Her op til valget køres politisk kampagne om børnefamiliens vilkår. Mange debattører, tænketanke og politiske partier debatterer hvordan man kan hjælpe de pressede børnefamilier. Det er vigtigt at stille det åbenlyse spørgsmål: Hvem presser børnefamilierne?
Børnefamilierne står hvor de står, baseret på forældrenes valg gennem tiden og er i høj grad selv årsag til at hverdagen bliver presset. De ønsker alt på samme tid: Tid til familien, tid til træning, tid til arbejde og tid til fordybelse. Hjemmet skal være i "Bo Bedre" stil, altid opryddeligt, rengjort og klar til gæster. Forældrene skal være i god form og leve sundt. Der er mange krav at leve op til, for at være en god familie.
Er det så politikerne der skal tage ansvaret for børnefamiliens trivsel? Er løsningen at tildele flere arbejdsmarkedsrettigheder til børneforældre? Jeg mener i stedet at de pressede børnefamilier selv skal tage affære, ændre adfærd, og skabe en anden, mindre presset hverdag ved at prioritere. Derfor er ansvar centralt i denne debat.
Når forældrene selv tager ansvar for deres situation, lærer de deres børn gennem deres handinger om ansvarlighed. Børn lærer disse vigtige normer og værdier af forældrene i barndommen, derfor er forældrenes valg vigtig for børnenes trivsel gennem hele livet.
Forældrenes handling er et spejl af samfundets normer og værdier, som de fører videre til børnene. Som forælder er man interesseret i at barnet får mest muligt ud af livet, og skaber politikerne et samfund der letter uansvarlig opførsel, vil konklusionen for forældre være, at barnet bør være mere uansvarligt end ellers. Barnet vokser op med en forestilling om at ansvaret for dets trivsel ligger hos politikerne.
Ligesom den store stigning af unge i RKI[1] kunne være undgået ved at samfundet havde haft sundere normer og værdier under højkonjunkturen, har forældrene brug for et samfund der understøtter ansvarlig opførsel. Forældrene skal selv tage konsekvenserne af deres valg, hvis man ønsker at fremme ansvarligheden for børnene. Det nytter ikke at skabe et samfund der stiller velfærds-lokkemad frem for forældrene, lader politikerne tage ansvar for større dele af deres liv, for bagefter at klandre dem for at deres børn bliver uansvarlige.
Hvis far lige har købt en ny bil, og finansieret den med et realkreditlån, hvordan løfter man så opgaven at forklare barnet at det skal udsætte sine behov og ikke vælge den "lette" løsning? Både børn og forældre har behov for et samfund der ikke frister dem over evne. Et afdragsfrit flexlån til 0 pct rente, er lige så fristende for en boligejer, som et SMS lån er for en teenager.
[1] http://finans.dk/live/privatokonomi/ECE7597368/Unge-er-forg%C3%A6ldede---og-fork%C3%A6l
