Værd at læse

00

Hvorfor socialisme må slå fejl

Halløjsa allesammen - jeg har for nylig oversat dette fantastiske essay af Hans-Hermann Hoppe, og jeg tænkte lige, at som mit første (af forhåbentligt mange flere) indlæg her på siden, ville det ideelle valg være dette essay, der i øvrigt er utrolig relevant nutildags.

Hvorfor socialisme må slå fejl

Af Hans-Hermann Hoppe

Socialisme og kapitalisme tilbyder markant forskellige løsninger til det problem, der udgøres af knaphed: enhver kan ikke få alting, de ønsker, når de ønsker det, så hvordan kan vi effektivt beslutte hvem, der skal eje og kontrollere de resurser, vi har? Den valgte løsning har omfattende konsekvenser. Den kan betyde forskellen mellem velstand og forringelse, frivillig bytning og politisk tvang, sågar totalitarisme og frihed.

Det kapitalistiske system løser knaphedsproblemet ved at anerkende retten til privat ejendom. Den første til at bruge en vare, er dens ejer. Andre kan kun tilegne sig den gennem handel og frivillige kontrakter. Men indtil ejeren af ejendommen vælger at lave en kontrakt eller bytte sin ejendom, kan han gøre hvad han vil med den, så længe han ikke blander sig i eller fysisk skader andres ejendom.

Det socialistiske system forsøger at løse ejerskabsproblemet på en helt anden måde. Ligesom under kapitalisme kan folk eje forbrugsvarer. Men under socialisme er ejendom, der tjener som produktionsmiddel, kollektivt ejet. Ingen person er i stand til at eje maskinerne og andre resurser, der går til at producere forbrugsvarer. Menneskeheden ejer dem, så at sige. Hvis folk benytter produktionsmidlerne, kan de kun gøre det som opsynsmænd for hele samfundet.

Økonomisk lov garanterer, at skadelige økonomiske og sociologiske effekter altid vil følge socialiseringen af produktionsmidlerne. Det socialistiske eksperiment vil altid resultere i fiasko.

For det første: socialisme resulterer i mindre investering, mindre opsparing og lavere levestandarder. Når socialisme i første omgang indføres, skal ejendom omfordeles. Produktionsmidlerne er frataget dets nuværende brugere og producenter og givet til samfundet bestående af opsynsmænd. Selvom ejerne og brugerne af produktionsmidlerne erhvervede sig dem gennem fælles samtykke fra de tidligere ejere, bliver de overført til folk, som i bedste fald bliver brugere og producenter af ting, de ikke ejede tidligere.

I dette system straffes tidligere ejere til fordel for nye ejere. Produktionsmidlernes ikke-brugere, ikke-producenter og ikke-kontrahenter favoriseres ved at blive udnævnt til opsynsmands-ranken over ejendom, de tidligere ikke havde brugt, produceret eller kontraheret til at bruge. Således stiger ikke-brugerens, ikke-producentens og ikke-kontrahentens indkomst. Det er det samme for ikke-opspareren, som nyder godt af det på bekostning af opspareren, hvis opsparede ejendom konfiskeres.

Så, tydeligvis, hvis socialisme favoriserer ikke-brugeren, ikke-producenten, ikke-kontrahenten og ikke-opspareren, stiger omkostningerne der skal bæres af brugere, producenter, kontrahenter og dem, som sparer op. Det er nemt at få øje på hvorfor, der vil være færre folk i de sidstnævnte roller. Der vil være mindre original tilegnelse af naturlige resurser, mindre produktion af nye produktionsfaktorer og mindre kontraktindgåelse. Der vil være meget mindre forberedelse for fremtiden, eftersom alles investeringsudmundinger tørrer ud. Der vil være mindre opsparing og mere forbrug, mindre arbejde og mere fritid.

Dette beløber sig til, at der vil være færre forbrugsvarer tilgængelige for bytning, hvilket reducerer alles levestandard. Hvis folk er villige til at løbe risikoen, vil de blive nødt til at gå under jorden for at kompensere for disse tab.

 

For det andet: socialisme resulterer i ineffektivitet, mangel og enormt spild. Dette er Ludwig von Mises’ indsigt, som opdagede at rationel økonomisk beregning er umulig under socialisme. Han viste, at kapitalgoder under socialisme i bedste fald bruges til produktion af andenrangs behov, og i værste fald til produktion, der tilfredsstiller intet behov overhovedet.

Mises’ indsigt er enkel, men ekstremt vigtig: fordi produktionsmidlerne under socialisme ikke kan sælges, er der ingen markedspriser for dem. Den socialistiske opsynsmand kan ikke fastslå de monetære omkostninger involveret i at bruge resurserne, eller i at foretage ændringer i produktionsprocessers længde. Ej heller kan han sammenligne disse omkostninger med den monetære indkomst fra salg. Han er ikke tilladt at tage imod tilbud fra andre, der ønsker at bruge hans produktionsmidler, så han kan ikke vide, hvad hans tidligere muligheder er. Uden at kende til de tidligere muligheder, kan han ikke kende til sine omkostninger. Han kan ikke engang vide om den måde, hvorpå han producerer, er effektiv eller ineffektiv, ønsket eller uønsket, rationel eller irrationel. Han kan ikke vide, hvorvidt han tilfredsstiller mindre eller mere presserende kundebehov.

Under kapitalisme forsyner pengepriser og frie markeder producenten med denne information. Men under socialisme er der ingen priser for kapitalgoder og ingen muligheder for bytning. Opsynsmanden er efterladt i mørket. Og fordi han ikke kan vide sin nuværende produktionsstrategis status, kan han ikke vide, hvordan den kan forbedres. Jo mindre producenter er i stand til at beregne og engagere sig i forbedring, desto større chancer er der for spild og manglers opståen. I en økonomi, hvor forbrugermarkedet for hans produkter er meget stort, er producentens dilemma endda værre. Det behøver næsten ikke blive pointeret: Når der er ingen rationel økonomisk beregning, vil samfundet synke ind i progressivt forværrende forringelse.

For det tredje: socialisme resulterer i overforbrug af produktionsfaktorerne, indtil de udsættes for dårlig vedligeholdelse og vandaliseres. En privat ejer har under kapitalisme retten til, når som helst, at sælge sin produktionsfaktor og beholde indtægten udledt fra salget. Så det er til hans fordel at undgå at mindske dens kapitalværdi. Fordi han ejer den, er hans mål at maksimere værdien af den faktor, der er ansvarlig for produktionen af de varer og services, han sælger.

Den socialistiske opsynsmands status er helt anderledes. Han kan ikke sælge sin produktionsfaktor, så han har lidt eller ingen tilskyndelse til at sikre, at den bevarer sin værdi. Hans tilskyndelse vil i stedet være at forøge sin produktionsfaktors ydeevne, uden hensyntagen til dens svindende værdi. Der er også den chance, at hvis opsynsmanden fornemmer muligheder ved at bruge produktionsmidlet til private hensigter, – ligesom at lave varer til det sorte marked – vil han blive tilskyndet til at forøge ydeevnen på bekostning af kapitalværdier. Uanset hvilken måde, hvorpå du kigger på det, vil producenter, under socialisme uden privat ejerskab og frie markeder, være tilbøjelige til at fortære kapitalværdier ved at overbruge dem. Fortæring af kapital leder til forringelse.

For det fjerde: socialisme leder til en reduktion i kvaliteten af de varer og services, der er forbrugeren tilgængelige. Under kapitalisme kan en individuel forretningsmand kun opretholde og udvide sit firma, hvis han generhverver sine produktionsomkostninger. Og eftersom efterspørgslen for firmaets produkter afhænger af forbrugervurderinger af pris og kvalitet (pris, som er et kriterium for kvalitet), må produktkvaliteten være en konstant bekymring for producenterne. Dette er kun muligt med privat ejerskab og udveksling på markedet.

Ting er fuldstændig anderledes under socialisme. Ikke mindst er produktionsmidlerne kollektivt ejet, men således er også indkomsten udledt fra salget af ydelsen. Dette er en anden måde at sige, at producentens indkomst har lille eller ingen forbindelse med forbrugervurderingen af producentens arbejde. Dette faktum er selvfølgelig kendt af enhver producent.

Producenten har ingen grund til at yde en speciel indsats for at forbedre kvaliteten af sit produkt. Han vil i stedet hellige relativt mindre tid og flid på at producere, hvad kunderne ønsker, og bruge mere tid på, hvad han ønsker. Socialisme er et system, der tilskynder producenten til at være doven.

For det femte: socialisme leder til politiseringen af samfundet. Noget kan næppe være værre for produktionen af velstand.

Socialisme, i det mindste dens marxistiske version, siger, at dens mål er komplet lighed. Marxisterne observerer, at når først du tillader privat ejendom i produktionsmidlerne, så tillader du forskelle. Hvis jeg ejer resurse A, så ejer du den ikke, og vores forhold til resurse A bliver anderledes og ulige. Ved i ét hug at afskaffe privat ejendomsret i produktionsmidlerne, siger marxisterne, bliver alle medejere af alting. Dette reflekterer alles lige stilling som mennesker.

Virkeligheden er meget anderledes. At erklære alle medejere af alting løser kun af navn forskelle i ejerskab. Det løser ikke det virkelige, grundlæggende problem: der forbliver forskelle i magten til at kontrollere, hvad der skal ske med resurserne.

Under kapitalisme kan personen, som ejer en resurse, også kontrollere, hvad der skal ske med den. I en socialiseret økonomi gør dette sig ikke gældende, da der ikke længere er nogen ejer. Ikke desto mindre eksisterer kontrolproblemet fortsat. Hvem skal bestemme, hvad der skal ske med hvad? Under socialisme findes der kun en udvej: folk afgør deres uenigheder vedrørende kontrol af ejendom ved at lægge en vilje ovenpå en andens. Så længe der er forskelle, vil folk ordne dem med politiske midler.

Hvis folk ønsker at forbedre deres indkomst under socialisme, er de nødt til at bevæge sig mod en højere værdsat position i opsynsmandshierarkiet. Det kræver politisk talent. Under et sådant system vil folk være nødt til at bruge mindre tid og flid på at udvikle deres produktive færdigheder, og mere tid og flid på at forbedre deres politiske talenter.

Som folk udskifter deres roller som producenter og brugere af resurser, finder vi ud af, at deres personligheder ændrer sig. De dyrker ikke længere evnen til at forudse knaphedssituationer, til at benytte produktive muligheder, til at være opmærksomme på teknologiske muligheder, til at forudse ændringer i kundeefterspørgslen og til at udvikle marketingsstrategier. De har ikke længere brug for at kunne tage initiativ, at kunne arbejde og at kunne møde andres behov.

I stedet udvikler folk evnen til at samle offentlig opbakning bag deres egen position og holdning ved hjælp af midler som overtalelse, demagogi og intrige, gennem løfter, bestikkelser og trusler. Andre folk når toppen under socialisme end under kapitalisme. Jo højere du kigger i det socialistiske hierarki, desto mere vil du finde folk, som er for inkompetente til at udføre arbejdet, det var meningen, de skulle udføre. Det er ingen hindring i en opsynsmand-politikers karriere at være dum, doven, ineffektiv eller ligeglad. Han behøver blot have overlegne politiske evner. Dette bidrager også til forringelse af samfundet.

USA er ikke fuldt socialiseret, men vi ser allerede de katastrofale effekter af et politiseret samfund, idet vores egne politikere fortsætter med at gøre indgreb i private ejendomsejeres rettigheder. Alle af socialismens forringende effekter er med os i USA: reducerede niveauer af investering og opsparing, fejlfordelingen af resurser, overforbruget og vandaliseringen af produktionsfaktorer og den ringe kvalitet af produkter og services. Og disse er kun smagsprøver på livet under total socialisme.

Oversat af Andreas Persson

22 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere