Helle Thorning skulle have fyret Uffe Elbæk - nu er skaden sket

Man kan undre sig over at Helle Thorning først går i flyverskjul, og først senere (for sent) kommer frem med en støtteerklæring til Uffe Elbæk

Christian Melgaard,

04/12/2012

Man kan undre sig over at Helle Thorning først går i flyverskjul, og først senere (for sent) kommer frem med en støtteerklæring til Uffe Elbæk. Støtteerklæringen underminerer hendes i forvejen lave troværdighed og timingen bekræfter, at hun ikke er den reelle regeringsleder - det er Margrethe Vestager.

Ud over de meget vigtige moralske aspekter i sagen, så er Uffe Elbæk sagen et kæmpe problem for regeringen fordi den ødelægger forsøget på at kapre den politiske dagsorden.

Finansloven, og hele forløbet omkring dens tilblivelse, var mildt sagt ikke nogen succes, og de stædige forsøg på at sværte den tidligere regering gennem f.eks. Helle Thornings skattesag, der er blevet til at sag om hvem der afslørede det tvivlsomme forløb, eller Rønn Hornbæks udlændingesag virker indtil videre heller ikke. 

Heller ikke det seneste stunt med at anklage den tidligere regering for bankpakke II med beskyldninger om at den har kostet staten kr. 24 mia. - dette på trods af at samtlige regeringspartier stod bag aftalen - virker. 

Dette kommunikationsmorads skulle skolereformen rette op på, men på selve dagen hvor reformen skulle præsenteres, sprang Uffe Elbæk ud med en særdeles betændt sag om misbrug af statsmidler og nepotisme. Hermed er regeringen slået tilbage til start, med en sag som ikke dør, før Uffe Elbæk forsvinder. Og når det sker, har Helle Thorning forpasset en mulighed for at fremstå som handlekraftig - og i stedet vil det fremstå som om regeringen er presset til den løsning.

Man må endnu engang spørge sig selv om hvad regeringens mange særlige rådgivere og spindoktorer egentlig laver?