Min frihed stopper, hvor din starter. Det er et mantra, som mange borgerlige gerne vil indrette samfundet efter. Alle mennesker har rettighed til at handle frit, så længe det ikke går udover andre menneskers frihed.
Hvilke lovgivningsrammer og begrænsninger det så giver i et borgerligt samfund, er en evig kilde diskussion mellem liberale og konservative. Jeg går ikke ind for legalisering af hash og hårde stoffer, hvilket ofte er foranledning til debat med mine liberale bekendte, og endda også til debat med andre konservative, som går ind for en legalisering af hash.
Selvom vi konservative og liberale adskiller os i debatten om hash og hårde stoffer, er der alligevel brug for, at vi danner fælles front. For i det brede politiske etablissement, er grænsen for den personlige frihed allerede rykket for langt ind på borgeren, og er efterhånden nærmere blevet statens halsbånd om borgernes hals.
Rygeforbuddene er det bedste eksempel på dette, men i sidste uge så vi det, da et flertal i folketinget forbød løssnus i Danmark. Egentlig var der ikke et flertal for dette, men det ændrede sig, da Venstre lavede en kovending og pludselig stemte for et forbud. Muligvis af frygt for EU domstolen. Det vender vi tilbage til.
Politikernes kåde ønske om at designe dit og mit liv
Det 21. århundredes politiske udvikling, er på mange måder en meget trist udvikling. Flere og flere love og regler bliver indført. Faktisk er der i den 30 årige periode fra 1982-2012 indført over seks gange så mange regler, som i hele perioden fra 1882-1981. Udover at jeg selvfølgelig skammer mig over, at der har siddet en borgerlig regering i flertallet af årene fra 1982-2012, bliver jeg også trist over den mistillid de mange regler er et udtryk for. Mistillid til, at vi selv kan træffe kloge valg på egne vegne. Eller dumme valg, for den sags skyld, som vi så også selv tager konsekvensen af.
Jeg er udmærket godt klar over, at rygning ikke er sundt, at man bliver tyk af for meget fastfood og, at rødvin til maden ikke går til hverdag, hvis man gerne vil være en ung smuk atlet resten af sit liv. Vælger jeg alligevel at indtage af rigelige mængder af ovenstående, er der nogle konsekvenser, som jeg selv må tage. På den måde går frihed og ansvar så smukt hånd i hånd i et borgerligt samfund.
Men valget om, hvad jeg indtager, mener et flertal af politikerne åbenbart ikke tilkommer mig. I den ene pakke efter den anden for at gøre danskerne sundere, indskrænkes vores frihed og selvbestemmelse. Af en eller anden grund, bilder den moderne politiker sig ind, at ”han alene vide,” hvad der er godt for os stakkels individer, der vandrer rundt udenfor Christiansborgs tykke mure. Det er en usmagelig tilgang til politik, og en fanatisk holdning, at man vil pådutte andre mennesker sin egen livsstil.
En tåbelig beslutning, bliver ikke mindre tåbelig af at være europæisk
Som sagt blev forbuddet mod løssnus kun muligt af, at Venstre valgte at ændre holdning til emnet og stemme for et forbud. Hvorfor ”Danmarks liberale parti” midt i det hele ændrer holdning er ikke godt at vide, men et forsigtigt bud er, at forbuddet mod løssnus er blevet Danmark pålagt af EU-domstolen. Det er en helt naturlig følge af EU’s tobaksdirektiv, har en eller anden dommer ment.
I sig selv er det et eksempel på EU’s gentagne suverænitetskrænkelser, når beslutninger på det niveau kan træffes i Bruxelles og derefter blive til virkelighed. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi i Konservativ Ungdom er stærkt skeptiske overfor store dele af EU samarbejdet. Forbuddet mod løssnus er et ganske godt eksempel på hvorfor.
Da forbuddet var vedtaget, kritiserede jeg det i kraftige vendinger, bl.a. ved at dele et billede, hvor posesnus og ikke løssnus var afbilledet. Dette fik en radikal folketingskandidat til at kritisere mig for uvidenhed og plathed, hvorefter hun nægtede at tage debatten om forbuddet mod snus.
Jeg medgiver gerne, at det havde mere formålstjenesteligt med et billede af løssnus, men jeg tror budskabet gik igennem hos de fleste modtagere. Undtagen hos min radikale kritiker. Når beslutningen først var truffet i Bruxelles, var der ikke megen mening i at diskutere den, virkede til at være hendes rationale.
En for mig fuldstændig tåbelig holdning. Blot fordi et tåbeligt forbud stammer fra EU, er det ingen anledning til ikke at være skeptisk og drøfte den. Tværtimod er det måske endda årsag til mere.
Uanset hvad, er politikernes forbud grebet om sig og gået for langt. Der er brug for mindre reguleringsiver, og brug for mere god gammeldags snusfornuft.
