Hvorfor ikke forenkle ejendomsskatten ?

Regeringens aktuelle forslag til revision af ejendomsbeskatningen opererer stadig med den tidligere - nu kollapsede - model, hvor der betales to f...

Jacob R. Iversen,

08/02/2017

Regeringens aktuelle forslag til revision af ejendomsbeskatningen opererer stadig med den tidligere - nu kollapsede - model, hvor der betales to forskellige skatter af en ejendom, nemlig en ejendomsværdiskat, dvs. en skat på værdien af hele ejendommen inklusiv grund, og en ejendomsskat, som er en skat alene på ejendommens grundværdi. Denne model er som sagt kuldsejlet, primært på grund af dens kompleksitet, i forbindelse med de ”rigtige” værdiansættelser af bebyggede grundes værdier.

Logikken i at opdele beskatningen på en ejendom i to separate dele er i det hele taget uforståelig – metoden gør beskatningen kompleks, uden at tilføre fordele.

I de aktuelle forhandlinger om den nye ejendomsskats indretning, hvor man har muligheden for at forenkle systemet, burde man gøre det. En enkel ukompliceret model, der er mindst ligeså ”retfærdig” som den nuværende to-skattemodel kunne være følgende:

Udgangspunktet er at skatten er beskatning af ejendommes værdi, uanset hvem der bebor den, dvs. beskatningen har ikke umiddelbart nogen fordelingspolitisk målsætning. Beskatningens størrelse skal afspejle ejendommens ”sande” værdi, og den er jo pr. definition den pris ejendommen kan indbringe i fri handel – en værdi, der er relativ let at finde eller at vurdere rimelig nøjagtig f.eks. vha. relevante salgsstatistikker, lokale ejendomsmæglere eller lignende. Beskatningen er ligefrem proportional med ejendommens værdi.

Ønsker staten f.eks. at ejendomme skal indbringe et skatteprovenu – som i øjeblikket – på 45 milliarder kr., og er værdien af al ejendom i landet – opgjort som salgsværdi i fri handel – 5.000 milliarder kroner, ja, så skal ejendomsskatten udgøre 0,9% af enhver ejendoms fastsatte salgsværdi. Så enkelt, ubureaukratisk, let forståeligt og ”retfærdigt” kan ejendomsskatten principielt indrettes.

Hvis det politisk skulle vise sig nødvendigt at indbygge en ”misundelsesskat” i modellen kan dette let og helt ubureaukratisk lade sig gøre. Baggrunden for en ”misundelsesskat” er jo den, at langt de fleste politikere, uanset om de er ”røde” eller ”blå”, mener, at der i samfundet altid er nogle, det er ”synd for”, og nogle der er blevet ”for rige” og hvis ærligt tjente penge, som følge heraf, yderligere skal beskattes.

Når det drejer sig om ejendomsbeskatning, er teorien blandt politikere den, at jo rigere man er, jo dyrere hus /ejendom har man sikkert købt. Skal man derfor ramme ”de rige”, ja, så kan man jo bare indføre en højere beskatningsprocent på alle ejendomme med en værdi på over en vis grænse – en sådan ”misundelsesskat” er altså meget let og ukompliceret at indføre, men den går jo altså lidt på kompromis med, at ejendomsskat ikke skal være fordelingspolitik.

At en model efter ovenstående enkle principper overhoved ikke diskuteres, i den aktuelle debat om indretningen af den nye ejendomsbeskatning, må vel være fordi, modellen lider af fundamentale brister – hvilke mon ?

Kilde: