Ofte høres det fra venstrefløjen, at kontanthjælpsloft, højere beskæftigelsesfradrag og andre økonomiske instrumenter, der kan øge folks motivation til at skifte passiv forsørgelse ud med et job, er sekundære motivationsfaktorer. Den egentlige motivation er den sociale gevinst ved at være i arbejde, lyder det.
Lige så ofte høres det dog fra samme kor, at der skal indføres skatter og afgifter for at adfærdsregulere befolkningen. Penge motiverer ikke den fattige til at tage et arbejde, men penge kan bruges til at demotivere den rige til ikke at købe en sportsvogn.
Det må jo være logikken. Tilsyneladende er økonomiske motivationsfaktorer et tryllekort, som kan spilles fra begge sider alt afhængig af, hvad formålet er.
