Jacob Holdt om Jørgen Dragsdahl og KGB

Svar på ”Dragsdahl var synsk” af Jeppe Juhl publiceret 13.5.2010

 

Jeg bliver nødt til at tilbagevise nogle af de ting Jeppe Juhl skriver om mit forhold til Dragsdahl. Jeg selv kan være ligeglad, da jeg aldrig har lagt skjul på mit forhold til KGB, STASI, KKK og andre sjove uvæsner. Så længe man ikke laver destruktiv eller landskadelig virksomhed handler livet vel om at være åben overfor den verden man lever i.

Men når Jeppe Juhl bruger min åbenhed – også den jeg viser overfor for ham selv – i et forsøg på at stemple andre mennesker – særligt mine venner – må jeg sige fra. Jeppe indrømmer at han ikke husker samtalen bedre end jeg selv gør det i dag, men jeg ved i hvert fald at jeg ikke har sagt forkerte ting. Jeg har aldrig sagt at Dragsdahl af sig selv dukkede op hos mig efter Ekstrabladets afsløringer som om han ”var synsk” og vidste hvad der ville komme for ham selv. Samme dag, 2. nytårsdag 1992, hvor Ekstrabladets Jakob Andersen havde ringet mig op med chokbomben ”Vi har beviser for at du var KGB’s største agent i Vesten”, ringede jeg om aftenen til Dragsdahl fordi han tidligere havde advaret mig mod fortsat at have kontakt med ”russerne”, betegnelsen som vi altid brugte om KGB i Amerikanske Billeders store arbejdskollektiv idet ingen af os havde fantasi til at forestille sig at selveste KGB skulle være interesserede i os. KGB var for os noget med spionage og alt hvad vi foretog os var jo én stor åben bog.

 

Derfor har jeg da også masser af beviser i mine ”åbne bøger” for at jeg selv kontaktede Dragsdahl, f.eks. i det julebrev, som jeg hvert år sender til hundredvis af gamle skolekammerater og fans og arrangører af Amerikanske Billeder
Eller f.eks. talen jeg holdt til Dragsdahls 50 års fødselsdag
 

Julebrevet er skrevet samme år hvor vi begge blev afsløret i Ekstrabladet og fortæller også om HVORFOR jeg lige netop kontaktede Dragsdahl, da jeg som den første kom i klemme. Nemlig at han var en af de få som konsekvent havde advaret mig mod fortsat at have kontakt med KGB. Desuden vidste jeg jo fra hans skriverier i Information at han havde en del viden om emnet ligesom han privat havde fortalt mig om alle de problemer han havde haft med diverse væsner i Sovjet i forsøget på at få sin russiske kone ud. Han lagde aldrig skjul på overfor mig hvor meget han hadede hele systemet derovre – i og for sig lidt risikabelt for ham at sige til mig når han vidste at jeg selv snakkede med KGB og han kendte min åbenmundethed. Jeg husker tydeligt den sidste gang Dragsdahl advarede mig om at ”nu gør du altså klogt i at holde op med at mødes med russeren.” Det var engang i 80’erne, da vi begge var til fest i Pastor Erik Bocks præstegård, og jeg som sædvanligt stod og ”pralede” til gæsterne om hvor megen interesse ”russerne, tilmed højt placerede personer på den Sovjetiske ambassade” viste for mit arbejde.


En anden grund til at jeg straks kontaktede Dragsdahl efter Ekstrabladets afsløring var også at han var en af mine få tilbageværende venner på Information, avisen som jeg var nødt til at bruge til mit forsvar. Han var manden der gjorde mig kendt og Information var mit forlag. Men lige siden jeg i 1977 vha. min sagfører, Søren B. Henriksen (senere direktør for Dansk Handel), vandt en retssag over Information, som jeg krævede standsede udgivelsen i hele verden af det som var deres helt store pengeindtjening, min bog Amerikanske Billeder, havde der været ”kold krig” mellem mig og Information. Standsningen af bogen skete jo netop for at modarbejde KGB, som ønskede at bruge min bog verden over imod Carters menneskeretspolitik som jeg fortæller om i julebrevet og diverse avisartikler. Derfor vidste jeg nu i 1992 at Information lå inde med alle sagsakterne, som kunne få mig frikendt i medierne for at være ”KGB-agent” ved tydeligt at vise at jeg havde arbejdet i præsident Carters interesse. (Et godt eksempel på værdien af at ”infiltrere” KGB som deres egen ”agent”, for hvis jeg havde haft berøringsangst overfor KGB ville min bog jo have været ude over hele verden – nøjagtig som de ønskede det). 

 

Samtalen var telefonisk og Dragsdahl gik da også allerede næste dag i gang med mit forsvar i Information. Et par dage efter skrev chefredaktøren Lasse Ellegård en leder, hvori han kaldte mig en ”filosof”, der blot havde brugt KGB for at få indflydelse i Angola og derigennem hjælpe mig med at skaffe mig af med mine millionindtægter til kampen mod apartheid i det sydlige Afrika, bl.a. i det der senere blev til Kwanzu Zul

At min eneste ven under min kolde krig med Information var Dragsdahl var selvfølgelig pinligt for bladet, da han kun fire dage efter min afsløring selv blev udråbt som KGB-agent i Ekstrabladet – altså ikke som Jeppe Juhl skriver ”mange uger efter.” Det kom for mig som et chok og den rene parodi fordi jeg vidste hvor meget Dragsdahl var kommet til at hade Sovjetsystemet under hele koneudleveringsprocessen. Hver gang jeg havde sagt noget, der blot prøvede at kaste lidt forståelse over Sovjets handlinger, havde han altid irettesat mig som naiv med ord som ”Du kender intet til ondskaben bag deres listige intriger!”

Først efter Dragsdahls egen afsløring i Ekstrabladet troppede han op hos mig på min og min kones invitation. Vi ville trøste ham og hans nye polske kone ved at lave en overdådig KGB-middag for dem i stil med dem KGB så tit havde inviteret mig på. Hele huset var udvendigt dækket festligt med sovjetiske flag for at også vores Ekstrabladslæsende naboer kunne følge lidt med i hvad der foregik. Og det var virkelig vores indtryk at Dragsdahl var utrolig rystet og forbavset over selv nu at være blevet udråbt som KGB-agent. Fuldstændig anderledes end i dagene forinden, da han roligt og afbalanceret havde givet mig gode råd om min kattepine. Det var ikke den samme mand før og efter og jeg er sikker på at han ikke ville have kunnet være så rolig og fornuftig forinden hvis han var ”synsk”, som Jeppe Juhl skriver, og havde haft den mindste mistanke eller angst for at han selv også senere ville blive afsløret.

Det er rigtigt, som Jeppe Juhl skriver, at jeg ikke havde set meget til Dragsdahl i et par år, men det skyldtes at det meste af mit arbejde nu foregik i USA’s universiteter. I to omgange boede jeg tilmed som amerikaner fast derovre i et helt år (til KGB’s store ærgrelse, de sendte hele tiden mærkelige personer forklædt som bl.a. løbere i træningsdragt ind i mit kollektiv for at høre hvornår jeg kom hjem). Men han mødte altid op til vore børnefødselsdage i kollektivet, hvilket jeg har masser af billeder af. Og i slutfirserne husker jeg i al fald én middag min kone og jeg var til hos ham i hans lejlighed i Åbenrå sammen med Peter Wiwel. For ikke at tale om alle de gange i slutfirserne, hvor han kom løbende hos os fordi han var blevet kæreste med min kones søster, som boede i en kvistlejlighed hos os.

 

Når Juhl skriver at jeg skulle have sagt om Ekstrabladets artikler ’Det, der står, er korrekt. Ja, jeg var naiv, og ... (...)’ er det selvfølgelig også rigtigt i den forstand at det jo var mig selv Jakob Andersen fik oplysningerne fra (jeg kom til i ovenstående julebrev at kalde ham Viktor Andersen da jeg ikke personligt mødte ham dengang og blot skrev julebrevet efter hukommelsen). Men når han påstår at jeg skulle have sagt ”naiv” om mig selv ved jeg at det ikke var mine ord. Jeg betragtede aldeles ikke mig selv som naiv i min langsigtede strategi på at bruge Sovjets indflydelse i Afrika til selv at få indflydelse. Det var simpelthen realitetserkendelse før murens fald.

 

Naiviteten, synes jeg, ligger hos dem der overhovedet tager KGB alvorligt – i al fald den del af KGB jeg kender til gennem deres arbejde med indflydelsesagenter. For jeg skulle ikke gå til ret mange middage med KGB før det gik op for mig at de overhovedet ikke anede hvad de skulle stille op med mig. Min succes med Amerikanske Billeder var jo allerede en kendsgerning FØR de mødte mig. De fik mig aldrig til at ændre et komma i teksten. Alt hvad deres virke i Vesten handlede om var blot at sætte sig på ryggen af andres succes og blæse sig selv op i øjnene på hovedkvarteret i Moskva, som KGB’s underchef i København, Lubimov, indrømmede det efter at han senere blev dissident i Sovjet. KGB’s folk var udelukkende interesserede i at beholde deres gode, luksuriøse liv i Vesten og havde tilmed enormt svært ved at ”hverve” de folk, som de kaldte ”indflydelsesagenter”, viste det sig siden. "Hvervning" for dem betød bare at kendte folk sagde ja til at gå til middage med dem. At nogen som Bent Jensen kan tage den del af KGB’s magtesløse virke alvorligt er mig en stor gåde. Desværre gør Dragsdahl det også ved at lægge sag an mod ham – imod mit råd, som måske også var lidt overskudsagtigt arrogant al den stund jeg ikke blev skadet i mit virke i samme grad som han.

Alt dette sidder jeg i dag og snakker meget om med vores fælles gamle ”afslører”, Jakob Andersen, som siden er blevet min gode ven og som også privat mødes med mig, hvorom jeg fortæller her. Jeg driller ham med at han som min forfølger mest af alle minder mig om Les Misérables’ pligtopfyldende, men følelseskolde politikommissær. Og han driller mig tilbage som min Facebook ven ved offentligt at rakke mig ned hver gang mine fans skriver noget rosende om mig på min væg. For ligesom Bent Jensen tærsker han langhalm på KGB’s latterlige magtesløse fortid og har som fastgroet i den tid svært ved at få sine udgivelser udspredt i en ny og ændret verden, hvorfor jeg har hjulpet ham lidt med at udgive hans skriverier om mig i den ganske verden.


For fjender – såsom KGB, KKK, STASI, nazisterne, Hizb-ut-Tahrir …..eller dem der forfølger en i medierne – har man til at forsone sig med og have det sjovt med. De fylder jo på godt og ondt jo alligevel så meget i ens liv og sind at de nok repræsenterer vigtige sider af en selv. Jeg er i al fald ikke blevet mere DDR-tilhænger af at min gamle ansatte STASI-agent, Jörg Meyer, fortsætter samarbejdet i dag ved nu at oversætte mine hjemmesider, bl.a. for selv at kunne drille sin datters svigerfar, en tidligere CIA-spion. Den Jörg Meyer, som KGB altid advarede mig mod at arbejde med i jalousi over at min ”føringsofficer” i KGB, Nick Gribin, så ikke overfor Moskva selv kunne puste sig op med at jeg var hans ”agent” - med eneret :-) Og jeg er ikke blevet mere racist af at være medlem af KKK og være deres webmaster. Og jeg er ikke blevet mere islamist af at have Hizb-ut-Tahrir til kaffebønnemøder i mine stuer. Tvært imod har jeg brugt mit venskab med sidstnævnte grupper til at få flere medlemmer til at hoppe af. Men på det punkt er Dragsdahl og jeg forskellige, hvorfor han som sagt altid har advaret mig mod sådanne væsner.


Lige nu er jeg sammen med andre gode venner i gang med at lave en støttekomite for Jørgen Dragsdahl til indsamling af penge til hjælp til dækning af den tårnhøje gæld han er kommet i efter Bent Jensens misforståede forsøg på at hænge fast i et fortidigt sort-hvidt verdensbillede med nogle ”gode” og ”onde”. Men – da de begge er ofre - ville jeg hellere arbejde på at lave Bent Jensens herværende støttekomite om til en fælles ”Støttekomite for den kolde krigs ofre” til gavn for dem begge. For ligesom i Sydafrika efter apartheid bør efterkoldkrigsforsoning jo ikke handle om at angribe dem der havde forskelligt ståsted i de mørke år, hvor undertrykkelsen satte mennesker op i mod hinanden (ikke mindst internt i de kommunistiske lande). Af hensyn til forståelsen af sådanne undertrykkelser og de ringe de altid spreder omkring sig i verden, handler det om inden det er for sent fuldt ud at bruge resurserne vi har blandt de mennesker, som befandt sig på begge sider – eller i dette tilfælde blot hævdedes at stå på forkert side – som jo både Bent Jensen og Jørgen Dragsdahl efter sigende har gjort det ideologisk i tidlige perioder af deres liv. Få har så meget viden og ekspertise om den tid som de to.

Så frem for hver for sig at samle ind til to gamle bitre mænd, der synes at livet skal handle om at føre den kolde krigs had og splittelse videre, er mit forslag at vi samler ind til en fælles komite, der betaler deres regninger, men kun på den betingelse at de går i forsoningsterapi med hinanden. Og derefter i fællesskab skaber en slagkraftig og velfinansieret tværpolitisk tænketank, der forsker i alle den kolde krigs andre ofre. Til gavn for historien og demokratiet gennem en dybere forståelse af dets altid truende undertrykkelsesmekanismer. Alt andet vil blot opmuntre dem til at fortsætte deres sønderrivende gladiatorkampe til døden dem skiller – uden at de med deres enorme viden og resurser bidrager noget som helst til samfundet og os andre som støtter dem økonomisk. For helvede, Bent og Jørgen, vi lever ikke længere i romertiden, men i en globaliseringens tid hvor vi alle skal forsone os med hinanden for at komme videre. 


 

7 Kommentarer

Vis kommentarer

Log ind for at kommentere