Det danske dagpengesystem er bestemt ikke helt ukompliceret. Der findes et utal af love og regler, som endda hele tiden opdateres. Dette sætter selvfølgelig krav til, at de ansatte sagsbehandlere hele tiden sætter sig ind i de nye regler og hele tiden holder sig ajour med de sager, som bliver definerende for, hvorledes dagpengesystemet skal fortolkes og administreres.
Umiddelbart kunne man også foranlediges til at tro, at et område som dagpengesystemet, hvor vi forsøger at få arbejdsløse ind på et arbejdsmarked, selvfølgelig skal styres med en høj grad af formalisering. Formaliseringen skyldes et ønske om at kunne administrere en stor mængde arbejdsløse på samme facon, hurtigt og sikkert.
Vi får altså et dagpengesystem, der skal sikre sig, at den arbejdsløse unge mand, der har haft et år i udlandet, den arbejdsløse multikunstner, der har haft mange freelanceansættelser og den aldrende tidligere selvstændige erhvervsdrivende, skal behandles på nøjagtig samme måde. Det lyder selvfølgelig fint, at vi ikke forskelsbehandler i en så vigtig sag som dagpenge, for hvis vi åbnede op for forskelsbehandling, så ville vi selvfølgelig også opleve, at klienter ville føle sig forkert behandlet, og vupti så skal vi til at behandle klager og alskens fidus.
But I beg to differ!
I min optik er forskelsbehandling faktisk at behandle på samme måde, idet vi som individer med forskellige evner og erfaringer er i forskellige situationer. Jeg tror simpelthen ikke på, at den socialistiske tankegang om at behandle alle ens ville slå igennem i sundhedsvæsnet, hvor vi altid diagnosticerer, før vi helbreder. Og det er netop, hvad vi mangler i det danske dagpengesystem. Diagnose!
Jeg forstår simpelthen ikke, at en socialrådgiver skal bruge tre år af sit liv på at uddanne sig, og når de så kommer ud i Jobcentrene, så er det eneste, de skal gøre at sikre, at reglerne bliver overholdt. Hvor er diagnosen?
I dagens udgave af Politiken fortæller Morten Hansen, at han ikke kan få lov til at have en hjemmeside, der reklamerer for hans ydelse, idet han i dagpengesystemet på den vis bliver behandlet som selvstændig. Han må heller ikke dele flyers ud, der prøver at sikre ham småjobs, der i virkeligheden på sigt kunne sikre ham et fuldtidsjob. Dagpengesystemets regler desavouerer derfor Jobcenterets mission om at sikre klienter muligheden for at komme ud på arbejdsmarkedet. Jeg vil lige notere, at dette ikke er et forsvar for skuespillernes klynkesang om dagpengeperioden – jeg er 100 % for en reducering af dagpengeperioden, men min anke er,at så må vi også sikre, at dagpengemodtagerne bliver behandlet som individer og ikke som klienter. Vi bliver altså nødsaget til at kigge på situationen.
Det er jo ikke kun i tilfældet Morten Hansen, at vores system er opbygget forkert. Min far er tidligere tømrermester, men kørte galt på motorcykel for tre år siden. Der har været en masse komplikationer, som har resulteret i, at han ikke rigtigt kan få den selvstændige virksomhed til at køre, hvorfor han så måtte gå på dagpenge. Straks ryger han som 61-årig ordblind ind i et system, der er bygget op på den præmis, at man hurtigt skal præge og eventuelt omskole, således klienten hurtigt kan komme i arbejde. I dette tilfælde fejler systemet også, idet min far selvfølgelig har problemer med at følge de kurser, der kræves. Han har problemer med at skrive ansøgninger til jobs (Dem skriver jeg så for ham), og bare at følge de krav, der er til afrapportering har været en kamp for ham i forhold til at lære IT.
Han skal som 61-årig ordblind og tidligere tømrermester søge minimum to jobs om ugen, hvilket får ham til at søge stillinger, som han slet ikke har kompetencer til at udfylde. Men han skal jo, reglerne er klare, og han bliver i den grad tjekket i hoved og røv. Han går til møder i hvert fald to til tre gange om måneden og så videre og så videre.
Min anke er selvfølgelig, at man sagtens kunne sige: Denne mand er 61 år, han har endda en arbejdsskade, og der er ikke langt til pension. Lad ham nøjes med at søge relevant arbejde som tømrer. På den måde sikrer vi en bedre oplevelse for individet, og vi sikrer en lavere grad af kontrol, som kan frigive ekstra midler hos sagsbehandleren, der kunne bruge tid og kræfter på mere komplicerede tilfælde. De rigide regler kunne jo sættes i spil overfor andre, hvor man med rette har en mistanke om, at han/hun er uden for arbejdsmarkedet på grund af ugidelighed.
Fælles for min far og for Morten Hansen er en oplevelse af, at systemet slet ikke tager højde for deres situation. Tager højde for, at de er to individer, der har lyst til at arbejde, men som har nogle unikke muligheder, såvel som nogle begrænsninger. Systemet tager ikke dette i betragtning, og behandler dem som klienter i en socialistisk maskine, hvor vi alle er lige.
Når nu Inger Støjberg så udtaler i dagens politiken: ”Nej, jeg har ikke til hensigt at ændre reglerne. Styrken i det danske dagpengeregelsæt er, at det er ens for alle”, så er det jo det samme som at sige ”Jeg er socialist”. Jeg kastede op ud over mit morgenbord.
Umiddelbart kunne man også foranlediges til at tro, at et område som dagpengesystemet, hvor vi forsøger at få arbejdsløse ind på et arbejdsmarked, selvfølgelig skal styres med en høj grad af formalisering. Formaliseringen skyldes et ønske om at kunne administrere en stor mængde arbejdsløse på samme facon, hurtigt og sikkert.
Vi får altså et dagpengesystem, der skal sikre sig, at den arbejdsløse unge mand, der har haft et år i udlandet, den arbejdsløse multikunstner, der har haft mange freelanceansættelser og den aldrende tidligere selvstændige erhvervsdrivende, skal behandles på nøjagtig samme måde. Det lyder selvfølgelig fint, at vi ikke forskelsbehandler i en så vigtig sag som dagpenge, for hvis vi åbnede op for forskelsbehandling, så ville vi selvfølgelig også opleve, at klienter ville føle sig forkert behandlet, og vupti så skal vi til at behandle klager og alskens fidus.
But I beg to differ!
I min optik er forskelsbehandling faktisk at behandle på samme måde, idet vi som individer med forskellige evner og erfaringer er i forskellige situationer. Jeg tror simpelthen ikke på, at den socialistiske tankegang om at behandle alle ens ville slå igennem i sundhedsvæsnet, hvor vi altid diagnosticerer, før vi helbreder. Og det er netop, hvad vi mangler i det danske dagpengesystem. Diagnose!
Jeg forstår simpelthen ikke, at en socialrådgiver skal bruge tre år af sit liv på at uddanne sig, og når de så kommer ud i Jobcentrene, så er det eneste, de skal gøre at sikre, at reglerne bliver overholdt. Hvor er diagnosen?
I dagens udgave af Politiken fortæller Morten Hansen, at han ikke kan få lov til at have en hjemmeside, der reklamerer for hans ydelse, idet han i dagpengesystemet på den vis bliver behandlet som selvstændig. Han må heller ikke dele flyers ud, der prøver at sikre ham småjobs, der i virkeligheden på sigt kunne sikre ham et fuldtidsjob. Dagpengesystemets regler desavouerer derfor Jobcenterets mission om at sikre klienter muligheden for at komme ud på arbejdsmarkedet. Jeg vil lige notere, at dette ikke er et forsvar for skuespillernes klynkesang om dagpengeperioden – jeg er 100 % for en reducering af dagpengeperioden, men min anke er,at så må vi også sikre, at dagpengemodtagerne bliver behandlet som individer og ikke som klienter. Vi bliver altså nødsaget til at kigge på situationen.
Det er jo ikke kun i tilfældet Morten Hansen, at vores system er opbygget forkert. Min far er tidligere tømrermester, men kørte galt på motorcykel for tre år siden. Der har været en masse komplikationer, som har resulteret i, at han ikke rigtigt kan få den selvstændige virksomhed til at køre, hvorfor han så måtte gå på dagpenge. Straks ryger han som 61-årig ordblind ind i et system, der er bygget op på den præmis, at man hurtigt skal præge og eventuelt omskole, således klienten hurtigt kan komme i arbejde. I dette tilfælde fejler systemet også, idet min far selvfølgelig har problemer med at følge de kurser, der kræves. Han har problemer med at skrive ansøgninger til jobs (Dem skriver jeg så for ham), og bare at følge de krav, der er til afrapportering har været en kamp for ham i forhold til at lære IT.
Han skal som 61-årig ordblind og tidligere tømrermester søge minimum to jobs om ugen, hvilket får ham til at søge stillinger, som han slet ikke har kompetencer til at udfylde. Men han skal jo, reglerne er klare, og han bliver i den grad tjekket i hoved og røv. Han går til møder i hvert fald to til tre gange om måneden og så videre og så videre.
Min anke er selvfølgelig, at man sagtens kunne sige: Denne mand er 61 år, han har endda en arbejdsskade, og der er ikke langt til pension. Lad ham nøjes med at søge relevant arbejde som tømrer. På den måde sikrer vi en bedre oplevelse for individet, og vi sikrer en lavere grad af kontrol, som kan frigive ekstra midler hos sagsbehandleren, der kunne bruge tid og kræfter på mere komplicerede tilfælde. De rigide regler kunne jo sættes i spil overfor andre, hvor man med rette har en mistanke om, at han/hun er uden for arbejdsmarkedet på grund af ugidelighed.
Fælles for min far og for Morten Hansen er en oplevelse af, at systemet slet ikke tager højde for deres situation. Tager højde for, at de er to individer, der har lyst til at arbejde, men som har nogle unikke muligheder, såvel som nogle begrænsninger. Systemet tager ikke dette i betragtning, og behandler dem som klienter i en socialistisk maskine, hvor vi alle er lige.
Når nu Inger Støjberg så udtaler i dagens politiken: ”Nej, jeg har ikke til hensigt at ændre reglerne. Styrken i det danske dagpengeregelsæt er, at det er ens for alle”, så er det jo det samme som at sige ”Jeg er socialist”. Jeg kastede op ud over mit morgenbord.
