Halløj i det pæne selskab - debatten om Lars Hedegaard

Der er gået sport i at hetze islamkritikere. I den hjemlige debat om islam er det efterhånden mere reglen end undtagelsen, at de enkelte debattører giver sig af med personangreb i stedet for at dykke ned i den substantielle del af diskussionen – nemlig hvordan og i hvilket omfang den muslimske indvandring påvirker vores samfund. Islamkritikernes egne kritikere enten ikke evner, formår eller ønsker at tage denne diskussion. I stedet går de efter manden, i dette tilfælde Lars Hedegaard, men i andre tilfælde er navnet Geert Wilders, Søren Krarup eller Nicolai Sennels. Det er en trist tendens, der ikke bare viser, hvor sørgeligt lidt, man behøver at vide om virkelighedens Danmark med parallelsamfund, stigende indvandrervold og kriminalitet for at deltage med fuldt mandat i debatten. Den viser også, at dén tort, borgerlige led for få årtier siden, hvor end ikke et liberalt suk kunne ytres uden at afsenderen begravedes i underlødige beskyldninger, ja, den er nu givet videre til islamkritikerne. Og ikke nok med det; dem, der lægger til ved bålet er de borgerlige selv! Den mobbede bliver mobberen.

Men for at komme til den konkrete anledning: Hvor mange skal lyve om en sag, før løgnen bliver til sandhed? Dette synes at være det vigtigste spørgsmål for et par borgerlige meningsdannere, hvis ærværdige ærinde, udover angreb på islamkritikere som sådan, er et personangreb på Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard i form af en særdeles grov manipulation af en udtalelse fra et net-interview. Kilden til denne udtalelse er ikke i første omgang Hedegaard selv, men en blogger, hvis falske påstande om interviewet blev bragt som nyhed på 180grader.dk – hvoraf det fremgik, at Hedegaard skulle have opfordret til ’oprør, lynchninger og krig’. Denne læsning fandt Ole Birk Olesen så spændende, at han skrev en forfærdet klumme om ’sagen’. Og den borgerlige kommentator Niels Krause-Kjær benyttede også lejligheden til at bringe det på sin blog, hvor han gengiver de grove anklager.

Selve udtalelsen er kort, og ikke til at fejllæse undtagen for de, der af den ene eller anden årsag gerne vil:

“Our leaders do not take [the problems with islam] seriously, and I am afraid that it would take a public uprising before they start taking this seriously. They must. It is their obligation.”

Er det meget kontroversielt? At nævne en historisk kendsgerning og påpege, at den muligvis gentager sig, idet der er en række fællesnævnere mellem dengang og nu? At beklage, at vores politikere ikke i tilstrækkeligt omfang lader til at være opmærksomme på en endog meget konkret trussel mod vores samfund og civilisation? Bemærk hertil, at der tales om, at lederne skal handle.

Ifølge Ole Birk Olesen er det tilsyneladende kontroversielt. Vi forstår, at Lars Hedegaard ønsker en opstand. Ræsonnementet er som følger: Lars Hedegaard har en fortid på venstrefløjen. Og han forudsiger en folkelig opstand. På den revolutionære venstrefløj er forudsigelse og ønskedrøm det samme. Ergo ønsker Hedegaard en folkelig opstand. Et særdeles svagt argument, naturligvis. På alle leder og kanter. Men sikre slutninger lader ikke til at være Ole Birks ærinde her. Tilføj til denne logiske kortslutning en opdigtet påstand om lynchninger og krig. Det er ikke bare en grov misrepræsentation. Det er løgn. Pure, ægte og lodret løgn.

I parentes bemærket er det paradoksalt, at Ole Birk hæfter sig ved det ’revolutionære’ på venstrefløjen, idet ikke få fra hans eget politiske segment taler om og ønsker et skatteoprør, civil ulydighed og hele det omstyrtende projekt med at nedlægge staten i morgen. Skal vi så også afskrive alt, hvad Ole Birk siger med henvisning til, at han jo bare er en revolutionær, der vil afskaffe staten?

Det ville være komisk hvis det ikke var så tragisk, og ikke mindst så repræsentativt for et mindre segment i den borgerlige andedam, der har meget travlt med at lægge afstand til alle, der forholder sig kritisk til islam. Det ville klæde begge d’herrer – og det pæne selskab generelt – at glemme de perfide personangreb (hvad end personen hedder Geert Wilders, Søren Krarup eller Lars Hedegaard), og gå efter substansen. Mener I ikke, der er et problem med islam, som den er repræsenteret i Europa og verden i dag? Hvis ikke, så sig det, begrund det og lad os diskutere. Mit gæt er, at hverken Krause eller Ole Birk er særligt interesserede i at gå den vej; der er nemlig en grund til, at det er personer og ikke substans, der skydes efter. Diskussion af substans er jo en besværlig sag, der kræver at man ved, hvad man snakker om. Og handler det om islam er der få, der er bedre eller mere bredt orienteret end Lars Hedegaard. Dén ville I tabe på minuttet, venner. Men kan man ikke vinde sagen kan man i hvert fald altid ramme manden.

Det er sigende for det pæne selskab, at kernen aldrig diskuteres, hvad end det handler om islam, kulturspørgsmål, religion eller historiske kendsgerninger. Nej, man vælger i stedet tilfældige satellitudtalelser fra dem, man ikke kan lide, og grovtolker dem indtil folk forhåbentlig begynder at tro på dem. Det er ikke bare intellektuelt korrupt. Det er skammeligt. Det er bagvaskelse.

Det er dybt alvorlige problemer, vi står over for. Overalt i Europa oplever vi, at islam får stadig stigende indflydelse. Der er ghettodannelser, hvor store dele af europæiske byer bliver forbudt område for ikke-muslimer. Der er en eksplosiv udvikling i kriminalitet blandt indvandrere herhjemme – alene sidste år blev hver femte unge mandlige efterkommer fra ikke-vestlige lande dømt for en forbrydelse. I England har man indført særlige Sharia-domstole, hvorved det klassiske, borgerlige princip om lighed for loven de facto er sat ud af kraft. Filminstruktører og politikere myrdes. Forfattere og kunstnere trues på livet og tvinges i eksil. Præster bliver drevet på flugt fra deres kirker, unge indvandrere sætter gaderne i brand, der skydes efter politifolk, og det er efterhånden ingen nyhed når brandbiler og ambulancer mødes med stenkast. Jo mere indflydelse islam har på et samfund, desto mindre bliver friheden – det er en konstatérbar realitet.

Er Ole Birk og Krause uenige i, at vi får mere islam i Europa? Er de uenige i, at mere islam betyder mindre frihed? Og når de nu ikke er uenige i disse trivialiteter, hvorfor forholder de sig så ikke til substansen?

Der er utallige sager, en ægte frihedsorienteret borgerlig i stedet burde beskæftige sig med. Eksempelvis de mange forsøg på at stække islamkritikeres ytringer – indirekte såvel som direkte. Man behøver nemlig ikke sende dødstrusler til folk for at få dem til at tie stille. Det har vist sig ganske effektivt blot at føre enkeltpersoner i miskredit for at skade en sag. Dén hetz, venstrefløjen villigt deltager i af højreorienterede, der har det skidt med den multikulturelle rædselsvision, er vi alle bekendt med. Men at også erklærede borgerlige – mennesker, for hvem faktiske menneskers faktiske frihed skulle være det vigtigste – deltager i smæderiet er en skam. For at bruge et slidt sportsudtryk: Kom nu ind i kampen!

Så, Krause (og Ole Birk for den sags skyld), her er svaret på dit spørgsmål om, hvorvidt Trykkefrihedsselskabets bestyrelse er med sin formand: Et ubetinget ’ja’. Hele samlingen af gamle, sure mænd og kvinder er med.

Overalt, hvor et totalitært system, det være sig kommunisme, nazisme eller islamisme, vinder frem, begrænses friheden. Historien rummer mangfoldig evidens for dette. Dét burde være ethvert borgerligt, ja, ethvert fornuftigt menneskes udgangspunkt for diskussion af emner som det indeværende.

91 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere