Lighedsmageri er den gode uddannelses værste fjende – og regeringen ved det godt!
Gymnasierne står overfor en gennemgående reform, og et af de vigtigste punkter bliver adgangskrav for at komme ind. I den forbindelse er en minimumskarakter på 02 i dansk og matematik regeringens ynkelige måde at udtrykke hvad vi alle ved: Gymnasiet kan ikke og skal ikke være for alle.
Det ved socialdemokraterne i regeringen godt – men de tør bare ikke sige det højt. Og det er en af de største stopklodser for at få gennemført en god gymnasiereform i en overskuelig fremtid.
For i regeringens udspil til en gymnasiereform var der ellers positive takter, som kunne danne rammerne om fremtidens gymnasier. Hvis man altså fjernede et par af de tiltag som regeringen foreslår. Herunder ideen om at eksaminere i samarbejdsevne og ideudvikling. Det lyder mest af alt som en eksamen i at sidde ved et lejrbål med guitar og riste skumfiduser. Samarbejde, ideudvikling og formidling er ikke noget man kan sætte på formel eller graduere på 12-skalaen. Den kommer gennem stærke frivillige miljøer og unge menneskers nysgerrighed på verden, ikke gennem politikeres og embedsmænds ønske derom.
Men det er nu ingenlunde den største torn i regeringens uddannelsesudspil. Det største problem med regeringens plan for fremtidens gymnasium, er, at man ikke tør tage en diskussion om, hvem gymnasiet er for, hvem der skal kunne gå der – og vigtigst af alt, hvem der skal have afslag fra at komme på gymnasiet.
Spørgsmålet ligger latent i regeringens udspil til gymnasiernes fremtid og bliver i særdeleshed berørt i spørgsmålet om indførelse af karakterkrav. Det er dog mere dansen om den varme grød, end det er at tage ansvar, når regeringens ambitionsniveau er et minimumskrav på 02 i dansk og matematik.
Det er et kompromis som socialdemokraterne har indgået med sig selv, hvor man stiller krav til unge for at komme på en uddannelse – men samtidig sætter barren så lavt, at adgangen til gymnasiet er ligeså lettilgængelig som en liter letmælk i netto.
Det kompromis løser måske nogle værdipolitiske udfordringer internt hos socialdemokratiet, men den løser desværre ikke gymnasiets største udfordring: Det faldende faglige niveau. Der er brug for at anerkende, at uddannelse ikke er for alle. Og i særdelshed ikke en gymnasial uddannelse.
Jeg vil gerne arbejde for et uddannelsessystem i Danmark, hvor vi hjælper unge mennesker med at løfte sig og blive dygtigere. Men jeg vil ikke bruge over 20 mia. hvert år på at give unge mennesker falske forhåbninger.
Gymnasiet skal først og fremmest være forberedende til at komme på en videregående uddannelse. Og hvis det skal det, så kan der ikke være en lige adgang til gymnasiet. Jo før det går op for regeringen og de andre partier som skal blive enige om fremtidens gymnasium- jo før kan vi et gymnasium med høj faglighed.
