Et fantastisk godt angreb på den gren af feminismen, der gerne vil forbyde ord og italesætte alt.
her i Danmark er en af de mest ivrige fortalere for, at vi skal lovgive mod ‘mikro-aggressioner’, den selverklærede mande-feminist Henrik Marstal (HM). Han er for tiden hyppig gæst i mediebilledet. HM er af landets mest fremtrædende eksponenter for den nye ’krænkelses-filosofi’. Og den skal man holde øje med.
Siden 1970’erne har ideerne bag politisk korrekthed knopskudt fra vestens venstreradikale, akademiske kredse ud i resten af samfundet. Særligt indædt er kampen om, hvad man må sige og ikke sige. Endemålet er, hvem der skal bestemme, hvilke dele af sproget, som er ’rigtigt’ og ‘forkert’. Men det er også en debat om, hvorvidt der overhovedet er sprog, der er ‘rigtigt’ eller ‘forkert’.
På flere af USAs ledende universiteter (bl.a. UCLA og Yale) har man indført begreber som ‘trigger warnings’, ‘safe zones’ og ‘micro aggressions’.
En ‘trigger warning’ er en advarsel, som på forhånd advarer emotionelt ustabile/let påvirkelige/sarte studerende om, at der kan optræde anstødelige ord eller scener i en tekst eller lignende. ‘Safe space’, er en aftale mellem f.eks. en underviser og studerende fra typisk etnIske og/eller seksuelle minoriteter, hvor underviseren garanterer, at der på aftalte steder ikke anvendes sprog eller adfærd, som kan støde de studerende.
Micro aggressioner’ er dog det mest problematiske af begreberne. Det er en fællesbetegnelse for små undseelige ord, blikke, begreber og lign., som i daglig tale bruges både bevidst og ubevidst nedsættende og stigmatiserende om socialt såkaldte marginaliserede grupper som f.eks. afrIkanere, rumænere, homoseksuelle eller kvinder.
Prøv eksempelvis at se, hvor mange du kan finde i denne tekst.
’Privilegeret’ er en vigtig term, der knytter sig til ’mikro-aggressioner’. Hvis man er f.eks. er hvid, heteroseksuel mand, har man nogle særlige privilegier, i forhold til en asiatisk, lesbisk kvinde. Dermed er man angiveligt ikke i stand til at sætte sig ind i den underprivilegeredes forhold, og derfor mister den hvide mand retten til kritik.
Henrik Marstal (HM) udtalte for nylig... at man burde fjerne anstødelige ord/vendinger fra fortidens bøger fra officielt hold.
Umiddelbart kan det virke sympatisk. Marstal er vel nok en flink fyr, at han ikke vil støde nogen. Men kigger man nærmere på de mulige konsekvens af hans forbud mod mikro-aggressioner, åbner der sig en afgrund af faldgruber for det åbne, frie demokrati.
Mikro-aggressioner er nemlig en del af vores alles omgangsform. Det er den let drillende tone, som man anvender imellem kønnene, hos en flok stilladsarbejdere, blandt journalister på Ekstra Bladet eller på et typisk fodboldhold. Nogen gange er et ord stødende, andre gange er præcis samme ord eller begreb måske en uomgængelig del af en vittighed, der styrker et fællesskab og får os til at grine, måske endda ad os selv.
Marstal angriber reelt det mest grundlæggende særkende ved mennesket og civilisationens byggeklodser: Nemlig sproget. Sproget er oprindeligt menneskets eneste regulære måde at kommunikere sit indre til omverdenen med. Det bør være ethvert menneskes ret at udtrykke sig frit og kommunikere ufiltreret med den anden. Det er essensen i ytringsfrihed og det at være menneske.
Under dække af godhjertet moral, hensyntagen til samfundets svageste grupper, og en mystisk, ubegrundet privilegeret indsigt i menneskets gøren og laden, har HM og dele af den mere rabiate femi-militante falanks, forsøgt at snige sprog-forbudet ind ad bagdøren.
Det pseudo-intellektuelle begreb, mikro-aggressioner, som Marstal og co. gerne ser indført i loven, er i virkeligheden et værktøj, der i en håndevending kan anvendes til en betænkelig form for social kontrol.
Og når man alligevel har slettet et ord i en anstødelig bog, hvorfor så ikke hele sætningen, eller hele siden, ja, hvorfor ikke hele bogen? Måske ville det nemmeste i virkeligheden bare være at brænde bogen? Så er der i hvert fald ingen, der bliver stødt!
Selv om HM på overfladen virker som en sympatisk fortaler for, at vi skal tale pænt om og til ‘de svage’, virker det ikke som om, han og andre fortalere for ‘krænkelses-filosofien’, helt har tænkt konsekvenserne af deres ideer igennem.
Når det første ord er ulovliggjort, er der sandsynligvis ingen vej tilbage. Mængden af uønskede ord og begreber vil hobe sig op. Og i takt med at det enkelte individ i stigende grad også overvåges af myndighederne, er der pludselig overraskende kort til et regulært sprog-politi, og i yderste konsekvens; et tanke-politi.
Endemålet for Marstals visioner er et umyndiggjort menneske fanget i værdiløse, følelsesforladte ahistoriske, mekaniske samtaler. Præcis som George Orwell beskriver i sin bog om det fascistiske samfund ‘Oceania’ i sit hovedværk ‘1984’.
Her introducerer Orwell begrebet ‘Newspeak’, der er et statskontrolleret sprog, som påtvinges befolkningen netop for at begrænse den frie tanke. Alle synonymer og modsætningsfyldte, potentielt konfliktskabende termer forsøges udryddet. Sproget bliver reduceret til en skræmt dansebjørn, der afrettes med vold, ved den mindste overskridelse.
Det lyder måske hysterisk. Men hvis Henrik Marstal og co.'s farlige terminologi en dag sejrer, er ytringsfriheden de facto afskaffet. Os, der støtter den fulde ytringsfrihed, og ikke den udtømte slags, bør være på vagt, over for krænkelses-filosofiens snigende fascisme.
