Hitler var en socialist I

Nu hvor der er gået mere end 60 år siden Tyskland´s militære nederlag, kunne man formode, at navnet på lederen for længst var glemt

Henrik Gøtke,

14/02/2010

Nu hvor der er gået mere end 60 år siden Tyskland´s militære nederlag, kunne man formode, at navnet på lederen for længst var glemt. Dette er dog langt fra tilfældet. Selv i den populære presse dukker Hitler ustandseligt op, og regnen af fjernsynsdokumentarer om denne æras Tyskland synes uendelig. Hitler dukkede endog i 1995 op på forsiden af Time Magazine.

Dette finder tilsvarende sit modstykke i akademisk litteratur. Akademiske værker om Hitler´s gerninger fortsætter mange år efter hans dødmed at fremkomme, og i en undersøgelse af den vestlige civilisations historie nævner Lipson Hitlerisme og atombomben som det tyvende århundredes to store onder. Stalin´s tyranni varede længere, Pol Pot myrdede en større andel af sit lands befolkning, og Hitler var ikke den første fascist, men navnet Hitler hænger ikke desto mindre over hele det tyvende århundrede som noget uundgåeligt og uforklarligt ondt. Det synes tvivlsomt, at selv hele det enogtyvende århundrede vil slette dette fra tænkende folk, det stadigt i det store hele uopfyldte behov for at forstå hvordan og hvorfor Hitler blev så indflydelsesrig og skabte så megen ondskab.

Det faktum at så mange unge tyskere (især fra det tidligere kommunistiske øst) i dag stadig hilser hans navn og foreviger meget af hans politik, er også en forbløffelse og en dyb bekymring for mange, og hvad der kun kan kaldes nazismens genopståen blandt mange unge tyskere ved årtusindskiftet og fremad, vil synes at generere et kontinuerligt og presserende behov for at forstå fænomenet Hitler.

Hvad var det så, der gjorde Hitler så indflydelsesrig? Hvad var det, der gjorde ham (som før-krigs historier fra Roberts i 1938 attesterer) den mest populære mand i den tids Tyskland? Hvorfor har han stadig beundrere i Tyskland, på hvilket han påførte så store katastrofer? Hvad er (var) hans appel? Og hvorfor, af alle, er de unge produkter af den østtyske kommunisme stadig så modtagelige for hans budskaber?

"Ja, det er sandt, at det er en fiks idé hos franskmændene, at Rhinen er deres ejendom, men overfor dette arrogante krav er det eneste svar den tyske nation finder værdigt Arndt´s: "Giv Alsace og Lorraine tilbage. For jeg er af den opfattelse, måske i modsætning til mange hvis standpunkter jeg i andre henseender deler, at generobringen af den tysktalende venstre bred af Rhinen, er et spørgsmål om national ære, og at tyskgørelsen af det illoyale Holland og Belgien er en politisk nødvendighed for os. Skal vi lade den tyske nationalitet blive fuldstændig undertrykt i disse lande, mens slaverne tiltagende magtfuldt rejser sig i Øst?"

Tag et kig på citatet ovenover, og sig hvem der skrev det. Det er typisk Hitler snak, ikke sandt? Vis citatet til 100 personer der kender Hitler´s taler, og 100 personer vil identificere det som noget sagt af Hitler. Den aggressive tyske nationalisme og territoriale ambition er umiskendelig. Og hvis der er nogen tvivl, så tag endnu et kig på et citat fra samme forfatter:

"Dette er vort kald, at vi skal blive ridderne af denne Gral, for gralens skyld spænde sværdet omkring vore lænder, og med lyst vove liv i den sidste hellige krig, som vil blive fulgt af tusindårsrigets regime af frihed".

Det skulle være nok, ikke sandt? Hvem kender ikke Hitler´s glorificering af militær opofrelse og hans mål om at etablere et "tusindårsrige"?

Men ingen af citaterne er faktisk fra Hitler. Begge citater blev skrevet af Friedrich Engels, Karl Marx´s medforfatter. Så lad dette være introduktionen til idéen om, at Hitler ikke alene kaldte sig selv socialist, men efter alle hans dages standarder rent faktisk VAR en socialist. Idéer der nu fordømmes som højreorienterede, var på Hitler´s tid fuldstændigt normale idéer blandt venstreorienterede. Og hvis ikke Friedrich Engels var venstreorienteret, så ved jeg ikke hvem, der var.

Men det mest spektakulære aspekt af nazismen var helt sikkert anti-semitismen. Og den havde fundament i Marx selv. Følgende passage er fra Marx, men kunne lige så godt være fra Hitler:

"Lad os se på den faktiske, verdslige Jøde - ikke Sabbath jøden, som Bauer gør, men hverdagsjøden. Lad os ikke lede efter jødens hemmelighed i dennes religion, men lad os lede efter hemmeligheden i den virkelige jøde. Hvad er den sekulære basis for jødedommen? Praktiske behov, selvinteresse. Hvad er jødens verdslige religion? Kræmmer. Hvad er den verdslige Gud? Penge. Godt så! Emancipationen fra kræmmeri og penge, dermed fra praktisk, virkelig jødedom, vil være vor tids selv emancipation...Vi genkender derfor i jødedommen et generelt nutidsorienteret anti-socialt element, et element der gennem historisk udvikling - til hvilket i denne skadelige henseende jøderne så nidkært har bidraget - er blevet bragt til sit nuværende høje niveau, på hvilket det nødvendigvis må opløse sig selv. I den endelige analyse er emancipationen fra jøderne menneskehedens emancipation fra jødedommen".

Bemærk at Marx ønskede at "emancipere" (frigøre) menneskeheden fra jødedommen (Judentum på Marx´s originale tysk), på samme måde som Hitler gjorde, og at titlen af Marx´s essay på tysk var "Zur Judenfrage, hvilket - selvom det ikke i sig selv nødvendigvis er nedsættende - ikke desto mindre er præcist det samme udtryk (Jøde spørgsmålet) som Hitler brugte i sin famøse frase "Endlösung der Judenfrage" (Endelige løsning på jødespørgsmålet). Og når Marx taler om enden på jødedommen ved at sige, at jødisk identitet nødvendigvis må "opløse" sig selv, er ordet han bruger på tysk "auflösen", hvilket er nært beslægtet med Hitler´s ord "Endlösung". Så alle de mest fordømte træk ved nazismen kan helt ned til sprogbrugen spores tilbage til Marx og Engels. Tankegangen hos Hitler, Marx og Engels adskilte sig mere i udtryk end i indhold. Alle tre var deres tids tredjerangs intellektuelle. Enhver der tvivler på, at praktisk taget alle Hitler´s idéer ikke også kunne findes hos Marx og Engels, burde tilbringe lidt tid med at læse citater fra Marx og Engels.

Nok en ting: "Alt skal være anderledes!" eller "Alles muss anders sein!" var Nazi partiets slogan. Det er også hjertes begær hos enhver venstreorienteret siden Karl Marx. Nazismen var en dybt revolutionær tro, et faktum der der altid benægtes af venstrefløjen; men det er sandt. Hitler og hans kriminelle bande hadede de rige, kapitalisterne, jøderne, den kristne kirke og "systemet".

Og nu til noget meget sjældent nævnt: Gæt engang hvor ikonet på billedet ovenover stammer fra:

Som du måske kan gætte fra den kyrilliske skrift der akkompagnerer det, var det et sovjetisk hagekors brugt af Den Røde Arme under og efter Den Første Verdenskrig. Det blev af nogle sovjetiske tropper brugt som skuldermærke. Hagekorset var også et socialistisk symbol længe før Hitler blev indflydelsesrig. Førkrigs socialister (inklusive nogle amerikanske socialister) brugte det på grund af de to arme der repræsenterer to sammenflettede "S" bogstaver (S for Socialist). Så endog Hitler´s symbolisme var venstreorienteret.

Han gav dog symbolet sin egen drejning, da han sagde: "Als nationale Sozialisten sehen wir in unsere Flagge unser Programm. Im Rot sehen wir den sozialen Gedanken der Bewegung, im Weiss den nationalistischen, im Hagenkreuz die Mission des Kampfes für den Sieg des arischen Menschen und zugleich mit ihm auch den Sieg des Gedankens der schaffenden Arbeit". (Som national socialister ser vi i vort flag vort program. I det røde ser vi bevægelsens sociale tanker, i det hvide de nationalistiske, i hagekorset missionens kamp for det ariske menneskes sejr, og samtidig sejren for konceptet om det skabende arbejde).

På tysk begynder ikke blot ordet "Socialisme" med "S", men også ordet "Sejr" begynder med "S". Så han sagde, at de to bogstaver "S" i hagekorset også stod for det ariske menneskes sejr, og for idéen om at "arbejderen" var en kreativ kraft: med andre ord igen Nationalisme plus Socialisme.

Og på Hitler´s tid havde anti-semitismen i særdeleshed såvel som racismen i almindelighed allerede haft en lang historie på venstrefløjen. August Bebel var grundlægger af Sozialdemokratische Partei Deutschlands (venstreorienteret hovedstrømning) og hans bedst kendte ord er, at anti-semitisme er "Sozialismus des blöden Mannes" (den tåbelige mands socialisme), hvilket implicit erkendte den herskende anti-semitisme på venstrefløjen. Og Lenin selv antydede til samme fænomen i ordene, at "det er ikke jøderne, der er fjenden af det arbejdende folk", men "alle landes kapitalister".

Det bør dog holdes for øje, at anti-semitisme var omfattende i det nittende og tyvende århundrede. Mange konservative var også anti-semitiske. Venstrefløjen var blot de mest entusiatiske pratikere af den. Vi har set, hvor ondsindet den var i Marx. Anti-semitisme blandt konservative var i modsætning ikke almindeligvis set som et større problem. Britiske konservative gjorde den udtalt jødiske Benjamin Disraeli til premiereminister i det nittende århundrede, og manden der faktisk erklærede Hitler krig - Neville Chamberlain - havde selv anti-semitiske synspunkter.

Og venstrefløjen har notoriske tendenser i retning af "deling", så der var uden tvivl nogle på venstrefløjen, der af principielle grunde afsvor anti-semitisme. Lenin kritiserede af strategiske årsager klart anti-semitismen: Den distraherede hans klassekrigsmål. Så var der også uinteresserede protester fra venstrefløjen? Sådanne protesterende er ret svære at finde. Oppositionen mod forfølgelsen af den uheldige Kaptajn Alfred Dreyfuss (der var jødisk) af Emil Zola i Frankrig, til tider citeret af Zola, var den primære fortaler for fransk naturalisme, hvilket var en form for fysisk determinisme - mere end på linie med det sædvanlige venstreorienterede synspunkt, at mennesket er en "ren tavle". Og manden der publicerede Zola´s berømte udfordring af forfølgelsen af Dreyfuss, var Georges Clemenceau, der i dag mest er berømt for sin bemærkning: "Hvis en mand ikke er socialist i sin ungdom, så har han intet hjerte. Hvis han ikke når han når alderen 30 år, er konservativ, så har han ingen hjerne".

Men uanset hvordan du vender og drejer det, var Hitler´s anti-semitisme på linie med sin venstreorienterethed; ikke et spor af højreorienterethed.

En smule billedegørelse yderligere kan tjene til at styrke denne pointe:

Den romanske hilsen siges i almindelighed at være opfundet af Mussolini, men Musso var en marxist, der kendte Lenin godt, så det er ikke nogen overraskelse, at Stalin i en periode var influeret af Musso´s idéer.

Hvem sagde følgende? En repræsentant for det enogtyvende århundredes amerikanske demokratiske parti måske?

"Som tingene ser ud i dag kan fagforeningerne efter min mening ikke undværes. Tværtimod. De er blandt de vigtigste institutioner i nationens økonomiske liv. Deres betydning ligger ikke alene på det sociale og politiske område, men endnu mere i det almindelige område af national politik. Et folk hvis brede masser gennem en sund fagforeningsbevægelse opnår tilfredsstillelsen af deres livsbehov og på samme tid en uddannelse, vil blive formidabelt styrket i sin modstandskraft i kampen for eksistens".

Det kunne meget vel være en tilfældig af dagens venstreorienterede talere, men det er faktisk et lille udpluk fra kapitel 12 af Mein Kampf, hvori Hitler strækker sig langt i understregningen af vigtigheden af fagforeninger. Associeringen fagforeninger og venstrefløjen imellem er selvfølgelig historisk, og som venstreorienteret gjorde Hitler sig store bestræbelser på at hverve fagforeninger som støtter for hans parti.

Lad os se på hvad den politiske venstrefløj og højrefløj i dag består af. Se på Edward Feser´s beskrivelse af hvad der kunne have været en ret god præsident kandidat for dagens amerikanske demokratiske parti:

Han havde været noget af en boheme i sin ungdom, og anså altid unge mennesker og deres idealisme som nøglen til fremskridt og afskaffelsen af umoderne fordomme. Og han var vidt beundret af sit lands unge mennesker, af hvilke mange tilhørte organisationer dedikeret til praktikken af, og propaganderingen for, hans lære. Han havde en livslang passion for musik, kunst og arkitektur, og var endog noget af en maler. Han afvist hvad han kaldte småborgerlig moral, og han og hans veninde "levede sammen" i årevis. Han talte adskillige homoseksuelle som venner og kollaboratører, og antog det synspunkt, at en mands personlige moral ikke vedkom ham; visse af hans livs lærde mener, at han selv kan have været homoseksuel eller biseksuel. Han var forud for sin tid hvad angår et antal samtidige progressive sager: han brød sig ikke om rygning, anså det for en alvorlig risiko for helbredet, og tog skridt til at bekæmpe den; han var vegetar og dyre elsker; han håndhævede strenge våben kontrol love og han var fortaler for eutanasi for uhelbredeligt syge.

Han hyldede arbejdernes rettigheder, anså det kapitalistiske samfund som værende brutalt og uretfærdigt, og søgte en tredje vej mellem Kommunisme og det frie marked. I den henseende beundrede han og hans associerede de stærke skridt taget af præsident Franklin Roosevelt´s New Deal om at tage storstilede økonomiske beslutninger ud af hænderne på private og lægge dem i hænderne på regeringsplanlægningsafdelinger. Hans mål var at instituere en slags socialisme der undgik den ueffektivitet der plagede sovjet varianten, og mange tidligere kommunister fandt hans program højst sympatisk. Han beklagede den selviske individualisme han antog for værende karakteristisk for det moderne vestlige samfund, og ønskede at erstatte det med en etisk og selvopofrende: "Som Kristus proklamerede "elsk hinanden", han sagde "således vort kald - folkets fællesskab", "offentligt behov før privat rov", "kommunalt orienteret social bevidsthed". Dette kald vil give ekko gennem verden!"

Uagtet referencen til Kristus var han ikke personligt kristen, og vedrørende katolicismen blev han døbt ind i irrationel overtro. Faktisk beundrede han Islam mere end han beundrede kristendommen, og han og hans associerede havde en særlig afsmag for den katolske kirke, og, givet valget, foretrak han moderne liberaliseret protestantisme, antagende det synspunkt, at den bedste slags kristendom ville være én der opgav det traditionelle andenverdens fokus på personlig frelse og hengav sig selv til et program for social retfærdighed, der skulle implementeres af staten. De overvejede også den mulighed, at kristendommen eventuelt i det hele taget måtte forkastes til fordel for en hedensk tilbagevenden, et verdenssyn som mange anså for mere humant og ærligere mod folkets arv. For han og hans associerede troede stærkt på, at folkets etiske og racemæssige arv, var, hvad der havde størst betydning. Nogle støttede en slags kulturel relativisme, i hvilken sandt og falskt, rigtigt og forkert på en måde afhænger af den enkeltes etniske verdenssyn, og især hvad der bedst promoverer den enkelte etniske gruppes velbefindende.

Der kan ikke herske tvivl om, at manden som Feser beskriver, lyder meget som dagens strømlinede venstreorienteret. Men hvem drejer dette sig om? Det er en historisk præcis beskrivelse af Adolf Hitler. Hitler var ikke alene en socialist i sin tid, men ville i dag i de fleste henseender have været en strømlinet socialist. Feser nævner selvfølgelig ikke i ovenstående Hitler´s anti-semitisme, men den synes endnu engang i det énogtyvende århundredes begyndelse at være blevet mode blandt Vesten´s venstreorienterede.

På én måde var Hitler dog forskellig fra den moderne venstrefløjs politiske ledere, da han i et anseeligt omfang var en ægte mand af kultur. Der er ingen tvivl om hans sande hengivenhed til opera, og faktisk til klassisk musik i almindelighed. Enhver påstand om at hengivenhed til højkultur derfor er dydig, synes derfor at undermineres af Hitler´s eksempel.

Så det hævdes ikke, at Hitler var fuldstændig som den moderne demokratiske venstrefløj. På andre måder end indtil videre nævnt var Hitler, som allerede til en vis grad uddybet, mere lig sine kommunistiske forgængere. Ludwig von Mises taler om disse ligheder. Skrivende i 1944 sagde han: "Nazisterne har ikke alene imiteret bolsjevikkernes taktik om magtovertagelse. De har kopieret meget mere. De har importeret ét parti systemet fra Rusland og partiets og medlemmernes privilegerede rolle i det offentlige liv; det hemmelige politis altoverskyggende position; organiseringen af affilierede udenlandske sammensvorne, der er engagerede i at bekæmpe deres hjemlige regeringer og i sabotage og spionage, assisteret af offentlige midler og beskyttelse af diplomatiske og konsulterende tjenester; den administrative henrettelse og fængsling af politiske fjender; koncentrationslejre; straf over flygtedes familier; propagandametoder. De har endog lånt sådanne absurditeter fra marxisterne måden at adressere parti kammeraterne (Parteigenosse), afledt af det marxistiske kammerat (Genosse), og de anvender en militær terminologi for alle dele af det civile og økonomiske liv. Spørgsmålet er ikke på hvilke måder disse systemer er éns, men på hvilke måder de adskiller sig..."

(For de der ikke er klar over det, var von Mises en østrigsk jødisk intellektuel og bemærkelsesværdig fremsynet økonom. Han slap ud af Wien blot timer før Gestapo ankom. Han har derfor alle grunde og muligheder for at være en tæt observatør af nazismen. Så lad os også læse en smule om, hvad han sagde om nazisternes økonomi:)

Nazisterne håndhævede ikke, som deres beundrere hævder, priskontrol indenfor en markedsøkonomi. For dem var priskontrol kun ét redskab indenfor en ramme af et omfattende system af central planlægning. I den nazistiske økonomi var der intet spørgsmål om privat initiativ og frit marked. Alle produktionsaktiviteter blev styret fra Reichwirtschaftsministerium. Ingen virksomhed blev tilladt at afvige sine operationer i forhold til ordrerne udstedt af regeringen. Priskontroller var kun et redskab i et kompleks af utallige dekreter og ordrer, der regulerede de mindste detaljer af alle forretningsaktiviteter og præciserer på den ene side hvert individs opgave og på den anden side dennes indkomst og levestandard.

Hvad der gjorde det vanskeligt for mange at fatte, var selve naturen af det nazistiske økonomiske system, der ikke åbent eksproprierede entreprenører og kapitalister, og de adopterede ikke princippet om lige indkomst, hvilket bosjevikkerne optog i de første år af det sovjetiske regime, men senere kasserede. Alligevel fjernede nazisterne fuldstændigt bourgeoisiet fra kontrollen. Entreprenører der enten ikke var jøder eller havde liberale eller pacifistiske tendenser, bevarede deres positioner i den økonomiske struktur. Men de var blot lønnede tjenestemænd tvungne til betingelsesløst at efterkomme overordnedes ordre, rigets bureaukrater og nazi partiet.

Og lad os se på ordene af én der faktisk var i Tyskland i 1930´erne, og derfor på tæt hold så nazismen. Han sagde:

"Hvis jeg havde været tysker og ikke jøde, ville jeg måske kunne have set, hvordan jeg kunne være blevet nazist, en tysk nationalist. Jeg ville kunne se hvordan de ville kunne blive passionerede om at redde nationen. Det var på et tidspunkt, hvor man ikke mente, der fandtes en fremtid, med mindre verden blev fundamentalt transformeret".

Og hvem sagde så det? Det sagde den berømte historiker Eric Hobsbawn(oprindeligt Obstbaum), der i stedet blev kommunist, og senere blev måske Storbritannien´s mest beslutsomme kommunist. Hobsbawn så helt tydeligt på det tidspunkt kun overfladiske forskelle kommunismen og nazismen imellem. Og som summeringen af en bog (af Richard Overy) sammenlignende Hitler og Stalin siger: "Men lighederne er slående. Begge tyrannier byggede på en desperat ideologi af "do-or-die" konfrontation. Begge var optaget af krigsscener: "Diktaturerne var militære metaforer, grundlagte for politisk krig". Og til trods for retorikken om en skæbnekamp mellem socialisme og kapitalisme konvergerer disse økonomiske systemer stærkt. Stalin´s Rusland tillod en anseelig privat sektor, mens nazi Tyskland hurtigt blev domineret af statens retningslinier og statsejede industrier.

I en brillant passage sammenligner Overy erfaringerne af to økonomiske afhoppere. Stål magnaten Fritz Thyssen flygtede til Schweiz, da han troede, at nazisternes planlægning ville "bolsjevisere" Tyskland. Fabriksbestyrer Victor Kravchenko afhoppede i 1943, da han indså, at klasse privilegier og udnyttelse af arbejdskraften i Stalin´s samfund ikke var meget bedre end kapitalismens værste umådeholdenhed.

Som Overy siger, var meget af det de to mænd gjorde meningsløse. Hvorfor koncentrationslejre? Fængsler ville have opbevaret alle deres farlige modstandere. Hvem havde i virkeligheden brug for slaver før krigen? Hvad opnåede disse regimer med al deres kolossale overflod af grusomhed og terror? "Vold blev anset for forløsning, reddende samfundet fra opfundne fjender".

Og lad os høre hvad Hitler selv havde at sige om dette:

"Der er mere der binder os sammen med bosjevismen, end der skiller os fra den. Der er, oven over alt, ægte revolutionære følelser, som lever alle steder i Rusland, undtagen hvor der findes jødiske marxister. Jeg har altid taget hensyn til denne omstændighed, og givet ordre til at tidligere kommunister omgående skal tillades adgang til partiet. Den småborgerlige socialdemokrat og fagforeningsbossen vil aldrig blive National Socialist, men kommunisterne vil altid kunne blive det".

Og et andet citat:

"Af hvilken betydning er alt dette, hvis jeg stramt rangerer mænd indenfor et område de ikke kan undslippe? Lad dem eje land og fabrikker så meget de ønsker. Den afgørende faktor er at staten, gennem partiet, er over dem, uanset om de er arbejdere eller ejere. Alt dette er ikke essentielt; vor socialisme stikker langt dybere. Den etablerer en relation mellem staten og individet, det nationale fællesskab. Hvorfor besvære os med at socialisere banker og fabrikker? Vi socialiserer mennesker".

(Begge ovenstående citater stammer fra Hermann Rauschning i "Hitler Speaks", London, Butterworth, 1940, også kaldet "The Voice of Destruction".

(Fordi de ting han fremlægger er så ubelejlige, afviser mange af dagens historikere Rauschning´s bog fra 1940 som upræcis, selvom den er fuldt på linie, med alt hvad vi i øvrigt ved om Hitler. Men ingen bestrider, at Rauschning på det tidspunkt var en prominent nazist. Han var dog grundlæggende konservativ, så han blev måske så desillusioneret med nazismens brutalitet, at han gik i opposition mod den. Rauschning´s bog var faktisk profetisk, hvilket helt sikkert tenderer i retning af, at han vidste, hvad han talte om.)

Lad os begynde med at se på de politiske programmer på Hitler´s tid:

Tag denne beskrivelse af et politisk program:

"En erklæring af krig mod den orden af ting der eksisterer, mod tingenes tilstand af eksistens, med andre ord, mod verdens struktur i sin nuværende eksistens".

Og denne beskrivelse af en politisk bevægelse havende en "revolutionær kreativ vilje" der "ikke havde noget bestemt mål, ingen vedholdenhed, kun uendelige forandringer".

Og dette politiske manifest:

09. Alle borgere i staten skal have lige rettigheder og lige pligter.

10. Borgerens første pligt må være at arbejde mentalt eller fysisk. Individets aktiviteter må ikke kollidere med helhedens interesser, men må skride frem indenfor rammen af fællesskabet, og være for det fælles bedste.

11. At al ikke tjent indkomst, og al indkomst der ikke stammer fra arbejde, skal afskaffes.

12. Eftersom enhver krig påfører folket frygtelige ofre mod liv og ejendom, skal al personlig profit, der stammer fra krig anses for en forbrydelse mod folket. Vi kræver derfor total konfiskering af alle krigsprofitter, værende i form at aktiver eller materiel.

13. Vi kræver nationalisering af virksomheder, der er blevet organiseret til karteller.

14. Vi kræver, at alle profitter fra engros salg skal fordeles.

15. Vi kræver omfattende udvikling af pension for gamle.

16. Vi kræver skabelsen og vedligeholdelsen af en sund middelklasse, omgående kommunalisering af store detail virksomheder der vil blive udlejet billigt til små forretningsdrivende, og præferencer skal gives til små forretningsdrivende for provision og forsyninger behøvet af staten, provinser og kommuner.

17. Vi kræver en land reform i overensstemmelse med vore nationale krav, og vedtagelse af en lov om konfiskering af behøvet land for fælles formål fra ejere uden kompensation. Afskaffelsen af rente på ejendom, og forbud mod spekulation i land.

Hvem fremsatte dette manifest, og hvem var ansvarlig for de summerede citater før det? Var det de amerikanske demokrater, det britiske arbejderparti, de liberale canadiere eller ét eller andet europæisk social demokratisk parti? Nej, manifestet er et uddrag af den 25 punkters plan af National Sozialistische Deutsche Arbeiter Partei (25 februar 1920) og blev skrevet af lederen af partiet: Adolf Hitler. Og de tidligere citater var også fra ham.

Resten af Hitler´s manifest var primært målrettet jøderne, men i Hitler´s dage var det meget almindeligt for venstreorienterede at være anti semitiske. Og den tiltagende gennemsyrende anti Israel fornemmelse blandt dagens venstrefløj - til tider inklusive den canadiske regering - viser at dagens venstreorienterede ikke engang i den henseende er meget anderledes fra Hitler. Dagens anti Israel protestanter synes stadig at tænke, at døde jøder er en god ting.

Yderligere retfærdiggjorde Hitler, som alle andre gode socialister gør, alt hvad han gjorde i "folkets" navn. Nazi staten var, som sovjet staten, almægtig, og nazi partiet, på god socialistisk facon, institutionerede gennemgribende overvågning af den tyske industri. Og Hitler og Stalin var oprindeligt allierede. Det var udelukkende Nazi-Sovjet pagten der muliggjorde Hitler´s erobring af Vest Europa. Brændstoffet i Hitler´s kampvogne, da de stormede gennem Frankrig, var sovjetisk brændstof.

Og en bog der var meget fashionabel verden over i 1960´erne, var bogen fra 1958 "The Affluent Society" af den indflydelsesrige "liberale" canadiske økonom J.K. Galbraith - hvor han rasede mod hvad han så som vor "Private overflod og offentlige elendighed". Men Hitler kom ham i forkøbet. Hitler delte med sin tids tyske venstrefløj sloganet: "Gemeinnutz vor Eigennutz" (Almen nytte før egen nytte). Og hvem kom i dette Hitler i forkøbet? Friedrich Engels offentliggjorde på et tidspunkt en publikation kaldet "Gemeinnuetziges Wochenblatt" (Det almen nyttige ugeblad).

Og vi ved alle hvor ond racehygiejnen var, ikke sandt? Hvor vanvittige var deres bestræbelser på at opbygge "Herrefolket" gennem selektiv avl blandt SS mænd og de bedste tyske kvinder - "Lebensborn" projektet? Dagens gode venstreorienterede viger selvfølgelig i rædsel tilbage fra alt dette. Men hvem var de store støtter for racehygiejne på Hitler´s tid? Det var den amerikanske venstrefløj - og racehygiejne var blot én af de idéer han fik fra den kilde. Hvad der senere skulle blive kendt som Fascisme, var dybest set det samme som i det sene nittende og tidlige tyvende århundredes Amerika, var kendt som "Progressivisme", så Fascisme er faktisk lige så meget en amerikansk opfindelse som en europæisk opfindelse. Europæerne fuldførte helt de idéer den amerikanske venstrefløj opfandt, men kun delvist kunne gennemføre. Amerika selv modstod det værste af den fascistiske virus, men meget af Europa gjorde ikke. Den amerikanske venstrefløj har meget at skulle svare for. Jeg har her i det store hele gjort rede for racehygiejnens venstreorienterede rødder, og i det store hele for fascismens amerikanske rødder.

Så selv Hitler´s racehygiejne var blot endnu en del af Hitler´s venstreorienterethed. Han fik sine racehygiejne teorier fra sin tids venstrefløj. Han var ganske enkelt en god venstreorienteret intellektuel i sin støtte af sådanne teorier.

Og Hitler foregreb selvfølgelig også vore dages Rød/Grønne alliance. Nazisterne var sandsynligvis det første større politiske parti i den vestlige verden, der havde en gennemgående "Grøn" agenda. Jeg bruger her denne korte summering fra Andrew Bolt: "Hitler´s prædiken om tysk styrke og skæbne var vand på ørkenen for de millioner af tyskere, der var blevet frataget stolthed, sikkerhed og håb efter deres ydmygende nederlag under Første Verdenskrig, og den forfærdelige arbejdsløshed der fulgte"

Verden var også den gang tosset med idéen om, at en diktatorisk regering selv burde styre økonomien, og gøre den "effektiv", hellere end lade folk tage deres egne beslutninger.

Nazister - National Socialisterne - lovede noget af det, og deres søskende rival kommunisterne mere.

Teorien og racehygiejne - kun avle sunde mennesker - var også på mode, sammen med sundhedskulten.

Nazisterne med deres lejre og prisning af stærke kroppe og stærke folk, billigede alt det, og dræbte snart de retarderede, de homoseksuelle og de anderledes.

Stammer var også populære. Folk var ikke individer men medlemmer af en klasse, som kommunisterne argumenterede, eller af en race, som nazister sagde. Fri for frihed - hvilken lettelse for de skræmte!

Man skulle tro vi havde lært noget. Men alt for megen af sådan tænkning er tilbage, og forandrer os så hurtigt, at vi ikke kan sige hvordan samfundet ser ud, omkring det tidspunkt vi dør. Vi betaler nu folk for at begrave deres individualitet i stammer, givende dem multikulturel støtte eller endog et Aboriginal parlament.

Men farligst af alt er, at vi fratager vore børn stolthed, sikkerhed og endog håb. De læres, at Gud er død, vore institutioner korrupte, vore folk racistiske, vort land ødelagt, vor fortid ond og vor fremtid fordømt af global opvarmning.

Mange har også set én af deres forældre forlade hjemmet, hvilket for nogle må ses som et forræderi.

Derefter fyldes de med en kultur, der romantiserer vold og tilbeder sex - fortællende dem at der intet andet i livet er end kroppens behov.

Ingen kan leve sådan og være tilfredse. Folk har behov for at være en del af noget større og bedre end os selv - en familie, en kirke, et land eller en tradition. Eller som djævlen ville hviske: De Grønne.

De Grønne. Her er et citat der kan lyde familiært - i al fald delvist. "Vi erkender, at separeringen af menneskeheden fra naturen, fra hele livet, fører til menneskehedens egen ødelæggelse og nationernes død. Kun gennem en reintegration af menneskeheden ind i hele naturen, kan vort folk blive stærkere".

"Denne stræben efter forbindelse med livets totalitet, med naturen selv, en natur i hvilken vi er født, er den dybeste mening og den sande essens af National Socialistisk tanke".

Det var Ernst Lehmann, en ledende biolog under nazi regimet i 1934, og han var ikke alene. Hitler, eksempelvis, var en ivrig vegetar og grøn, afhængig af homøopatiske kure. Hans regime sponserede skabelsen af økologisk landbrug, og SS lederen Heinrich Himmler dyrkede endog sine egne urter på sin eget økologiske landbrug med hvilke han trakterede sine elskede tropper.

Hitler bandlyste også medicinske eksperimenter på dyr, men ikke, som vi sørgeligt nok ved, på jødiske børn. Og han skabte mange nationalparker, især for Tyskland´s "hellige" skove.

Dette er ikke noget tilfælde. Nazisterne trak meget på en romantisk, anti videnskablig, naturtilbedende, kommunal og anti kapitalistisk bevægelse, der forbandt tysk identitet med tyske skove. Faktisk bemærker professor Raymond Dominick i sin bog "The Environmental Movement in Germany", at to tredjedele af medlemmerne af Tyskland´s store natur klubber var medlemmer af nazi partiet omkring 1939, sammen lignet med kun 10 procent af hele befolkningen.

Nazisterne optog også den tyske ungdomsbevægelse "Wandervogel", der talte om vor mystiske relation til jorden. Peter Staudenmaier, medforfatter på "Ecofascism: Lessons from the German Experience", siger, at det var til Wandervogel den tyske filosof Ludwig Klages skrev sit indflydelsesrige essay "Man and Earth" i 1913.

I det advarer Klages om den tiltagende udryddelse af arter, ødelæggelsen af skove, folkemordene på indfødte, forstyrrelsen af økosystemet og drabene på hvalerne. Folk mistede deres relation til naturen, advarede han.

Har du hørt det for nylig? Det overrasker mig ikke. Dette essay af denne notoriske anti semit blev genoptrykt i 1980 for at markere fødselen af de tyske De Grønne.

Beskeden er meget lig den i Hitler´s Mein Kampf: "Når folk forsøger at gøre oprør mod naturens jernlogik, kommer de i konflikt med de selv samme principper til hvem de skylder deres menneskelige eksistens. Deres handlinger mod naturen må føre til deres eget fald".

Hvorfor har det nogen betydning nu? Fordi vi må lære, at folk der ønsker at dyr skal behandles som mennesker, i virkeligheden ønsker, at mennesker skal behandles som dyr.

Vi må erkende, at en bevægelse der understreger "naturens orden" og menneskets lave plads i en skrøbelig verden, har større sandsynlighed for at mene, at mennesket er for ubetydeligt til at stå i vejen for Moder Jord eller Fatherland eller én eller anden menneskehadende gud.

Vi ser det allerede. En grundlægger af Greenpeace, Paul Watson, kaldte mennesket for "Jordens AIDS", og én af de tre nøglegrundlæggere af de tyske De Grønne, Herbert Gruhl, sagde, at den miljømæssige krise var så akut, at staten måske behøvede "diktatorisk magt".

Det er som tidligere formand for Greenpeace International, Patrick Moore, siger: "Talende for træer og andre arter, står vi over for en bevægelse der ville vogte i en æra af økofascisme".

Truslen er stadig lille. Men hvis ikke vi sætter os til nødværge i dag, hvem ved så hvor vi ender i morgen?

At læse Mein Kampf kan være en perverteret form for humor. Man kan bladre op på strort set en hvilken som helst tilfældig side og høre ekkoer af dagens venstrefløj og De Grønne. De ting jeg nævner i denne artikel, er kun udpluk. Jeg kunne fylde en hel bog med eksempler på, at ikke alene var Hitler en venstreorienteret i sin tid, men han ville også have været en ret god venstreorienteret i vore dage. Hans anti semitisme ville i al fald passere forholdsvis ubemærket forbi mange af dagens venstreorienterede.

Blandt studerende af nazi perioden er det velkendt, at Hitler´s mest centrale bekymring efter at være sluppet af med jøderne, var Tyskland´s Lebensraum - altså overtage land i Øst Europa til tyskerne. Men hvorfor ønskede Hitler Lebensraum for tyskerne? Der var fordi, som dagens Grønne, at han var bekymret for overbefolkning og knaphed på naturressourcer.

Den Grønne Paul Ehrlich skrev i sin bog fra 1968 The Population Bomb:

"Kampen for at brødføde hele menneskeheden er ovre. I 1970´erne og 1980´erne vil hundredvis af millioner af mennesker, til trods for hjælpeprogrammer, sulte ihjel. På dette sene tidspunkt kan intet forhindre en substantiel forøgelse i verdens dødsrate...".

Hitler delte Ehrlich´s pessimisme: "Tyskland har en årlig forøgelse af befolkningen på ni hundrede tusinde sjæle. Vanskelighederne med at brødføde denne hær af nye borgere må tiltage år for år og ultimativt ende i en katastrofe, med mindre måder og redskaber i tide findes for at forebygge denne fare for hungersnød og elendighed...Produktiviteten af jorden kan uden tvivl forøges til en vis grænse. Men kun op til en vis grænse, og ikke kontinuerligt i det uendelige...Men selv med den største begrænsning på den ene side og den største industri på den anden, vil der her igen på et tidspunkt nås en grænse, skabt af jorden selv. Selv med de største anstrengelser vil det ikke være muligt at opnå mere fra den, og så, trods en vis forsinkelse, manifesterer katastrofen sig igen". (Mein Kampf side 121 og 122).

Både professor Ehrlich og Hitler var intelligente men oversikre Grønne/venstreorienterede ignoranter, der intet vidste angående denne sags økonomiske vedkommende - som det ses af Ehrlich´s næsten grinagtigt fejlagtige spådom - men Hitler havde desværre midlerne til at gøre noget ved hans skidt informerede teorier. Han konkluderede at hellere end at lade tyskerne sulte, ville han tage mere land fra andre for at brødføde tyskerne - og resten er historie.

Men Hitler var da i det mindste ligesom de amerikanske konservative våben fiksering? Langt fra. Weimar Tyskland (før Hitler) havde allerede strenge grænser for privat ejerskab af skydevåben (begrænsninger indført af en venstredrejet regering) og nazisterne fortsatte dette i de første fem år af deres styre. Det var ikke før den 18 marts 1938, at Reichstag vedtog en ny våbenlov. Den nye lov indeholdt et slæk på nogle restriktioner, men forøgede andre restriktioner. Essentielt betød det, at kun politisk pålidelige folk ville blive udstyret med tilladelser til at eje våben.

Én af den amerikanske venstrefløjs mere bemærkelsesværdige sindssyger i det tidlige enogtyvende århundrede, var Wal-Mart hadet. Enhver der tog venstrefløjens advokeren for "de fattige" for gode varer, kunne have forventet, at alt der løftede de fattiges levestandard (hvilket Wal-Mart utvivlsomt gjorde) varmt ville velkommes af venstrefløjen. Men det omvendte var tilfældet: sydende had var hvad Wal-Mart modtog fra venstrefløjen. I opløbet til parlamentsvalget i 2006 fik man nogle gange indtrykket af, at demokraterne førte kampagne mod Wal-Mart og ikke republikanerne.

Hvorfor dette ekstreme raseri? Fordi venstrefløjen hader alt hvad der er stort og succesrigt, og Wal-Mart var meget stort og meget succesrigt. Og britiske supermarked kæder såsom Tesco blev også afskyet af den britiske venstrefløj - omend på en lidt mere tøjlet måde. Konfronteret med enten Wal-Mart eller Tesco, opdagede venstrefløjen pludselig deres kærlighed for små virksomheder - det kvint essentielle bourgeoisi som venstrefløjen siden Marx højlydt havde rakket ned på!

Der fandtes selvfølgelig ikke nogen Wal-Mart på Hitler´s tid. Men der fandtes noget meget tilsvarende - store detail forretninger. Og Hitler hadede dem. Punkt 16 af planen på 25 punkter (25. februar 1920) af National Sozialistische Deutsche Arbeiter Partei (skrevet af Hitler) søgte afskaffelse af store forretninger og erstatning med små forretninger.

Én af de britiske eks-marxister ved "Spiked" har en omfattende artikel samling om lighederne mellem nazisterne og de britiske supermarked hadere i den moderne æra. Et nyttigt udpluk:

"Mens nazi partiet tiltrak et anseeligt antal af middelstanden til sit program, begyndte fysiske angreb, boykotter og diskriminering mod forretninger og kæder at tiltage. Sådanne gadeniveau kædeforretnings smadreri initiativer blev hurtigt bakket op af Law for the Protection of Individual Trade, vedtaget den 12. maj 1933", skriver Evans. På lignende måde som nutidige anbefalinger blev fremført i Storbritannien´s Competition Commission, blev der i nazi Tyskland "forbudt kæde forretninger at udvidde eller åbne nye afdelinger". Frem mod enden af 1933 introducerede nazi partiet yderligere tiltag i retning af linier optegnet af Competition Commission: "Detailforretninger og kædeforretninger blev forbudt at tilbyde rabatter på mere end tre procent af prisen".

Hitler var faktisk klart endnu mere en venstreorienteret, end han var nationalist eller racist. Selv om han utvivlsomt i sine taler mere appellerede til nationalismen hos det tyske folk, fremlægger Locke gode argumenter for, at Hitler faktisk ikke var en særligt god nationalist, da han altid understregede at hans primære loyalitet lå hos, hvad han kaldte, den ariske race - og Tyskland var kun en del af den race. Locke fortsætter derefter med at pege på, at Hitler ikke engang var nogen særlig konsekvent racist, idet hollænderne og danskerne helt klart var ariske, selv ud fra Hitler´s egen excentriske definition, og alligevel angreb han dem, mens han på samme tid allierede sig med ikke ariske japanere. Og russerne og polakkerne (som Hitler også angreb) er oftere blonde og blå øjede (Hitler´s ideal) end tyskerne selv var! Så hvad troede Hitler egentligt på?

I sin bog Der Führer korrigerer den venstreorienterede førkrigsforfatter Konrad Heiden den ny næsten universelle antagelse at Hitler´s idé om race var biologisk funderet. Nazi opfattelsen af race kan spores til arbejdet af Houston Stewart Chamberlain. Men hvad sagde Chamberlain om race? Der burde ikke på nuværende tidspunkt være nogen særlig overraskelse, at han sagde noget, der lød gennemført venstreorienteret. Antropolog Robert Rayre summerer Chamberlain´s idéer på følgende måde: "Tværtimod lærte han (som mange af dagens venstreorienterede gør) at raceblanding var ønskeligt, da, ifølge ham, det kun var gennem raceblanding, at de begavede kunne skabes. Han anså dette bevis leveret af preusseren, som han anså for Supermand, som et resultat af en krydsning mellem tyskere (eller anglo-saksiske tyskere) og slaveren. Fra dette fortsatte Chamberlain med at argumentere, at summen af alle disse talenterede folk så ville skabe en "race", ikke af blod, men af "affinitet".

Så nazisternes idé om race afviste biologi lige så grundigt som dagens moderne venstrefløjs idéer om race gør! Hvis alt dette er for meget at tro på, så fortsætter Gayre sin diskussion.

Så selvom Hitler gjorde magtfuld anvendelse af tysk nationalisme, så ser vi på både overvejelserne fremført af Locke og den intellektuelle historie diskuteret af Gayre, at Hitler faktisk ikke var så meget motiveret af racemæssig loyalitet, som vi normalt skulle tro. Hvad var han så motiveret af?

Locke antyder, at Hitler´s handlinger bedst kunne forklares med at sige, at han simpelthen elskede krig, men tilbyder ingen forklaring på hvorfor Hitler skulle elske krig. Hitler´s ekstreme venstreorienterethed forklarer dog dette. Som citaterne allerede viser, så deler Hitler venstrefløjens forkærlighed for forandringer og ophidselse - og hvad kunne tilbyde mere af det end krig? (eller for den anden venstrefløjs vedkommende, den civile krig "revolution"?).

Idéen om at nazismen primært var motiveret af venstrefløjens hunger efter forandringer og ophidselse og had til status quo, forstærkes den ny berømte redegørelse for livet i nazi Tyskland givet af en ung "arier", der gennemlevede det. Oprindeligt skrevet før Anden Verdenskrig understreger Haffner´s redegørelse om hvorfor Hitler kom til magten naturen af det kedelige, ordinære tyske liv, og observerer appellen af hvad nazisterne lagde i deres tilbud som en frigørelse fra dette:

"Den store fare ved livet i Tyskland har altid været tomhed og kedsomhed...Monotoniens irritation hænger, som det altid har hængt, over de store sletter af nord -og øst Tyskland, med deres farveløse byer og deres alt for industrialiserede, effektive og samvittighedsfulde forretninger og organisationer. Med dette kommer horror vacui og længslen efter "frelse": gennem alkohol, gennem overtro, eller, bedst af alt, overvældende, billig masse forgiftning".

Så han så også nazismens primære appel som tilbud om forandringer, nyhed og ophidselse.

Og hvad med endnu et direkte citat fra Hitler selv? "Vi er socialister, vi er fjender af dagens kapitalistiske økonomiske system for udnyttelsen af de økonomisk svage, med de uretfærdige lønninger, med de upassende evalueringer af mennesker i forhold til velstand og ejendom i stedet for ansvar og præstation, og vi er alle besluttede på under alle omstændigheder at ødelægge dette system".

"Tale den 1. maj 1927. Citeret af Toland, 1976, side 306)

Idéen om at Hitler var højreorienteret er sandsynligvis den mest succesrige store løgn i det tyvende århundrede. Han var til højre for kommunisterne, men det er også det hele. Nazismen var hverken mere eller mindre en racistisk form for venstreorienterethed (måske nærmere ekstrem venstreorienterethed) og stemple den som "højreorienteret" eller noget som helst andet, er at benægte virkeligheden.

Ordet "Nazi" er en tysk afledning af navnet på Hitler´s politiske parti - National Sozialistische Deutsche Arbeiter Partei. Så Hitler var socialist og arbejdernes helt - eller han identificerede idet mindste sig selv som sådan, og førte kampagne som sådan.

Der findes megen yderligere læsning til rådighed, der elaborerer på pointerne her gjort om naturen af nazismen og fascismen. Der findes eksempelvis en interessant anmeldelse af professor Antony Flew af The Lost Literature of Socialism af historiker George Watson. Mange af hans opdagelser er forbløffende. Måske er for dagens læsere det mest forbløffende af alt dette, at: "I det europæiske århundrede der begyndte i 1840´erne, fra Engels´s artikel af 1849 frem til Hitler´s død, kaldte enhver der advokerede for folkemord sig selv for en socialist, og ingen konservativ, liberal, anarkist eller uafhængig gjorde noget, der bare lignede". (Termen "folkemord" i Watson´s anvendelse er ikke begrænset kun til udryddelsen af racer eller etniske grupper, men favner også likvideringen af sådanne andre menneskelige kategorier som "fjender af folket" og "kulakker som klasse").

Et fremragende tidligere essay af professor Watson viser, at endog så agtede historisk socialistiske figurer som G.B. Shaw og Beatrice Webb mundtligt var tilhængere af folkemord.

Vi må dog holde for øje, at der ikke findes noget sådan som "ren venstreorienterethed". Venstreorienterede er notorisk fraktionerede, sekteriske og multi forgrenede. Og endog den fascistiske gren af af venstrefløjen var langt fra en enhed. Dagens moderne venstrefløj taler altid som om Italien´s Mussolini og Hitler vat to alen af ét stykke, men det er langt fra sandheden. Mussolini mente til tider ikke meget om Hitler, og støttede ikke Hitler´s folkemord mod jøderne. Som det her siges (Steinberg, 1990; Herzer, 1989): "Præcist som ingen af de sejrende magter gik i krig mod Tyskland for at redde jøderne, på samme måde gik Mussolini i krig med dem for at udrydde jøderne. Faktisk, da Holocaust først var under vejs, nægtede han som fascist at deportere jøder til nazisternes dødslejre, derigennem reddende tusindvis af jødiske liv".

Og så sent som i 1938 bad Mussolini Paven om at ekskommunikere Hitler! Venstreorienterede er gode til søskende rivalisering.

Så enhed er ikke venstrefløjens ting i nogen af dens former. De har altid kun nogle ting til fælles - såsom at hævde at de repræsenterer "arbejderen" og søger en stat der styrer så meget af folks liv som den med nogen rimelighed kan.

Tom Wolfe´s bidende essay om amerikanske intellektuelle summerer også meget godt fascismens og nazismens oprindelse. Her er et uddrag fra den:

"Fascisme var faktisk en marxistisk opfindelse. Marxisterne lånte navnet fra Mussolini´s italienske parti, Fascisterne, og påførte det Hitler´s nazister, behændigt dækkende over det faktum at nazisterne, som marxismens standard støtter, de sovjetiske kommunister, var revolutionære socialister. Faktisk var "Nazi" (irriterende) en forkortelse for National Sozialistische Deutsche Arbeiter Partei. Europæiske marxister overførte succesfuldt idéen, at nazismen var den sidste brutale, dekadente sprække i "kapitalismen".

(Fra essayet "In the Land of the Rococo Marxists" oprindeligt fremkommende i juni 2000 i Harpers Monthly og gengivet i Wolfe´s bog Hooking Up).

Det kan synes almindeligt at portrættere Mein Kampf som en gal mands rablerier, men den er langt fra det. Det er et intelligent sinds forsøg på at begribe verden omkring det, og fremlægger sine pointer på en så personlig og passioneret måde, at den meget vel kunne overbevise mange af dagens folk, hvis ikke det var for kendskabet til, hvor den førte hen.

Måske særlig nævnelse blandt til rådighed værende dokumenter fortjener denne omfattende cirkulerede pamflet af Göbbels:

"Bourgeoisiet er ved at forlade sin historiske scene. I stedet vil komme en klasse af produktive arbejdere, arbejderklassen, der indtil i dag har været undertrykt. Den begynder at opfylde sin politiske mission. Den er involveret i en hård og bitter kamp for politisk magt, i sit forsøg på at blive del af en national organisme. Kampen begyndte i den økonomiske sfære; den vil slutte i den politiske sfære. Det er ikke blot et spørgsmål om løn, ikke blot et spørgsmål om antallet af arbejdstimer om dagen - selvom vi aldrig må glemme, at dette er essentielt, måske endog den mest signifikante del af den socialistiske platform - men det er mere et spørgsmål om inkorporeringen af en magtfuld og ansvarlig klasse i staten, måske endog at gøre den til en dominant kraft i den fremtidige politik af Faderlandet".

Så Hitler var både en temmelig typisk førkrigs venstreorienteret, og ville også i mange henseender være en temmelig god moderne venstreorienteret. Bortset fra hans nationalisme er det forbløffende hvor meget han lyder som som en moderne venstreorienteret. Og hans nationalisme var faktisk en måde på hvilken han var smartere end den moderne venstreorienterede. Hitler: "Es gibt kein Sozialismus, der nicht aufgeht im eigenen Volk" - "Der findes ingen anden Socialisme, end den der stiger frem indenfor sit eget folk".

Som en moderne kontekst for disse ord, bemærk venligst at der nu har været forskellige psykologiske undersøgelser, der viser, at folk er mere villige til at dele med folk, som ligner dem selv. Dette medfører, at socialismen vil finde sin stærkeste støtter i en etnisk homogen befolkning - hvilket Skandinaviske lande indtil for nylig var. Og etnisk diversitet vil derfor underminere støtten til socialismen (som i U.S.A.).

"Så "mangfoldighed for enhver pris" orienteringen og venstrefløjens åbne grænsers politik er faktisk meget skadelig for venstrefløjens socialistiske mål. Dagens moderne venstrefløj kan ikke se, at deres promovering af uendelig mangfoldighed, vil underminere støtten til socialisme. Det kunne Hitler.

Måske den mest forbløffende parallel mellem Hitler og efterkrigstidens venstrefløj er, at i meget af 30´erne var Hitler faktisk noget af en pacifist. Det tror man ikke på, med mindre man er bekendt med, hvor parate venstreorienterede er til at sige én ting og gøre noget andet. Der fandtes en propaganda plakat fra 1930´erne der siger: "Mit Hitler gegen den Ruestungswahnsinn der Welt", "Med Hitler imod verdens oprustningsvanvid".

En anden plakat siger: "Marshal´en og korporalen kæmper side om side for fred og lige rettigheder".

Kan man komme på et mere venstreorienteret slogan end det? "Fred og lige rettigheder"? Dagens moderne venstreorienterede prøver til tider at afskrive Hitler´s socialisme som noget fra hans tidlige dage, som han senere voksede fra. Men da denne plakat blev offentliggjort var han allerede rigskansler, så det var langt fra hans tidlige dage. Igen ser vi hvordan det er en lodret løgn, når venstrefløjen misrepræsenterer Hitler som højreorienteret. Vi kan alle have vore egne synspunkter om, hvad Hitler i virkeligheden troede på, men han promoverede sig selv og kom til magten som en demokratisk venstreorienteret. Valget den 5. marts 1933var det sidste virkeligt demokratiske valg førkrigs Tyskland havde, og i det vat Hitler´s appel venstreorienteret.

Der findes en samling af nogle af Hitler´s fredstaler han oven i købet brugte, efter krigen var begyndt. Hitler kan endog betragtes som den originale "pacifist", så vokal var han omkring sit ønske om fred. Så prædikenen om både "fred" og "lighed" af det blodtørstige sovjetiske regime under Den Kolde Krig, havde også sin parallel til nazisterne.

Det kan i farten være værd at bemærke hvilken klog propaganda disse plakater kunne være. Allierede talsmænd, såsom Winston Churchill, syntes at vurdere det som en stor fornærmelse at referere til korporal Hitler. De syntes at tænke, at det nedværdigede ham. Men Hitler selv mente tilsyneladende ikke sådan. Han synes faktisk at have brugt sin lave militære status i Første Verdenskrig til at identificere sig selv som en mand af folket. Han brugte det til sin fordel, ikke til sin ulempe. Det var en del af sin hævdelse af at repræsentere den almindelige arbejdende man mere end det tyske etablissement.

Men Hitler kunne både blæse og have mel i munden. Ved at drage en stor preussisk junker som præsident Hindenburg ind i sin kampagne, viste han, at han havde etablissementet på sin side. Det hjalp med at portrættere ham som et sikkert valg. Hindenburg væmmedes uden tvivl over denne brug af hans navn, men eftersom han selv havde udpeget Hitler, så kunne han dårligt beklage sig.

På det her tidspunkt må jeg påtale nogle protester vedrørende den redegørelse om Hitler, jeg indtil videre har givet.

Mødt med udfordringen af deres forudopfattelser konstitueret af materialet jeg indtil videre har præsenteret, tager nogle folk tilflugt i det velkendte faktum, at politiske attituder er komplekse, og sjældent fuldt repræsenteres af en simpel deling i en politisk venstrefløj og politisk højrefløj. De nægter, at Hitler var venstreorienteret, ved at nægte at nogen overhovedet ganske enkelt er venstreorienteret.

Jeg tror dog ikke, at det bringer nogen særligt langt. Hvad jeg har vist (og vil fortsætte med at vise), er, at Hitler faldt præcis ind i den tankestrøm man almindeligvis kalder venstreorienteret. Det er et faktum. Det er information. Og det er noget der ikke er almindeligt kendt. Og uanset hvordan du omorganiserer din almindelige opfattelse af politik, vil denne affinitet ikke forsvinde. Det siges almindeligvis, at Nazisme og Kommunisme begge var "autoritære" og "totalitære" - hvilket uden tvivl er sandt - men hvad jeg her viser, er, at der er meget større affiniteter end de grundlæggende doktriner, idéer og prædikener om, at nazister og kommunister var éns og ligeledes deres regeringsmetoder.

Dagens moderne venstreorienterede hader naturligvis, når man overfor dem peger på, at Hitler var én af dem. De benægter det voldsomt - selv om på Hitler´s tid stemte både den ortodokse venstrefløj, der repræsenterede de tyske fagforeninger (SPD) og kommunisterne (KPD) ved forskellige vigtige lejligheder med nazisterne i Rigsdagen - dog ikke alle lejligheder. De var trods alt politiske rivaler. Det var kun til sidst ved vedtagelsen af Hitler´s beføjelser, der gav Hitler absolut magt, at SPD resolut modsatte sig Hitler. De vidste introspektivt, hvor det kunne føre hen, selv hvis andre blev bedraget.

Som en del af denne benægtelse er et essay af Steve Kangas meget reproduceret på nettet. Ved søgning på "Hitler var en venstreorienteret" vil der dukke mange kopier af den op. Kangas afslører i sin første sætning, hvor han kommer fra: "Mange konservative anklager, grundet hans partis navn indeholdt "National Sozialist", Hitler for at være venstreorienteret. Men socialisme kræver arbejdernes ejerskab og kontrol med produktionsmidlerne". Gør det? Kun for marxister. Så Kangas siger blot, at Hitler var mindre venstreorienteret end kommunisterne - og det ville ikke være så svært. En "demokratisk" venstreorienteret skulle faktisk kunne se det som svagt til Hitler´s anerkendelse.

Leonard Peikoff klargører forskellenes trivialitet:

Modsat marxisterne advokerede nazisterne ikke for offentligt ejerskab af produktionsmidlerne. De krævede, at regeringen tilså og styrede nationens økonomi. Spørgsmålet og juridisk ejerskab, forklarede de, er sekundært; hvad der tæller er spørgsmålet om kontrol. Private borgere kunne derfor fortsat beholde deres titler eller ejendom - så længe at staten reserveres den ukvalificerede ret til at regulere anvendelsen af ejendommen.

Hvilket lyder præcist som dagens venstreorienterede,

Der blev lavet andre højst vildledende pointer af Kangas. Han siger eksempelvis, at Hitler favoriserede "konkurrence over samarbejde". Hitler afviste faktisk den marxistiske opfattelse af klassekamp, og havde som sit store slogan: "Ein Volk, ein Reich, ein Führer" (Ét folk, Én stat, Én leder). Han ønskede ultimativt tyskerne som ét forenet, samarbejdende hele under ham, med alle idéer om social klasse og andre opdelinger glemte. Andre påstande fra Kangas er ganske enkelt latterlige: Han siger, at Hitler ikke kan have været en venstreorienteret, da han favoriserede "politik og militær over pacifisme og diktatur over demokrati". Javel! Så Stalin var ikke politisk, ikke militaristisk og ikke diktatorisk? Nok om det.

Summerende begynder Kangas med at definere socialisme på en sådan måde, at kun kommunister kan være socialister, og så definerer han socialismen på en sådan måde, at det vil ekskludere Stalin fra at være én. Så er der overhovedet ifølge Kangas nogen der er socialister? Kun Hr. Kangas Hjernedød selv, vil jeg tro. Og Kangas anså sig selv for værende en autoritet vedrørende venstrefløjen! Måske var han. Han fik i al fald alle selvmodsigelserne med.

Så udfordringen fra Kangas er simpelthen for åndssvag til at tage alvorligt. Mere alvorlig er den reaktion jeg får fra mange, der ved noget om historie, der siger, at Hitler ikke kan have været en venstreorienteret, grundet det store had der på det tidspunkt eksisterede mellem nazisterne og de "Røde". Og det er sandt, at hans foragt for bolsjevismen sandsynligvis kun blev overgået af hans foragt for jøderne.

Mit svar er, at der ikke findes noget had, som søskendes had, og det had har eksisteret mellem forskellige venstreorienterede grupperinger siden Den Franske Revolution og fremefter. Det gør dog ingen af de rivaliserende grupperinger mindre venstreorienterede. Og den issyl Trotsky fik i hovedet med venlig hilsen fra Stalin, viser levende, at selv blandt russiske revolutionære selv, var der megen rivalisering og had. Gjorde det dem mindre marxistiske eller kommunistiske? De involverede forkæmpere ville sandsynligvis argumentere dette, men fra alle andres synspunkt var de alle venstreorienterede.

Ikke desto mindre synes der stadig i visse sind en fastholdelse af synspunktet, at to grupper så fjendtlige mod hinanden som nazister og kommunister ikke kan have været ideologiske blod brødre.

Lad mig derfor prøve denne lille quiz: Hvem afskrev på et tidspunkt Hitler som en "barbar, en kriminel og en pæderast? Var det Stalin? Var det en anden kommunist? Var det Winston Churchill? Var det en konservativ? Var det en socialdemokrat? Nej. Det var ingen anden end Benito Mussolini, den fascistiske leder der senere skulle blive Hitler´s allierede i Anden Verdenskrig. Og hvis nogen ledere var ideologiske blod brødre, så var det de to. Så jeg er bange for, at fjendtligheden mellem Hitler og andre intet beviser. Hvis noget beviser fjendtligheden mellem Hitler og andre socialister, hvilken typisk socialist han var

En anden vanskelighed de der kender, deres historie rejser, er den store og utvivlsomme tilstedeværelse af nationalistiske temaer i Hitler´s propaganda. Det noteres korrekt, at i dette afveg Hitler meget fra forskellige marxistiske bevægelser i Europa. Så kan han virkeligt have været en venstreorienteret?

Mit svar er selvfølgelig, at Hitler både var en nationalist og en socialist - som det fulde navn af hans politiske parti (National Sozialistische Deutsche Arbeiter Partei) antyder. Og han var ikke alene om det.

I æraen efter Anden Verdenskrig er internationalisme og foragt for patriotisme blevet meget dominerende blandt på den yderste venstrefløj, men det var ikke altid sådan. Fra Napoleon til Hitler har der været masser af nationalistiske og patriotiske versioner af venstreorienterethed.

Det var en del af det, der lå bag de forskellige stridsskrifter fra Marx og Lenin mod "Bonapartismen". Bonapartismen var, hvad vi nu ville kalde Fascisme, og det var en reformistisk doktrin for marxisterne længe før æraen af Hitler og Mussolini. Den var mere demokratisk (stort set lige så meget som Hitler´s var), mere romantisk, mere nationalistisk og mindre besat af klasse. Den bonapartist Marx især var imod, var faktisk Napoleon III, også kendt som Louis Napoleon Bonaparte, nevø af den oprindelige Napoleon. Ét af Louis´s kampagne slogans var: "Der er ét navn, der er symbolet på orden, på ære, på patriotisme; og det bæres i dag af én, der har vundet folkets tillid og hengivenhed". Som den originale Napoleon selv, var bonapartisterne både meget nationalistiske og så dem selv som arvinger til Den Franske Revolution. Så det var meget sørgeligt for de fleste kommunister, da den ultra marxistiske Trotsky i sine senere skrifter identificerede ikke alene Fascismen men hele den sovjetiske stat som "bonapartistisk". Dette var dog en vurdering i hvilken Trotsky utvivlsomt havde ret.

Der har været talrige "delinger" i den ekstreme venstrefløjs bevægelse - og fra de tidligste dage har nationalismen ofte været et emne blandt disse. To af de mest signifikante delinger forekom omkring Den Bolsjevikiske Revolution - da bolsjevikkerne i Rusland delte sig i leninister og trotskyister, og da Mussolini´s venstrefløj, Italien´s store marxistiske parti, grundlagde fascismen. Så den yderste venstrefløj deltes på dette tidspunkt mellem internationalister (trotskyister) og nationalister (fascister) med Lenin havende en fod i begge lejre. Og både Marx og Engels selv gav i deres livstid deres støtte til et antal krige mellem nationer. Så enhver idé om at nationalister ikke kan være venstreorienterede, er ren fiktion.

Og faktisk selve titlen på Lenin´s famøse essay "Venstrefløjs Kommunisme, en barnlig forstyrrelse" viser, at Lenin selv delte den opfattelse, at var en slags højreorienteret marxist. Mussolini var selvfølgelig igen lidt længere ude på venstrefløjen, men begge var kun til højre indenfor den overordnede venstreorienterede lejr.

Det bør derudover bemærkes, at de forskellige europæiske socialistiske partier i Første Verdenskrig egentligt ikke modsatte sig krigen i det internationale arbejderbroderskabs navn, men lagde nærmere deres støtte bag de forskellige landes nationale regeringer, i hvilke de levede. Præcis som Mussolini gjorde, blev de næsten alle nationalister. Nationalistisk Socialisme er et meget gammelt fænomen.

Og den eksisterer den dag i dag. Selvom mange af de moderne amerikanske demokrater synes at være anti amerikanske, så er situationen en helt anden i Australien og Storbritannien. Begge store venstreorienterede partier der (australske Labour Party og brtiske Labour Party) er fuldstændigt patriotiske partier, der udtrykker stolthed i deres nationale traditioner og resultater. Ingen synes at have overbevist dem om, at man ikke både kan være venstreorienteret og nationalistisk. Dette er selvfølgelig ikke i nærheden af at hævde, at nogen af partierne er nazistiske eller eksplicit fascistiske. Hvad Hitler og Mussolini advokerede og praktiserede, var klart mere ekstremt nationalistisk end noget stort anglo-saksisk politisk parti i dag ville advokere.

Hitler var en socialist II:

http://www.180grader.dk/Politik/hitler-var-en-socialist-ii

Kilde: