Nu hvor venstrefløjen er blevet blevet mindre pacifistisk, og er klar til at skride til militære aktioner mod diktatorer som undertrykker og dræber civilbefolkningerne, så er det jo interessant om det gælder for andre end Gaddafi.
Jeg ved godt, at det kan være svært at angribe sine politiske meningsfæller, eller islamisterne man ikke tør sige imod, men hvis der skal være nogen konsekvens og troværdighed i venstrefløjens nye aggresive udmeldinger, så er listen over oplagte angrebsmål lang:
Gurbanguly Mälikgulyýewiç Berdimuhamedow er president i Turkmenistan. Han har efterfulgt den excentriske tyran Niyazov, som døbte årets måneder efter ham selv og sin familie. Gurbanguly har fortsat en meget undertrykkende politik og forklarer det med, at han jo bærer en 'uhyggelig' lighed med Niyazov.
Hans parti, Democratic Party of Turkmenistan (DPT), efterfulgte det kommunistiske parti, ved Sovjetunionens kollaps. Persongalleriet er stort set intakt, og partiets politik er ditto. Oppositionspartier knuses med hård hånd før de får fodfæste. DTP kontrollerer produktionen, og baserer sin politik på central planlægning og omfordeling.
Lyder det bekendt?
Mahmoud Ahmadinejad i Iran har været i vælten på grund af emner som et atomprogram, utallige overgreb mod befolkningen og undertrykkelse af demonstranter. Ahmadinejad førte valgkamp under sloganet ’det er muligt, og vi kan gøre det’ (hvis du synes det lugter af Byggemand Bob, eller SF’s slogan ’Det kunne være så godt’ så er du ikke den eneste). Hans parti hedder Abadgaran, og er tilhænger af et totalitært shia-muslimsk samfund, hvor valgsvindel og undertrykkelse af menneskerettigheder er dagligdag.
Bashar al-Assad fra Syrien er et luftkastel, som forsøger at udfylde sin fars alt for store sko. Assad har spildt milliarder på fejlinvesteringer i Libanon og Irak, mens han på ingen måde vil anerkende sit folks behov. Hans omfattende sikkerhedsapparat holder befolkningen i et jerngreb. Antal år på diktator-magten: 10
Bashar al-Assad er alawit og formand for det regionale Ba’ath-parti, som er et arabisk socialistisk parti. Hvis du synes parti-navnet lyder bekendt, er det måske fordi Saddam Hussein var leder af det samme parti, blot i Irak.
Kim Jong Il i Nordkorea er en af de mest kendte diktatorer i verden. Han har fuld kontrol over landet, tillader intet at slippe ind i landet, bliver dyrket som en gud, fifler med tv-genudsendelse af fodboldkampe til VM, elsker fransk cognac, lader sit folk sulte og sidde i fængelejre, alt imens han satser landets få ressourcer på et atomprogram.
Kim Jong Il er formand for Den Nationale Forsvarskommission, øverstkommanderende for Koreas Folkehær og generalsekretær for Koreas Arbejderparti (der har haft magten siden 1948). Koreas Arbejderparti (Chosŏn Rodongdang) er Nordkoreas kommunistparti og landets regerende og statsbærende parti.
Than Shwe i Burma er en iskold militærmand, som kun tænker på magt. Han har smidt oppositionspartier i fængsel, nægtet hjælp til sit folk efter en ødelæggende cyklon for tre år siden, og elsker at hædre sig selv med flotte medaljer, som pryder sin uniform.
Burma er et rent militær-diktatur, uden noget egentligt politisk system som vi kender det fra demokratiske lande. I 1998 ændrede regimet landets officielle navn fra Burma til Myanmar, samtidig med navnene på mange byer blev ændret, som f.eks. hovedstaden som ændrede navn fra Rangoon til Yangon. Navneskiftet er omstridt, og brugen af Myanmar er fortsat begrænset de fleste steder i verden. I daglig tale kaldes landet normalt Burma.
Aleksandr Lukasjenko fra Hviderusland holder sit land i et jerngreb med brutal magt. Han går under den lidet flatterende titel 'Europas sidste diktator'. Han har en hemmelig politimagt kaldet KGB.
Før sin karriere som politiker var Lukasjenko militærofficer og arbejdede som leder for produktionssteder og farme. Han er stor tilhænger af socialisme, og central planlægning og kontrol. Under sine to første præsidentperioder omstrukturerede Lukasjenko den hviderussiske økonomi ved økonomisk integration med Rusland og ved samarbejde med lederne fra den tidligere Sovjetunion. I sin nuværende periode har Lukasjenko fokuseret på at forbedre de sociale goder for befolkningen og på samarbejde med alle indbyggere og lande. Lukasjenko har vundet alle genvalg. Vestlige organisationer og vestlige magter mener, at valgene har været præget af snyd til Lukasjenkos fordel. SNG (et mellemstatsligt samarbejde imellem i alt 12 medlemslande, primært for at sikre en fredelig afvikling af Sovjetunionens opløsning) har dog kaldt valgene frie og fair, og organisationens talsmand Vladimir Rusjajlo har bekendtgjort, at der i løbet af valgene var en hidtil uset kampagne af udenlandsk pres.
Isaias Afwerki af Eritrea har formået at få et nationalt fængsel ud af sit land. Uafhængige medier er lukket ned, nye valg bliver afvist, der er obligatorisk værnepligt, hvor diktator Afwerki hellere vil støtte Somalias militante end sit eget folk. Isaias Afwerki er selverklæret marxist, kommunist og afrikansk socialist.
Eritrea er berygtet for sin voldsomme undertrykkelse af religiøse grupper. Den kristne, humanitære hjælpeorganisation ’Åbne Døre’ beretter, at mindst 2.800 kristne sidder fængslet under umenneskelige forhold i shippingcontainere og hemmelige underjordiske fængsler. Tortur hører iflg. øjenvidner til hverdagen, og flere kristne er døde under disse omstændigheder. Et af de mange torturofre fra Eritrea, den kristne gospelsangerinde Helen Berhane, fortæller om voldsom tortur alene pga. hendes kristne tro. Helen Berhane lever i dag i asyl i Danmark.
Meles Zenawi i Etiopien er endnu værre end landets foregående Marxistiske diktator. Han er selvudnævnt marxist, men har dog gemt en masse millioner i udenlandske banker og har store palæer i USA og London i sin kones navn. Hans regime modtager 6 milliarder kroner i u-landsstøtte hvert år. Et omstridt valg i 2005 ender med massakrer mod demonstranter og massefængsling af oppositionspolitikere
Islam Karimov i Uzbekistan er en hensynsløs slyngel, som har styret siden Sovjet-tiden. Karimov har bandlyst oppositionspartier, smidt 6.500 politiske fanger i fængsel og kalder alle modstandere for 'islamiske terrorister. Karimovs regime er også berygtet for at torturere sine modstandere. Præsidentens tropper er kendt for at have slået hundredvis af fredelige demonstranter ihjel under et oprør i 2005.
Omar Hassan Al-Bashir er diktator i Sudan, og hans styre sammenlignes med Nazityskland. Han krævede at Sharia-lovgivning blev indført i hele landet, selvom det stred mod den kristne minoritet i Sydsudans ønsker, denne beslutning førte til den 2. sudanske borgerkrig hvor mere end 2 millioner mennesker døde. Det menes også at han er stærkt medvirkende til folkedrabet i Darfur (hvor omkring 400.000 hidtil er blevet dræbt). Senest har anklageren ved Den Internationale Straffedomstol (ICC), Luis Moreno-Ocampo, udtalt, at han ser Sudans præsident, Omar Hassan al-Bashir, udleveret til ICC for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i Sudans vestlige Darfur-region, end genindsat i præsidentembedet.
Og listen er længere end denne.
Nu skal venstrefløjen bare lige prioritere angrebsmålene, og vurdere hvilke som kan omdannes til demokratier fra luften, og hvilke der kræver tropper på landjorden.
Og så skal der naturligvis udarbejdes lovforlag.
