for "statism", der bestandig forherliger staten, og lider af den forestilling, at staten bør agere som en moralsk autoritet. Enhver form for autoritet og lovmager lider af en slags storhedsvanvid - en forestilling om, at han, med sit intellekt, besidder evnen og pligten til at lede almuen i den rigtige retning. Bastiat spørger retorisk - hvis disse indbildske embedsmænd, despoter og politikere virkelig er af den opfattelse, at menneskeheden er så degenereret, lider af intellektuelt armod og ikke besidder en selvstændig vilje - hvorfor er lige præcis embedsmanden, despoten og politikeren forskellig fra den menige mand?
“If the natural tendencies of mankind are so bad that it is not safe to permit people to be free, how is it that the tendencies of these organizers are always good? Do not the legislators and their appointed agents also belong to the human race? Or do they believe that they themselves are made of a finer clay than the rest of mankind?”
Ovenstående er en interessant pointe, som i dag kan bekræftes. Politikere forsøger på formynderisk vis at beskytte borgerne fra dem selv ud fra en devise om, at politikerne ved bedre, og derfor besidder autoriteten til at udøve en slags paternalisme.
