I Danmark er det et statsanliggende, hvis du sidder i privaten og ryger hash eller sniffer kokain. Det er også et anliggende for retsstaten, hvis du går med en god foldekniv, der kan låses, ligesom retsstaten har mandat til at blande sig, hvis du formaster dig til at udtale dig forhånende om sønderjyder på internettet.
Alle forbuddene er med sikkerhed velmente og bygger på en sympatisk tanke. For ville det ikke være dejligt, hvis ingen røg og sniffede sig dumme, hvis ingen mennesker blev stukket ned og hvis ingen talte grimt til hinanden? Jo, helt sikkert – tanken kan da synes smuk.
At lovgive med fundament i disse smukke intentioner virker derfor meget besnærende for de fleste politikere på Christiansborg. Man vil jo det bedste på borgernes vegne, det kan der ikke herske nogen tvivl om. Fra talerstolen kan man derfor høre om et utal af gode intentioner: påbud om cykelhjelm til børn, påbud om kvinder i landets bestyrelser, forbud mod burkaer og forbud mod gode foldeknive. Alt sammen drevet af ønsket om det gode, sikre og retfærdige liv.
Bagsiden af medaljen er dog, at disse gode intentioner ikke bliver sandhed af at være lov. Nogen skal uddele straffen for overtrædelserne og nogen skal bringe overtræderne til straf. Og her er det, at godheden i folketingssalen møder den hårde virkelighed på gaden. For retsstatens virkemidler er ikke rendyrket strygen med hårene og ”vil De ikke nok opføre Dem lovligt, please?”. Når alle velfærdens lag bliver skrællet af, er retsstaten nemlig tvunget til at vise sit sande væsen for overhoved at give mening. Hvis og når bøderne ikke kan indkræves automatisk over skatten, eller borgerne ganske enkelt ikke er villige til frivilligt at modtage deres frihedsstraf, må man ty til det, som er essensen og bagstopperen i enhver seriøs retsstat: Vold og truslen om vold.
Dette gælder i stort som småt. Var man ikke villig til at udøve vold og i sidste ende drab på borgeren for at bringe ham eller hende til straf for lovovertrædelser, kunne vi lukke retsstaten i morgen. Denne model er der som sådan intet galt i, hvis man som politiker var meget konservativ og mådeholdene, når man kriminaliserede borgerne. Men det er man langtfra på Christiansborg - meget langt fra endda.
Filmen knækker nemlig, når politikerne ikke lovgiver med dette grumme faktum i baghovedet. De vil det gode, men spørger man, om de er villige til at øve vold og i sidste ende få folk slået ihjel for at opnå dette gode, tvivler jeg på, at deres vilje til godhed er helt lige så stærk.
Så kære politiker: Hver gang du vil opretholde et forbud eller lave et nyt, så spørg dig selv om du er klar til at udøve vold og i sidste ende drab for den gode sag. Hvis svaret er nej, så stik piben ind og lad mig i fred ryge hash, sniffe coke, fornærme sønderjyderne og skrælle æbler med min lommekniv. Alt sammen uden, at du pudser retsstaten på mig. Det føles sikkert godt at udøve godhedsfascisme i den varme folketingssal, men vil du ikke nok lade være?
