Jagten på Lars Løkke

Det ville være forkert at sige, at jagten på Lars Løkke er gået ind, nu, hvor valgkampen også officielt er skudt i gang

Ikke angivet Ikke angivet,

29/05/2015

Det ville være forkert at sige, at jagten på Lars Løkke er gået ind, nu, hvor valgkampen også officielt er skudt i gang. Nej, den jagt foregår løbende og til alle tider. Rendestenene Ekstra Bladet og BT giver den naturligvis fuld skrue, mens Statskonsortiet DR/TV2 kører den på mere subtil vis. Men Løkke er jaget vildt og vil være det, så længe han tillader sig at befinde sig i dansk politik. Manden har fået Kainsmærket én gang for alle, og det er så det. Trist eller ej, sådan er vilkårene nu om stunder.

Der var GGGI-sagen. En ren bagatel, men den blev da godt nok blæst op.

Der var "underbukserne". En ren bagatel, men bukserne blev da godt nok blæst op.

Der var drinksene i et fly. Den sag kunne Løkke mane i jorden men den blev da godt nok blæst op. Så sent som forleden (28.05) havde rendestenen Ekstra Bladet den igen på forsiden. Selv om den altså forlængst er tilbagevist. Bladet er med den håbløse Poul Madsen ved roret ved at gå nedenom og hjem (mand overbord, hip hip hurra), så alt kan bruges. Selv gamle EB-slyngelstreger. Men er det ærlig talt ikke svinsk? Eller er det bare mig, der befinder mig i et for gammelt århundrede? Er jeg bare passé, når jeg efterlyser lidt anstændighed? Af den go'e gamle slags, vel at mærke. Ikke den slags, den politiske korrekthed skriger op om, og som skurrer så fælt i mine ører, at jeg har været nødt til - mod ekstrabetaling, naturligvis - at få oprettet et særligt servicenummer til min ørelæge.

Selfie-damen og hendes slæng. Hvad har de så bedrevet de sidste fire år?

Mrs. Selfie herself: Skattefifleri sammen med ægtemanden. Ret så alvorligt, skulle man mene. Men tys tys, det haver ingen interesse, og da slet ikke hos Statskonsortiet.

Leasing af bil i Tyskland, så de danske afgifter kunne omgås. Ret så pinligt, skulle man mene. Men tys tys, det haver ingen interesse, og da slet ikke hos Statskonsortiet.

Lidegaard, da han var klimaminister: Kæmpeskandale med solceller, sm kostede skatteyderne millioner. Eller var det milliarder? Ja, det var det vist. Det hører man aldrig noget om. Ellers lige til en rigsretssag, skulle jeg mene.

Bjarne Dingdong: Hvor mange skattemilliarder har han mon sløset væk med det mystiske salg af Dong til rå-kapitalisterne Goldman-Sachs? Hvorfor vil han ikke give Folketingets finansudvalg de papirer, som selv Tingets præsidium (sågar med det gamle S-spøgelse Lykketoft som formand) har sagt, er absolut relevante?

Puha. Hvis regnestyket skulle gøres op, tror jeg da nok, der ville stå højrøde S-milliarder på bundlinjen. Men det interesserer ikke medierne og da slet ikke Statskonsortiet.

Og heldigvis drukner alle skandalerne nu i en belejligt udskreven valgkamp. Og så er det Løkke, der er interessant. Ikke den siddende statsminister, ikke den siddende regering, sådan som det ellers plejer at være. Nej, det er Løkke, og Løkke skal have løkken om halsen, hvis det står til Statskonsortiet.

Nu har Løkke så været på besøg hos firmaet Panorama, hvis ejer har fortalt ham om en kontanthjælpamodtager,som firmaet ansatte, men som efter kort tid sagde op, fordi jobbet ikke kunne betale sig i forhold til kontanthjælpen. Et eksempel blandt tusinde, må man formode. Og hvad gør medierne så? Jamen, med Statskonsortiet i spidsen jagter man da denne kontanthjælpamodtager, for Lars Løkke lyver naturligvis. Kontanthjælpsmodtageren finder man næppe, og det ved medierne godt. For han/hun risikerer jo al landsens ulykker ved at træde frem og indrømme, at han/hun selv har kvittet et job. Væk med kontanthjælp (hvis systemet ellers fungerer, hvad det i øvrigt sjældent gør). Panoramas ejer bekræfter i øvrigt Lars Løkkes udlægning. Det samme gør en lokal journalist, som var til stede. Men nu er det pludselig op til Lars Løkke at bevise, at denne kontanthjælpsmodtager eksisterer. Pjat, pjat og atter pjat.

Det siges, at vi har de politikere, vi fortjener. Det kan være rigtig nok. Vi har jo selv valgt dem.

Har vi også de journalister, vi fortjener? Ha! Valgt er de i hvert fald ikke, selv om de politiserer.

PS: Jeg må da sige, at jeg har været umanerligt irriteret på Lars Løkke, især gennem det sidste års tid. Men jeg må da også indrømme, at min sympati for manden er i vækst. Det rokker nu ikke ved, at min stemme den 18. juni ligger, hvor den har ligget de sidste mange år.

Kilde: