Det tog sin begyndelse med EF, et frivilligt samarbejde mellem nogle få og kulturelt ret ensartede suveræne nationer. Lavpraktisk og langt hen ad vejen forpligtende, men aligevel fornuftsdrevet.
Men gennem tiden har koncentrationen af magtarrogante og elitære politikere med visioner om et socialistinspireret europas forenede stater taget fuldstændig overhånd.
Ideen om at kunne ensrette og forene alle borgere i alle medlemslande, og at få dem til at støtte op om det som jeg (og mange andre) betegner som et veritabelt EUSSR, lider under eklatant mangel på folkelig opbakning og magtelitens manglende forståelse for de kulturelle forskelligheder og den nationale selvopholdelsesdrift.
På trods af et efterkrigshistorisk set velfungerende europæisk samarbejde der måske kunne danne fundamentet for dannelsen af en Europæisk Union, ser det i praksis yderst vanskeligt ud at forene nord og syd såvel som øst og vest til een samlet enhed der kan agere i enstemmighed.
Politikerne kan sagtens finde frem til en model der ender i et EUSSR, for de ser åbenbart ikke vigtigheden af at træde udenfor deres politisk ensrettede osteklokke og tage bestik af borgernes virkelighed og deres mange og betydelige forskelligheder.
Nej, nej. De (politikerne) omdefinerer i stedet deres opfattelse af virkeligheden, bilder sig ind at borgernes (og nationernes) forskelligheder kan udjævnes gennem regler, regulativer, forordninger, lovgivning og befolkningsudskiftning.
For at virkeliggøre den elitære magtelites faktaresistente vision om at etablere en fælleseuropæisk stormagt indenfor et politisk set overskueligt tidsrum, satser de elitære magthavere derfor hele butikken på at tilrane sig mere og mere overstatslig beslutningskompetance i et stadigt eskalerende tempo, antagelig for at fremskynde processen så de selv kan nå at sole sig i deres 'storslåede' nirvana inden deres generation må lade livet på grund af alderdom.
Lignende forsøg på forceret statsdannelse baseret på elitære teoretiske utopier har vi set utallige gange op gennem menneskehedens historie. Det har i alle tilfælde fungeret lidt lige som en trykkoger uden sikkerhedsventil, efter låget er boltet fast opbygges trykket langsomt og til sidst eksploderer gryden, med ufattelige blodsudgydelser, konflikter og uendelige mængder af tænders gnidsel til følge.
Det vi burde have lært af historien, er, at den slags statsdannelse (eller overstatslig unionsdannelse) kræver tid, og at det ikke kan forceres i et højere tempo end det tempo hvor borgerne kan følge med, og at det i praksis kræver flere generationers tålmodigt og målrettet arbejde.
Den grundlæggende gode ide om samarbejde og et højere fælles mål bliver i disse år primært ødelagt af at de virkelighedsfornægtende politikere, meningsdannere og ideologer ikke indser nødvendigheden af den folkelige opbakning til projektet, og at de fuldstændigt negligerer nødvendigheden af tålmodighed, og derfor forcerer det elitære ideologiske projekt langt ud over hvad det kan bære.
Evolution duer. Det samme gør demokrati. Det er påvist empirisk. Men begge dele tager sin tid.
Revolution duer også, midlertidigt, og med massiv anvendelse af våbenmagt og undertrykkelse. Det er også påvist empirisk. Det tager næsten ingen tid.
Brexit, den nationalistiske fremmarch og den spirende politiske højredrejning er et symptom på at skabelsen af en overstatslig europæisk union forceres og fremskyndes i et alt for højt tempo. Hvis ikke EU skal ende sine dage i en decideret folkelig opstand og dermed i en total nedsmeltning, så skal tempoet efter min bedste vurdering sættes gevaldigt ned, og der skal tages langt større hensyn til medlemsstaternes og deres borgeres nationale egenart, kultur og suverænitet.
Magteliten undervurderer desuden i høj grad den konsekvensfornægtende import af kulturfremmede, som på sigt vil gøre det endnu sværere at opnå den nødvendige folkelige opbakning, den nødvendige folkelige ensartethed og den folkelige koncensus som er en uomgængelig forudsætning for at fuldføre opbygningen af en succesfuld og bæredygtig union.
Magtelitens faktaresistente utålmodighed, og EU politikernes overvægt af demokratsocialist inspirerede, ideologisk synshæmmede utopister er det altoverskyggende problem. Det er ikke borgerne der er problemet. Den menneskelige natur fordrer at den slags tager sin tid, lang tid, mange generationer.
Det er en af demokratiets største udfordringer, altså at 'ting tager tid', men det er samtidig en af demokratiets vigtigste sikkerhedsventiler. Så fat det dog. Hvor svært kan det være?
Så længe de EU liderlige ideologer, politikere og meningsdannere ikke fatter ovenstående, så foretrækker jeg at være en del af en suveræn nation som står udenfor EU. En nation som kan foretage selvstændige beslutninger. Også selv om det på kort sigt vil koste mig og min nation på velfærden og økonomien.
På sigt vil det efter min vurdering være en ubetinget fordel at befinde sig uden for unionens 'trykkoger' - som tilsyneladende har direkte kurs mod et 100% selvforskyldt sammenbrud.
Kommer politikerne, de elitære ideologer og EU bureaukratvældet tilbage til deres fornufts fulde brug, og skruer gevaldigt ned for ambitionerne og hastigheden, så vil jeg dog overveje igen at melde mig som tilhænger af et forpligtende overstatsligt europæisk samarbejde.
Indtil da: Nej tak til dødssejleren EUSSR, og ja tak til et endnu tættere samarbejde med Storbrittanien og USA. Og Norge samt Schweiz kunne også være interessante som tættere knyttede samarbejdspartnere.
NB: Undskyld for de mange ord, men de VILLE bare ud!
