Under 1800-tallets romantiske bølge opdyrkede man national identitet som noget unikt, og man legitimerede den nationaliserede fædrelandskærlighed med chauvenistiske 'Store Fortællinger'. I dag er argumentet nedtonet til at nationens fællesskab ligger i forlængelse af familiens som individets konkrete livsramme.
Vi nærer en kærlighed til mor og far og til vores land, som vi ikke nærer overfor andres mor og far eller andre menneskers lande, og det er ikke fordi min mor og far og mit land er bedre, men fordi 'det er min mor og far og mit land'.
Det er Søren Krarups dogma, og der er ingen tvivl om at Krarup har ret et langt stykke ad vejen, at national og etnisk chauvenisme er et 'naturligt' resultat af dybtliggende psykologiske reflekser i mennesket.
Denne 'naturlige' racisme er bestræbelsen på at gøre forskel mellem medlemmer af forskellige etniske, religiøse eller nationale grupper, og evt. også bestræbelsen på at gøre forskelsbehandlingen legal.
Liberale kerneværdier er derfor dybest set inkompatible med nationalisme, for det er ikke liberalt at priviligere ét forestillet fællesskab på bekostning af 'de andre'. Frihed, lighed og broderskab rimer ikke på burka-forbud, statskirker og statsdirigeret nationalisme i skoler og offentlige medier.
I et indlæg på min primære blog kritiserede jeg 180Grader for i en notits automatisk at købe Israels fremstillinger af 'gode og onde' i konflikten med palæstinenserne, og jeg gav en debattør ret i at der nok er et element af racisme at spore, når medierne lader israelsk propaganda definere hvad der er sort og hvidt. Der er selvfølgelig ikke tale om racistisk ideologi, men om den ubevidste, psykologiske racisme der giver israelere og andre 'som ligner os' nogle point på forhånd overfor dem ' der ikke ligner os så meget'.
Man skal imidlertid ikke være blind for at brugen af begrebet racisme ofte dækker over mere end det afslører, og det er derfor jeg selv har været forholdsvis tilbageholdende med at kaste om mig med r-ordet i tide og utide.
Hvis man blot stempler folk som racister og betragter racisme som en sygdom, så risikerer man at overse, både racismens dybtliggende 'naturlige' og refleksmæssige karakter, men endnu vigtigere de mange helt konkrete interesser der kan være forbundet med racistisk og nationalchauvenistisk propaganda.
Israel vs. palæstinenserne er en sag der kan illustrere nogle vigtige pointer ang. disse interesser, men et spadestik dybere også hvorfor de liberale kerneværdier i en moderne globaliseret verden bliver stadig mere inkompatible med nationalismen anno 1849.
I en kommentar i Information sidste år gik en af Danmarks bedste og skarpeste politiske journalister, Deadlines Adam Holm, i rette med veteranen Lasse Ellegaard, der et stykke tid forinden havde skrevet nedenstående i en leder i anledning af Israels 60-årsdag:
... der [er] to muligheder (1): En militaristisk jødisk stat, der bevarer sin ‘jødisk-hed’ ved at undertrykke de arabiske medborgere på hver side af den grønne 1967-linje. Eller en én-stats-løsning, hvor jøder og arabere bor sammen i det område, der til 1947 var det britiske mandatområde Palæstina vest for Jordanfloden. Denne løsning vil indebære, at Israel opgiver sin specifikke jødiskhed og erstatter den med et sekulært, demokratisk samfund. Jødiskheden har dybe rødder, eftersom den blev etableret efter brændofferet 1933-45 som et fristed for de hidtil forfulgte jøder - og i dag lever 40 pct. af verdens ca. 13 mio. jøder i dette fristed. Men prisen er høj, nemlig andres ufrihed. Derfor taler palæstinensiske politikere i stigende grad om en én-stats-løsning, der kan sikre dem reel medbestemmelse, vel vidende, at de har en demografisk fordel. Den er straks sværere for jøderne at acceptere, og det er sådan set forståeligt, set fra en historisk synsvinkel. Men det kan blive endnu sværere at lade være.
(Lasse Ellegaard overser en tredje mulighed, nemlig fordrivelsen af alle arabere fra Israel og de besatte områder (eller tilstrækkeligt mange til at jøderne opnår et komfortabelt flertal). Det er scenarier som ikke er urealistiske og bliver promoveret af selv tilsyneladende mainstream israelske politikere.)
Adam Holm svarede Ellegaard, at der kan være masser af legitime grunde til at kritisere Israel, men:
... derfra til at ville opløse Staten Israel, frakende landet en moralsk og eksistentiel berettigelse i verdenssamfundet som et overvejende jødisk land, det er groft krænkende og vidner om en afgrundsdyb kynisme hos afsenderen. Man kan naturligvis sagtens indtage en fornuftig og principiel antizionistisk holdning. Intet ondt i det. Men kritikken af Israel bliver problematisk, når den går fra at være principielt begrundet til at rette sig selektivt imod Israel som en jødisk stat. Hvorfor bliver Israel trukket frem som et værre eksempel end andre? Hvad er det ved den jødiske - eller mere præcist, zionistiske - hævdelse på at have en egen stat på linje med kristne, muslimske og buddhistiske folk, der provokerer så inderligt?
Det provokerende er, at Adam Holm og mange andre ellers begavede mennesker har så svært ved fuldt ud at åbne øjnene for konsekvenserne af den zionistiske entreprise - dybt, dybt problematisk og på kant med liberale og humanistiske værdier som den af forskellige årsager er. De zionistiske pionerers forbrydelse var (og er) ikke anderledes eller værre end andre nationalister og imperialisters. Folkemord og fordrivelser har det ikke skortet på i historiens løb.
Zionisternes uheld - og palæstinensernes katastrofe - var at den kolonialistiske entreprise fandt sted i et relativt tætbefolket område, hvor den oprindelige befolkning var i flertal. Kombineret med en blut und boten-nationalisme, som lægger vægt på folkets historiske og åndelige tilhørsforhold til et særligt territorium, samt det faktum at den oprindelige befolkning ikke så let som de amerikanske indianere eller australske aboriginals lod deres nationale aspirationer knuse, lagde zionismen fra begyndelsen op til ballade.
Når vi diskuterer burka-forbud i Danmark, mens israelske nationalister retorisk tester muligheden for fordrivelse af yderligere millioner af palæstinensere, så er det grundlæggende samme skisma der er til debat. Skismaet mellem de liberale kerneværdier og den institutionaliserede nationalisme.
I Danmark har nationalisterne det held at de med en vis styrke kan hævde, at 'landet er monokulturelt og skal vedblive at være det'. Den fordel har zionisterne aldrig haft, hvorfor de må rykke ud med endnu mere metafysiske argumenter om historiske rettigheder eller blive utilsløret racistiske. Men grundlæggende er forskellen på det zionistiske dilemma og det dansk-nationale ens. Begge grundstøder de med basale liberale værdier.
Dilemmaet er ikke så tydeligt i Danmark - hvor mindretallet af indvandrere ikke oplever sig politisk stærke nok til radikalt at udfordre det danske etnies monopol på staten - som det er i Israel hvor det jødiske etnie konstant må opleve drømmen om en national stat truet af palæstinenseres krav om lighed for loven, af det faktum at palæstinensiske kvinder føder flere børn end de israelske og af zionisternes egen ulykkelige drøm om at inddrage hele det historiske Palæstina i den israelske stat.
Israelerne står med et trefoldigt dilemma: Man kan fastholde det Apartheid Light system som har præget landet siden oprettelsen, men især siden erobringen i 1967 af Vestbredden og Gaza. Man kan gribe tilbage til den brutale fordrivelsepolitik med mord, massakrer og massevoldtægter som gik forud for Israels fødsel.
Eller man kan opgive drømmen om et Stor-Israel med solidt flertal af jøder - altså den drøm Adam Holm deler, men som Lasse Ellegaard udfordrer - og omskabe Israel til et ægte liberal-demokratisk land der ikke lader etnie og religion afgøre ret og pligt overfor staten. Dilemmaet er ikke blot Israels i disse år, det er også europæerne og danskernes. Men for Israels vedkommende er konflikten mellem liberale kerneværdier og romantisk nationalisme sat helt på spidsen.
Det er slet ikke overraskende at danske højrenationale og monokulturalister er de mest aggressive og udfarende pro-zionister, for deres målsætning er den samme som zionismens: en stat og et territorium monopoliseret af et priviligeret etnie. Og da fjenden også er den samme (hvis man accepterer forsimplingen palæstinensere = muslimer = terrorister / indvandrere = muslimer = terrorister/kriminelle), så er alliancen både indlysende og logisk.
Liberale og progressive kræfter, derimod, må vende sig mod den uliberale og forældede monokulturelle nationalisme - det være sig i Israel eller Danmark - der er uforenelig med de principper for frihed, lighed og broderskab, der i Oplysningstiden blev slået fast med den Amerikanske Uafhængighedserklæring og den Franske Revolution.
