Giv ansvaret tilbage til danskerne

I Danmark har vi en særlig tilgang til det personlige ansvar for samfundet. Vi er gået væk fra at tage personligt ansvar, og har valgt at centralisere ansvaret og har givet det til demokratiet via politikerne. Vores statslige institutioner er massivt repræsenteret ved, at samfundsansvaret ligger her, og ikke på borgerne.

En af konsekvenserne af denne ansvarsplacering er, at statens budget er stort. I 2015 er der lagt 1.092 mia. kr i statens budget [1], penge der skal tages fra den private sektor og det private ansvar, og lægges over på de offentlige institutioner.

Det er ikke svært at forstå , hvordan udviklingen har overført ansvaret fra borgerne til staten. De store verdenskrige viste borgerne at staterne kunne løfte store opgaver. Ved at udvise selvkontrol og opofrelse, gav borgerne staterne råderum til at føre krig, rationere produkter og stå for en meget større del af forbruget i økonomien, eksempelvis i USA[2] og England [3]. Borgerne så hvordan man kunne opnå sejr med staten som administrator af resurserne.

I dønningerne på 30ernes store depression og 2. verdenskrig begav Europa sig ind på en kurs, hvor man i større grad lod staten få mere og mere ansvar, for at løse flere af problemerne som samfundet står overfor. Efter at have besejret facismen, ville man bruge staten til at besejre de sociale problemer såsom fattigdom, kriminalitet og levestandard i alderdommen.

I Europa var det ikke svært at se, at der var problemer at tage fat på efter krigen. Produktionsfaciliteterne var bombet, mange unge produktive mænd var dræbt i krigens brutalitet og mange hjem var ødelagt, familiers livslange opsparing til alderdommen var udslettet.

Genopbygningen af Europa efter krigen fik derfor altafgørende betydning for statens udfoldelse i økonomien, og de store statslige sociale programmer blev startet i årene efter krigen. Et andet resultat af den store genopbygning af samfundet er eksempelvis de store årgange, der blev født kort efter krigen og som voksede op med en stat der tog sig mere og mere af samfundets sociale opgaver. Intet under, at det personlige ansvar eroderede væk med netop disse årgange som første forsøgskaniner i det sociale eksperiment, velfærdsstaten.

Historien viser dog, at statens engagement i at bekæmpe de sociale problemer i Europa har været mindre successfulde i sammenligning med bekæmpelsen af facismen. 2. verdenskrig kom til afslutning efter 6 års lidelser, men velfærdsstatens bekæmpelse af fattigdom, kriminalitet og lav levestandard  i alderdommen har lange udsigter. Efter snart 40år [4] er problemerne ikke blevet mindre, tvært imod. Læsere af bogen "Taberfabrikken" af Ole Birk Olesen vil finde rigelig dokumentation for påstanden om, at velfærdsstaten ikke har løst problemerne - og man hensættes til tanken om, at velfærdsstaten snarere har udvidet omfanget af de oprindelige problemer og har skabt nye problemer, som staten har fået eneret på at "løse". Kynikeren i mig bemærker, at staten godt kan løse en opgave der involverer destruktion, mens den ikke er i stand til at reducere problemer der kræver opbygning.

Med den meget lange historie, snart 40 år, har velfærdsstaten haft god tid til at blive implementeret, finansieret og reformeret. Det virker derfor svært at løfte bevisbyrden om, at velfærdsstaten gavner Danmark, når man ser på dens historie og mangel på success. Velfærdsstaten har ikke kunnet løfte det ansvar den blev pålagt af borgerne. Den har derimod skabt en stor klasse af borgere der ved beskatning og overførsler er fanget i systemet, på den ene side får de ikke meget ud af at arbejde, og på den anden side kan man ikke betale dem mere for deres produktivitet. De er arbejdsløse fordi leveomkostningerne er høje og deres produktivitet "for lav". Situationen er farlig fordi afkoblingen fra arbejdsmarkedet afholder dem fra at opnå en højere produktivitet ved erfaring og opkvalificering i job.

Ansvaret for den arbejdsløse er gået tabt i overførslen fra person til stat. Staten sørger ikke for opkvalificering af arbejdskraften, den stiller ikke individuelle krav, dens rolle er forsørgelse, og sender regningen til skatteyderne. Den arbejdsløse ser, at der ikke er noget job og familien til den arbejdsløse ser, at forsørgelsen er på plads, og foretager sig ikke yderligere.

Hvis staten ikke var indblandet, ville der være større incitament til at tage et arbejde af mange årsager. En årsag er at ansvaret for forsørgelsen vil falde på familien, der er i stand til at stille individuelle modkrav, og derfor har en direkte påvirkning. En anden årsag er at selv et lavtlønsjob vil være bedre end en følelse af at bede familien om penge, og givetvis bo hos familien i en periode. Den form for ansvar vil sætte en direkte kobling mellem de der forsørger, og de krav der bliver stillet til den arbejdsløse. Den slags ansvar ville også øge betydningen af familien, som en stærk og vigtig del af samfundet.

Hvis man, som jeg, tror på at velfærdsstaten effektivt fungerer som en afkobling af ansvar for den enkelte og givet velfærdsstatens mange problemer og dårlige resultater, så ligger forslaget om en omlægning af ansvaret fra stat til borger lige for. Udover de mange økonomiske årsager til at rulle velfærdsstaten tilbage (dødvægtstab i beskatning, massiv "one size fits all" regulering, selvoprettelseskræfterne i administration),  er ansvaret for egen success og familien som forsørger og forener, en vigtig feedbackmekanisme for økonomisk vækst.

Der er i Danmarks tilfælde endnu flere positive kulturelle årsager til, at en sådan omvæltning vil give gode resultater. Vi har, ulig andre nordeuropæiske lande, en meget høj tilliid til hinanden i Danmark. Det er et fællestræk for de skandinaviske lande. Tilliden er ikke skabt af velfærdsstaten, men har vist sig at gå meget længere tilbage i historien - forskningen har kunnet etablere tillidsdata tilbage fra 1930 der viser at den ikke har ændret sig markant [5]. Tilliden hænger logisk sammen med høj økonomisk rigdom, da en frivillig økonomisk transaktion mellem to parter er mere gnidningsløs og simpel, når begge parter stoler på hinanden.

Den store tillid vi viser hinanden som grobund for økonomisk effektivitet, vil også afspejle sig i et socialt ansvar, skulle velfærdsstaten rulles tilbage og overlade flere borgere til at tage ansvar for eget liv eller i tilfældet af de svageste i samfundet:  privat velgørenhed. I mange år, også før velfærdsstaten, har danskerne haft et meget rigt [6] og lige [7] samfund.  Gini koefficienten i 1955 var 0,28 (skattetrykket var ca. 25% af BNP [8]) og faldt kun til 0,26 indtil 1980erne mens den fra 1990erne faldt til 0,21 og har siden været stort set uændret mens skattetrykket har været knap 50pct. Går man tilbage til 1955 som referencepunkt, kan vi se at vi stiger 7 point på gini mens vi daler med knap 25 point på skattetryk. Det svarer knapt til en halvering af den offentlige sektor. Dvs. en skattelettelse på over 500mia kr.

En så markant sænkning af skattetrykket i Danmark vil være en medvirkende årsag til at skabe nye arbejdspladser og privat vækst i samfundet, uden vi skaber skrækscenariet: "Den sociale massegrav".

Det er derfor svært at forstå, hvorfor danskerne år ud år ind genvælger politikere (som vi i øvrigt mister tilliden til [9]) der ønsker at lade staten forsøge at mindske problemer, som den  efter knap 40 år ikke har kunnet levere positive resultater på. Med vores fortid i mente hvad angår lighed og rigdom, så virker statens rolle for ansvaret i samfundet meget ineffektivt  og utroværdigt.

Det personlige ansvar skal tilbage til borgerne, og det bedste af det hele er, at vi i Danmark bør stole på historien der viser, at det ikke vil give meget udsving på gini. Den økonomiske vækst bliver derfor ligeligt fordelt i samfundet, når en større privat sektor vokser frem af det råderum den offentlige sektor efterlader sig. Tallene fra fortiden viser tydeligt, at i Danmark er vi gode til at skabe rigdom og lighed, uden en stor offentlig sektor.

[1] http://www.dst.dk/da/Statistik/NytHtml.aspx?cid=18973

[2] http://www.intellectualtakeout.org/sites/www.intellectualtakeout.org/files/Federal%20Sp

[3] http://i.telegraph.co.uk/multimedia/archive/02954/defenceSpending2_2954183a.png

[6] http://politiken.dk/debat/ECE2409460/danmark-havde-sin-glansperiode-foer-vi-fik-velfaer

[7] http://punditokraterne.dk/2010/03/25/fattigdom-i-danmark/

[8] www.dst.dk/pubpdf/12433/tresaar - side 21

[9] http://www.ugebreveta4.dk/tilliden-til-politikerne-er-helt-i-bund_19860.aspx