Og det skal være et langt, sundt liv, det har de magthavende og toneangivende bestemt.
Så Danmark kan komme højt op den internationale hitliste. Jeg ved nu ikke hvad det er der konkurreres om og hvad den plads skal bruge det til.
Så vidt jeg kan se er der ingen gevinst ved det.. . .
Alligevel findes ikke et eneste politisk parti som lader være med at have folkets sundhed på deres program.
Det er godt nok besværligt for folk med daglige løbeture – iført det helt rigtige dress - en masse besøg i træningscentre, vi skal da alle sammen medvirke til at holde liv i de der tjener på sundhedshysteriet. . .
For slet ikke at tale om alt det der skal undgås for at leve op til sundhedskravene, jeg nævner i flæng tobak, spiritus, fedt, søde sager, usunde fødevarer, der er meget mere som jeg ikke har taget med, det ville fylde for meget, mængden af det man skal tage sig i agt for er uendelig, men sådan er det; og det må man finde sig i når livet skal bevares for enhver pris.
Der gøres også meget for at vise folk hvor galt det kan gå når døden alligevel rammer.
Hver dag fremhæves katastrofer og voldsepisoder i TV programmernes nyhedsudsendelser.
Til skræk og advarsel!
Mange sluger det råt, valfarter til ulykkessteder og viser en medynk der grænser til hykleri, når de dynger blomster op, ja selv bamser og breve til afdøde voldsofre som de ikke kender. Jeg ved godt at jeg skulle have skrevet medlidenhed og ikke medynk, men det ord synes jeg passer bedre.
Jeg har ofte tænkt på hvad der sker med dyngerne når blomsterne er visnede, (og andre ulykker er kommet på hitlisten) det fortælles der nemlig ikke noget om.
Man kan også få krisehjælp hvis man har været i nærheden af nogle der er kommet galt af sted. Folk betragtes som sarte der ikke tåler ret meget. Der gøres meget for at holde os på det rette spor.
Sundhedsindustrien har taget patent på livsvilkårene, fået en afgørende dominans og med den følger en uhyggelig puritanisme som gør livet svært og næsten uudholdeligt for adskillige mennesker. I mine ører lyder det som noget fra spejderbevægelsen, og deres gode gerninger, som f. eks at følge gamle damer over gaden, selvom de ikke havde bedt om det og intet har at gøre dér.
Det vrimler med forbud imod det som gør livet værd at leve og folk bliver mere og mere forvirrede. Døden betragtes som det værste der kan overgå en, selvom det er hvad ethvert liv ender med. Jeg har da aldrig hørt om nogen der har undgået den helt og det ville næppe blive holdt hemmeligt.
Nu skal der desuden bygges gigantiske hospitaler og læger skal hele tiden blive bedre og bedre til at helbrede de sygdomme vi er så uheldige at rende ind i. Og det er ikke uden omkostninger for lægerne, der jagtes hvis de er så uheldige at gøre en fejl.
Lægerne suppleres af en stab af veluddannede sygeplejersker, portører og ikke mindst medicinalindustrien, som om det er udødelighed man stræber efter.
Men er det ikke er det samme som de religiøse kredse har præket i mere end 2000 år?
Det med udødeligheden.
Ganske vist påstår de religiøse, at udødeligheden først kommer – efter døden, men alligevel snerper det i den retning og får mig til at se sundhedsidealerne som hellige og dermed ukrænkelige.
Vi har et offentligt sundhedssystem som giver enhver samfundsborger ret til lægehjælp og hospitalsbehandling betalt af skatteyderne. Derfor betragtes det som gratis, selvom der tales meget om hvor dyrt det er. Men sådan bliver meget i den offentlige forvaltning betragtet. På en vildledende måde. Jeg har i hvert fald svært ved at se noget kan være gratis når man for længst har betalt for det i skattesystemet og andre afgifter som magthaverne også opkræver. I det hele taget ser jeg ethvert samfund nu til dags som en slags pengemaskine, hvor magthaverne rager til sig på bekostning af de der ikke er lider af det samme storhedsvanvid som de der har sat sig på retten til at bestemme dét andre skal gøre og hvad de bliver straffet for hvis de gør dét.
Det får mig til at se sygdomsbegrebet er placeret forkert. Det må være SAMFUNDET og ikke befolkningen som fejler - noget. Men er der nogen som kan finde ud af hvad det er?
Jeg tvivler, vi har alt for travlt med at placere ansvar for det ene og det andet på forskellige vi kan rette vores utilfredshed imod, og imens drukner det som måske kunne gøre os gladere og mere tilfredse i tåbelige skænderier om bagateller.
Så Danmark kan komme højt op den internationale hitliste. Jeg ved nu ikke hvad det er der konkurreres om og hvad den plads skal bruge det til.
Så vidt jeg kan se er der ingen gevinst ved det.. . .
Alligevel findes ikke et eneste politisk parti som lader være med at have folkets sundhed på deres program.
Det er godt nok besværligt for folk med daglige løbeture – iført det helt rigtige dress - en masse besøg i træningscentre, vi skal da alle sammen medvirke til at holde liv i de der tjener på sundhedshysteriet. . .
For slet ikke at tale om alt det der skal undgås for at leve op til sundhedskravene, jeg nævner i flæng tobak, spiritus, fedt, søde sager, usunde fødevarer, der er meget mere som jeg ikke har taget med, det ville fylde for meget, mængden af det man skal tage sig i agt for er uendelig, men sådan er det; og det må man finde sig i når livet skal bevares for enhver pris.
Der gøres også meget for at vise folk hvor galt det kan gå når døden alligevel rammer.
Hver dag fremhæves katastrofer og voldsepisoder i TV programmernes nyhedsudsendelser.
Til skræk og advarsel!
Mange sluger det råt, valfarter til ulykkessteder og viser en medynk der grænser til hykleri, når de dynger blomster op, ja selv bamser og breve til afdøde voldsofre som de ikke kender. Jeg ved godt at jeg skulle have skrevet medlidenhed og ikke medynk, men det ord synes jeg passer bedre.
Jeg har ofte tænkt på hvad der sker med dyngerne når blomsterne er visnede, (og andre ulykker er kommet på hitlisten) det fortælles der nemlig ikke noget om.
Man kan også få krisehjælp hvis man har været i nærheden af nogle der er kommet galt af sted. Folk betragtes som sarte der ikke tåler ret meget. Der gøres meget for at holde os på det rette spor.
Sundhedsindustrien har taget patent på livsvilkårene, fået en afgørende dominans og med den følger en uhyggelig puritanisme som gør livet svært og næsten uudholdeligt for adskillige mennesker. I mine ører lyder det som noget fra spejderbevægelsen, og deres gode gerninger, som f. eks at følge gamle damer over gaden, selvom de ikke havde bedt om det og intet har at gøre dér.
Det vrimler med forbud imod det som gør livet værd at leve og folk bliver mere og mere forvirrede. Døden betragtes som det værste der kan overgå en, selvom det er hvad ethvert liv ender med. Jeg har da aldrig hørt om nogen der har undgået den helt og det ville næppe blive holdt hemmeligt.
Nu skal der desuden bygges gigantiske hospitaler og læger skal hele tiden blive bedre og bedre til at helbrede de sygdomme vi er så uheldige at rende ind i. Og det er ikke uden omkostninger for lægerne, der jagtes hvis de er så uheldige at gøre en fejl.
Lægerne suppleres af en stab af veluddannede sygeplejersker, portører og ikke mindst medicinalindustrien, som om det er udødelighed man stræber efter.
Men er det ikke er det samme som de religiøse kredse har præket i mere end 2000 år?
Det med udødeligheden.
Ganske vist påstår de religiøse, at udødeligheden først kommer – efter døden, men alligevel snerper det i den retning og får mig til at se sundhedsidealerne som hellige og dermed ukrænkelige.
Vi har et offentligt sundhedssystem som giver enhver samfundsborger ret til lægehjælp og hospitalsbehandling betalt af skatteyderne. Derfor betragtes det som gratis, selvom der tales meget om hvor dyrt det er. Men sådan bliver meget i den offentlige forvaltning betragtet. På en vildledende måde. Jeg har i hvert fald svært ved at se noget kan være gratis når man for længst har betalt for det i skattesystemet og andre afgifter som magthaverne også opkræver. I det hele taget ser jeg ethvert samfund nu til dags som en slags pengemaskine, hvor magthaverne rager til sig på bekostning af de der ikke er lider af det samme storhedsvanvid som de der har sat sig på retten til at bestemme dét andre skal gøre og hvad de bliver straffet for hvis de gør dét.
Det får mig til at se sygdomsbegrebet er placeret forkert. Det må være SAMFUNDET og ikke befolkningen som fejler - noget. Men er der nogen som kan finde ud af hvad det er?
Jeg tvivler, vi har alt for travlt med at placere ansvar for det ene og det andet på forskellige vi kan rette vores utilfredshed imod, og imens drukner det som måske kunne gøre os gladere og mere tilfredse i tåbelige skænderier om bagateller.
