Der blæser nye vinde i dansk politik. De mange ulemper ved keynesiansk finanspolitik og universelle velfærdsydelser er kommet i fokus, og det er efterhånden blevet acceptabelt på venstrefløjen, at tale om begrænsninger i efterløn, børnecheck og så videre. Indtægtsgraduering og brugerbetaling er ikke længere fy-ord, men nødvendige tiltag for at kunne delfinansiere det urentable statsbudget med kæmpe underskud.
Kapitalismens og markedsøkonomiens fortræffeligheder har for længst fordrevet marxisme og planøkonomi. Man har fået øjnene op for, at vækst og dynamiske effekter fungerer langt bedre end omfordeling og offentlige investeringer.
I denne ånd har et forslag gående på de mest velhavende danskere været at omlægge børnechecken til et fradrag. Her skal tungen holdes lige i munden.
For nøjagtig som med brugerbetaling, som må fjernelser af ydelser sok minimum hænge ligeligt sammen med skattelettelser. Vel giver et skattefradrag en højere udbetaling, men når den ydelse (velfærd, og herunder børnecheck) man køber, mindskes, så sker der en reelt fordyrelse heraf, altså en skattestigning. Når eksempelvis cigaretpriserne stiger (grundet den røde regerings afgifter), og producenterne (hvis altså den røde regering giver dem lov) derfor sælger pakker med færre antal cigaretter for et lavere beløb, så er cigaretterne stadigvæk steget relativt.
Derfor må alle forringelser af velfærden hænge sammen med reelle skattelettelser – ellers handler det bare om en anden og endnu mere uretfærdig fordeling af omfordelingen.
