I flæsket på EU’s fredsmyte

EU har ikke skabt fred i Europa, men risikerer snarere at undergrave freden, som sikres af homogene nationalstater

Forlaget Munch & Lorenzen,

25/02/2014

EU har ikke skabt fred i Europa, men risikerer snarere at undergrave freden, som sikres af homogene nationalstater. Sådan skriver i hvert fald Kasper Støvring i sin nye bog, der anmeldes af Nikolaj Bøgh i nettidsskriftet Replique:

Støvring refererer konkrete borgerlige EU-tilhængere, der søger at monopolisere debatten og udgrænse alternative synspunkter – sågar med anvendelse af venstrefløjens og de kulturradikales foretrukne udgrænsningstrick; at man har et ubehageligt ”menneskesyn”, hvis man problematiserer den herskende EU-ideologi. Alene derfor er Kasper Støvrings ærinde særdeles relevant og hans argumenter væsentlige at forholde sig til.

Anmeldelsen er ikke mindst kritisk over for den lettere hykleriske holdning til EU i det Konservative Folkeparti:

Da der bl.a. i Det Konservative Folkeparti trives en betydelig skizofreni i forhold til ønsket om at værne om nationalstatens kultur og hævde en vis principiel EU-skepsis – samtidig med at man i praksis så godt som aldrig konkret ønsker at indtage et EU-kritisk standpunkt, kan bogen med fordel læses af konservative med interesse i at udvikle en lidt mere konsistent EU-holdning.