Hvad stemmer de i Andeby?

Henne i grønspætternes klubhus er ungerne i gang med optællingen af deres lille meningsmåling, der skal lægges sammen med de andre grønspætters

Ikke angivet Ikke angivet,

26/03/2015

Henne i grønspætternes klubhus er ungerne i gang med optællingen af deres lille meningsmåling, der skal lægges sammen med de andre grønspætters. Som de fleste har de også spurgt deres familie og venner, og her er der ikke mange overraskelser.

Onkel Joakim stemmer på de konservative, også selv om han snart er den eneste tilbage, der kan finde på den slags. Han har for længst fundet ud af at den bedste måde at bevare sin formue på er at sørge for at der er så få forandringer som muligt. Derudover føler han sig godt til pas blandt de konservative, hvor han frit kan længes tilbage til den tid, hvor man kunne købe en halv bondegård for en femogtyveøre.

Bedstemor And stemmer på Venstre, selv om hun har fået sværere og sværere ved at genkende det gamle landbrugsparti gennem årene. Hun har hverken tillid til den plumpe dørsælgertype, der er deres formand eller til den forvoksede skoledreng, der ser ud til at blive hans afløser. Men hun ved ikke, hvor hun ellers skal gå hen..

Selv om hendes tre niecer, Kylle, Pylle og Rylle, har meldt sig ind i Konservativ Ungdom for at vise deres politiske engagement, stemmer Andersine også på Helle Thorning-Schmidt denne gang. Det er nu ikke fordi hun er videre enig i socialdemokraternes politik (faktisk har hun ikke rigtig sat sig ind i den). Men Helle Thorning-Schmidt er efter hendes opfattelse afgjort den partileder, der har den mest chikke tøjstil. For ikke at forglemme, at hun også er den, der har de flotteste og dyreste håndtasker.

Fætter Højben stemmer på Liberal Alliance. Han har altid ment, at man er sin egen lykkes smed. Hvilket er overordentlig bekvemt, når man nu er Fætter Højben, og lykken altid tilsmiler én selv. Men uanset hvordan valget går, er han sikker på, at det nok skal gå for ham personligt. Bare igår f.eks., fandt han en lottoseddel med gevinst, og en tabt diamantring med findeløn, da han var ude og spadsere en tur i parken.

Mickey stemmer på SF. Han har altid været en uforbederlig hallalhippie. Derudover passer hans pædagogiske måde at uddele retfærdighed på godt til det gamle skolelærerparti, hvor man traditionelt har haft en hvis tendens til selvtilfreds skinhellighed.

Også Mickeys ven, Fedtmule, er at finde på venstrefløjen. Fedtmule har stemt på Enhedslisten lige så længe, han kan huske, hvilket ikke nødvendigvis er særlig længe. Solidaritet er et begreb, der tiltaler ham, for udover Mickey, synes han ikke, at han har særlig mange venner. Det er ikke fordi han egentlig tror på al deres snak om en revolution. Men hvis den en dag skulle komme, er han klar til at trække i sit Supermule-kostume for at kæmpe for retfærdigheden. 

En af overraskelserne i undersøgelsen er Georg Gearløs. Han har tidligere stemt radikalt, men synes at partiet efterhånden er blevet overtaget at visionsløse teknokrater. I øjeblikket hælder han mest til at stemme på Alternativet. Han kan godt lide deres iværksætterprofil og partiets slogan om bæredygtighed, der går godt i spænd med hans egen forestilling om at man har et ansvar for, hvordan ens opfindelser bliver brugt. Til gengæld er han ikke meget for kun at arbejde 30 timer. Han ved godt at uden Lille Hjælper til at holde ham igang, var han for længst selv gået til i kedsomhed.


Og Onkel Anders? Han har faktisk været den sværeste nød at knække. Når han er sammen med Andersine, eller når Onkel Joakim har tvunget ham til at arbejde for sig, plejer han at sige, at han vil stemme socialdemokratisk. Men når han sidder og skælder ud på fjernsynet, lyder han mest som én, der vil stemme Dansk Folkeparti – især hvis partiet ville tilbyde at sende hans forhadte nabo, hr. Knarvorn, ud af landet sammen med de fremmede.

Hvis ungerne kender ham ret, ender han nok med at vælge sofaen.

Kilde: