I forbindelse med debatten om vores sundhedsvæsen, er en diskussion så småt begyndt at tone frem. Hvad er værdien af et liv? Hvem skal man hjælpe, og hvem skal man ikke?
Regionerne ønsker eksempelvis at fjerne hjælpen til de respiratorpatienter, der årlig koster 1 mia. kroner - eller ca. det samme som hele Gentofte Hospital. I DR Nyhedernes beregning kostede en hjemmerespiratorpatient årligt 2 mio. kroner, hvilket kunne gøres væsentligt billigere, hvis respiratorpatienterne blev samlet på botilbud. Der ville derfor være en besparelse i forhold til de 6-7 ansatte, som hver respiratorpatient har.
Den aktuelle diskussion er naturligvis interessant i sig selv, men den principielle er langt mere relevant. I kraft af at sundhedsudgifterne stiger og indtjeningsgrundlaget falder, kan vi ikke længere blot åbne for ”statskassen” og hælde flere penge i sundhedsområdet. Kassen er ikke alene tom, der er slået hul i bunden og vi bliver ganske enkelt nødt til at prioritere fremover.
En omkostning på 1 mia. er således ikke bare en omkostning. Den indeholder også en alternativomkostning (eller offeromkostning, som det også hedder). Hvad vil man helst have? En akutfunktion, øget fokus på kræftbehandling, hjertecentre, specialinstitutioner eller pasning af handicappende i eget hjem?
Der er ingen i befolkningen der objektivt kan sætte sig ned og lave denne prioritering. Ligeledes kan og skal politikere heller ikke gøre sig til dommer over pris/værdi af forskellige sundhedsydelser. I stedet for bør vi læne os op af de fagpersoner der arbejder med den slags problematikker: Sundhedsministeriet, lægerne, sundhedsøkonomerne og etisk råd. Hvordan vi får maksimalt sundhed for pengene, er ikke noget vi kan afgøre over aftenkaffen i DR Nyhederne.
Det vi dog kan forholde os til er, at det danske sundhedsvæsen i den offentlige debat fungerer efter ”åben kasse” princippet. Ingen har et forhold til sundhedsudgifterne, alle kræver den maksimale behandling og få vil acceptere, at der skal skæres i servicen for at få kassen til at stemme. Dvs. ingen bekymre sig om ”de andre”, så lang tid der er penge og ressourcer til ”mig selv”!
