”Støt vore soldater” er en opfordring, som ikke når langt ud i den politiske debat. Flere år gamle episoder, hvor der stilles spørgsmål om fangers behandling, trækkes gennem det politiske morads, og oppositionen søger at score points på de udsendte soldaters bekostning. Skal vi føre en aktivistisk udenrigspolitik, hvor soldater sendes ud i egentlige kampsituationer, er det en forudsætning, at vi har tillid til soldaterne! Der eksisterer en række regler, som vi ønsker soldaterne skal efterleve, men vi ved – og ikke mindst politikerne bør vide – at der uundgåeligt vil komme situationer, som i praksis umuliggør de ønskede juridiske skoleridt. Har vi lært dem reglerne, skal vi så ikke have ubetinget tillid til, at de gør deres bedste for at efterleve dem? Og er reglerne ikke efterlevede, er det fordi, det ikke var muligt! Har politikerne ikke den tillid til soldaterne, skal de ikke sendes ud til andet end banale bevogtningsopgaver. Det er uværdigt, at soldaterne igen og igen skal mistænkeliggøres, og hænges ud i presse og Folketing.
