»Den der lyver, og den der taler sandt, spiller så at sige på hver sin side – i det samme spil«. Det er en af de vigtigste pointer i Harry G. Frankfurts efterhånden berømte lille traktat om bullshit fra 2005.
[...]
En af de ting, der har overrasket mig mest, efter at jeg er gået ind i politik, er mængden af tilfælde, hvor nogen decideret lyver.
Ikke overdrivelser. Ikke den kække runden lidt op. Ikke lystfisker-historier. Vi taler om brutal og lodret løgn: Udsagn, der tilforladeligt udgiver sig for sandhed, men har nul forbindelse med den.
Men bullshit bør der også holdes et opmærksomt øje med. Og her tænker jeg ikke på udsagn, der udløser et ærgerligt udbrud: »Åh! Bullshit!« Jeg tænker på bullshit i den sproglige og filosofiske forstand, Harry G. Frankfurt anvender det.
