I mit indlæg fra i går kunne man læse hvordan det kan argumenteres at velfærdsstaten ikke er velfærdsskabende.
I dette indlæg vil jeg forsøge at forklare hvordan det liberale samfund kan tage sig af de svageste i samfundet, og hvordan statens handlinger og interventioner i markedsøkonomien har ført til situationer der har overbevist staten om at den igen skal intervenere.
Der er lidt historiefortælling i indlægget også.
I Danmark lever vi (endnu) ikke under totalitære forhold, i dag er indkomst og investering stadig et delvist privat foretagende. Vi har med andre ord personlig erfaring med hvad der betyder noget for os selv, og kan godt se, at det vil være gavnligt med lavere skatter da det vil øge vores egen mulighed for at arbejde og opspare til investering i højere grad end før.
Den tredje velfærdseffekt er derimod lidt sværere at servere. Postulatet er at ved en afskaffelse af kontanthjælp, førtidspension, folkepension, efterløn, dagpenge og sygedagpenge vil der opstå andre ordninger spontant i samfundet, der støtter de svage, syge og uheldige.
Hvorfor er der ikke nogen særlig privat velgørenhed tilbage?
Igen og igen ser man at statslig indblanding i markedsøkonomien skabe grobund for forhold man selv finder dårlige, og løsningen på det første indgreb er naturligvis ikke at anerkende at markedet fungerer godt, men i stedet gribes der til flere indgreb for at rette op på de utilsigtede konsekvenser af det første. Således arbejder staten kontinuerligt på at oprette sine egne fejl, mens den undertiden giver den private skylden fordi denne er egoistisk.
God fornøjelse.
