Og socialistiske partier som eksempelvis britisk Labour Party, var ligeledes patriotiske partier under Anden Verdenskrig. Og under Anden Verdenskrig bevægede selv Stalin sig i den retning. Hvis Hitler lærte nationalismens overbevisende magt af Mussolini, så var Stalin ikke længe om at lære den samme lektie af Hitler. Da den tyske hær invaderede Rusland, gjorde det sovjetiske forsvar, som Hitler forventede, nemlig kollapsede som et korthus. Indtagelsen af Rusland gav dog Stalin tid til at tænke, og det han nåede frem til, var stort set at efterligne Hitler og Mussolini. Stalin genåbnede kirkerne, genindførte de gamle militære ordener og militære rang fra det russiske imperiums hær, til simpelthen at gøre Den Røde Hær til Den Russiske Hær, og understregede patriotiske appeller i sin interne propaganda. Han portrætterede ikke sin krig mod Hitler som den anden "Røde" krig, men som "Vtoraya Otechestvennaya Vojna" - Den Anden Patriotiske krig - den første krig værende zarens forsvar mod Napoleon. Han stillede sig med overlæg i den russiske Zar´s sko!
Russisk patriotisme viste sig lige så stærk som tyskernes, og krigen vendte. Og den dag i dag refererer russerne stadig til Anden Verdenskrig som Den Store Patriotiske Krig. Stalin kan have begyndt som international socialist, men han blev hurtigt en national socialist, da han så hvor effektivt det var i erhvervelsen af den populære støtte. Dog igen, det var Mussolini der først erkendte det. Og det er måske til Mussolini´s ros som menneske, at hans nationalisme klart var hjertefølt, mens Stalin´s var mere belejlig.
Jeg tror dog, at opfattelsen af Hitler som venstreorienteret er vanskeligere fra et europæisk perspektiv end et anglo-saksisk. For mange europæere skal man være én eller anden slags marxist for at være venstreorienteret, og Hitler afskyede af et godt hjerte marxismen, så han kan altså ikke have været venstreorienteret. Jeg skriver dog fra anglosfære, og i min erfaring har den overvejende del af venstrefløjen (eksempelvis amerikanske demokrater, australske Labour og britiske Labour) også altid afvist Marxisme, så det synes krystal klart for mig, at man kan være venstreorienteret uden at acceptere marxistiske doktriner. Så Hitler´s foragt for Marxisme, langt fra overbevisende mig om, at Hitler ikke var venstreorienteret, overbeviser mig faktisk om, at han var en helt almindelig venstreorienteret! Nazist partiet var hvad man i mange dele af verden i dag ville kalde et "socialdemokratisk" parti (ikke et kommunistisk parti).
Og, som allerede nævnt, så den moderate venstrefløj i Tyskland på Hitler´s tid også det. Sozialistische Partei Deutschlands (SPD) der som amerikanske demokrater, australske Labour og britisk Labour, havde været de primære politiske repræsentanter for fagforeningerne, ved adskillige vigtige begivenheder stemt med nazisterne i Rigsdagen.
Protester mod min redegørelse for Hitler som en venstreorienteret kan dog rammes ind i mere anglocentriske termer, end dem jeg indtil videre har afdækket. Især min pegen på Hitler´s underlæggelse af individet under staten som indikation på hans venstreorienterethed kunne udfordres, da konservative ved visse lejligheder også påfører restriktioner på individer - særligt vedrørende moralske emner. Det enkle svar til det er, selvfølgelig, at konservatisme ikke er anarkisme. Konservative tror faktisk på nogle regler. Som så meget i livet er det et spørgsmål om, at grader af forskelle mellem store partier kan være små. Men at sammenligne ting som at være mod homoseksuelle ægteskaber med det blodtørstige tyranni udøvet af Hitler, Stalin og alle de andre ekstremt venstreorienterede er direkte latterligt.
Et andet mere stridbart punkt er, at mange af de konservative der forsøger at regulere folks liv, er mere af kristen oprindelse end konservativ oprindelse, og at konservatisme og Kristendom kan adskilles. Så konservatisme bør ikke bebrejdes de kristnes mangeartede handlinger.
Et vigtigt tilbageværende protestpunkt mod redegørelsen jeg indtil videre har givet, er at Hitler´s få tilbageværende tilhængere, i det mindste i anglo-saksiske lande, alle synes at være på den politiske højrefløj. I diskussionen af dette må jeg dog omgående insistere på, at jeg ikke diskuterer anti semitisme i almindelighed. Anti semitisme og respekt for Hitler er langt fra det samme. Selvom støtten til anti semitisme på Hitler´s tid var vidt spredt over det politiske spektrum - fra Henry Ford på højrefløjen til de "Progressive" på venstrefløjen - findes støtten i disse dage mest på den ekstreme venstrefløj, og for disse folk er Hitler en pestilens. Og anti semitismen hos de tidligere ledere af Sovjet Unionen viser også, at anti semitisme og respekt for Hitler ikke er ét og det samme.
Men i anglosfæriske lande har Hitler stadig sine beundrere i en lille rand af ny nazister, og det er sandt, at disse almindeligvis kaldes "det ekstreme højre". De refererer almindeligvis til dem selv som "Højrefløjen". Hvordan ved jeg det? Det ved jeg, da jeg faktisk er én af de meget få folk, der intensivt har studeret ny nazisterne. Og jeg gar rapporteret mine resultater i akademiske journaler. Men hvis Hitler var en socialist, hvordan kan de så være, at disse "højreekstremister" stadig beundrer dem?
Før jeg besvarer det, må jeg først pege på, at beskrivelsen "højreekstremistisk" er en meget misvisende betegnelse for Hitler´s efterkommere i dagens moderne Tyskland. Som vi vil se, er dagens moderne tyske ny nazister beviseligt lige så venstreorienterede som Hitler var. Så er amerikanske, britiske og australske ny nazister også i den forstand venstreorienterede?
Svaret på det er enkelt: De er førkrigs venstreorienterede, præcis som Hitler var. De er et levn i den moderne verdens tænkning, der engang var almindelig på venstrefløjen, men ikke længere er. De er på alle måder fortidens tømmermænd. De er anti semitiske, som Hitler var. De er racemæssige herrefolk, som Hitler var. De advokerer disciplin, som Hitler gjorde. De advokerer national enhed, som Hitler gjorde. De glorificerer krig, som Hitler gjorde, og så videre. Og alle de ting som Hitler advokerede for, blev også advokeret for på førkrigstidens amerikanske venstrefløj.
Dette rejser dog spørgsmålet, hvorfor den slags tænkning i dag ses som "højreorienteret". Og svaret går tilbage til det, går tilbage til venstrefløjens natur! Det politiske indhold i venstrefløjen varierer over tid meget. Og hvad det politiske indhold i venstrefløjen er, afhænger af Zeitgeist - dagens konventionelle visdom. Venstrefløjen tager, hvad der måtte være den almindelige overbevisning, og trækker det ud i det ekstreme, for at drage opmærksomhed mod dem selv som værende "de gode" - de modige forkæmpere for populære sager. Så da visse racers overlegenhed var almindeligt accepteret som visdom, så var venstreorienterede racismens fortalere. Da racehygiejne var almindeligt accepteret som visdom, så var venstrefløjen fortalere for racehygiejne og så videre. I den seneste tid er de begyndt at opnå mere rigtighed ved at være fortalere for palæstinensiske arabere end for at være fortalere for jøderne, så vi har set deres hurtige overgang fra skånselsløs kritisk anti semitisme til at blive anti zionister.
Men tænkningen hos manden på gaden skifter ikke nær så hurtig som tænkningen hos radikale venstreorienterede gør. Selv om det ikke længere er moderne, så er eksempelvis troen på hvides overlegenhed over sorte stadig udbredt. Sådanne overbevisninger er blevet mindre almindelige, men er ikke forsvundet. De er dog distinkt ikke-venstreorienterede i dagens meningsklima, så de defineres almindeligvis default som "højreorienterede". De er del af en generel strøm af populær tænkning, men den del af den populære tænkning, der ikke i øjeblikket er moderne.
Og derfor er det grundet ny nazisternes gammeldags tænkning at ny nazisterne i disse dage, skånselsløst kritiseret af venstrefløjen, ser dem selv som højreorienterede, og afviser enhver idé om at være socialistiske. Jeg kan attestere gennem mine egne ekstensive interviews med australske ny nazister, at de almindeligvis udelukker enhver tale om Hitler´s socialisme fra deres bevidsthed. Det længste jeg har hørt dem strække sig til, er, at med "socialisme" refererede Hitler blot til national solidaritet, og at alle trak i samme retning - hvilket faktisk var en stor del af Hitler´s budskab, og har været ét af socialismens store mål fra Hegel og videre frem. Og ting som selvforsyning og regeringskontrol af samfundet var også for dem attraktive, så de er faktisk langt mere socialistiske, end de nogensinde vil indrømme. De er ikke klar over, at de ganske enkelt er gammeldags venstreorienterede. Eftersom det meste af verden synes at have glemt, hvad førkrigens venstreorienterethed bestod af, er dette dog ikke overraskende.
Og ny nazisterne assisteres i deres syn på dem selv som højreorienterede gennem Hitler´s anti kommunisme. Kontroverserne mellem nazisterne og kommunisterne var på Hitler´s tid stort set en kontrovers mellem tyve, men anden halvdel af Anden Verdenskrig gjorde oppositionen mellem disse to meget levende i den offentlige bevidsthed, således at opposition er blevet en stor del af definitionen på, hvad Nazisme er. Og marxisterne/leninisterne var svorne internationalister, mere end racister. Lenin og bolsjevikkerne afskyede nationalisme, og ønskede af fortrænge national solidaritet med klasse solidaritet. Givet foragten for slaverne ofte nævnt af Marx og Engels, kan man måske forstå at Lenin og hans russiske (slaviske) bolsjevikker, koncentrerede sig så meget om Marx´s og Engels´s vision om international arbejder solidaritet, og ignorerede den omfattende tyske nationalisme, særligt ofte også udtrykt af Engels.
At klasse krig var den bedste vej til bedring af den økonomiske situation hos arbejderne, var dog ikke helt indlysende. Fascisterne mente ikke dette, og ej heller gjorde de fleste venstreorienterede i demokratiske lande. Ikke desto mindre havde internationalisterne og den klasse baserede (i stedet for race baserede) natur af kommunismen den effekt i efterkrigstidens æra i identificeringen af venstreorienteretheden med skeptisme vedrørende patriotisme, nationalisme og enhver følelse af, at den enkeltes eget lands traditioner, var af stor værdi. Resultatet af dette var, at folk med stærke patriotiske, nationalistiske og traditionalistiske følelser i de anglo-saksiske lande, følte sig temmelig foragtede og undertrykte af det meste af den venstreorienterede intelligensia, og søgte allierede og inspiration overalt de kunne. Og Hitler var helt sikkert en stor eksponent for national stolthed, samfundstraditioner og patriotisme. Så de der følte sig marginaliserede af deres påskønnelse af deres egne traditionelle værdier og deres eget samfund, må have været fristede til i visse ekstreme tilfælde at føle sympati for Hitler.
Men hvad med Hitler´s sindssygdom? Der har været fremsat mange forklaringer om Hitler´s indflydelser og handlinger, men næsten alle de social videnskabelige forklaringer endte meget hurtigt med ordet "sindssygdom" eller ét af synonymerne. At tilskrive Hitler mental sygdom synes den eneste måde, at mange folk kan håndtere hans skadelige arv.
At bevise et negativ er selvfølgelig notorisk vanskeligt, så at bevise at Hitler ikke var sindssyg, er kun noget vi kun kan gøre sandsynlighedsmæssigt. Som en indledende kontekst, kan man dog overveje denne beskrivelse af en tysk gentleman fra landet på Hitler´s tid:
"Der er intet prætentiøst over det lille landsted. Det er ét enhver forretningsmand kunne være indehaver af i disse herlige bakker. Alle besøgende præsenteres for værtens kennel, hvor han har sine prægtige schæfer. Nogle af hans avls kæledyr tillades at løbe rundt i huset, især på dage hvor han afholder legedage for de lokale børn. Han gør glæde i selskab med brillante fremmede, især malere, sangere og musikere. Som vært er han en morsom fortæller. Hver dag klokken ni går han ud for at tale med sine gartnere om dagens arbejde. Disse mænd, som chaufføren og piloten, er ikke så meget tjenere som loyale venner. Som livslang vegetar er hans mad overvejelser varierede. Selv i hans kødløse diæt er han noget af en gourmet. Han er sin egen dekoratør, designer og indretningsarkitekt, såvel som arkitekt".
Denne tilsyneladende venlige, kunstneriske gentleman fra landet blev beskrevet i 1938 udgaven af det britiske "Homes & Gardens" magasinet. Det lyder så godt som det modsatte af den sindssyge Hitler, som det kan blive, ikke sandt? I virkeligheden er det en beskrivelse af Hitler selv.
Så vi må helt sikkert se på plausabiliteten af påstanden om sindssyge. Opnår gale mænd hyldest fra deres eget folk? Inspirerer gale mænd deres landsmænd til episk selvopofrelse? Efterlader gale mænd et historisk eftermæle uden lige? Indtil Hitler fremkom, var svarene på alle disse spørgsmål helt sikkert have været "nej". Og at hævde at én af det tyvende århundredes største diplomatiske taktikere var sindssyg, er usandsynligt. Havde han holdt fast ved diplomatiet (han havde allerede overtaget to lande, uden at et skud var blevet affyret), så var han uden tvivl død af alderdom, omgivet af næsten universel hyldest fra et meget forøget rige - præcis som Bismarck gjorde før ham. Men Bismarck var en konservativ, og Hitler var en venstreorienteret - og deri ligger en afgørende og tragisk forskel.
Og der har selvfølgelig været mange forsøg på at lave seriøse psykiatriske anslag om den mentale sundhed hos nazi partiets leder. Der var adskillige umiddelbart efter krigen. De konkluderede alle, at nazi lederskabet var overvældende normalt, så måske vil det være tilstrækkeligt at hente nogle få kommentarer om netop en sådan undersøgelse:
"Nå, men bogen som professoren fra Florida State University gennemkæmmede - "The Nüremberg Interviews" - bringer bud til verden om nye indsigter i nazi ledernes kuldegysende tanker, der er ansvarlig for Holocaust, den systematiske udryddelse af mere end seks millioner jøder under Anden Verdenskrig...."Der findes en slags indre logik bag dette ydre vanvid", siger Gellately i interviewet på side 33 i bogen. "Det er sagens rædsel. Det er fordi", siger Gellately, "for mestendel, at disse nazistiske ledere var lige så normale som naboerne. Jeg tror, at vi alle har en idé om, hvad der driver disse nazister. Nogle af os mener, at de var dæmoniske eller vanvittige...i virkeligheden findes der to mennesker i bogen, der er sådan, men de er ikke de interessante", siger Gellately. "De fleste andre er som dig og mig. De er veluddannede, rationelle, fornuftige". De øser ud af deres tanker til Dr. Leon Goldensohn, en amerikansk militær psykiatriker, der havde detaljerede noter om sine interviews med krigsforbrydere og vidner, der venter på retssag i Nüremberg, Tyskland, 1946..."De havde en fornemmelse af pligt, perverteret, men de var rationelle, lidt kolde, kalkulerende mordere", sagde han, "ikke disse følelsesbetonede, gå-ud-og-skyd-deres-ven-i-skoven slags. Man kan ikke bevise, at disse fyre faktisk hadede jøder, eller faktisk nogensinde har slået nogen".
Så findes der en alternativ forklaring? Findes der noget andet, der kan forklare Hitler´s succes? Hvis der gør det, skylder vi både os selv og vore børn at finde ud af det. Hvis man ved at afskrive Hitlerisme som vanvid ikke fanger, hvad der virkeligt gik for sig i Hitler´s opstigning til magten, så kan vi løbe forfærdelige risici at tillade en ny slags nazistisk genvækkelse. De ofte ekstreme udtryk af nationalisme man i dag hører fra Rusland, advarer os helt sikkert om, at en tiltagende fascisme i et stort europæisk land, ikke er noget spøgelse. Hvad vi ikke forstår, kan vi måske ikke forhindre. Alle tænkelige forklaringer på det nazistiske fænomen kræver derfor helt sikkert vores opmærksomhed. Det er derfor dette papirs formål at forklare opstigningen og magten af Hitler´s Nazisme, på en måde der ikke tager den besnærende vej, der handler om at påberåbe sindssyge.
Så hvordan opnåede Hitler så megen indflydelse?
Jeg vil fremlægge den radikalt enkle tese, at Hitler´s appel til tyskerne var meget på linie med, hvad hans politiske parti kunne antyde - en stivsindet bryg af temmelig ekstremistisk venstreorienterethed (socialisme), kombineret med lige så stærk nationalisme - med Hitler´s besættelse af jøder som et relativt minuskiøst aspekt af nazismens populære appel, som Dietricht (1988) viser. Der fandtes nationalistiske venstreorienterede længe før Hitler (Napoleon Bonaparte, for at nævne én), men det sædvanlige "alle er lige" dogme på venstrefløjen og deres marxistiske tro på den sociale klasses altoverskyggende vigtige rolle forhindrede det tyvende århundredes venstreorienterede i at være rigtige nationalister. Hitler følte ingen sådan forhindring.
Og i den havde han selve den de amerikanske "progressives" indflydelsesrige model til rådighed. De var meget forud for Hitler - begyndende i slutningen af det nittende århundrede - men deres indflydelse i tænkningen og politikkerne hos tre meget bemærkelsesværdige præsidenter - de to gange Roosevelt og Woodrow Wilson - var indlysende. De var også på den racistiske og nationalistiske side af den venstreorienterede tænkning, og førkrigstidens næsten fuldstændige dominans af "progressiv" tænkning i det amerikanske politiske liv æra, kan ikke være gået tabt hos Hitler. Hvad Hitler tilføjede, var ikke så meget ny tænkning eller politikker som hans karakteristiske passion. Han tilføjede passion og en mulighed for at kommunikere med den almindelige mand, om hvad der indtil da i det store hele havde været en intellektuel doktrin. Så hans "Ein Volk" dogme erstattede meget klogt det sædvanlige venstreorienterede dogme med "Alle tyskere er lige" - og, selvfølgelig, alle ikke-tyskere overlegne.
Og Hitler´s nationalisme havde i det mindste den store appel at være tilsyneladende hjertefølt. Lige fra de tidligste kapitler i Mein Kampf fremstår Hitler´s kærlighed til den tyske nation. Og at hans konstant udtrykte kærlighed til sit folk og tro på deres storhed skulle have affødt deres gensidige kærlighed og tro, er mildest talt ikke overraskende. En nylig udgivet bog i Tyskland kommer med nogen hentydning til det. Her er et uddrag:
"En velrespekteret tysk historiker har en radikal ny forklaring, der skal forklare det nagende spørgsmål: Hvorfor støttede den gennemsnitlige tysker så hjerteligt nazisterne og Det Tredje Rige? Hitler, siger Götz Aly, var en "feel-good-diktator", en leder der ikke alene fik tyskerne til at føle sig vigtige, men også sørgede for, at de blev taget godt vare for af staten. Til det sikrede han store skattelettelser og introducerede sociale goder, som samfundet selv i dag er forankret i. Han sikrede også, at selv i krigens sidste dage fandtes der ikke én eneste sulten tysker. Til trods for den næsten konstante krig hævede han ikke på noget tidspunkt gennem sine tolv år ved magten skatten for arbejderklassens folk. Han plejede også - i stor kontrast til Første Verdenskrig - i særlig grad soldater og deres familier, tilbydende dem mere end den dobbelte løn, og goder som amerikanske og britiske familier modtog. Som sådan så de fleste tyskere nazismen som en hjertevarm beskytter, siger Aly, forfatter til den nye bog "Hitler´s People´s State: Robbery, Racial War and National Socialism", i øjeblikket gæstelærer ved universitetet i Frankfurt. Bogen fremkommer korrekt med den pointe, at tyskernes loyalitet mod Hitler ikke primært kan have været økonomisk. Hitler´s socialistiske forsørgelse af den almindelige tysker var vigtig, men fungerede primært for tyskerne som bevis for, hvor meget Hitler bekymrede sig om sit folk. Det var primært følelsesmæssig tilfredsstillelse, Hitler gav til tyskerne.
Jeg vil sige mere om Hitler´s kærlighed til sit folk i forbindelse med min diskussion af hans anti semitisme, men den ophidselse og involvering han genererede blandt store dele af tyskerne, kan kun virkeligt forstås ved at lytte til hans taler ved stævner. Jeg kan forestille mig, at selv lyttere der ikke forstår tysk, kunne få en idé om de enorme følelser af ophidselse, han genererede blandt sine lyttere. Musikkens sprog er dog universel, så en form for fornemmelse kan måske opnås ved at lytte til den.
Hitler var måske ikke den store kunstner med pensel og lærred, men han var helt sikkert én af sin tids største kunstnere, hvor tvivlsom den æresbevisning end måtte være. Han er allerede det tyvende århundredes mest huskede personlighed, og synes bestemt til fortsat at være det. Hvad siger det om menneskeheden? Det vil jeg overlade til læserne at vurdere.
Det er faktisk sært hvor lidt "kærlighed" bemærkes i Hitler´s appel. Der synes at være en næsten universel forlegenhed omkring diskussionen af dette. Og forlegenheden (eller er det frygt?), er ikke begrænset til diskussionen om Hitler. Napoleon skabte også indtrykket af, at han havde en kærlighedsaffære med franskmændene (selv om han i virkeligheden afskyede dem!) og at kærligheden blev fuldt gengældt - og gør faktisk stadig! Og to andre socialistiske diktatorer der glorificerede deres eget folk, og lykkedes ikke at komme ud på den forkerte side af Anden Verdenskrig - Pilsudski i Polen og Peron i Argentina - forbliver også frem til i dag meget elskede i deres respektive lande.
Det er derudover værd at bemærke, at selvom nazisternes handlinger var forfærdelige og omfattende, så var de alt andet end unikke. For det første er styre gennem tyranni, hvis noget, normen i den menneskelige historie. For det andet var både teorierne om anti semitisme og race hygiejne normale i efterkrigstidens Europa. Længere tilbage i historien skrev selv Martin Luther et meget ondsindet og velkendt angreb på jøderne. Og nazi teorierne om tysk racemæssig overlegenhed adskilte sig hovedsagligt fra den dengang almindelige britiske opfattelse om britisk racemæssig overlegenhed ved, at de britiske synspunkter blev implementeret med typisk konservativ moderation, hvorimod nazi synspunkterne blev implementeret med typisk venstreorienteret fanatisme og brutalitet. Og de nazistiske og russiske pogromer adskilte sig hovedsagligt ved tyskernes typiske større grundighed og effektivitet. Og udøvelsen af ondsindede krige og nedslagtning af folk i hobevis grundet deres angivelige gruppe identitet, var et beklageligt almindeligt fænomen både før og efter Hitler (eksempelvis Stalin´s massakrer på kulakker og ukrainere, de ufattelige Pol Pot massakrer på alle uddannede cambodjanere, Peru´s "Lysende Sti", De Nepalesiske Marxister, De Tamilske Tigere, og de universelle kommunistiske massehenrettelser af "klassefjender"). Både Stalin og Mao Tse Tung krediteres almindeligvis for at have myrdet langt flere "klassefjender" end Hitler henrettede jøder.
Og et andet aspekt af Hitler´s "normalitet" er, at i takt med at han kom tættere på magten, afviste han direkte nationaliseringen af industrien som marxistisk. Så længe staten kunne håndhæve sine politikker over industrien, anså Hitler det for klogest at overlade det symbolske ejerskab og dag-til-dag styringen af industrien til de hænder, der allerede havde vist sig kompetente i styring og kontrollen med den. Denne politik er meget lig den i de seneste år meget berømmede svenske model af socialisme, så det er morsomt, at det ofte har været den politik, der har støttet den almindelige påstand, at Hitler var højreorienteret. Hvad der er venstreorienteret i Sverige, var åbenbart højreorienteret hos Hitler! Der findes naturligvis mange forskelle mellem efterkrigstidens Sverige og Hitler´s Tyskland, men pointen forbliver, at Hitler´s helt igennem fornuftige skeptisme angående dyden af nationaliseringen af industrien, langt fra er tilstrækkelig til at diskvalificere ham som venstreorienteret.
Hitler skræmte heller ikke, som kommunisterne altid har, de kristne væk. Kommunismens aggressive ateisme er meget tåbelig, hvis man har et stort kristent segment i sin befolkning - og Hitler var ingen tåbe. Der findes et antal generelt citerede notable erklæringer, i hvilke han principielt støttede kristendommen, og hans pagt med Paven er selvfølgelig velkendt. Som kommunismen, var nazismen i virkeligheden en rivaliserende religion til kristendommen, så noget reelt venskab mellem disse to var i sidste instans ikke mulig, men megen foreløbig fordel kunne opnås gennem temperering og kompromis. Og indflydelsen fra Hegel var også i den henseende nyttig - da Hegel troede på en vejledende ånd bag historien. Marx og Engels uddrog i det store hele dette spirituelle element fra Hegel, men det gjorde Hitler ikke, og den følgende erklæring fra Hitler er faktisk ren hegelianisme, mens det samtidig lyder tilstrækkeligt som ortodoks Kristendom til at være fuldstændigt passende for de kristne:
"På fem år har vi forvandlet et folk, der var ydmygede og magtesløse grundet deres interne uro og uvished, til en national enhed, politisk forenet, og gennemtrængt af den stærkeste selvtillid og stolte selvsikkerhed. Hvis forsynet ikke havde vejledt os, ville jeg ofte ikke have fundet disse utydelige stier. Derfor er det vi national socialister, har i vore hjerters dyb vores tro. Intet menneske kan forme verdenshistorien eller folkenes historie med mindre der på hans formål og magt hviler forsynets velsignelse". Det synes klart, at Hitler troede på Gud, men enhver påstand om at han på nogen betydelig måde var kristen, er selvfølgelig absurd.
Men Hitler var ikke en revolutionær venstreorienteret. Han kæmpede mange valg, og kom grundlæggende med demokratiske midler til sidst til magten.
Det er sandt, at både Hitler og Mussolini modtog både finansiel og anden støtte fra store forretningsmænd og andre af etablissementets figurer, men det er simpelthen en spejling af, hvor radikaliseret Tyskland og Italien på den tid var. Hitler og Mussolini blev korrekt opfattet som mindre fjendtlige alternativer end kommunisterne.
Og hvad var det med valg kampagnerne? Ja, Hitler lagde ud som en halvhjertet revolutionær (Hitler Putsch), men var efter den resulterende fængsling i stand til, og fleksibel nok til, at vende sig mod demokratiske metoder for magtvinding. Han var fra den tid af den ledende kraft i sit parti, insisterende på ansvarlighed for dets handlinger, og opnåede til sidst via stemme boksene, i stedet for gennem voldelig revolution, magt. Det er sandt at det sidste valg han deltog i, gav ham et flertal (44%) i stedet for et absolut flertal, men det er normalt ved ethvert valg, hvor der er mere end to kandidater. Storbritannien´s premiereminister Margareth Thatcher opnåede heller aldrig absolut flertal. Efter valget i 1933 deltog Hitler i en koalitionsregering med Hugenburg´s nationalistiske parti, der havde 8% af stemmerne, for at opnå et bedre flertal (52%) end mange moderne demokratiske regeringer nyder. Den 24 marts 1933 vedtog Rigsdagen "Gesetz zur Behebung der Not von Volk und Reich" (Lov for afhjælpning af folkets og rigets nød) givende fuld magt til Hitler i fire år. Centerpartiet stemte med den nazi ledede koalitionsregering. Dermed var Hitler´s opstigning til absolut magt ret demokratisk opnået.
Selv de opslidende forhandlinger der af præsident Hindenburg den 30 januar 1933 førte til Hitler´s oprindelige udnævnelse til kansler gør ikke denne udnævnelse mindre legitim eller demokratisk. Shirer og andre beskriver denne udnævnelse som resultatet af en "lurvet politisk handel", men det synes uoprigtigt. Faktum er, at Hitler var leder af det største parti i Rigsdagen, og opslidende forhandlinger om alliancer og handler i almindelighed er helt sikkert velkendt for de fleste praktikere af demokratisk politik. Man kan faktisk sige, at succes ved sådanne forhandlinger næsten er en nødvendighed for et demokratisk system.
Det faktum at Hitler appellerede til den tyske vælger som en temmelig ekstrem socialdemokrat, kan ses ved det faktum, at de tysk socialdemokrater (ortodokse demokratiske venstreorienterede, der styrede fagforeningerne og en stor del af Rigsdagens deputerede) altid afviste det tyske kommunist partis appeller om samarbejde mod nazisterne. De følte åbenbart mere samhørighed med Hitler end med kommunisterne. Hitler´s endelige etablering af en ét-partis stat og hans adoption af en "fire års plan", viste dog, hvem der havde mest samhørighed med kommunisterne. Hitler var mere ekstrem end socialdemokraterne forudså.
Den eneste virkelig hjertefølte overbevisning Hitler nogensinde selv synes at have haft, måtte være hans anti semitisme, men hans primære offentlige appel var ikke desto mindre rettet direkte mod masserne og deres interesser, og hans metoder var kun mindre bolsjevikiske end dem bolsjevikkerne selv brugte.
Det er sandt, at Hitler på alle mulige måder fortsatte med at grave sig ned i sin magtposition, da han først kom til magten, men vrangvillighed til at opgive magten når den først er opnået, er ikke noget, der er ukarakteristisk for den yderste venstrefløj i et demokrati. I de tidlige 1970´ere eksempelvis havde Australien en regering af meget venstreorienteret karakter (Whitlam regeringen), der prøvede at fortsætte med at regere mod al konstitutionel præcedens, efter den var blevet nægtet penge af parlamentet. Men fordi Australien er et monarki med vigtig magt investeret i det vice kongelige embede, kunne regeringen blive, og blev, afskediges, og en konstitutionel krise kunne undgås. Det bør endvidere bemærkes, at Whitlam regeringen rådede over et anseeligt australsk nationalistisk opsving. Det var bogstaveligt talt en national socialistisk regering. Men uligt Hitler var den umilitaristisk, og forfulgte ikke sine politiske modstandere. Australien har trods alt fra sine stort set engelske forfædre meget stærke traditioner for civil frihed.
Blandt andre stærkt venstreorienterede regeringer der har været kendte for at klynge sig til magten med tvivlsom offentlig støtte, er Malta´s regering. På bredere skala tenderer anvendelsen af kreativ valgafholdelse at gennemtrænge alle slags demokratiske regeringer. Demokratisk valgte regeringer er ikke altid store værdsættere af af demokrati. Efterkrigstidens liberale demokratiske regering i Japan der aldrig havde et flertale gennem befolkningens stemmer regerede gennem 30 år på kreative valgafholdelsesevner. Alligevel er den i almindelighed blevet opfattet som demokratisk. Intet af dette siges med nogen intention om at undskylde Hitler eller trække direkte paralleller til ham. Hensigten er nærmere i store træk at vise i hvilket selskab han tilhører hvad angår tilgangen til demokrati. Han var med andre ord som mange demokratiske politikere en modvillig demokrat (helt sikkert mere modvillig end de fleste) men hans opstigning til magten ved demokratiske midler kan stadig ikke ignoreres. Det betød, at han måtte have været forholdsvis populær, og det påvirkede, den person han kunne blive, og den politik han kunne advokere for. Da politikeres oprigtighed er svær succesfuldt at opdigte, måtte Hitler (Hitler var en meget effektiv leder) mere eller mindre være den slags person, der havde ægte følelser for sit eget folk, og derfor ikke ville føre krig mod store dele af disse (i modsætning til Stalin og Pol Pot). Dette betyder, at den store fjendtlighed der synes at være karakteristisk for den ekstreme venstrefløj, måtte have et andet afløb. Hitler var i sin tid blot en almindelig europæer i sit afløb: Jøderne.
I sin magttid implementerede Hitler også et ret socialistisk program. Som F.D. Roosevelt skaffede han beskæftigelse gennem et meget udvidet program af offentlige arbejder (inklusive vejarbejder) og hans "Kraft durch Freude" bevægelse var bemærkelsesværdig for sådanne goder som at skaffe arbejderne betalte ferier, og en levestandard kun de rige tidligere havde råd til. Og mens Hitler ikke nationaliserede al industri, fandtes der en omfattende tvangsreorganisering af den og en tæt parti kontrol med den. Det bør nævnes, at selv i den kommunistiske østbloks efterkrigstid var der aldrig total nationalisering af industrien. Faktisk forblev det meste landbrug i Polen i private hænder.
Reisman: "Hvad Mises identificerede var, at privat ejerskab af produktionsmidlerne under nazisterne kun eksisterede på papiret, og at det substantielle ejerskab af produktionsmidlerne residerede hos den tyske regering. For det var den tyske regering og ikke de nominelle private ejere, der udøvede al den substantielle magt af ejerskabet: den, ikke de nominelle ejere, afgjorde hvad der skulle produceres, i hvilke mængder, med hvilke metoder og til hvem det skulle distribueres, såvel som hvilke priser der skulle afkræves, hvilken løn der skulle betales og hvilken dividende eller anden indkomst de nominelle private ejere skulle tillades at modtage. De angiveligt private ejeres position, viste Mises, var essentielt reduceret til noget det svarer til pensionister".
Og hvad med de konservative på Hitler´s tid? I både Tyskland og Storbritannien foragtede de ham, og han foragtede dem. Langt fra at være Hitler´s allierede eller på anden måde sympatisk over for ham, var Hitler´s mest ubønhørlige fjende den ærke konservative britiske politiker Winston Churchill, og det var en konservativ britisk premiereminister, Neville Chamberlain, der i sidste instans erklærede Hitler´s Tyskland krig. Hitler fandt så længe han ønskede det en villig allieret i den kommunistiske Stalin, men på intet tidspunkt kunne han så meget som fremmane så meget som neutralitet ud af Churchill. Ikke at Churchill var en helgen. I 1939 hoverede Churchill over finnernes "flåen indvoldene ud på Den Røde Hær", men til trods for det allierede han sig senere med Stalin. Som Mussolini var han noget af en pragmatiker, og så Hitler som den største trussel. Churchill lavede derfor, til trods for sin opposition til alle socialistiske diktatorer, til sidst retræte til den gamle visdom, at "min fjendes fjende er min ven". Hans grundlæggende afsky for Hitler´s og Stalin´s former for socialisme er dog overordentligt historisk.
Det bør måske i parentes bemærkes, at historiens lektioner sjældent er enkle. Det faktum at den britiske premiere minister der faktisk erklærede Hitler krig, var en moderat anti semitisk engelsk krigsgalning - Neville Chamberlain - er noget af en ironi. Churchill blev snart opfordret til at erstatte Chamberlain, i det mindste delvist grundet Churchill´s opposition til Hitler blev set som mere hjertefølt og konsistent.
I fastholdelsen af den fundamentale opposition mellem Churchill´s engelske konservatisme og enhver form for socialisme kan det også bemærkes, at tyske monarkister var blandt Hitler´s ofre i "De lange knives nat".
Ej heller er Hitler´s gåen i krig ukarakteristisk for en social demokrat. Hvem fik U.S.A. involveret i Vietnam? J. F. Kennedy og L. B. Johnson. Og hvem fik tropperne ud? Richard Nixon. Jeg sammenligner selvfølgelig involveringen i Vietnam med Hitler´s Blitzkrieg. Kennedy og Johnson var trods alt kun moderat venstreorienterede, hvorimod Hitler var ekstremt venstreorienteret. Alt jeg peger på er, at der intet findes i socialdemokratisk politik, der automatisk udelukker militære eventyr.
Måske det eneste der ved første blik støtter karakteriseringen af Hitler som højreorienteret , er hans nationalisme. Som tidligere nævnt var der masser af venstreorienterede nationalister før Hitler (inklusive Friedrich Engels), men der synes i almindelighed at findes en psykologisk association mellem politisk konservatisme og nationalisme/patriotisme. Dette skyldes angiveligt, at venstreorienterede i almindelighed synes tilknyttet deres velkendte doktrin, at på én eller anden uudgrundelig måde er "alle mennesker lige". De synes at have behov for denne filosofisk tvivlsomme doktrin for at kunne retfærdiggøre deres socialistiske udlignende politikker. Hvis alle mennesker er lige, så må det helt sikkert følge, at alle grupper af mænd og kvinder også er lige. Venstreorienterethed og nationalisme har derfor nogen filosofisk inkonsistens, og en helt konsistent venstrefløj ville - som Trotsky - måtte benægte nationalisme. Derfor står de konservative normalt tilbage til med nogen energi at promovere og forsvare nationalismen. Men eftersom nationalisme blot er en anden form for gruppe loyalitet, og eftersom gruppe loyalitet synes at være en stor og næsten universel kilde til menneskelig motivation, så efterlader det principielt de konservative med ansvaret for en meget magtfuld følelsesmæssig ammunition. I krigstid, som vi har set det, kan selv venstreorienterede blive patriotiske, men mestendels er de temmelig halvhjertede omkring det (selvom Hitler´s amerikanske forgængere var langt fra halvhjertede omkring det).
Den store forskel mellem Hitler´s nationalisme og anglo-saksiske nationalisme var selvfølgelig, at Hitler var meget mere aggressiv. De amerikansk progressive var tilfredse med erobringen af Cuba, Philippinerne og Panama, mens det britiske imperium var en langsom sammenvoksning over adskillige århundreder, så ville Hitler i modsætning have det hele, og han ville have det hurtigt. Hvorfor?
Der findes mange svar på det, men et af de store er faktisk, at Hitler´s Tyskland var i en meget anderledes geopolitisk position end de anglo-saksiske lande - der alle var nydeligt isolerede mod invasion af havets barrierer. Tyskland havde både den store og avlende sovjetiske plage på dør terskelen, og den magtfulde gamle militære fjende Frankrig på den anden side. Et Hitler prøvede at bryde ud af den situation i ét snuptag var ganske enkelt endnu et eksempel på hans passionerede karakter og hans vane med at tager store chancer - chancer der tidligere betalte sig at tage. Og man behøver dårligt nævne begæret efter hævn genereret af Første Verdenskrig og efterspillet. Og Hitler´s proto-Grønne idéer om Tyskland´s behov for Lebensraum er allerede blevet antydet.
Nationalisme kan være en meget motiverende kraft, men Shoeck (1966) har i nogen udstrækning vist, at misundelse også er en meget grundlæggende, magtfuld og gennemtrængende menneskelig følelse - og udlignende politikker såsom socialisme vil derfor også altid have stor appel - uanset hvilket forfalsket intellektuelt skønmaleri de måtte præsenteres for (såsom skønmaleriet "alle mennesker er lige"-doktrinen). Hitler var én af dem der ikke følte behov for noget at dette intellektuelle skønmaleri. Socialismens rå følelsesmæssige appel var en principiel ting for ham.
En følelsesmæssig mere end intellektuel orientering betød også, at han ikke følte noget behov for at nægte nationalismen. Han kunne være lige så nationalistisk han ønskede! Han fik faktisk den brillante idé at bruge nationalisme til retfærdiggørelsen af socialisme: Tyskerne fortjente at blive bekymret om, ikke grundet deres medfødte lighed med alle andre, men grundet deres storslåede tyskhed. Det var ekstremt klogt og svært at modstå. Så Hitler´s socialisme fik en dobbelt dosis (socialisme plus nationalisme) af følelsesmæssig appel, der muliggjorde for ham, til trods for sin ekstremitet, at komme til magten gennem popularitetens stemmer, mens kommunismen normalt forlader sig på blodige revolutioner og tvangserobring af magt. Hitler´s variant af socialisme var derfor smartere end de fleste: Den havde noget for alle. Han stjal den følelsesmæssige beklædning fra både venstrefløjen og højrefløjen. Hos nazisterne kunne du være både en socialist og en fuldblods nationalist. Hitler var derfor simpelthen den mest effektive figur i visningen af, at socialisme og nationalisme, langt fra værende iboende modsætninger, meget succesfuldt kunne integreres ind i et vælgermæssigt appellerende hele. Med den tilføjede hjælp fra Göbbels´s brillante forførelsestalent, havde nazisterne ganske enkelt det hele, når det kom til populær appel til følelserne. Så nazismen var mere følelsesmæssig end sindssyg.
Så summeret så Hitler fra begyndelsen af, at kombinationen af socialistisk og helhjertet nationalistiske appeller kunne være følelsesmæssigt succesfulde i masserne, uanset hvad han personligt mente. Hvis den grundlæggende besked på venstrefløjen var "Vi vil tage vare for dig", og beskeden på højrefløjen var "Vi er de beste", så Hitler ingen grund til hvorfor han ikke skulle prøve at sælge begge ting. Han bekymrede hverken sig selv eller masserne med detaljer om, hvordan sådanne tilbud kunne leveres.
Noget der synes almindeligt overset er, at de tre lande med de mest notable fascistiske (national socialister) bevægelser i det tidlige tyvende århundrede (Tyskland, Italien og Spanien) alle var lande med en skrøbelig enhed. Tyskland og Italien var først blevet forenede lande i det sene nittende århundrede, og Spanien er selvfølgelig i dag kun nominelt forenet - med semi autonome regeringer i Catalonien og Baskerlandet. Helt op til slutningen på det preussiske overherredømme i 1918, så tyskerne primært dem selv som sakser, bayere og preussere mere end tyskere, og norditalienernes foragt for syditalienerne er selvfølgelig legendarisk.
Så fascisternes voldsomme nationalisme (selvom Franco i en vis udstrækning holdt sig væk fra de spanske falangister) synes i det mindste delvist at være iveren efter at konvertere. Nationalisme var noget nyt og spændende, og var en glæde der ivrigt skulle undersøges. Og fascisterne/nazisterne udforskede det utvivlsomt fuldstændigt. Den nye nations romance var et vigtigt aktiv for dem.
Så hvis vi anser skabelsen af store nationalstater som en god ting (et temmelig tvivlsomt forslag), så er den røde tråd, vi kan se i fascismens sorte skyer, at de synes at have haft nogen succes i skabelsen af en fornemmelse for nationsopfattelse. Særligt en tysk identitet ville synes at være Hitler´s skabelse. Der var i al fald ikke meget af den slags før ham.
Der er selvfølgelig for skel på disse tre lande, men i alle tre lande synes en accept af deres nationalstat at være velforankret. Denne accept synes at være stærkest i Tyskland - sandsynligvis delvist at det moderne Tyskland er en føderal republik med substantiel magt uddelegeret til de gamle regioner (Länder), så de lokale lokale loyale også tilgodeses. Spanien har kun delvist flyttet sig i retning af føderalisme, og der findes selvfølgelig en stærk politisk bevægelse i nord Italien der arbejder for noget tilsvarende.
Det er i den forbindelse måske værd at nævne, at det tog en voldsom krig også at skabe en amerikansk nationalitetsfølelse.
Måske skulle jeg på dette stade kort kommentere på den almindeligvis marxistiske påstand, at nazismen og fascismen overvældende var "bourgeoisi" (middelklasse) og manglede appel til arbejderklassen. Dette er et stort trick venstrefløjen bruger for at nægte, at nazismen og fascismen faktisk var socialistisk.
Jeg har altid fundet denne påstand morsom. Som Heiden (1939) og andre i stort omfang peger på, så var Hitler en bums frem til 1914, så hvordan bliver en bums leder af en middelklasse bevægelse? Og både Roberts (1938) og Heiden (1939) - førkrigs anti nazistiske skribenter - portrætterer Hitler som udbredt agtet og æret blandet den tids tyskere. Som Heiden formulerer det: "De store folkets masser fandt sig ikke alene i National Socialismen. De bød den velkommen".
Få ved mere om nazi tiden end Elie Wielsel. Han bemærkede: "Faktum er, at Hitler var elsket af sit folk - ikke militæret, i det mindste ikke i begyndelsen, men hos de gennemsnitlige tyskere der lovede ham hengivenhed, grænsede ømheden og loyaliteten til irrationalitet. Det var idolisering på national skala. Man skulle have set skarerne der hyldede ham. Og kvinderne der var tiltrukket af ham. Og de unge der i hans nærvær gik i ekstase".
Og Madden (1987) præsenterer moderne akademiske beviser hentet fra arkiv undersøgelser, der viser, at nazisterne kom i store tal fra alle samfundsklasser. Det måske mest nyttige værk er Fischer (1978), der undersøgte klassesammensætningen af den mest aktive og dedikerede nazi gruppe - medlemmerne af Sturm Abteilung (brunskjorterne). Han fandt, at "arbejderne er overrepræsenterede i Sturm Abteilung". Faktisk i perioden 1933-1934 var 69.9% af Sturm Abteilung arbejderklasse, sammenlignet med 53.2% af den tids samlede tyske befolkning. Den marxistiske påstand er derfor gennemført sludder og som sædvanlig det modsatte af sandheden. Også Mussolini fandt støtter og fjender i alle sociale klasser. Og særligt i fascismens tidlige år angreb Mussolini ofte bourgeoisiet i sine taler!
Det er rent faktisk altid kommunistiske bevægelser, der har bourgeoisi ledere og mestendels bourgeoisi støtter. Arbejderne stemmer almindeligvis på mere moderate venstreorienterede. Så igen ser vi venstrefløjens projicering på andre, hvad der i virkeligheden er sandt for dem selv.
Stalin viste, at National Socialisme effektivt kunne bruges mod andre national socialister, men det skulle tage Ho Chi Minh´s regime og dets sydlige udvidelse at demonstrere, at National Socialisme endog kunne slå den Den Store Republik (U.S.A.). At Ho Chi Minh var socialist, står vist ikke længere til diskussion, og det står også klart, at han havde vietnamesisk nationalisme arbejdende for sig i sin kamp mod den amerikanske intervention. Deres fremmedhed gjorde dette let. Bemærk at Viet Cong tidligere var kendt som National Liberation Front. Deres primære skin appel var faktisk national, selvom deres socialisme selvfølgelig aldrig alvorligt blev draget i tvivl. Så nationalismen hos Ho Chi Minh´s regime gav det omfattende støtte eller i det mindste samarbejde i syd som i nord. Ho stjal derfor de konservatives følelsesmæssige tøj lige så effektivt som Hitler gjorde, og den magiske blanding af nationalisme og socialisme viste sig igen virkningsfuld i genereringen af enorm militær effektivitet mod tilsyneladende ulige odds. Så den enkle forklaring der fungerer i forklaringen af Hitler´s forbløffende udfordring af verden, fungerer også i forklaringen af den tilsvarende forbløffende sejr over verdens mægtigste militære magt af en relativ ubetydelig tredje verdens nation. Et national socialistisk regime havde en så stærk følelsesmæssig appel, at den galvaniserede sine undersåtter til Herkules agtige bestræbelser på en måde få andre (hvis nogen) regimer kan. Det lyder næsten lige så vanvittigt som at hævde, at det var nazismen der besejrede U.S.A. i Vietnam, men dette viser igen, at nazismen er blevet misforstået og derfor undervurderet.
Hvis nationalisme ikke er bevis på højreorienterethed, hvad så med racisme? I det mindste indledende synes racisme og nationalisme essentielt ikke til at skelne fra hinanden, så gør Hitler´s racisme ham ikke til højreorienteret? Næppe. Efterkrigstidens folkevandringer fra Sovjet Unionen og fortællingerne om forfølgelse de bragte med sig, er helt sikkert bevis nok for det. Eller var Sovjet Unionen også højreorienteret? Der findes en forbindelse mellem konservatisme og racisme i dagens moderne Amerika, men den kan begrænses til de veluddannede. Blandt amerikanere med kun grundlæggende uddannelse findes forbindelsen ikke. Ligeledes finder almindelige befolkningsundersøgelser i Australien og England ingen forbindelse mellem disse to variabler. Enhver forbindelse mellem racisme og højreorienterethed er derfor tydeligt tilfældig og omstændighedsbetinget, og er derfor ikke af signifikant betydning.
Endeligt står det klart, at anti semitisme ikke var et definerende træk ved fascismen. Den var mere et definerende træk ved nord europæisk kultur. Både Mussolini i Italien og Mosley i Storbritannien var fascister, men ingen af dem var oprindeligt anti semitiske. Det er sandt, at Mussolini i sidste instans blev skubbet ind i stort set uhåndhævede anti semitiske dekreter af Hitler, og det er sandt, at Mosley i sidste instans kom i tvivl om jøderne grundet angreb på hans møder af jødiske kommunister, men i de tidlige 1930´ere ekskluderede Mosley faktisk fascistiske talere, der kom med anti semitiske bemærkninger, og ét af de få steder i Europa under Anden Verdenskrig hvor jøderne i det store hele blev beskyttet mod forfølgelse, var i det fascistiske Italien. Mange jøder skylder i dag deres liv til de fascistiske italienere.
Hitler var dog mere højreorienteret end Stalin i den henseende, at som populær leder behøvede han ikke ty til ekstreme former for undertrykkende kontrol over sit folk. Tysk primær og sekundær industri behøvedes ikke nationaliseres, da de i det store hele frivilligt efterkom Hitler´s bud. Stats kontrol blev helt sikkert udøvet over tysk industri, men det blev gjort uden formelt at omgøre ejerskabet og uden substantielt at fremmedgøre eller dræbe de professionelle bestyrere.
Foragten Hitler havde for Stalin og bolsjevismen i almindelighed bør heller ikke mislede os til at antage lighed mellem nazismen og kommunismen. Venstreorienterede sekter er meget tilbøjelige til rivalisering, uenighed, splittelser og had til hinanden. Man behøver blot at tænke på bolsjevikkerne mod menshevikkerne, Stalin mod Trotsky, Kina mod Sovjet Unionen, det vietnamesiske undertrykkelse af Khmer Rouge og så videre. Ligheder udelukker ikke rivalisering, og i sidste instans var det hovedsagligt konkurrence om magt der satte Stalin og Hitler på kollisionskurs.
Under Stalin´s krigstidsinnovationer blev forskellen mellem nazisme og kommunisme i det store hele en forskel om vægtning. Både nazismen og kommunismen var nationalistiske og socialistiske, men hos kommunismen var socialismen det ideologiske fokus og retfærdiggørelsen af statsmagten, mens med nazismen var nationalismen det ideologiske fokus og retfærdiggørelsen af statsmagten.
Der forblev dog én essentiel forskel mellem nazistisk og kommunistisk ideologi: Deres forhold til sociale klasser. Stalin prædikede klasse krig og glorificerede klasse bevidsthed, mens Hitler ønskede at forkaste sociale klasser og rydde ud i klasse bevidstheden. Begge ledere som socialister så klasse uligheden som et problem, men deres løsninger var radikalt forskellige. Det store nazi slogan "Ein Volk, Ein Reich, Ein Führer (Et folk, et rige, en fører) summerede dette. Hitler ønskede enhed blandt tyskere, ikke klasse fjendskab. Han ønskede loyalitet mod ham selv og Tyskland som et hele, ikke loyalitet mod nogen klasse. Stalin ønskede at forene arbejderne. Hitler ønskede at forene aalle tyskere. Stalin ytrede åbent sit had til store dele af sin egen befolkning; Hitler erklærede kærlighed til alle tyskere uanset klasse (undtagen jøder naturligvis). Dette var fundamentale forskelle og substantielle redegørelser for både Hitler´s urokkelige foragt for bolsjevismen og hans popularitet blandt tyskere i alle klasser.
Men hvad med Hitler´s politikker mod jøder? Hvordan forklarer vi disse? I begyndelsen af dette papir citerede jeg Dietrich´s konklusion, at Hitler´s anti semitisme kun var en mindre del af hans populære appel til tyskerne. En grund til dette synspunkt er det vigtige, men sjældent understregede faktum, at der intet overhovedet underligt eller usædvanligt var ved afsmagen for jøder nogetsteds i verden i 1930´erne. Hitler udtrykte i anseelig grad sin tids konventionelle visdom, og var langt fra alene om det. Faktum er kort og godt, at det ikke kun var nazisterne der skabte Holocaust. Det gjorde hele verden til dens skam. Den del af verden der i almindelighed var under Hitler´s kontrol assisterede beredvilligt i jagten på jøder, mens resten af verden nægtede at modtage jøder, der forsøgte at undslippe - på sammen måde som verden senere nægtede at modtage vietnamesiske og cambodjanske flygtninge, og vil før eller siden nægte tage andre kommende flygtninge fra andre steder. Race effekten er nu universelt anerkendt i psykologi bøger, og anti semitisme er, sørgeligt nok, en gammel og meget populær europæisk tradition. Der synes at være anseelig sandhed i det synspunkt, at nazisterne blot anvendte tysk grundighed.
Det til trods var Hitler mere end almindeligt besat af jøder. Hvad gjorde ham så besat? Hvad gjorde særligt ham så anti semitisk? Mein Kampf er upålidelig som objektiv historie, men der kan være meget lidt tvivl om, at det er god historisk psykologi, da den optegner Hitler´s egen historie, som han så den. Og hvad han der siger, er, at der i Linz - hvor han voksede op - var få jøder, og han så dem ikke på det tidspunkt som anderledes end andre tyskere. Så da han flyttede til Wien, var han forfærdet over anti semitismen i den wienske presse. Som han siger i Mein Kampf:
"For jøden var stadig for mig karakteriseret af intet andet end sin religion, og derfor, grundet menneskelig tolerance, opretholdt jeg i dette tilfælde og andre min afvisning af religiøse angreb. Derfor syntes tonen, især den man fandt i den anti semitiske wienske presse, mig uværdig for en stor nations kulturelle tradition".
Det er en temmelig sær begyndelse for en mand, der blev historiens største anti semit, ikke sandt? Så det må have været en magtfuld kraft der skabte så radikale ændringer. Og denne kraft var intet andet end det "kærlige" forhold, jeg tidligere har bemærket, som fandtes mellem Hitler og og de fleste tyskere under hans styre. Som enhver læser af Mein Kampf burde erkende, så er bogen i det store hele en kærlighedserklæring til det tyske folk. Og at de fleste tyskere i sidste instans gengældte denne kærlighed, støttes levende af den måde hvorpå de støttede Hitler til den bitre ende - længe efter man med nogen rimelighed skulle have holdt op. Sammenlign Tyskland i 1945 med uroen i Tyskland før overgivelsen i 1918, kollapsen af modstanden i det vestlige Rusland og Ukraine i de første år af den tyske invasion, kollapsen af hollænderne, belgierne, danskerne, nordmændene, tjekoslovakerne og den franske modstandsbevægelse under den tyske invasion eller kollapsen af den italienske modstand under den allierede invasion.
Som tidligere nævnt portrætterer både Roberts og Heiden - efterkrigstids skribenter om nazi tiden - Hitler som bredt agtet og populær blandt den tids tyskere. Som Heiden formulerede det: "Folkets store masser fandt sig ikke alene i National Socialisme. De bød den velkommen". Og Madden præsenterer i vore dage akademiske beviser for, at nazisterne i stort tal kom fra alle sociale klasser.
Jeg har tendens til at tro, at Hitler´s kærlighed til sine tyske medborgere var oprigtig, men, uanset om dette var tilfældet, var der ét stort problem med det - Tyskerne var i begyndelsen af Hitler´s karriere umiddelbart efter Første Verdenskrig i hinandens struber. En borgerkrig mellem "de Røde" og andre tyskere var på det tidspunkt en meget levende mulighed. Hvordan kunne man elske et folk, der hadede hinanden? Hvordan kunne man elske et folk, der på vigtige områder ikke var ét folk? Dette var et stort dilemma, Hitler måtte løse. Og vi ser i Mein Kampf, hvordan han løste det.
Selvom han, som de fleste af sin tids andenrangstænkere, var meget påvirket af tankerne af Marx og Engels, foragtede Hitler det destruktive og delende "klasse krig" aspekt af Marx´s tænkning, og da han opdagede, at stort set enhver der prædikede marxistisk klassekrig i Wien, var jøde, begyndte han at se jøderne som målrettede i ødelæggelsen af det tyske folk, han elskede så højt. Så de store delinger han så blandt tyskere i de anarkistiske betingelser umiddelbart efter Første Verdenskrig, kunne nu forklares tilfredsstillende: De var arbejdet af ikke-tyskere - jøder. Det var jøder, der gennem deres klassekrigsprædiken skabte splid mellem tyskerne. Jøderne var syndebukke for tyskernes manglende enhed, på samme måde som de gennem historien har været syndebukke for mange andre problemer. Og det bør bemærkes, at Hitler beskriver sin konvertering til anti semitisme som "en stor spirituel omvæltning" - han kasserede med andre ord kun med stor modvilje sine tidligere "kosmopolitanske" (tolerante) synspunkter. Det var kun sin romantiske kærlighed til sit halvt opfundne tyske folk, der frembragte dette store skift i hans synspunkter.
I en tale leveret ved Berlin Sportspalast kort efter udnævnelsen til kansler den 1. februar 1933 summerede Hitler sin tænkning om sit tyske folk med sin karakteristiske passion som følger:
"Gennem fjorten år har den tyske nation været i dekadente elementers nåde, der har misbrugt dets tillid. Gennem fjorten år har disse elementer intet andet gjort end ødelægge, opløse og splitte. Derfor er det hverken ubesindighed eller antagelse hvis, stående foran jer i dag, jeg spørger: Tyske nation, giv os fire års tid, efter hvilke I kan stille os til regnskab og dømme mig!"
"Jeg kan ikke afkaste mig min tro på mit folk, ej heller undslippe overbevisningen om, at dette folk igen en dag vil genvækkes. Jeg kan ikke skilles fra kærligheden fra et folk, jeg ved er mit eget. Og jeg nærer den overbevisning, at den time vil komme, hvor millioner af mænd der nu forbander os, vil tage deres plads bag os i velkomsten af Det Nye Rige, vor fælles skabelse født ud af en pinefuld og hård kamp og opslidende triumf - et rige der er symbolet på storhed, ære, styrke, ærlighed og retfærdighed".
Hans kærlighed til hans tyske folk og hans tro på, at de er blevet misledt, bliver i al fald overbevisende proklameret her - og på det tidspunkt var ingen i tvivl om, hvad han så som "dekadente elementer".
Sørgeligt nok dog gjorde Hitler´s anti jødiske bemærkninger ham faktisk ikke særligt bemærkelsesværdig i sin tids Tyskland. Den almindelige vilje til forsoning i dem behøver ikke nærmere forklaring ud over generelle referencer til den tids opfattelser. Så vidt den almindelige tysker vidste, udøvede Hitler blot pogromer. Russerne gjorde det hele tiden, ikke sandt? Det var Hitler´s nationale glorificering og socialistiske politikker, der var det virkeligt interessante og tillokkende.
Den konventionelle redegørelse for Hitler´s had mod jøderne er afvisningen fra Wien´s kunst akademi (i hvilket jøder var prominente) forbitrede had. Men det er ikke i nærheden af, hvad han siger i Mein Kampf. Han ikke så meget som nævner ordet jøde i forbindelse med akademiet. Han siger, at rektoren afviste ham fra akademiet, da hans hovedtalet og interesse lå i arkitektur - en vurdering Hitler var helt enig i!
Endeligt bør det bemærkes, at megen af Hitler´s retorik om jøderne var baseret på præcis den samme antagelse, som venstrefløjen frem til i dag bruger i race diskussionen. Dagens "Affirmative Action" krigere er fanatiske med proportional repræsentation. De hævder konstant at eksempelvis sortes proportionelle antal i den almindelige befolkning burde afspejles alle steder - i ethvert erhverv og enhver institution. Hvis der eksempelvis er en mindre andel af sorte i bank sektoren end i den almindelige befolkningssammensætning, så tages det som bevis for, at der i bank sektoren diskrimineres mod sorte. Hitler brugte præcis det samme argument om jøder. Som de er i Amerika i dag, var jøder i førkrigstidens Tyskland meget overrepræsenteret i toppen af det tyske samfund. Så på god venstreorienteret manér tog Hitler dette som bevis for, at gode almindelige tyskere systematisk blev udelukket fra sådanne positioner i samfundet af ondsindede jødiske rænkesmederier. Hvis Hitler´s tænkning på det punkt var ulogisk, så er hele venstrefløjen i dag ulogisk. Og klager over jødisk overrepræsentation på amerikanske universiteter rumler faktisk i venstrefløjens lavere lag. "Jo mere ting forandrer sig, jo mere forbliver de det samme".
Hitler var dog ikke original i værende både socialist og nationalist. Den første politistat der både var venstreorienteret og umådelig nationalistisk, var selvfølgelig Napoleon Bonaparte´s franske regime. Selv personlighedskulten omkring Napoleon forudså lignende kulte i senere venstreorienterede tyrannier som Hitler, Stalin, Mussolini, Mao, Kim Il Sung og så videre. Bonaparte´s regime var dog lige så kortvarigt og saluterende som Hitler´s, og det var ikke før det tyvende århundrede, at et sådan koncept igen blev prominent for den førende i hænderne på den italienske diktator Mussolini. Mussolini kom til magten meget før Hitler, men var faktisk endnu mere venstreorienteret end Hitler. Selv om han i almindelighed anses for skaberen af fascismen, var Mussolini i sine tidlige år én af Italien´s førende marxistiske teoretikere. Han var faktisk ven med Lenin. Han fik faktisk sit velkendte tilnavn Il Duce mens han stadig var medlem af Italien´s "socialistiske" (marxistiske) parti, og selv om han længe havde været involveret i demokratisk politik, opnåede han magt gennem essentielt revolutionære midler (marchen til Rom). Selv efter han opnåede magt, forblev demonstrationer mod "plutokrater" én af hans retoriske favorit eskapader. Han var dog en instinktiv italiensk patriot og tilføjede meget tidligt en nationalistisk appel til sine budskaber, og derfor den første store venstreorienterede figur der med overlæg tilføjede nationalismens attraktion med socialisme. Han var den første tyvende århundredes ekstremistisk venstreorienterede, der lærte den lektie, som Hitler og Stalin efter ham skulle bruge med så "gode" resultater.
Det er korrekt at som Hitler tillod Mussolini fortsættelsen af kapitalisme i sit land (selv om streng parti disciplin over den i Italien og Tyskland bør bemærkes) men Mussolini retfærdiggjorde dette af marxistiske årsager! Han var faktisk, kunne det argumenteres, en mere ortodoks marxist end Lenin var. Som med de russiske menscheviker syntes det klart for Mussolini, at, ifølge marxistisk teori, måtte et samfund gennem et kapitalistisk stade før højere former for socialisme og kommunisme kunne aspireres. Han mente, at kapitalismen var nødvendig for den industrielle udvikling af landet, og da Italien i den henseende var meget underudviklet, måtte kapitalismen tolereres. Hvad nogle derfor ser som højreorienteret, var faktisk for Mussolini ortodoks Marxisme. Mussolini opretholdt dette synspunkt i de tidlige år af det tyvende århundrede, og hilste derfor med nogen munterhed den økonomiske katastrofe, der ramte Rusland, da bolsjevikerne tog over. Han anså bolsjevismens fejlslag som bevis på den ortodokse marxismes korrekthed.
Ej heller var Mussolini alene af navn socialist. Han gennemførte også socialistiske politikker. Takket være ham havde fascismens Italien i 1930´erne den tides uden tvivl mest sammenhængende velfærdsstat i verden.
Det kunne faktisk siges, at den italienske fascisme var bemærkelsesværdig tættere på kommunismen end nazismen var. Dette er ikke blot grundet indflydelsen af marxismen på Mussolini´s ideologi, men grundet at Mussolini´s nationalisme var mere sentimental og nostalgisk end Hitler´s intellektuelle og ideologiske nationalisme. Det er derfor alene graden af ideologisk fokus på nationalisme, der skiller de tre former for autoritær socialisme: Nazisme, Fascisme og Kommunisme.
Hitler var en socialist III:
http://www.180grader.dk/Politik/hitler-var-en-socialist-iii
Russisk patriotisme viste sig lige så stærk som tyskernes, og krigen vendte. Og den dag i dag refererer russerne stadig til Anden Verdenskrig som Den Store Patriotiske Krig. Stalin kan have begyndt som international socialist, men han blev hurtigt en national socialist, da han så hvor effektivt det var i erhvervelsen af den populære støtte. Dog igen, det var Mussolini der først erkendte det. Og det er måske til Mussolini´s ros som menneske, at hans nationalisme klart var hjertefølt, mens Stalin´s var mere belejlig.
Jeg tror dog, at opfattelsen af Hitler som venstreorienteret er vanskeligere fra et europæisk perspektiv end et anglo-saksisk. For mange europæere skal man være én eller anden slags marxist for at være venstreorienteret, og Hitler afskyede af et godt hjerte marxismen, så han kan altså ikke have været venstreorienteret. Jeg skriver dog fra anglosfære, og i min erfaring har den overvejende del af venstrefløjen (eksempelvis amerikanske demokrater, australske Labour og britiske Labour) også altid afvist Marxisme, så det synes krystal klart for mig, at man kan være venstreorienteret uden at acceptere marxistiske doktriner. Så Hitler´s foragt for Marxisme, langt fra overbevisende mig om, at Hitler ikke var venstreorienteret, overbeviser mig faktisk om, at han var en helt almindelig venstreorienteret! Nazist partiet var hvad man i mange dele af verden i dag ville kalde et "socialdemokratisk" parti (ikke et kommunistisk parti).
Og, som allerede nævnt, så den moderate venstrefløj i Tyskland på Hitler´s tid også det. Sozialistische Partei Deutschlands (SPD) der som amerikanske demokrater, australske Labour og britisk Labour, havde været de primære politiske repræsentanter for fagforeningerne, ved adskillige vigtige begivenheder stemt med nazisterne i Rigsdagen.
Protester mod min redegørelse for Hitler som en venstreorienteret kan dog rammes ind i mere anglocentriske termer, end dem jeg indtil videre har afdækket. Især min pegen på Hitler´s underlæggelse af individet under staten som indikation på hans venstreorienterethed kunne udfordres, da konservative ved visse lejligheder også påfører restriktioner på individer - særligt vedrørende moralske emner. Det enkle svar til det er, selvfølgelig, at konservatisme ikke er anarkisme. Konservative tror faktisk på nogle regler. Som så meget i livet er det et spørgsmål om, at grader af forskelle mellem store partier kan være små. Men at sammenligne ting som at være mod homoseksuelle ægteskaber med det blodtørstige tyranni udøvet af Hitler, Stalin og alle de andre ekstremt venstreorienterede er direkte latterligt.
Et andet mere stridbart punkt er, at mange af de konservative der forsøger at regulere folks liv, er mere af kristen oprindelse end konservativ oprindelse, og at konservatisme og Kristendom kan adskilles. Så konservatisme bør ikke bebrejdes de kristnes mangeartede handlinger.
Et vigtigt tilbageværende protestpunkt mod redegørelsen jeg indtil videre har givet, er at Hitler´s få tilbageværende tilhængere, i det mindste i anglo-saksiske lande, alle synes at være på den politiske højrefløj. I diskussionen af dette må jeg dog omgående insistere på, at jeg ikke diskuterer anti semitisme i almindelighed. Anti semitisme og respekt for Hitler er langt fra det samme. Selvom støtten til anti semitisme på Hitler´s tid var vidt spredt over det politiske spektrum - fra Henry Ford på højrefløjen til de "Progressive" på venstrefløjen - findes støtten i disse dage mest på den ekstreme venstrefløj, og for disse folk er Hitler en pestilens. Og anti semitismen hos de tidligere ledere af Sovjet Unionen viser også, at anti semitisme og respekt for Hitler ikke er ét og det samme.
Men i anglosfæriske lande har Hitler stadig sine beundrere i en lille rand af ny nazister, og det er sandt, at disse almindeligvis kaldes "det ekstreme højre". De refererer almindeligvis til dem selv som "Højrefløjen". Hvordan ved jeg det? Det ved jeg, da jeg faktisk er én af de meget få folk, der intensivt har studeret ny nazisterne. Og jeg gar rapporteret mine resultater i akademiske journaler. Men hvis Hitler var en socialist, hvordan kan de så være, at disse "højreekstremister" stadig beundrer dem?
Før jeg besvarer det, må jeg først pege på, at beskrivelsen "højreekstremistisk" er en meget misvisende betegnelse for Hitler´s efterkommere i dagens moderne Tyskland. Som vi vil se, er dagens moderne tyske ny nazister beviseligt lige så venstreorienterede som Hitler var. Så er amerikanske, britiske og australske ny nazister også i den forstand venstreorienterede?
Svaret på det er enkelt: De er førkrigs venstreorienterede, præcis som Hitler var. De er et levn i den moderne verdens tænkning, der engang var almindelig på venstrefløjen, men ikke længere er. De er på alle måder fortidens tømmermænd. De er anti semitiske, som Hitler var. De er racemæssige herrefolk, som Hitler var. De advokerer disciplin, som Hitler gjorde. De advokerer national enhed, som Hitler gjorde. De glorificerer krig, som Hitler gjorde, og så videre. Og alle de ting som Hitler advokerede for, blev også advokeret for på førkrigstidens amerikanske venstrefløj.
Dette rejser dog spørgsmålet, hvorfor den slags tænkning i dag ses som "højreorienteret". Og svaret går tilbage til det, går tilbage til venstrefløjens natur! Det politiske indhold i venstrefløjen varierer over tid meget. Og hvad det politiske indhold i venstrefløjen er, afhænger af Zeitgeist - dagens konventionelle visdom. Venstrefløjen tager, hvad der måtte være den almindelige overbevisning, og trækker det ud i det ekstreme, for at drage opmærksomhed mod dem selv som værende "de gode" - de modige forkæmpere for populære sager. Så da visse racers overlegenhed var almindeligt accepteret som visdom, så var venstreorienterede racismens fortalere. Da racehygiejne var almindeligt accepteret som visdom, så var venstrefløjen fortalere for racehygiejne og så videre. I den seneste tid er de begyndt at opnå mere rigtighed ved at være fortalere for palæstinensiske arabere end for at være fortalere for jøderne, så vi har set deres hurtige overgang fra skånselsløs kritisk anti semitisme til at blive anti zionister.
Men tænkningen hos manden på gaden skifter ikke nær så hurtig som tænkningen hos radikale venstreorienterede gør. Selv om det ikke længere er moderne, så er eksempelvis troen på hvides overlegenhed over sorte stadig udbredt. Sådanne overbevisninger er blevet mindre almindelige, men er ikke forsvundet. De er dog distinkt ikke-venstreorienterede i dagens meningsklima, så de defineres almindeligvis default som "højreorienterede". De er del af en generel strøm af populær tænkning, men den del af den populære tænkning, der ikke i øjeblikket er moderne.
Og derfor er det grundet ny nazisternes gammeldags tænkning at ny nazisterne i disse dage, skånselsløst kritiseret af venstrefløjen, ser dem selv som højreorienterede, og afviser enhver idé om at være socialistiske. Jeg kan attestere gennem mine egne ekstensive interviews med australske ny nazister, at de almindeligvis udelukker enhver tale om Hitler´s socialisme fra deres bevidsthed. Det længste jeg har hørt dem strække sig til, er, at med "socialisme" refererede Hitler blot til national solidaritet, og at alle trak i samme retning - hvilket faktisk var en stor del af Hitler´s budskab, og har været ét af socialismens store mål fra Hegel og videre frem. Og ting som selvforsyning og regeringskontrol af samfundet var også for dem attraktive, så de er faktisk langt mere socialistiske, end de nogensinde vil indrømme. De er ikke klar over, at de ganske enkelt er gammeldags venstreorienterede. Eftersom det meste af verden synes at have glemt, hvad førkrigens venstreorienterethed bestod af, er dette dog ikke overraskende.
Og ny nazisterne assisteres i deres syn på dem selv som højreorienterede gennem Hitler´s anti kommunisme. Kontroverserne mellem nazisterne og kommunisterne var på Hitler´s tid stort set en kontrovers mellem tyve, men anden halvdel af Anden Verdenskrig gjorde oppositionen mellem disse to meget levende i den offentlige bevidsthed, således at opposition er blevet en stor del af definitionen på, hvad Nazisme er. Og marxisterne/leninisterne var svorne internationalister, mere end racister. Lenin og bolsjevikkerne afskyede nationalisme, og ønskede af fortrænge national solidaritet med klasse solidaritet. Givet foragten for slaverne ofte nævnt af Marx og Engels, kan man måske forstå at Lenin og hans russiske (slaviske) bolsjevikker, koncentrerede sig så meget om Marx´s og Engels´s vision om international arbejder solidaritet, og ignorerede den omfattende tyske nationalisme, særligt ofte også udtrykt af Engels.
At klasse krig var den bedste vej til bedring af den økonomiske situation hos arbejderne, var dog ikke helt indlysende. Fascisterne mente ikke dette, og ej heller gjorde de fleste venstreorienterede i demokratiske lande. Ikke desto mindre havde internationalisterne og den klasse baserede (i stedet for race baserede) natur af kommunismen den effekt i efterkrigstidens æra i identificeringen af venstreorienteretheden med skeptisme vedrørende patriotisme, nationalisme og enhver følelse af, at den enkeltes eget lands traditioner, var af stor værdi. Resultatet af dette var, at folk med stærke patriotiske, nationalistiske og traditionalistiske følelser i de anglo-saksiske lande, følte sig temmelig foragtede og undertrykte af det meste af den venstreorienterede intelligensia, og søgte allierede og inspiration overalt de kunne. Og Hitler var helt sikkert en stor eksponent for national stolthed, samfundstraditioner og patriotisme. Så de der følte sig marginaliserede af deres påskønnelse af deres egne traditionelle værdier og deres eget samfund, må have været fristede til i visse ekstreme tilfælde at føle sympati for Hitler.
Men hvad med Hitler´s sindssygdom? Der har været fremsat mange forklaringer om Hitler´s indflydelser og handlinger, men næsten alle de social videnskabelige forklaringer endte meget hurtigt med ordet "sindssygdom" eller ét af synonymerne. At tilskrive Hitler mental sygdom synes den eneste måde, at mange folk kan håndtere hans skadelige arv.
At bevise et negativ er selvfølgelig notorisk vanskeligt, så at bevise at Hitler ikke var sindssyg, er kun noget vi kun kan gøre sandsynlighedsmæssigt. Som en indledende kontekst, kan man dog overveje denne beskrivelse af en tysk gentleman fra landet på Hitler´s tid:
"Der er intet prætentiøst over det lille landsted. Det er ét enhver forretningsmand kunne være indehaver af i disse herlige bakker. Alle besøgende præsenteres for værtens kennel, hvor han har sine prægtige schæfer. Nogle af hans avls kæledyr tillades at løbe rundt i huset, især på dage hvor han afholder legedage for de lokale børn. Han gør glæde i selskab med brillante fremmede, især malere, sangere og musikere. Som vært er han en morsom fortæller. Hver dag klokken ni går han ud for at tale med sine gartnere om dagens arbejde. Disse mænd, som chaufføren og piloten, er ikke så meget tjenere som loyale venner. Som livslang vegetar er hans mad overvejelser varierede. Selv i hans kødløse diæt er han noget af en gourmet. Han er sin egen dekoratør, designer og indretningsarkitekt, såvel som arkitekt".
Denne tilsyneladende venlige, kunstneriske gentleman fra landet blev beskrevet i 1938 udgaven af det britiske "Homes & Gardens" magasinet. Det lyder så godt som det modsatte af den sindssyge Hitler, som det kan blive, ikke sandt? I virkeligheden er det en beskrivelse af Hitler selv.
Så vi må helt sikkert se på plausabiliteten af påstanden om sindssyge. Opnår gale mænd hyldest fra deres eget folk? Inspirerer gale mænd deres landsmænd til episk selvopofrelse? Efterlader gale mænd et historisk eftermæle uden lige? Indtil Hitler fremkom, var svarene på alle disse spørgsmål helt sikkert have været "nej". Og at hævde at én af det tyvende århundredes største diplomatiske taktikere var sindssyg, er usandsynligt. Havde han holdt fast ved diplomatiet (han havde allerede overtaget to lande, uden at et skud var blevet affyret), så var han uden tvivl død af alderdom, omgivet af næsten universel hyldest fra et meget forøget rige - præcis som Bismarck gjorde før ham. Men Bismarck var en konservativ, og Hitler var en venstreorienteret - og deri ligger en afgørende og tragisk forskel.
Og der har selvfølgelig været mange forsøg på at lave seriøse psykiatriske anslag om den mentale sundhed hos nazi partiets leder. Der var adskillige umiddelbart efter krigen. De konkluderede alle, at nazi lederskabet var overvældende normalt, så måske vil det være tilstrækkeligt at hente nogle få kommentarer om netop en sådan undersøgelse:
"Nå, men bogen som professoren fra Florida State University gennemkæmmede - "The Nüremberg Interviews" - bringer bud til verden om nye indsigter i nazi ledernes kuldegysende tanker, der er ansvarlig for Holocaust, den systematiske udryddelse af mere end seks millioner jøder under Anden Verdenskrig...."Der findes en slags indre logik bag dette ydre vanvid", siger Gellately i interviewet på side 33 i bogen. "Det er sagens rædsel. Det er fordi", siger Gellately, "for mestendel, at disse nazistiske ledere var lige så normale som naboerne. Jeg tror, at vi alle har en idé om, hvad der driver disse nazister. Nogle af os mener, at de var dæmoniske eller vanvittige...i virkeligheden findes der to mennesker i bogen, der er sådan, men de er ikke de interessante", siger Gellately. "De fleste andre er som dig og mig. De er veluddannede, rationelle, fornuftige". De øser ud af deres tanker til Dr. Leon Goldensohn, en amerikansk militær psykiatriker, der havde detaljerede noter om sine interviews med krigsforbrydere og vidner, der venter på retssag i Nüremberg, Tyskland, 1946..."De havde en fornemmelse af pligt, perverteret, men de var rationelle, lidt kolde, kalkulerende mordere", sagde han, "ikke disse følelsesbetonede, gå-ud-og-skyd-deres-ven-i-skoven slags. Man kan ikke bevise, at disse fyre faktisk hadede jøder, eller faktisk nogensinde har slået nogen".
Så findes der en alternativ forklaring? Findes der noget andet, der kan forklare Hitler´s succes? Hvis der gør det, skylder vi både os selv og vore børn at finde ud af det. Hvis man ved at afskrive Hitlerisme som vanvid ikke fanger, hvad der virkeligt gik for sig i Hitler´s opstigning til magten, så kan vi løbe forfærdelige risici at tillade en ny slags nazistisk genvækkelse. De ofte ekstreme udtryk af nationalisme man i dag hører fra Rusland, advarer os helt sikkert om, at en tiltagende fascisme i et stort europæisk land, ikke er noget spøgelse. Hvad vi ikke forstår, kan vi måske ikke forhindre. Alle tænkelige forklaringer på det nazistiske fænomen kræver derfor helt sikkert vores opmærksomhed. Det er derfor dette papirs formål at forklare opstigningen og magten af Hitler´s Nazisme, på en måde der ikke tager den besnærende vej, der handler om at påberåbe sindssyge.
Så hvordan opnåede Hitler så megen indflydelse?
Jeg vil fremlægge den radikalt enkle tese, at Hitler´s appel til tyskerne var meget på linie med, hvad hans politiske parti kunne antyde - en stivsindet bryg af temmelig ekstremistisk venstreorienterethed (socialisme), kombineret med lige så stærk nationalisme - med Hitler´s besættelse af jøder som et relativt minuskiøst aspekt af nazismens populære appel, som Dietricht (1988) viser. Der fandtes nationalistiske venstreorienterede længe før Hitler (Napoleon Bonaparte, for at nævne én), men det sædvanlige "alle er lige" dogme på venstrefløjen og deres marxistiske tro på den sociale klasses altoverskyggende vigtige rolle forhindrede det tyvende århundredes venstreorienterede i at være rigtige nationalister. Hitler følte ingen sådan forhindring.
Og i den havde han selve den de amerikanske "progressives" indflydelsesrige model til rådighed. De var meget forud for Hitler - begyndende i slutningen af det nittende århundrede - men deres indflydelse i tænkningen og politikkerne hos tre meget bemærkelsesværdige præsidenter - de to gange Roosevelt og Woodrow Wilson - var indlysende. De var også på den racistiske og nationalistiske side af den venstreorienterede tænkning, og førkrigstidens næsten fuldstændige dominans af "progressiv" tænkning i det amerikanske politiske liv æra, kan ikke være gået tabt hos Hitler. Hvad Hitler tilføjede, var ikke så meget ny tænkning eller politikker som hans karakteristiske passion. Han tilføjede passion og en mulighed for at kommunikere med den almindelige mand, om hvad der indtil da i det store hele havde været en intellektuel doktrin. Så hans "Ein Volk" dogme erstattede meget klogt det sædvanlige venstreorienterede dogme med "Alle tyskere er lige" - og, selvfølgelig, alle ikke-tyskere overlegne.
Og Hitler´s nationalisme havde i det mindste den store appel at være tilsyneladende hjertefølt. Lige fra de tidligste kapitler i Mein Kampf fremstår Hitler´s kærlighed til den tyske nation. Og at hans konstant udtrykte kærlighed til sit folk og tro på deres storhed skulle have affødt deres gensidige kærlighed og tro, er mildest talt ikke overraskende. En nylig udgivet bog i Tyskland kommer med nogen hentydning til det. Her er et uddrag:
"En velrespekteret tysk historiker har en radikal ny forklaring, der skal forklare det nagende spørgsmål: Hvorfor støttede den gennemsnitlige tysker så hjerteligt nazisterne og Det Tredje Rige? Hitler, siger Götz Aly, var en "feel-good-diktator", en leder der ikke alene fik tyskerne til at føle sig vigtige, men også sørgede for, at de blev taget godt vare for af staten. Til det sikrede han store skattelettelser og introducerede sociale goder, som samfundet selv i dag er forankret i. Han sikrede også, at selv i krigens sidste dage fandtes der ikke én eneste sulten tysker. Til trods for den næsten konstante krig hævede han ikke på noget tidspunkt gennem sine tolv år ved magten skatten for arbejderklassens folk. Han plejede også - i stor kontrast til Første Verdenskrig - i særlig grad soldater og deres familier, tilbydende dem mere end den dobbelte løn, og goder som amerikanske og britiske familier modtog. Som sådan så de fleste tyskere nazismen som en hjertevarm beskytter, siger Aly, forfatter til den nye bog "Hitler´s People´s State: Robbery, Racial War and National Socialism", i øjeblikket gæstelærer ved universitetet i Frankfurt. Bogen fremkommer korrekt med den pointe, at tyskernes loyalitet mod Hitler ikke primært kan have været økonomisk. Hitler´s socialistiske forsørgelse af den almindelige tysker var vigtig, men fungerede primært for tyskerne som bevis for, hvor meget Hitler bekymrede sig om sit folk. Det var primært følelsesmæssig tilfredsstillelse, Hitler gav til tyskerne.
Jeg vil sige mere om Hitler´s kærlighed til sit folk i forbindelse med min diskussion af hans anti semitisme, men den ophidselse og involvering han genererede blandt store dele af tyskerne, kan kun virkeligt forstås ved at lytte til hans taler ved stævner. Jeg kan forestille mig, at selv lyttere der ikke forstår tysk, kunne få en idé om de enorme følelser af ophidselse, han genererede blandt sine lyttere. Musikkens sprog er dog universel, så en form for fornemmelse kan måske opnås ved at lytte til den.
Hitler var måske ikke den store kunstner med pensel og lærred, men han var helt sikkert én af sin tids største kunstnere, hvor tvivlsom den æresbevisning end måtte være. Han er allerede det tyvende århundredes mest huskede personlighed, og synes bestemt til fortsat at være det. Hvad siger det om menneskeheden? Det vil jeg overlade til læserne at vurdere.
Det er faktisk sært hvor lidt "kærlighed" bemærkes i Hitler´s appel. Der synes at være en næsten universel forlegenhed omkring diskussionen af dette. Og forlegenheden (eller er det frygt?), er ikke begrænset til diskussionen om Hitler. Napoleon skabte også indtrykket af, at han havde en kærlighedsaffære med franskmændene (selv om han i virkeligheden afskyede dem!) og at kærligheden blev fuldt gengældt - og gør faktisk stadig! Og to andre socialistiske diktatorer der glorificerede deres eget folk, og lykkedes ikke at komme ud på den forkerte side af Anden Verdenskrig - Pilsudski i Polen og Peron i Argentina - forbliver også frem til i dag meget elskede i deres respektive lande.
Det er derudover værd at bemærke, at selvom nazisternes handlinger var forfærdelige og omfattende, så var de alt andet end unikke. For det første er styre gennem tyranni, hvis noget, normen i den menneskelige historie. For det andet var både teorierne om anti semitisme og race hygiejne normale i efterkrigstidens Europa. Længere tilbage i historien skrev selv Martin Luther et meget ondsindet og velkendt angreb på jøderne. Og nazi teorierne om tysk racemæssig overlegenhed adskilte sig hovedsagligt fra den dengang almindelige britiske opfattelse om britisk racemæssig overlegenhed ved, at de britiske synspunkter blev implementeret med typisk konservativ moderation, hvorimod nazi synspunkterne blev implementeret med typisk venstreorienteret fanatisme og brutalitet. Og de nazistiske og russiske pogromer adskilte sig hovedsagligt ved tyskernes typiske større grundighed og effektivitet. Og udøvelsen af ondsindede krige og nedslagtning af folk i hobevis grundet deres angivelige gruppe identitet, var et beklageligt almindeligt fænomen både før og efter Hitler (eksempelvis Stalin´s massakrer på kulakker og ukrainere, de ufattelige Pol Pot massakrer på alle uddannede cambodjanere, Peru´s "Lysende Sti", De Nepalesiske Marxister, De Tamilske Tigere, og de universelle kommunistiske massehenrettelser af "klassefjender"). Både Stalin og Mao Tse Tung krediteres almindeligvis for at have myrdet langt flere "klassefjender" end Hitler henrettede jøder.
Og et andet aspekt af Hitler´s "normalitet" er, at i takt med at han kom tættere på magten, afviste han direkte nationaliseringen af industrien som marxistisk. Så længe staten kunne håndhæve sine politikker over industrien, anså Hitler det for klogest at overlade det symbolske ejerskab og dag-til-dag styringen af industrien til de hænder, der allerede havde vist sig kompetente i styring og kontrollen med den. Denne politik er meget lig den i de seneste år meget berømmede svenske model af socialisme, så det er morsomt, at det ofte har været den politik, der har støttet den almindelige påstand, at Hitler var højreorienteret. Hvad der er venstreorienteret i Sverige, var åbenbart højreorienteret hos Hitler! Der findes naturligvis mange forskelle mellem efterkrigstidens Sverige og Hitler´s Tyskland, men pointen forbliver, at Hitler´s helt igennem fornuftige skeptisme angående dyden af nationaliseringen af industrien, langt fra er tilstrækkelig til at diskvalificere ham som venstreorienteret.
Hitler skræmte heller ikke, som kommunisterne altid har, de kristne væk. Kommunismens aggressive ateisme er meget tåbelig, hvis man har et stort kristent segment i sin befolkning - og Hitler var ingen tåbe. Der findes et antal generelt citerede notable erklæringer, i hvilke han principielt støttede kristendommen, og hans pagt med Paven er selvfølgelig velkendt. Som kommunismen, var nazismen i virkeligheden en rivaliserende religion til kristendommen, så noget reelt venskab mellem disse to var i sidste instans ikke mulig, men megen foreløbig fordel kunne opnås gennem temperering og kompromis. Og indflydelsen fra Hegel var også i den henseende nyttig - da Hegel troede på en vejledende ånd bag historien. Marx og Engels uddrog i det store hele dette spirituelle element fra Hegel, men det gjorde Hitler ikke, og den følgende erklæring fra Hitler er faktisk ren hegelianisme, mens det samtidig lyder tilstrækkeligt som ortodoks Kristendom til at være fuldstændigt passende for de kristne:
"På fem år har vi forvandlet et folk, der var ydmygede og magtesløse grundet deres interne uro og uvished, til en national enhed, politisk forenet, og gennemtrængt af den stærkeste selvtillid og stolte selvsikkerhed. Hvis forsynet ikke havde vejledt os, ville jeg ofte ikke have fundet disse utydelige stier. Derfor er det vi national socialister, har i vore hjerters dyb vores tro. Intet menneske kan forme verdenshistorien eller folkenes historie med mindre der på hans formål og magt hviler forsynets velsignelse". Det synes klart, at Hitler troede på Gud, men enhver påstand om at han på nogen betydelig måde var kristen, er selvfølgelig absurd.
Men Hitler var ikke en revolutionær venstreorienteret. Han kæmpede mange valg, og kom grundlæggende med demokratiske midler til sidst til magten.
Det er sandt, at både Hitler og Mussolini modtog både finansiel og anden støtte fra store forretningsmænd og andre af etablissementets figurer, men det er simpelthen en spejling af, hvor radikaliseret Tyskland og Italien på den tid var. Hitler og Mussolini blev korrekt opfattet som mindre fjendtlige alternativer end kommunisterne.
Og hvad var det med valg kampagnerne? Ja, Hitler lagde ud som en halvhjertet revolutionær (Hitler Putsch), men var efter den resulterende fængsling i stand til, og fleksibel nok til, at vende sig mod demokratiske metoder for magtvinding. Han var fra den tid af den ledende kraft i sit parti, insisterende på ansvarlighed for dets handlinger, og opnåede til sidst via stemme boksene, i stedet for gennem voldelig revolution, magt. Det er sandt at det sidste valg han deltog i, gav ham et flertal (44%) i stedet for et absolut flertal, men det er normalt ved ethvert valg, hvor der er mere end to kandidater. Storbritannien´s premiereminister Margareth Thatcher opnåede heller aldrig absolut flertal. Efter valget i 1933 deltog Hitler i en koalitionsregering med Hugenburg´s nationalistiske parti, der havde 8% af stemmerne, for at opnå et bedre flertal (52%) end mange moderne demokratiske regeringer nyder. Den 24 marts 1933 vedtog Rigsdagen "Gesetz zur Behebung der Not von Volk und Reich" (Lov for afhjælpning af folkets og rigets nød) givende fuld magt til Hitler i fire år. Centerpartiet stemte med den nazi ledede koalitionsregering. Dermed var Hitler´s opstigning til absolut magt ret demokratisk opnået.
Selv de opslidende forhandlinger der af præsident Hindenburg den 30 januar 1933 førte til Hitler´s oprindelige udnævnelse til kansler gør ikke denne udnævnelse mindre legitim eller demokratisk. Shirer og andre beskriver denne udnævnelse som resultatet af en "lurvet politisk handel", men det synes uoprigtigt. Faktum er, at Hitler var leder af det største parti i Rigsdagen, og opslidende forhandlinger om alliancer og handler i almindelighed er helt sikkert velkendt for de fleste praktikere af demokratisk politik. Man kan faktisk sige, at succes ved sådanne forhandlinger næsten er en nødvendighed for et demokratisk system.
Det faktum at Hitler appellerede til den tyske vælger som en temmelig ekstrem socialdemokrat, kan ses ved det faktum, at de tysk socialdemokrater (ortodokse demokratiske venstreorienterede, der styrede fagforeningerne og en stor del af Rigsdagens deputerede) altid afviste det tyske kommunist partis appeller om samarbejde mod nazisterne. De følte åbenbart mere samhørighed med Hitler end med kommunisterne. Hitler´s endelige etablering af en ét-partis stat og hans adoption af en "fire års plan", viste dog, hvem der havde mest samhørighed med kommunisterne. Hitler var mere ekstrem end socialdemokraterne forudså.
Den eneste virkelig hjertefølte overbevisning Hitler nogensinde selv synes at have haft, måtte være hans anti semitisme, men hans primære offentlige appel var ikke desto mindre rettet direkte mod masserne og deres interesser, og hans metoder var kun mindre bolsjevikiske end dem bolsjevikkerne selv brugte.
Det er sandt, at Hitler på alle mulige måder fortsatte med at grave sig ned i sin magtposition, da han først kom til magten, men vrangvillighed til at opgive magten når den først er opnået, er ikke noget, der er ukarakteristisk for den yderste venstrefløj i et demokrati. I de tidlige 1970´ere eksempelvis havde Australien en regering af meget venstreorienteret karakter (Whitlam regeringen), der prøvede at fortsætte med at regere mod al konstitutionel præcedens, efter den var blevet nægtet penge af parlamentet. Men fordi Australien er et monarki med vigtig magt investeret i det vice kongelige embede, kunne regeringen blive, og blev, afskediges, og en konstitutionel krise kunne undgås. Det bør endvidere bemærkes, at Whitlam regeringen rådede over et anseeligt australsk nationalistisk opsving. Det var bogstaveligt talt en national socialistisk regering. Men uligt Hitler var den umilitaristisk, og forfulgte ikke sine politiske modstandere. Australien har trods alt fra sine stort set engelske forfædre meget stærke traditioner for civil frihed.
Blandt andre stærkt venstreorienterede regeringer der har været kendte for at klynge sig til magten med tvivlsom offentlig støtte, er Malta´s regering. På bredere skala tenderer anvendelsen af kreativ valgafholdelse at gennemtrænge alle slags demokratiske regeringer. Demokratisk valgte regeringer er ikke altid store værdsættere af af demokrati. Efterkrigstidens liberale demokratiske regering i Japan der aldrig havde et flertale gennem befolkningens stemmer regerede gennem 30 år på kreative valgafholdelsesevner. Alligevel er den i almindelighed blevet opfattet som demokratisk. Intet af dette siges med nogen intention om at undskylde Hitler eller trække direkte paralleller til ham. Hensigten er nærmere i store træk at vise i hvilket selskab han tilhører hvad angår tilgangen til demokrati. Han var med andre ord som mange demokratiske politikere en modvillig demokrat (helt sikkert mere modvillig end de fleste) men hans opstigning til magten ved demokratiske midler kan stadig ikke ignoreres. Det betød, at han måtte have været forholdsvis populær, og det påvirkede, den person han kunne blive, og den politik han kunne advokere for. Da politikeres oprigtighed er svær succesfuldt at opdigte, måtte Hitler (Hitler var en meget effektiv leder) mere eller mindre være den slags person, der havde ægte følelser for sit eget folk, og derfor ikke ville føre krig mod store dele af disse (i modsætning til Stalin og Pol Pot). Dette betyder, at den store fjendtlighed der synes at være karakteristisk for den ekstreme venstrefløj, måtte have et andet afløb. Hitler var i sin tid blot en almindelig europæer i sit afløb: Jøderne.
I sin magttid implementerede Hitler også et ret socialistisk program. Som F.D. Roosevelt skaffede han beskæftigelse gennem et meget udvidet program af offentlige arbejder (inklusive vejarbejder) og hans "Kraft durch Freude" bevægelse var bemærkelsesværdig for sådanne goder som at skaffe arbejderne betalte ferier, og en levestandard kun de rige tidligere havde råd til. Og mens Hitler ikke nationaliserede al industri, fandtes der en omfattende tvangsreorganisering af den og en tæt parti kontrol med den. Det bør nævnes, at selv i den kommunistiske østbloks efterkrigstid var der aldrig total nationalisering af industrien. Faktisk forblev det meste landbrug i Polen i private hænder.
Reisman: "Hvad Mises identificerede var, at privat ejerskab af produktionsmidlerne under nazisterne kun eksisterede på papiret, og at det substantielle ejerskab af produktionsmidlerne residerede hos den tyske regering. For det var den tyske regering og ikke de nominelle private ejere, der udøvede al den substantielle magt af ejerskabet: den, ikke de nominelle ejere, afgjorde hvad der skulle produceres, i hvilke mængder, med hvilke metoder og til hvem det skulle distribueres, såvel som hvilke priser der skulle afkræves, hvilken løn der skulle betales og hvilken dividende eller anden indkomst de nominelle private ejere skulle tillades at modtage. De angiveligt private ejeres position, viste Mises, var essentielt reduceret til noget det svarer til pensionister".
Og hvad med de konservative på Hitler´s tid? I både Tyskland og Storbritannien foragtede de ham, og han foragtede dem. Langt fra at være Hitler´s allierede eller på anden måde sympatisk over for ham, var Hitler´s mest ubønhørlige fjende den ærke konservative britiske politiker Winston Churchill, og det var en konservativ britisk premiereminister, Neville Chamberlain, der i sidste instans erklærede Hitler´s Tyskland krig. Hitler fandt så længe han ønskede det en villig allieret i den kommunistiske Stalin, men på intet tidspunkt kunne han så meget som fremmane så meget som neutralitet ud af Churchill. Ikke at Churchill var en helgen. I 1939 hoverede Churchill over finnernes "flåen indvoldene ud på Den Røde Hær", men til trods for det allierede han sig senere med Stalin. Som Mussolini var han noget af en pragmatiker, og så Hitler som den største trussel. Churchill lavede derfor, til trods for sin opposition til alle socialistiske diktatorer, til sidst retræte til den gamle visdom, at "min fjendes fjende er min ven". Hans grundlæggende afsky for Hitler´s og Stalin´s former for socialisme er dog overordentligt historisk.
Det bør måske i parentes bemærkes, at historiens lektioner sjældent er enkle. Det faktum at den britiske premiere minister der faktisk erklærede Hitler krig, var en moderat anti semitisk engelsk krigsgalning - Neville Chamberlain - er noget af en ironi. Churchill blev snart opfordret til at erstatte Chamberlain, i det mindste delvist grundet Churchill´s opposition til Hitler blev set som mere hjertefølt og konsistent.
I fastholdelsen af den fundamentale opposition mellem Churchill´s engelske konservatisme og enhver form for socialisme kan det også bemærkes, at tyske monarkister var blandt Hitler´s ofre i "De lange knives nat".
Ej heller er Hitler´s gåen i krig ukarakteristisk for en social demokrat. Hvem fik U.S.A. involveret i Vietnam? J. F. Kennedy og L. B. Johnson. Og hvem fik tropperne ud? Richard Nixon. Jeg sammenligner selvfølgelig involveringen i Vietnam med Hitler´s Blitzkrieg. Kennedy og Johnson var trods alt kun moderat venstreorienterede, hvorimod Hitler var ekstremt venstreorienteret. Alt jeg peger på er, at der intet findes i socialdemokratisk politik, der automatisk udelukker militære eventyr.
Måske det eneste der ved første blik støtter karakteriseringen af Hitler som højreorienteret , er hans nationalisme. Som tidligere nævnt var der masser af venstreorienterede nationalister før Hitler (inklusive Friedrich Engels), men der synes i almindelighed at findes en psykologisk association mellem politisk konservatisme og nationalisme/patriotisme. Dette skyldes angiveligt, at venstreorienterede i almindelighed synes tilknyttet deres velkendte doktrin, at på én eller anden uudgrundelig måde er "alle mennesker lige". De synes at have behov for denne filosofisk tvivlsomme doktrin for at kunne retfærdiggøre deres socialistiske udlignende politikker. Hvis alle mennesker er lige, så må det helt sikkert følge, at alle grupper af mænd og kvinder også er lige. Venstreorienterethed og nationalisme har derfor nogen filosofisk inkonsistens, og en helt konsistent venstrefløj ville - som Trotsky - måtte benægte nationalisme. Derfor står de konservative normalt tilbage til med nogen energi at promovere og forsvare nationalismen. Men eftersom nationalisme blot er en anden form for gruppe loyalitet, og eftersom gruppe loyalitet synes at være en stor og næsten universel kilde til menneskelig motivation, så efterlader det principielt de konservative med ansvaret for en meget magtfuld følelsesmæssig ammunition. I krigstid, som vi har set det, kan selv venstreorienterede blive patriotiske, men mestendels er de temmelig halvhjertede omkring det (selvom Hitler´s amerikanske forgængere var langt fra halvhjertede omkring det).
Den store forskel mellem Hitler´s nationalisme og anglo-saksiske nationalisme var selvfølgelig, at Hitler var meget mere aggressiv. De amerikansk progressive var tilfredse med erobringen af Cuba, Philippinerne og Panama, mens det britiske imperium var en langsom sammenvoksning over adskillige århundreder, så ville Hitler i modsætning have det hele, og han ville have det hurtigt. Hvorfor?
Der findes mange svar på det, men et af de store er faktisk, at Hitler´s Tyskland var i en meget anderledes geopolitisk position end de anglo-saksiske lande - der alle var nydeligt isolerede mod invasion af havets barrierer. Tyskland havde både den store og avlende sovjetiske plage på dør terskelen, og den magtfulde gamle militære fjende Frankrig på den anden side. Et Hitler prøvede at bryde ud af den situation i ét snuptag var ganske enkelt endnu et eksempel på hans passionerede karakter og hans vane med at tager store chancer - chancer der tidligere betalte sig at tage. Og man behøver dårligt nævne begæret efter hævn genereret af Første Verdenskrig og efterspillet. Og Hitler´s proto-Grønne idéer om Tyskland´s behov for Lebensraum er allerede blevet antydet.
Nationalisme kan være en meget motiverende kraft, men Shoeck (1966) har i nogen udstrækning vist, at misundelse også er en meget grundlæggende, magtfuld og gennemtrængende menneskelig følelse - og udlignende politikker såsom socialisme vil derfor også altid have stor appel - uanset hvilket forfalsket intellektuelt skønmaleri de måtte præsenteres for (såsom skønmaleriet "alle mennesker er lige"-doktrinen). Hitler var én af dem der ikke følte behov for noget at dette intellektuelle skønmaleri. Socialismens rå følelsesmæssige appel var en principiel ting for ham.
En følelsesmæssig mere end intellektuel orientering betød også, at han ikke følte noget behov for at nægte nationalismen. Han kunne være lige så nationalistisk han ønskede! Han fik faktisk den brillante idé at bruge nationalisme til retfærdiggørelsen af socialisme: Tyskerne fortjente at blive bekymret om, ikke grundet deres medfødte lighed med alle andre, men grundet deres storslåede tyskhed. Det var ekstremt klogt og svært at modstå. Så Hitler´s socialisme fik en dobbelt dosis (socialisme plus nationalisme) af følelsesmæssig appel, der muliggjorde for ham, til trods for sin ekstremitet, at komme til magten gennem popularitetens stemmer, mens kommunismen normalt forlader sig på blodige revolutioner og tvangserobring af magt. Hitler´s variant af socialisme var derfor smartere end de fleste: Den havde noget for alle. Han stjal den følelsesmæssige beklædning fra både venstrefløjen og højrefløjen. Hos nazisterne kunne du være både en socialist og en fuldblods nationalist. Hitler var derfor simpelthen den mest effektive figur i visningen af, at socialisme og nationalisme, langt fra værende iboende modsætninger, meget succesfuldt kunne integreres ind i et vælgermæssigt appellerende hele. Med den tilføjede hjælp fra Göbbels´s brillante forførelsestalent, havde nazisterne ganske enkelt det hele, når det kom til populær appel til følelserne. Så nazismen var mere følelsesmæssig end sindssyg.
Så summeret så Hitler fra begyndelsen af, at kombinationen af socialistisk og helhjertet nationalistiske appeller kunne være følelsesmæssigt succesfulde i masserne, uanset hvad han personligt mente. Hvis den grundlæggende besked på venstrefløjen var "Vi vil tage vare for dig", og beskeden på højrefløjen var "Vi er de beste", så Hitler ingen grund til hvorfor han ikke skulle prøve at sælge begge ting. Han bekymrede hverken sig selv eller masserne med detaljer om, hvordan sådanne tilbud kunne leveres.
Noget der synes almindeligt overset er, at de tre lande med de mest notable fascistiske (national socialister) bevægelser i det tidlige tyvende århundrede (Tyskland, Italien og Spanien) alle var lande med en skrøbelig enhed. Tyskland og Italien var først blevet forenede lande i det sene nittende århundrede, og Spanien er selvfølgelig i dag kun nominelt forenet - med semi autonome regeringer i Catalonien og Baskerlandet. Helt op til slutningen på det preussiske overherredømme i 1918, så tyskerne primært dem selv som sakser, bayere og preussere mere end tyskere, og norditalienernes foragt for syditalienerne er selvfølgelig legendarisk.
Så fascisternes voldsomme nationalisme (selvom Franco i en vis udstrækning holdt sig væk fra de spanske falangister) synes i det mindste delvist at være iveren efter at konvertere. Nationalisme var noget nyt og spændende, og var en glæde der ivrigt skulle undersøges. Og fascisterne/nazisterne udforskede det utvivlsomt fuldstændigt. Den nye nations romance var et vigtigt aktiv for dem.
Så hvis vi anser skabelsen af store nationalstater som en god ting (et temmelig tvivlsomt forslag), så er den røde tråd, vi kan se i fascismens sorte skyer, at de synes at have haft nogen succes i skabelsen af en fornemmelse for nationsopfattelse. Særligt en tysk identitet ville synes at være Hitler´s skabelse. Der var i al fald ikke meget af den slags før ham.
Der er selvfølgelig for skel på disse tre lande, men i alle tre lande synes en accept af deres nationalstat at være velforankret. Denne accept synes at være stærkest i Tyskland - sandsynligvis delvist at det moderne Tyskland er en føderal republik med substantiel magt uddelegeret til de gamle regioner (Länder), så de lokale lokale loyale også tilgodeses. Spanien har kun delvist flyttet sig i retning af føderalisme, og der findes selvfølgelig en stærk politisk bevægelse i nord Italien der arbejder for noget tilsvarende.
Det er i den forbindelse måske værd at nævne, at det tog en voldsom krig også at skabe en amerikansk nationalitetsfølelse.
Måske skulle jeg på dette stade kort kommentere på den almindeligvis marxistiske påstand, at nazismen og fascismen overvældende var "bourgeoisi" (middelklasse) og manglede appel til arbejderklassen. Dette er et stort trick venstrefløjen bruger for at nægte, at nazismen og fascismen faktisk var socialistisk.
Jeg har altid fundet denne påstand morsom. Som Heiden (1939) og andre i stort omfang peger på, så var Hitler en bums frem til 1914, så hvordan bliver en bums leder af en middelklasse bevægelse? Og både Roberts (1938) og Heiden (1939) - førkrigs anti nazistiske skribenter - portrætterer Hitler som udbredt agtet og æret blandet den tids tyskere. Som Heiden formulerer det: "De store folkets masser fandt sig ikke alene i National Socialismen. De bød den velkommen".
Få ved mere om nazi tiden end Elie Wielsel. Han bemærkede: "Faktum er, at Hitler var elsket af sit folk - ikke militæret, i det mindste ikke i begyndelsen, men hos de gennemsnitlige tyskere der lovede ham hengivenhed, grænsede ømheden og loyaliteten til irrationalitet. Det var idolisering på national skala. Man skulle have set skarerne der hyldede ham. Og kvinderne der var tiltrukket af ham. Og de unge der i hans nærvær gik i ekstase".
Og Madden (1987) præsenterer moderne akademiske beviser hentet fra arkiv undersøgelser, der viser, at nazisterne kom i store tal fra alle samfundsklasser. Det måske mest nyttige værk er Fischer (1978), der undersøgte klassesammensætningen af den mest aktive og dedikerede nazi gruppe - medlemmerne af Sturm Abteilung (brunskjorterne). Han fandt, at "arbejderne er overrepræsenterede i Sturm Abteilung". Faktisk i perioden 1933-1934 var 69.9% af Sturm Abteilung arbejderklasse, sammenlignet med 53.2% af den tids samlede tyske befolkning. Den marxistiske påstand er derfor gennemført sludder og som sædvanlig det modsatte af sandheden. Også Mussolini fandt støtter og fjender i alle sociale klasser. Og særligt i fascismens tidlige år angreb Mussolini ofte bourgeoisiet i sine taler!
Det er rent faktisk altid kommunistiske bevægelser, der har bourgeoisi ledere og mestendels bourgeoisi støtter. Arbejderne stemmer almindeligvis på mere moderate venstreorienterede. Så igen ser vi venstrefløjens projicering på andre, hvad der i virkeligheden er sandt for dem selv.
Stalin viste, at National Socialisme effektivt kunne bruges mod andre national socialister, men det skulle tage Ho Chi Minh´s regime og dets sydlige udvidelse at demonstrere, at National Socialisme endog kunne slå den Den Store Republik (U.S.A.). At Ho Chi Minh var socialist, står vist ikke længere til diskussion, og det står også klart, at han havde vietnamesisk nationalisme arbejdende for sig i sin kamp mod den amerikanske intervention. Deres fremmedhed gjorde dette let. Bemærk at Viet Cong tidligere var kendt som National Liberation Front. Deres primære skin appel var faktisk national, selvom deres socialisme selvfølgelig aldrig alvorligt blev draget i tvivl. Så nationalismen hos Ho Chi Minh´s regime gav det omfattende støtte eller i det mindste samarbejde i syd som i nord. Ho stjal derfor de konservatives følelsesmæssige tøj lige så effektivt som Hitler gjorde, og den magiske blanding af nationalisme og socialisme viste sig igen virkningsfuld i genereringen af enorm militær effektivitet mod tilsyneladende ulige odds. Så den enkle forklaring der fungerer i forklaringen af Hitler´s forbløffende udfordring af verden, fungerer også i forklaringen af den tilsvarende forbløffende sejr over verdens mægtigste militære magt af en relativ ubetydelig tredje verdens nation. Et national socialistisk regime havde en så stærk følelsesmæssig appel, at den galvaniserede sine undersåtter til Herkules agtige bestræbelser på en måde få andre (hvis nogen) regimer kan. Det lyder næsten lige så vanvittigt som at hævde, at det var nazismen der besejrede U.S.A. i Vietnam, men dette viser igen, at nazismen er blevet misforstået og derfor undervurderet.
Hvis nationalisme ikke er bevis på højreorienterethed, hvad så med racisme? I det mindste indledende synes racisme og nationalisme essentielt ikke til at skelne fra hinanden, så gør Hitler´s racisme ham ikke til højreorienteret? Næppe. Efterkrigstidens folkevandringer fra Sovjet Unionen og fortællingerne om forfølgelse de bragte med sig, er helt sikkert bevis nok for det. Eller var Sovjet Unionen også højreorienteret? Der findes en forbindelse mellem konservatisme og racisme i dagens moderne Amerika, men den kan begrænses til de veluddannede. Blandt amerikanere med kun grundlæggende uddannelse findes forbindelsen ikke. Ligeledes finder almindelige befolkningsundersøgelser i Australien og England ingen forbindelse mellem disse to variabler. Enhver forbindelse mellem racisme og højreorienterethed er derfor tydeligt tilfældig og omstændighedsbetinget, og er derfor ikke af signifikant betydning.
Endeligt står det klart, at anti semitisme ikke var et definerende træk ved fascismen. Den var mere et definerende træk ved nord europæisk kultur. Både Mussolini i Italien og Mosley i Storbritannien var fascister, men ingen af dem var oprindeligt anti semitiske. Det er sandt, at Mussolini i sidste instans blev skubbet ind i stort set uhåndhævede anti semitiske dekreter af Hitler, og det er sandt, at Mosley i sidste instans kom i tvivl om jøderne grundet angreb på hans møder af jødiske kommunister, men i de tidlige 1930´ere ekskluderede Mosley faktisk fascistiske talere, der kom med anti semitiske bemærkninger, og ét af de få steder i Europa under Anden Verdenskrig hvor jøderne i det store hele blev beskyttet mod forfølgelse, var i det fascistiske Italien. Mange jøder skylder i dag deres liv til de fascistiske italienere.
Hitler var dog mere højreorienteret end Stalin i den henseende, at som populær leder behøvede han ikke ty til ekstreme former for undertrykkende kontrol over sit folk. Tysk primær og sekundær industri behøvedes ikke nationaliseres, da de i det store hele frivilligt efterkom Hitler´s bud. Stats kontrol blev helt sikkert udøvet over tysk industri, men det blev gjort uden formelt at omgøre ejerskabet og uden substantielt at fremmedgøre eller dræbe de professionelle bestyrere.
Foragten Hitler havde for Stalin og bolsjevismen i almindelighed bør heller ikke mislede os til at antage lighed mellem nazismen og kommunismen. Venstreorienterede sekter er meget tilbøjelige til rivalisering, uenighed, splittelser og had til hinanden. Man behøver blot at tænke på bolsjevikkerne mod menshevikkerne, Stalin mod Trotsky, Kina mod Sovjet Unionen, det vietnamesiske undertrykkelse af Khmer Rouge og så videre. Ligheder udelukker ikke rivalisering, og i sidste instans var det hovedsagligt konkurrence om magt der satte Stalin og Hitler på kollisionskurs.
Under Stalin´s krigstidsinnovationer blev forskellen mellem nazisme og kommunisme i det store hele en forskel om vægtning. Både nazismen og kommunismen var nationalistiske og socialistiske, men hos kommunismen var socialismen det ideologiske fokus og retfærdiggørelsen af statsmagten, mens med nazismen var nationalismen det ideologiske fokus og retfærdiggørelsen af statsmagten.
Der forblev dog én essentiel forskel mellem nazistisk og kommunistisk ideologi: Deres forhold til sociale klasser. Stalin prædikede klasse krig og glorificerede klasse bevidsthed, mens Hitler ønskede at forkaste sociale klasser og rydde ud i klasse bevidstheden. Begge ledere som socialister så klasse uligheden som et problem, men deres løsninger var radikalt forskellige. Det store nazi slogan "Ein Volk, Ein Reich, Ein Führer (Et folk, et rige, en fører) summerede dette. Hitler ønskede enhed blandt tyskere, ikke klasse fjendskab. Han ønskede loyalitet mod ham selv og Tyskland som et hele, ikke loyalitet mod nogen klasse. Stalin ønskede at forene arbejderne. Hitler ønskede at forene aalle tyskere. Stalin ytrede åbent sit had til store dele af sin egen befolkning; Hitler erklærede kærlighed til alle tyskere uanset klasse (undtagen jøder naturligvis). Dette var fundamentale forskelle og substantielle redegørelser for både Hitler´s urokkelige foragt for bolsjevismen og hans popularitet blandt tyskere i alle klasser.
Men hvad med Hitler´s politikker mod jøder? Hvordan forklarer vi disse? I begyndelsen af dette papir citerede jeg Dietrich´s konklusion, at Hitler´s anti semitisme kun var en mindre del af hans populære appel til tyskerne. En grund til dette synspunkt er det vigtige, men sjældent understregede faktum, at der intet overhovedet underligt eller usædvanligt var ved afsmagen for jøder nogetsteds i verden i 1930´erne. Hitler udtrykte i anseelig grad sin tids konventionelle visdom, og var langt fra alene om det. Faktum er kort og godt, at det ikke kun var nazisterne der skabte Holocaust. Det gjorde hele verden til dens skam. Den del af verden der i almindelighed var under Hitler´s kontrol assisterede beredvilligt i jagten på jøder, mens resten af verden nægtede at modtage jøder, der forsøgte at undslippe - på sammen måde som verden senere nægtede at modtage vietnamesiske og cambodjanske flygtninge, og vil før eller siden nægte tage andre kommende flygtninge fra andre steder. Race effekten er nu universelt anerkendt i psykologi bøger, og anti semitisme er, sørgeligt nok, en gammel og meget populær europæisk tradition. Der synes at være anseelig sandhed i det synspunkt, at nazisterne blot anvendte tysk grundighed.
Det til trods var Hitler mere end almindeligt besat af jøder. Hvad gjorde ham så besat? Hvad gjorde særligt ham så anti semitisk? Mein Kampf er upålidelig som objektiv historie, men der kan være meget lidt tvivl om, at det er god historisk psykologi, da den optegner Hitler´s egen historie, som han så den. Og hvad han der siger, er, at der i Linz - hvor han voksede op - var få jøder, og han så dem ikke på det tidspunkt som anderledes end andre tyskere. Så da han flyttede til Wien, var han forfærdet over anti semitismen i den wienske presse. Som han siger i Mein Kampf:
"For jøden var stadig for mig karakteriseret af intet andet end sin religion, og derfor, grundet menneskelig tolerance, opretholdt jeg i dette tilfælde og andre min afvisning af religiøse angreb. Derfor syntes tonen, især den man fandt i den anti semitiske wienske presse, mig uværdig for en stor nations kulturelle tradition".
Det er en temmelig sær begyndelse for en mand, der blev historiens største anti semit, ikke sandt? Så det må have været en magtfuld kraft der skabte så radikale ændringer. Og denne kraft var intet andet end det "kærlige" forhold, jeg tidligere har bemærket, som fandtes mellem Hitler og og de fleste tyskere under hans styre. Som enhver læser af Mein Kampf burde erkende, så er bogen i det store hele en kærlighedserklæring til det tyske folk. Og at de fleste tyskere i sidste instans gengældte denne kærlighed, støttes levende af den måde hvorpå de støttede Hitler til den bitre ende - længe efter man med nogen rimelighed skulle have holdt op. Sammenlign Tyskland i 1945 med uroen i Tyskland før overgivelsen i 1918, kollapsen af modstanden i det vestlige Rusland og Ukraine i de første år af den tyske invasion, kollapsen af hollænderne, belgierne, danskerne, nordmændene, tjekoslovakerne og den franske modstandsbevægelse under den tyske invasion eller kollapsen af den italienske modstand under den allierede invasion.
Som tidligere nævnt portrætterer både Roberts og Heiden - efterkrigstids skribenter om nazi tiden - Hitler som bredt agtet og populær blandt den tids tyskere. Som Heiden formulerede det: "Folkets store masser fandt sig ikke alene i National Socialisme. De bød den velkommen". Og Madden præsenterer i vore dage akademiske beviser for, at nazisterne i stort tal kom fra alle sociale klasser.
Jeg har tendens til at tro, at Hitler´s kærlighed til sine tyske medborgere var oprigtig, men, uanset om dette var tilfældet, var der ét stort problem med det - Tyskerne var i begyndelsen af Hitler´s karriere umiddelbart efter Første Verdenskrig i hinandens struber. En borgerkrig mellem "de Røde" og andre tyskere var på det tidspunkt en meget levende mulighed. Hvordan kunne man elske et folk, der hadede hinanden? Hvordan kunne man elske et folk, der på vigtige områder ikke var ét folk? Dette var et stort dilemma, Hitler måtte løse. Og vi ser i Mein Kampf, hvordan han løste det.
Selvom han, som de fleste af sin tids andenrangstænkere, var meget påvirket af tankerne af Marx og Engels, foragtede Hitler det destruktive og delende "klasse krig" aspekt af Marx´s tænkning, og da han opdagede, at stort set enhver der prædikede marxistisk klassekrig i Wien, var jøde, begyndte han at se jøderne som målrettede i ødelæggelsen af det tyske folk, han elskede så højt. Så de store delinger han så blandt tyskere i de anarkistiske betingelser umiddelbart efter Første Verdenskrig, kunne nu forklares tilfredsstillende: De var arbejdet af ikke-tyskere - jøder. Det var jøder, der gennem deres klassekrigsprædiken skabte splid mellem tyskerne. Jøderne var syndebukke for tyskernes manglende enhed, på samme måde som de gennem historien har været syndebukke for mange andre problemer. Og det bør bemærkes, at Hitler beskriver sin konvertering til anti semitisme som "en stor spirituel omvæltning" - han kasserede med andre ord kun med stor modvilje sine tidligere "kosmopolitanske" (tolerante) synspunkter. Det var kun sin romantiske kærlighed til sit halvt opfundne tyske folk, der frembragte dette store skift i hans synspunkter.
I en tale leveret ved Berlin Sportspalast kort efter udnævnelsen til kansler den 1. februar 1933 summerede Hitler sin tænkning om sit tyske folk med sin karakteristiske passion som følger:
"Gennem fjorten år har den tyske nation været i dekadente elementers nåde, der har misbrugt dets tillid. Gennem fjorten år har disse elementer intet andet gjort end ødelægge, opløse og splitte. Derfor er det hverken ubesindighed eller antagelse hvis, stående foran jer i dag, jeg spørger: Tyske nation, giv os fire års tid, efter hvilke I kan stille os til regnskab og dømme mig!"
"Jeg kan ikke afkaste mig min tro på mit folk, ej heller undslippe overbevisningen om, at dette folk igen en dag vil genvækkes. Jeg kan ikke skilles fra kærligheden fra et folk, jeg ved er mit eget. Og jeg nærer den overbevisning, at den time vil komme, hvor millioner af mænd der nu forbander os, vil tage deres plads bag os i velkomsten af Det Nye Rige, vor fælles skabelse født ud af en pinefuld og hård kamp og opslidende triumf - et rige der er symbolet på storhed, ære, styrke, ærlighed og retfærdighed".
Hans kærlighed til hans tyske folk og hans tro på, at de er blevet misledt, bliver i al fald overbevisende proklameret her - og på det tidspunkt var ingen i tvivl om, hvad han så som "dekadente elementer".
Sørgeligt nok dog gjorde Hitler´s anti jødiske bemærkninger ham faktisk ikke særligt bemærkelsesværdig i sin tids Tyskland. Den almindelige vilje til forsoning i dem behøver ikke nærmere forklaring ud over generelle referencer til den tids opfattelser. Så vidt den almindelige tysker vidste, udøvede Hitler blot pogromer. Russerne gjorde det hele tiden, ikke sandt? Det var Hitler´s nationale glorificering og socialistiske politikker, der var det virkeligt interessante og tillokkende.
Den konventionelle redegørelse for Hitler´s had mod jøderne er afvisningen fra Wien´s kunst akademi (i hvilket jøder var prominente) forbitrede had. Men det er ikke i nærheden af, hvad han siger i Mein Kampf. Han ikke så meget som nævner ordet jøde i forbindelse med akademiet. Han siger, at rektoren afviste ham fra akademiet, da hans hovedtalet og interesse lå i arkitektur - en vurdering Hitler var helt enig i!
Endeligt bør det bemærkes, at megen af Hitler´s retorik om jøderne var baseret på præcis den samme antagelse, som venstrefløjen frem til i dag bruger i race diskussionen. Dagens "Affirmative Action" krigere er fanatiske med proportional repræsentation. De hævder konstant at eksempelvis sortes proportionelle antal i den almindelige befolkning burde afspejles alle steder - i ethvert erhverv og enhver institution. Hvis der eksempelvis er en mindre andel af sorte i bank sektoren end i den almindelige befolkningssammensætning, så tages det som bevis for, at der i bank sektoren diskrimineres mod sorte. Hitler brugte præcis det samme argument om jøder. Som de er i Amerika i dag, var jøder i førkrigstidens Tyskland meget overrepræsenteret i toppen af det tyske samfund. Så på god venstreorienteret manér tog Hitler dette som bevis for, at gode almindelige tyskere systematisk blev udelukket fra sådanne positioner i samfundet af ondsindede jødiske rænkesmederier. Hvis Hitler´s tænkning på det punkt var ulogisk, så er hele venstrefløjen i dag ulogisk. Og klager over jødisk overrepræsentation på amerikanske universiteter rumler faktisk i venstrefløjens lavere lag. "Jo mere ting forandrer sig, jo mere forbliver de det samme".
Hitler var dog ikke original i værende både socialist og nationalist. Den første politistat der både var venstreorienteret og umådelig nationalistisk, var selvfølgelig Napoleon Bonaparte´s franske regime. Selv personlighedskulten omkring Napoleon forudså lignende kulte i senere venstreorienterede tyrannier som Hitler, Stalin, Mussolini, Mao, Kim Il Sung og så videre. Bonaparte´s regime var dog lige så kortvarigt og saluterende som Hitler´s, og det var ikke før det tyvende århundrede, at et sådan koncept igen blev prominent for den førende i hænderne på den italienske diktator Mussolini. Mussolini kom til magten meget før Hitler, men var faktisk endnu mere venstreorienteret end Hitler. Selv om han i almindelighed anses for skaberen af fascismen, var Mussolini i sine tidlige år én af Italien´s førende marxistiske teoretikere. Han var faktisk ven med Lenin. Han fik faktisk sit velkendte tilnavn Il Duce mens han stadig var medlem af Italien´s "socialistiske" (marxistiske) parti, og selv om han længe havde været involveret i demokratisk politik, opnåede han magt gennem essentielt revolutionære midler (marchen til Rom). Selv efter han opnåede magt, forblev demonstrationer mod "plutokrater" én af hans retoriske favorit eskapader. Han var dog en instinktiv italiensk patriot og tilføjede meget tidligt en nationalistisk appel til sine budskaber, og derfor den første store venstreorienterede figur der med overlæg tilføjede nationalismens attraktion med socialisme. Han var den første tyvende århundredes ekstremistisk venstreorienterede, der lærte den lektie, som Hitler og Stalin efter ham skulle bruge med så "gode" resultater.
Det er korrekt at som Hitler tillod Mussolini fortsættelsen af kapitalisme i sit land (selv om streng parti disciplin over den i Italien og Tyskland bør bemærkes) men Mussolini retfærdiggjorde dette af marxistiske årsager! Han var faktisk, kunne det argumenteres, en mere ortodoks marxist end Lenin var. Som med de russiske menscheviker syntes det klart for Mussolini, at, ifølge marxistisk teori, måtte et samfund gennem et kapitalistisk stade før højere former for socialisme og kommunisme kunne aspireres. Han mente, at kapitalismen var nødvendig for den industrielle udvikling af landet, og da Italien i den henseende var meget underudviklet, måtte kapitalismen tolereres. Hvad nogle derfor ser som højreorienteret, var faktisk for Mussolini ortodoks Marxisme. Mussolini opretholdt dette synspunkt i de tidlige år af det tyvende århundrede, og hilste derfor med nogen munterhed den økonomiske katastrofe, der ramte Rusland, da bolsjevikerne tog over. Han anså bolsjevismens fejlslag som bevis på den ortodokse marxismes korrekthed.
Ej heller var Mussolini alene af navn socialist. Han gennemførte også socialistiske politikker. Takket være ham havde fascismens Italien i 1930´erne den tides uden tvivl mest sammenhængende velfærdsstat i verden.
Det kunne faktisk siges, at den italienske fascisme var bemærkelsesværdig tættere på kommunismen end nazismen var. Dette er ikke blot grundet indflydelsen af marxismen på Mussolini´s ideologi, men grundet at Mussolini´s nationalisme var mere sentimental og nostalgisk end Hitler´s intellektuelle og ideologiske nationalisme. Det er derfor alene graden af ideologisk fokus på nationalisme, der skiller de tre former for autoritær socialisme: Nazisme, Fascisme og Kommunisme.
Hitler var en socialist III:
http://www.180grader.dk/Politik/hitler-var-en-socialist-iii
