Galilei og kampen for åndsfrihed. Kapitler af ytringsfrihedens historie

Kampen for ytringsfrihed har historisk været tæt sammenvævet med kampen for trosfrihed og tolerance, for i en tid, hvor hele det åndelige klima er ...

Torben Mark Pedersen,

16/10/2015

Kampen for ytringsfrihed har historisk været tæt sammenvævet med kampen for trosfrihed og tolerance, for i en tid, hvor hele det åndelige klima er gennemsyret af religion, og hvor 1400 år gamle hellige skrifter udlægges bogstavtro, kan alt blive reduceret til religion. Og selv nok så veldokumenterede videnskabelige indsigter kunne udlægges som kætteri.

Det fik Galileo Galilei (1564-1642) at mærke.

Den katolske kirke i middelalderen havde overtaget Aristoteles’ natur- og videnskabssyn, og hos Aristoteles forklares naturfænomener teleologisk. En tung genstands frie fald skyldes dens søgen mod sit naturlige sted, fordi det er genstandens formål.

Med renaissancehumanismen og den videnskabelige revolution voksede et nyt natur- og videnskabssyn gradvist frem. Naturlove blev et nyt begreb, og det blev den nye naturvidenskabs ambition at give en matematisk beskrivelse af naturfænomener. Galilei formulerer eksempelvis faldloven, der beskriver sammenhængen mellem afstand, s, tyngdeacceleration, g, og tid, t: s = ½ g t^2.

Den kopernikanske revolution udfordrer det kirkelige verdensbillede

Den katolske kirke var ikke generelt modstander af naturvidenskab, men det kunne være farligt at udfordre kirkens opfattelse af Jordens placering i himmelrummet. Nikolaus Kopernikus (1473–1543) havde omkring 1505 udviklet sin heliocentriske model med Solen i centrum, og interessant nok var Pave Clement VII udelt begejstret, da han blevet orienteret om den i 1533. Ikke desto mindre blev Kopernikus latterliggjort for sine ideer, og det var formentlig frygt for kritik og latterliggørelse, der fik Kopernikus til at udskyde udgivelsen af sit hovedværk, De revolutionibus orbium coelestium (Om revolutionen af de himmelske sfærer), til kort før sin død i 1543.

Kopernikus var ikke ene om at gøre op med Aristoteles’ og Ptolemæus’ verdensbillede. Tycho Brahe (1546-1601) havde i 1572 opdaget en supernova, og året efter viste han i De Nova Stella, at den observerede supernova måtte være placeret på fiksstjernesfæren, hvorved han havde gendrevet den aristoteliske opfattelse af stjernesfæren som evig og uforanderlig. Femten år senere redegjorde han for sine observationer af en komet, der var så nøjagtige, at det kunne slås fast, at kometens bane måtte gennemskære planetsfærerne, hvorved han havde gendrevet den aristoteliske opfattelse af planetsfærerne som uigennemtrængelige.

Fra sit observatorium Uranienborg på Hveen udarbejdede han udførlige optegnelser af planeternes bevægelser, men Tycho Brahe holdt fast i, at Jorden var universets centrum. Johannes Kepler (1571-1630) offentliggjorde derimod i 1596 det første forsvar for det kopernikanske system, men det var et rent filosofisk værk uden empiri. På baggrund af Tycho Brahes nøjagtige observationer udviklede Kepler sin første lov i 1605, der siger, at planeterne kredser omkring Solen i en ellipse og ikke en cirkel, og i 1617-21 udgav Kepler trebindsværket og lærebogen Epitome astronomiae Copernicanae (Indbegrebet af kopernikansk astronomi) indeholdende Keplers tre love.

Selv om det kopernikanske system ikke var alment anerkendt, indtil Isaac Newton's i Principia Mathematica i 1687 udledte Keplers love for planeternes bevægelser ud fra tyngdekraften, så blev de heller ikke ligefrem bekæmpet af kirken, før Galilei offentliggjorde sine observationer af Jupiters måner.

Galilei og inkvisitionen

Galileo Galilei var født i Pisa i 1564 – samme år som Shakespeare. Han studerede først medicin og senere matematik, fysik og astronomi, og han blev først professor i matematik i Pisa og senere i Padua.

Galilei opfattede Kopernikus’s teori som enestående, men som han skrev til Kepler i 1597, så kunne han ikke bevise teorien. Der skulle en anden videnskabelig revolution til, før det blev muligt. I 1608 havde den tysk-hollandske optiker, Hans Lippershey, bygget den første kikkert, og allerede året efter bygger Galilei sin første kikkert, der kun forstørrede 2-3 gange. I august var det lykkedes at konstruere en kikkert med 8 gange forstørrelse, som han præsenterede for Venedigs Doge og senat, og i oktober-november kunne han rette sit første reelle teleskop mod himlen, der forstørrede 30 gange.

Den 7. januar 1610 rettede Galilei teleskopet mod Jupiter, og der observerede han noget mærkeligt: tre punkter på en ret linje. Den næste aften observerede han dem igen, men nu havde de tre punkter skiftet plads. Gennem fem uger observerede Galilei Jupiters måner, og han opdagede en fjerde måne, der kredsede omkring planeten. Det var nu endegyldigt slået observationsmæssigt fast, at ikke alle himmellegemer kredser omkring Jorden. Det bekræftede Galilei i troen på den heliocentriske model.

Det var dog ikke noget endegyldigt bevis, men da Galilei i 1613 opdager Venus’ faser, som hverken det aristoteliske eller det ptolemæsiske system kan forklare, hvorimod den er i overensstemmelse med det kopernikanske system, betragtede Galilei det som et endegyldigt bevis for heliocentrismen.

Selv om Galileis observationer pegede på, at bevægelser i verdensrummet følger de samme naturlove som på Jorden, så var Galilei overbevist om, at han kunne få Paven til at godkende, at Jorden kredser omkring Solen. Der var heller ikke det mindste, der tydede på, at Kirken fandt noget krænkende i de nye opdagelser. Vatikanets astronomer var overbevist om, at Aristoteles opfattelse af verdensrummet var forkert, og at planeterne drejer omkring Solen. Det ville kun være et spørgsmål om tid, før Kirken officielt godkendte, at også Jorden drejer omkring Solen.

Sådan skulle det ikke gå. I 1615 blev Galileis skriverier om heliocentrism overdraget til den romerske inkvisition, selv om Galileis største brøde var, at han havde nyfortolket Biblen i overensstemmelse med sine observationer, hvilket var en overtrædelse af Konsilet i Trent[1] og til forveksling lignede protestantisme. Galilei troede dog stadig, at fornuften ville sejre, og at han kunne overbevise Paven om, at hans opdagelser var forenelige med Biblen, og med det formål drog han til Rom i vinteren 1615.

Teologerne, der skulle undersøge de kopernikanske teorier, slog fast, at forestillingen om, at Jorden bevæger sig omkring Solen er tåbelig og absurd filosofi og formelt kættersk. Galilei blev dog ikke straffet, og hans bøger ikke forbudt. Kopernikus’ teorier kunne stadig debatteres som matematiske hypoteser, men det blev forbudt at erklære dem som sande.

I syv år derefter holdt Galilei sig i skindet, men i 1630 udgav han et fiktionsværk med en dialog mellem tre mænd, der debatterer for og imod det kopernikanske verdensbillede. Galilei tog ikke i dialogerne stilling til, hvad der er sandt eller falsk, men ingen læser kunne undgå at se, at karakteren Simplicio, der forsvarede aristotelismen nærmest var en karikatur, og da han tilmed gav udtryk for holdninger, som Paven delte, var det en fornærmelse mod Paven.

Ikke desto mindre fik Galilei en officiel imprimatur til at trykke bogen i foråret 1632. Det var midt under trediveårskrigen, det gik ikke godt for den katolske side, og jesuitterne ville have Galilei dømt for kætteri. Galilei blev kaldt til Rom, og i april 1633 blev han overladt til Inkvisitionen. Inkvisition interesserede sig ikke for, hvad der var videnskabeligt sandt, men var alene optaget af at sikre Kirkens autoritet.

Under trusler om tortur og død blev den 70-årige Galilei ydmyget af inkvisitionen og tvunget til offentligt at knæle ned og tilbagekalde alt, hvad han troede på og dermed hele sit livsværk. Galilei blev kortvarigt smidt i fængsel og levede i husarrest resten af livet med forbud mod at publicere noget om astronomi, og hans Dialoger blev forbudt.

Sagen mod Galilei er en af de mest skamfulde kapitler i ytringsfrihedens historie, og der skulle gå endnu omkring 50 år, før de første filosoffer begyndte at argumentere for en mere udbredt religiøs tolerance, der også sikrede frihed for videnskabelig forskning.

Lige rettigheder for trossamfund opnåedes først i USA efter 1791 med Bill of Rights og efter 1789 i Frankrig, og i England skal vi op til midten af 1800-tallet, før jøder og katolikker fik stemmeret.

[1] Konsilet i Trent er tre kirkeforsamlinger mellem 1545 og 1563, der indvarslede den katolske modreformation.

Kilde: